Wied Gustav - Slægten

– Der er saa meget, der skulde gøres i Stand!

Hendes Naade greb sig op til Hovedet:

– Jeg har det ikke rigtig godt i Dag, Helmuth .....

Helmuths Ansigt blidnedes, og han slog sin Arm om sin Kones Liv.

– Hvad er der med lille Vilde? spurgte han og gjorde Røsten kælen.

– Lidt Hovedpine …

– Aa Herregud! han bøjede sig og kyssede hende paa Kinden, som hun hurtig vendte til.

– Og saa din Hidsighed! sagde hun med mat Stemme – Den gør mig altid saa nervøs. Du raaber saa højt!

– Jeg blev arrig paa den Torsk! bruste han op.

– Ja, ja, ja! … Men tror du ikke ogsaa, at Niels har for meget om Ørerne? Og nu vi faar Gæster? Skal vi ikke forsøge med Julius ogsaa? Det kunde blive en pæn lille Tjenerdreng!

– Det Bondebæst!

– Aa, han er slet ikke saa gal, skal du se! Jeg har talt med ham et Par Gange nede i Stalden. Der er noget kvikt og adret over ham!

– Ja—a, maaske ....

– Synes du ikke, vi skulde prøve ham?

– Saa kommer vi jo til at savne en dernede …

– I finder saamænd nok en! … Kan han begynde straks i Morgen tidlig?

– Det kan han vel nok … Men det vil jeg sige dig, Vilde, at jeg vil ikke ha' noget med at dressere ham!

– Nej, det skal jeg nok besørge! … Du er en kær, lille Mand! endte hun og strøg sin Bamse om Haaret.

Han brummede henrykt og sluttede hende kraftigt i sine Arme.

– Ikke for voldsom, Helmuth!

– Du har ingen Snøreliv paa i Dag, Vilde?

– Nej, det generer mig.

– Du er da vel ikke … Der er da ikke Ugler i Mosen? spurgte han med straalende Øjne.

– Nej vist ej! sagde hun og rev sig løs – Du plager mig med dine Spørgsmaal!

– Bare der var Vilde! sagde han og saa hende henrykt ind i Øjnene – Jeg vilde ligefrem gi' dig 50 Kroner, hvis det blev en Dreng!

– Der er rettet an! meldte Tjeneren.

Baronen tog sin Kones Arm:

– Kom saa, jeg er sulten!

– Du glemmer, at du skal skifte Frakke!

– Aa skidt!

– Nej, du lugter af Stald!

Og Helmuth maatte pænt ind i sit Paaklædningsværelse ved Siden af Kontoret og skifte Frakke.

Straks da Baron Helmuth havde friet til Fru Raskowitz og faaet Ja, var han som drukken af Lykke og Stolthed: Aldrig havde han troet det muligt, at han skulde faa en saa fornem og smuk Dame til Kone!

Og hvordan han havde baaret sig ad med at fri til hende, anede han ikke.

Det var en Aften, han var inviteret til Te hos hendes Moder, Grevinde Rosenvinge, at det var sket. Der havde ikke været andre Gæster, og da Teen var drukket, sad de to unge ene i Kabinettet og saa paa nogle Fotografier. Grevinden havde diskret fjernet sig.

Helmuth var ganske ør af benovet Forelskelse. Og han kunde ikke fatte, at den skønne Frue, der jo var «bedre vant», som han udtrykte sig, kunde finde nogen Glæde i at sidde ene med ham og se saa venlig og smilende ud og af og til læne sig over imod ham og lægge sin fine, hvide Haand paa hans Arm. Og saa den Duft, der udgik af hendes Haar og hendes Klæder! Han blev mere og mere forvirret. Og naar hun fæstede sine store, graa Øjne paa ham, rødmede han over hele det tykke, godmodige Ansigt og stammede og gav ganske forvildede Svar:

– De maa undskylde Frue, sagde han i sit Hjertes Enfold – Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er jo ikke vant til at ha' med saa fine Damer at gøre. Jeg er kun en Bondemand, er jeg. Jeg har aldrig lært noget!

Men hun smilede bare igen med sine hvide Tænder og lagde sin bitte Haand paa hans brune Næve og sagde, at hun holdt netop meget af naive, landlige Mennesker, thi de havde de største Hjerter.

– Nej! sagde han afgjort – Det passer ikke paa mig, for jeg er saa voldsom hidsig!

– Tror De ogsaa, at De kunde blive vred paa mig? spurgte hun med sit sødeste Smil. Hun gik noget lavt ned i sin Anglen.

Der kom næsten Taarer i Helmuths smaa, brune Øjne:

– Nej, sagde han – Dem vilde jeg være evig god ved!

Og saa pludselig var det, at han havde grebet begge hendes Hænder og trykket dem op mod sine store, brede Læber og sagt:

– Vil De … vil De være min Kone? Jeg kan ikke la' være, at spørge Dem om det … De maa ikke blive vred paa mig! Jeg er jo kun en Bondemand, og De er jo meget bedre vant, men … men jeg er saa voldsom indtaget i Dem; De har været saa god og venlig imod mig … og derfor … Gaarden er jo noget forfalden, for mine Forfædre har været svært ødsle; men jeg er da en dygtig Landmand, det si'er de alle sammen derovre, og fornuftig og sparsommelig … Vil De? Maa jeg anholde om Deres Haand? … Jeg skal være saa god imod Dem hele mit Liv og mod Deres lille Datter … De er saa smuk … Deres Øjne … Og Deres Haar … Jeg har holdt af Dem lige fra første Gang jeg saa Dem, og jeg ligger og tænker paa Dem hver Nat … Vil De være min Hustru? Jeg er ikke rig; men … men jeg er jo da Baron ....

Det var den længste Tale, den arme Helmuth havde holdt i sit Liv. Taarerne løb ham ned over Kinderne, hans Læber skælvede, hele hans tunge Legeme rystede som i Feber, og han knugede Damens Hænder i sine og saa paa hende med møre, anraabende Øjne som en Hund, der venter Prygl.

Fru Raskowitz havde bøjet Hovedet og vendt Ansigtet bort. Nu hun skulde træffe en endelig Afgørelse, tøvede hun, skønt hun stod foran det Maal, hun i lange Tider havde arbejdet mod. Hun maatte ud af disse pinlige Forhold herhjemme hos sin Moder, hvor hun levede med hele sit første Ægteskabs Skandale over sig, og hvor hun og Datteren kun spiste Naadsensbrød og maatte takke til for hver Bid, man gav dem. Manden, som sad her ved Siden af hende og græd af Kærlighed, var i hendes Øjne nærmest en latterlig Figur. Men han bød hende Frihed for alt det daglige Pineri og alle Ydmygelser. Han syntes at være Skikkeligheden selv, et stort, dumt Barn. Tyranni og Mandfolkevilkaarlighed behøvede hun fra hans Side næppe at frygte for; han gav hende sikkert nok alt det Albuerum, hun forlangte. Og, som han selv i sin guddommelige Enfold sagde: Saa var han jo da Baron!

Hun vendte smilende sit Ansigt om imod ham:

– Ja, hviskede hun og gengældte blidt hans kraftige Haandtryk – Jeg vil være Deres Hustru. Men De maa tage mig med mine Skrøbeligheder og Mangler. Og husk, at jeg har lidt meget ....

Den skikkelige Helmuth stirrede et Øjeblik paa hende, som om han ikke forstod, hvad hun sagde. Men da det omsider gik op for ham, at hun havde indvilliget i at vorde hans, lagde der sig et saa lyksaligt Udtryk over hans runde Ansigt, og skinnede der en saadan Glæde frem i hans smaa, brune Øjne, at den i dette Forhold ellers temmelig koldsindige Dame uvilkaarlig lod sin Haand glide blødt ned over hans Haar:

– De er saa god! hviskede hun. Og i sit Hjerte forsøgte hun at love sig selv at gøre sit bedste til, at deres Samliv ikke maatte blive ham for stor en Skuffelse.

Og den Nat, og mange Nætter derefter, kunde vor Pamfilius næppe sove af Lykke. Inde i hans arme Hjerne dikkede det uophørligt og regelmæssigt som reguleret af en Pendul! Alvilda-Alvilda, Alvilda-Alvilda! Og naar han om Dagen færdedes rundt paa Gaderne, holdt han sig rank og løftede Hovedet højt, at Menneskene omkring ham kunde se, at han bar Sejrens Palmer paa sine Skuldre.

– —

Forlovelsen fandt Sted i København i Oktober, og Brylluppet blev berammet til at skulle fejres sammesteds i Juni Maaned næste Aar.

Fru Raskowitz og hendes Moder tog med Helmuth hjem til Næsset for at bese de unges fremtidige Bolig og træffe de fornødne Arrangementer. Men der mødtes de jo med Enkebaronessen, som ved sin Opførsel og sin Tale fik de to sensible Verdensdamer til at gyse:

– Mon dieu! sagde den gamle Grevinde til Datteren, da de blev ene paa deres Værelse – Et Monstrum, mit Barn, et Fugleskræmsel! Hvilket Haar og hvilken Dragt! Da Baronen præsenterede, var jeg parbleu ved at miste min Contenance! Vi maa for al Del forhindre, at hun indfinder sig til Brylluppet. Hendes blotte Nærværelse vilde jo ridiculisere den ganske Ceremoni! Er det Haar eller … Tovværk, hun bærer paa Hovedet!