Wied Gustav - Slægten

Og Enkebaronessen paa sin Side sagde til Stasia ved Aftentoilettet:

– Naa, min Pige, der har Helmuth sandt for Dyden faaet sig et Par ordentlige Tætkamme! Jeg er bange for, at der ikke bliver meget tilbage af ham, naar de først begynder at kæmme løs!

Og Helmuth selv gik med lange, urolige Skridt op og ned inde i sit Kontor. Han havde jo straks set paa Kvindernes kolde, mønstrende Øjne, at de ikke justement havde fattet nogen brændende Kærlighed til hinanden. Grevinden havde siddet ved Bordet saa stiv som en Afviserpæl, og Vilde, den Stakkel, havde hverken vidst ud eller ind, naar Enkebaronessen kom med sine frygtelige Udtalelser! Thi han lagde hele Skylden paa Moderen; hun var da ogsaa bleven saa forfærdelig «ordinær», syntes han. Det havde han ganske vist aldrig før lagt Mærke til, men nu ved Siden af disse to fine, velopdragne Damer! Horribel! som Grevinden sagde. Og sikken hun saa væltede sig ind paa disse to vildfremmede Mennesker og spurgte, om hun kunde logere der, naar hun kom over til Brylluppet! Det var frygteligt, saadan at maatte skamme sig over sin Moder! Over til Brylluppet? Ikke Tale om! Det vilde jo da blive en voldsom Skandale for dem alle sammen! … Naa, men det maatte hun ogsaa kunne indse, naar han fik talt rigtig ud med hende. Og saa var der jo ogsaa endnu godt et halvt Aar til Begivenheden; der kunde ske meget inden den Tid!

Med disse beroligende Tanker gik den unge Baron ind i sit Soveværelse og klædte sig af og gik i Seng. Og før han faldt i Søvn repeterede han pligtskyldigst Præsens Infinitiv af Verbet aimer. Thi Vilde havde engang slaaet paa, at han virkelig maatte se at lære noget Fransk. Og nu havde han købt sig en Parleur og glædede sig til en skønne Dag at overraske hende med sine Kundskaber: Bonjour, madame v. Leunbach, comment vous portez-vous ce matin? mumlede han henrykt over sin Viden. Hvorpaa han bredt smilende krøb ned under Dynen og faldt i Søvn.

– —

Dog det var nu alligevel ikke lutter Fryd og leende Glæde for Baron Helmuth, dette at være forlovet med «Vilde». Der var saa Satans meget, han skulde gøre, og endnu meget mere, han skulde undlade! Naar han var paa Besøg i København, rettede Fru Raskowitz og Grevinden ugenert paa ham og belærte ham hver Time paa Dagen om dit og dat, om Former og Ceremonier, hvis Tilstedeværelse han hidtil havde levet i den lykkeligste Uvidenhed om. Hele sit Liv havde han jo tilbragt indenfor Næssets Grænser. I Skole havde han aldrig gaaet, da man havde nøjet sig med en billig Huslærer; og i sin Fritid havde han stadig holdt til med Gaardens Karle og Husmænd. Og da Faderen, gamle Baron Hannibal, mærkede, at Drengen levende interesserede sig for Godsets Drift, for Heste og Kreaturer, Pløjning og Saaning, havde han lidt efter lidt ladet Forvalteren og Forkarlen tage sig af ham og sætte ham ind i Landbrugets praktiske Sider, saa at Fyren allerede i sit 18—19 Aar var en hel dreven Landmand og Studehandler. Men det er nu baade saa som saa at være opklækket som Bonde, naar man er født Baron. Ens Standsfæller rynker paa Næsen af en og moquerer sig aabenlyst og i Smug og trækker sig før eller senere tilbage fra et sligt Amfibie, særlig da, naar der ikke findes meget og letrullende Guld, der kan opforgylde Vedkommendes selskabelige Mangler. Næssebaronens hidtidige Omgang havde derfor fornemmeligst bestaaet af Egnens Proprietærer og større borgerlige Jorddrotter, der satte en Ære i at kunne berette paa Hotellet i Byen, at de i Gaar havde spist til Middag paa Næsset; og som smigrede for «Baronen» og i det mindste lod, som om de lyttede til hans Udtalelser og Meninger med en Slags religiøs Andagt. Og Helmuth havde derfor stadig været vant til at betragte sig som en lille Konge, hvem alle Egnens «Ufødte» saa op til med Hatten i Haanden.

Derfor var det ham nu rent ud sagt til lidt Besvær at være Genstand for sin Forlovedes og sin Svigermamas Korrigeringer og Irettesættelser. Men han lagde Baand paa sig og fandt sig i dem med en Bjørns Godmodighed. Dels fordi han var fuldstændig elleskudt i sin fine Hjertenskær, i hendes Klæder og hendes hvide Hud, og af den Grund søgte at være hende tilpas paa alle Maader. Og dels fordi han stille glædede sig til ved sit surterhvervede Verdensmandsvæsen at kunne accentuere for «Bønderne» derhjemme, at han, trods sit Maskepi med dem, dog var en ægte Adelsmand, der havde forstaaet at vinde sig en Brud af det reneste og fornemste blaa Blod .... Og saa fik vel ogsaa denne Skolemestereren en Ende, naar Alvilda først var bleven hans Kone!

– — —

Og Vinteren gled fredeligt hen paa Næsset med sit Arbejde inden Porte og Døre. Et Par Gange tog Helmuth til København for at besøge sin Forlovede; og hver Gang kom han mere dannet og mere forelsket tilbage. Hans erotiske Fornemmelser havde hidindtil saa godt som ligget i Dvale i hans fede, lidt tunge Legeme. Ganske vist havde han haft et Par løse Forbindelser med en Mejerske og en buttet Husholdningselev. Men det var bare «Kødet», der momentvis var kommet i Brand ved et Høstgilde eller en munter Julekalas. Nu derimod, lige over for Fru Raskowitz' besnærende og mere raffinerede Yndigheder, var Helmuths slumrende «aandelige» Længsler efter kvindelig Omgang og kvindelig Forstaaelse bleven vakt! Han kunde sidde i sit Kontor om Aftenen og ved Kaminilden drømme om, hvor herligt det blev, naar hun nu flyttede herind paa Borgen, og han kun behøvede at aabne Døren til «Salonen», som han allerede havde lært at kalde den, for at se hende sidde der med sit Sytøj eller med en Bog og smile til ham og vinke ad ham, at han skulde komme hen og lægge sin Arm om hendes Liv og kysse hendes Haar og hendes Mund. Og naar hans Tanker, hvad jo ogsaa kunde hænde, undertiden syslede med en intimere Udveksling af Kærtegn, kunde han gyse af Fryd, skønt han næsten syntes, at det var Helligbrøde, han begik. Han havde købt sig en Flaske af hendes Parfume og stænket af den paa Sofaer og Stole. Og han kunde da sidde med lukkede Øjne og indsuge Duften og forestille sig, at hun lige nys havde forladt ham.

– Hvad er det for en Stank! havde Enkebaronessen sagt en Aften, hun kom fra sit Køkken og sin Kælder – Jeg tror, Gud hjælpe mig, at du har begyndt at smøre dig ind, min Dreng.

Helmuth var bleven rød og havde mumlet noget uforstaaeligt mellem Tænderne. Et Par Gange havde han paa forelskedes Vis forsøgt at tale med sin Moder om Alvilda. Men hans Tale havde ikke vundet Genklang. Og nu berørtes hans Forlovelse og tilstundende Giftermaal kun ganske formelt imellem dem. Og han gik ene rundt med sine Tanker og sine Længsler.

– —

Saa kom Foraaret, og Arbejderne med at gøre Slottet i Stand til Husfruens Modtagelse begyndte. Der blev malet og tapetseret og sat de nødvendigste Ruder i; og Udstyret af Møbler og Linned kom i store Mængder fra København. Den gamle Grevinde vilde dog vise «de Folk derovre», at hun ikke sparede paa Skillingen, naar det gjaldt Familiens Reputation. Skønt det jo rigtignok var anden Gang, at hun havde maattet rykke ud med Udstyr til Alvilda!

– — —

Der herskede den Tradition blandt Leunbacherne til Næsset, at den ny Ejer maatte købe Familiesølvtøjet og det paa Slottet beroende Bohave af den afdøde Ejers efterlevende Enke.

Det var en streng Dag, da Helmuth og hans Moder gik rundt og vurderede Sagerne. Begge havde de Handelsblod i sig, og begge satte de Priserne saa nøje som muligt.

Der lyste ligefrem Had i deres Øjne, medens de tingede og købslog.

– Du vil nok trække mig op, Mor? sagde Helmuth.

– Du vil nok snyde mig, min Dreng, sagde Enkebaronessen.

Og inde paa Kontoret sad de til langt ud paa Natten over Listerne, forinden de kunde blive enige.

Men endelig blev det da fastslaaet, at den gamle Frue skulde have 12,000 Kroner udbetalt med Renter og Rentes Renter i fire Terminer .....