Wied Gustav - Slægten

– — —

I femten Aar siden hin mindeværdige Augustaften havde nu disse to Mennesker levet Side om Side her i denne idylliske Præstegaard med Storkereden paa Straataget og Slyngroserne og Klematisen op ad de hvide, smilende Mure.

Pastoren havde afvekslende raset paa sit italiensk og været grebet af sønderknusende Ruelse og Anger. Medens han i Stilstandstider, naar Kødet fik Magten over ham, karesserede sine kvindelige Skriftebørn, naar de kom til ham for at søge Husvalelse i deres Sorger og Bekymringer.

Og Pastorinden? Ja, hun havde med Lidenskab kastet sig over Bibelen og Kogebogen – samt Omsorgen for at faa sine Døtre gifte! Og skønt hun vel rimeligvis led ved sin Kærligheds og sit Ægteskabs Forlis, trivedes hun dog bravt og blev rundere og rundere Aar for Aar.

Sorg og Ulykke skal jo, ifølge salig Falstaff, kunne puste et Menneske op som en Blære!

De talte sjældent sammen, Hyrden og hans Hyrdinde. Og skete det, var det altid med en Understrøm af Lyst til at sige hinanden Sandheder. Og naar stundom Pastoren kunde gribes af en heftig Trang til med et «Opgør» at rense Luften og etablere status qvo ante Lærerinderne, saa stødte han altid paa et saadant Isbælte af Haan og Foragt i sin Kones Opførsel og Tale, at han enten sluttede af med at te sig som Vesuv i Udbrud; eller han flygtede ind i sit Værelse eller ud i Mark og Skov, hvor han gemte sig knust af Sorg og Fortvivlelse ....

Men deres Sølvbryllupsfest havde de naturligvis fejret efter Ritus med Sang og Klang og Børn og Børnebørn og Gæster fra nær og fjern. Og Pastoren havde foræret sin Hustru Tøj til en Silkekjole, af saa svært et Stof, at en Forsoning imellem dem nær var bragt til Veje.

Men saa strandede den paa Besætningen!

– Vil du tænke dig, Mama, det regner ned i Jomfruværelset!

Det var den lille Karen, der kom styrtende ind i sin Moders Toiletværelse og berettede dette frygtelige Faktum.

Baronessen laa paa Chaiselonguen i vinrød, løstsiddende Morgendragt og røg Cigaret.

– Hvad er det for noget Snak, Baby! sagde hun og drejede Ansigtet om mod Datteren.

– Ved Gud, Mama! bedyrede Barnet og løftede sine store, sorte, fløjelsbløde Øjne op mod Loftet – det regner lige midt ned paa Sybordet!

– Ja, Herregud, saa sig til Jomfru Petersen, at hun skal flytte Bordet og sætte et Vandfad under Dryppet! sagde Baronessen ærgerlig – Det kunde I vel for Resten nok have fundet paa af Jer selv! … Og gaa saa; jeg har Hovedpine!

Karen forsvandt lydløst, og Hendes Naade lagde Hovedet tilbage paa Puden. Hendes Ansigt var endnu ikke «behandlet», saa hun saa en Del ældre ud end længere op ad Dagen .....

Naar Baronesse Alvilda havde sagt til sin Mand, den Dag de holdt deres Indtog paa Næsset, at hun glædede sig meget til, at Datteren skulde komme, saa var det vel paa en Maade sandt nok. Men lagde man Mærke til, hvorledes hun behandlede Barnet, forstod man ikke ret hendes Art af Moderkærlighed.

Der var nemlig temmelig ofte Dage, hvor den gode Frue slet ikke kunde taale at se sin Datter. Hvor hun opfandt de mærkeligste Straffe for Barnets mindste Forseelser. Bandt hende ved den ene Tommelfinger til en Dørlaas f. Eks., fordi hun havde revet et Hul paa sin Kjole!

Men saa kunde der jo rigtignok ogsaa være enkelte andre Dage, da Pigebarnet skulde færdes om Moderen fra Morgen til Aften; maatte følge hende, hvor hun gik og stod. Og paa saadanne Dage blev den ulykkelige Unge hvert Øjeblik overøst med de lidenskabeligste Kærtegn og fyldt med Bonbon og Kager, saa at der rent ud kunde være Fare for en Mavebetændelse!

Den lille blev naturligvis ved en saadan Opdragelsesmetode ganske forkrøblet i sit Forhold til Moderen.

Paa de gode Dage hang hun hende om Halsen, kyssede hende, kælede for hende og kaldte hende sin enestaaende, dejlige Mama, sin pragtfulde Mama, sin himmelske Mama! – Medens hun til Gengæld flyede hende, saa vidt det paa nogen Maade lod sig gøre, naar Moderen var i sit onde Lune: Mama er gal i Kalotten i Dag! sagde hun og for ud af den ene Dør, naar hun hørte Baronessens Stemme bag den anden.

Og saa løb hun helst ned i Køkkenet til Pigerne, eller ned i Herskabsstalden til Julius, en fjorten-femtenaars, lyshaaret Knøs, der gik Jens Kusk og Jørgen Hingstepasser til Haande med at strigle, fodre og vande Hestene. Der kunde hun opholde sig i Timevis .....

Naamen, Baronessen laa som sagt i Dag inde i sit Toiletværelse paa Chaiselonguen og røg en Cigaret og havde Migræne.

Det havde regnet tæt og tungt hele Formiddagen; men nu var Solen da ved at bryde igennem.

Siden sit Indtog paa Slottet havde Hendes Naade fartet rundt paa Egnen og gjort Visitter. Hun var rullet af Sted med Kusk, Tjener, Mand og sølvpletteret Seletøj.

Men det hele Valfarteri var endt med at kede hende.

Saa en skønne Dag havde hun kastet sig over Husvæsenet og havde rumsteret i den Grad i Køkken, Kælder og Spisekammer, at den gamle Husjomfru havde baade bandet og slaaet Kors for sig.

Dernæst opgav hun Husholdningen og begyndte en Inspektionsrejse rundt i Slottets 42 Værelser. De saa noget forsømte ud, opdagede hun. Tapetet hang i Laser, Dørene kunde ikke lukkes og Vinduerne ikke aabnes. Men førend alle disse Mangler kunde blive afhjulpne, havde hun faaet en anden Interesse.

Det var Haven, at Fruen nu var kommen til. Og Gartneren maatte til sin Fortvivlelse, man var i Midten af Juli, grave, gøde, beskære, omhugge Træer og anlægge Blomsterrabatter … Og saa, midt under den hele Hurlumhej, kastede Hendes Naade sig pludselig med Lidenskab over sine Toiletter:

– Vi maa invitere nogle Gæster, Helmuth! sagde hun en Søndag ved Dineen, hvor hun straalede i en pragtfuld, lyserød, dybt nedskaaren Silkekjole, der klædte hende fortryllende, men som kun kunde beundres af hendes Mand, Forvalteren, Lærerinden og Karen – Du er altid rundt i Markerne, Karen er i Skole, og jeg sidder her alene!

– Ja, inviter du væk, Vilde! nikkede Baronen med en kvart Kylling i Munden – Men du maa sgu selv skrive, for jeg har ikke Tid!

Og saa skrev Baronessen til Grev v. Scheele, en Barndomsven og Fætter. Og nu i Overmorgen skulde han komme .....

Dette laa Hendes Naade og tænkte paa, medens hun røg Cigaret og havde Migræne.

Saa hørte man pludselig Baronen raabe med buldrende Røst inde i Kontoret:

– Niels!

Og samtidig kimede han paa det elektriske Apparat, saa at Vinduerne nede i Tjenerværelset svirrede ved det.

Niels for op ad Trappen og ind i Kontoret:

– Hr. Baron!

– Nu har du jo igen glemt at sætte Badekarret under oppe paa Loftet, din Snøbel!

– Ja … jeg … Nu skal jeg! stammede Tjeneren og vilde af Sted.

Ja, nu er det sgu for sent! buldrede Baronen videre – Nu er Regnen jo forbi! – Hvor Fanden gaar du rundt med … med dit Hoved? Se her, det gode, nye Tæppe, forfærdelig spoleret!

Og han pegede ned paa et Brysselertæppe, som laa under Bordet midt i Kontoret. Dets ene Hjørne var ganske gennemblødt af den Væde, der var sivet ned gennem Loftet.

Pludselig hævede Hans Højvelbaarenhed Haanden som for at slaa Tjeneren, der hastig trak sig et Skridt tilbage.

I det samme traadte Baronessen ind. Hun havde hørt Gemalen larme:

– Hvad er der i Vejen, Helmuth?

Helmuth lod Haanden synke.

– Aa, det er den Idiot! Aldrig kan han passe sine Sager! Se Tæppet der!

– Naar vi har spist, maa De lægge det Tæppe ud i Solen, Niels!

– Javel, Deres Naade!

– Er Frokosten færdig?

– Om et Øjeblik, Deres Naade!

– Gaa saa ned og ret an!

Tjeneren forsvandt.

– Skal du ikke have en anden Frakke paa, Helmuth, inden vi gaar ind?

Baronen stod endnu med rynkede Bryn og svulmende Aarer.

– Du skulde nu ogsaa lade det Tag gøre i Stand!