Wied Gustav - Slægten

Og saa købte hun Huset i Jerslev og lod det montere med de Møbler, hun havde holdt tilbage for sin egen Mund. Og det var ikke de daarligste:

– Du kan faa Førstekøbsretten til dem efter min Død, sagde hun – Men dem vil jeg ha'!

Og Helmuth maatte bøje sig ....

Straks efter rejste han saa til København for at holde Bryllup. Og Enkebaronessen, der maatte blive ene tilbage paa Næsset og forberede Modtagelsen af de nygifte, svor, at hun skulde huske sin Svigerdatter denne Tort, selv om hun, den gamle, saa blev hundrede Aar!

Herskabet, Lærerinden og Karen sad ved Frokostbordet inde i Spisesalen, hvor Niels gik og vartede op ....

Nu havde dog den lille Frøken Jansen været over en Maaned paa Næsset; men Maaltiderne vedblev ikke desto mindre stadig at være hende Døgnets tungeste Stunder!

Hun sad og turde næppe spise af Frygt for at støde an mod Formerne. Naar Hendes Naade korrigerede Karen, følte Frøkenen Bebrejdelsen rettet mod sig. Hun sad bleg og lille paa sin Stol med Øjnene vogtende paa Baronessens Ansigt for om muligt at opdage og afværge et optrækkende Uvejr ....

Her lidt om samme Frøkens Fortid:

Hun var Datter af en Enke efter en underordnet Embedsmand i Hobro. Straks efter Mandens Død var Moderen flyttet til København med sine fire Børn. Det var nemlig blevet sagt hende, at man der havde nemmere Adgang til Legater og fri Skoleundervisning.

Datteren Elise var 15 Aar gammel og lige konfirmeret, da de ankom til Hovedstaden. Der var af Faderens Familie lejet en lille Lejlighed til dem paa femte Sal i et Hus paa Dosseringen. Og der sad saa Enkehønen med sine Kyllinger og kiggede ud over Søerne og længtes tilbage mod de gode, gamle Tider ovre i den lille, hyggelige By i Jylland.

Elise maatte nærmest gøre Tjenestepigegerning. Pensionen var jo kun ringe, og der var fuldt op at gøre med at holde Huset i Orden og sysle og hæge om de tre yngre Søskende.

Folk var nu for Resten gode og venlige mod Fru Jansen. Hun fik Friplads i en anerkendt Skole til Sønnen Robert, den ældste efter Elise; og Tvillingerne fik hun for halv Betaling ind i en større Pigeskole.

Men Elise trivedes ikke rigtig i Hovedstaden. Hun blev bleg og mager; og Lægen sagde, at man gjorde bedst i at se at faa hende paa Landet igen.

Saa læste man en Dag i en Avis, at en adelig Familie søgte en ung Pige, der kunde gennemgaa de almindelige Skolefag med en 10—11 Aars Pige, samt være hende til Selskab og Opmuntring.

Fru Jansen kaldte Elise ind fra Køkkenet og viste hende Avertissementet:

– Hvad mener du, lille Kanin, skal vi forsøge at lægge Billet ind?

Elise blev af Moderen og sine Søskende altid kaldet Kaninen paa Grund af sit stille, sky Væsen og sine smaa, frygtsomme Øjne.

– Nej, det tror jeg rigtignok ikke, jeg tør paatage mig, Mor! … Og hos saa fine Folk!

Og Kaninen gyste som af Kulde ved Tanken om at skulle forlade Reden.

Men Billet blev der alligevel indlagt. Og mod Forventning kom der Svar.

Fru Jansen skulde give Møde med sin Datter i et Hotel garni i Hovedvagtsgade førstkommende Onsdag mellem 12 og 1.

Elise rystede over hele Kroppen, da hun hørte det. Og hun var paa Grædepunktet den ganske Vej fra Nørrebro til Kongens Nytorv, da hun vandrede af Sted med Moderen.

Men antaget til Pladsen blev hun med den stolte Løn af 200 Kr. om Aaret og Vadsken frit.

Fru Jansen var glad bevæget og havde omfavnet Kaninen paa Trappegangen, da de kom ud fra Audientsen hos Baronesse v. Leunbach, og sagt, at Elise kunde prise sig lykkelig! Og saa havde de grædt lidt begge to og derpaa omhyggelig tørret hinandens Øjne, førend de gik ud paa Gaden.

Og hjemme havde de smaa Søskende raabt Hurra og var straks begyndt at kalde Elise for «Hendes Højhed». Og om Aftenen fortabte man sig i Eventyrforestillinger om Søsterens Fremtid.

– — —

Og nu sad, som sagt, Kaninen ved Frokostbordet i den store Spisesal paa Næsset sammen med sit Herskab og sin Elev.

– Det er mit bedste Maaltid, lille Vilde! sagde Baronen og toppede for tredje Gang en halv Snes Kødboller i Karry op paa sin Tallerken – Skal De ikke ha' en Bolle til, Frøken Jansen? Spis dog, Menneske! De ser ud til at trænge til det!

– Tak, jeg skal ikke have mere! sagde Kaninen og kastede et frygtsomt Blik hen mod Baronessen, der sad og trommede med sine hvide Fingre paa Dugen af Utaalmodighed over Gemalens Madlyst.

– Ja, hvor er dog Frøken Jansen mager! udbrød Karen pludselig – Hendes Ben er meget tyndere end mine!

– Hø, hø, hø! lo Baronen.

– Taler du nu igen uden at være spurgt! sagde Baronessen.

– Ja men, Mama, det er da ogsaa saa kedeligt ....

– Hyss!

Frøken Jansen var bleven rød helt op til Haaret og saa sig forvildet omkring, som søgte hun et Kaninhul at skjule sig i.

I det samme lød der op i Spisesalen en forvirret Raaben og Skrigen nede fra Vestibulen i Taarnet. Det var et Mandfolk og et Fruentimmer, der skændtes.

– Hva' er det, Niels? spurgte Baronen og standsede i sin Gerning – Har jeg ikke sagt, at Folkene skal holde sig fra Taarntrappen! Gaa ned og se, hvad det er!

Niels gik.

– Gid Fanden havde alle Tjenestefolk! brummede Baronen rød i Kammen.

– Du skulde lade Mejeriforpagteren overtage Folkehusholdningen, saa slap vi for alle de Ærgrelser.

– Det tror jeg sgu ogsaa, jeg gør! … Hva' Fanden, jeg synes min Salighed, de kommer herop!

Baronen vilde rejse sig.

– Nej, bliv nu, Helmuth? bad Baronessen ængstelig – Niels kommer nok og siger Besked.

Ude fra Galleriet hørte man samtidig Tjenerens Stemme:

– Du ved, at Herskabet har forbudt jer at komme denne Vej, Jakob!

– Jeg vil snakke med Husbond! lød en dyb Stemme.

Saa gaa om paa Kontoret! Hans Højvelbaarenhed har sagt ....

Jeg vil snakke med Husbond! lød Stemmen paastaaelig.

Baronen skød heftig Stolen tilbage.

– Madro vil jeg ha'! sagde han og gik hurtig ud i Galleriet – Hva' Fanden er det for et Spektakel! tordnede han løs.

Tæt uden for Døren stod Niels Tjener og holdt fast i Armen paa en stor, sortskægget Mand.

– Slip mig, Niels, eller jeg kvaser dig! truede han.

– Nu kommer de op at slaas! sagde Karen og klappede forventningsfuld i Hænderne.

Baronen gik tæt hen til Manden:

– Har jeg ikke forbudt jer at gaa op ad Taarntrappen?

– Jovel, Hr. Baron! sagde Jakob mindre kry.

– Saa gaa ned med dig!

– Jeg skal nok gaa, jeg skal nok gaa! gentog Manden medgørlig – Men det er Jomfruen dernede, som gi'r vos no'et pilraaddent Mælk til Grøden, og det vil jeg dog spørge, om det er med Baronens Vilje?

– Jeg vil ikke høre paa dit Sludder! Gaa din Vej! sagde Helmuth. Aarerne i hans Pande svulmede, og han løftede truende sin højre Haand.

– Vil du slaa? spurgte Manden pludselig trodsig.

– Aa Gud! sagde Kaninen inde i Spisestuen.

Baronessen skyndte sig ud i Galleriet:

– Helmuth! sagde hun bønligt og greb sin Mand i Armen – — Hvad er det, De klager over, Jakob? spurgte hun henvendt til Karlen.

Han traadte et Skridt tilbage og mumlede høfligt:

– Det er Jomfru Sørensen, der gi'r vos fordærvet Mælk til vorres Grød, Hinnes Naade; og det vilde jeg da spørge, om det var med Herskabets Mening?

– Jeg skal tale med Jomfruen! nikkede Baronessen venligt – Naturligvis maa det være en Fejltagelse af hende! .... Men gaa nu ned! og husk saa, at naar De en anden Gang vil tale med min Mand, maa De henvende Dem paa Kontoret!

Jakob trak sig hen mod Taarndøren:

– Ja, naar Hinnes Naade vil sige hinne ordentlig Besked saa, for det er en Djævel!

– Jeg skal nok tale med hende!

– Ja, saa er det jo godt! nikkede Karlen og listede af ....