Wied Gustav - Slægten

Baroniet Næsset med Afbyggergaardene Julianelund og Skovlyst var blevet oprettet ved Patent af 11te Oktober 1805 af Gehejmekonferensraad Hannibal Hieronimus v. Leunbach i hans Alders firsindstyvende Aar.

Først paa dette Tidspunkt af sit Liv opdagede nemlig den gamle Herre, at Slægtens Besiddelser var ved at gaa al Kødets Gang.

Syv jævnstore Herregaarde havde tre Generationer depenseret.

Hans Excellence havde selv tabt den sidste ved et uheldigt Spillebord paa sin femoghalvfjerdsindstyveaarige Geburtstag.

Og nu, da der af alle Herlighederne kun var Hovedgaarden Næsset tilbage, tog han den kraftige Beslutning at rebe Sejlene.

Han lod til den Ende hele den sydlige, samt de tre Fjerdedele af den østlige og vestlige Fløj af Slottet nedrive. Solgte Sten og Tømmer til de omliggende Bondebyer og oprettede af Stumperne Baroniet Næsset med en Fideikommiskapital stor 25,000 Rbd.

Og den Dag, han erholdt Patentet egenhændig underskrevet af Kong Frederik VI som Regeringens Indehaver, lod han sin ældste Søn, Helmuth Hieronimus v. Leunbach, der beklædte en Slags Godsforvalterstilling paa Gaarden, kalde for sig og talede til ham saalunde:

– Hrm! Lykken har paa længe ikke været os v. Leunbachere gunstig, min kære Helmuth! Konjunkturerne har i en Aarrække været noget uheldige! … Aa, ræk mig det Glas Kognak, min Dreng! – Tak! … Og, hrm! hrm! hvad jeg vilde sige: Vi ser os af den Grund desværre ikke i Stand til at efterlade dig vor Fædrenearv ubeskaaren! Men har vi derfor besluttet at gøre dig en cadeau paa anden Maade, idet vi har gjort Næsset til Baroni og dig til Baron! – — Hans Majestæt, vor allernaadigste Prinsregent, hvis Forstand Gud oplyse! har under 11te Oktober sidstleden sanktioneret denne vor Beslutning. Du er nu Baron, min Dreng; og Tegnelærer Mortensen i Horsens vil om faa Dage have konstrueret dig et Vaaben efter Udkast af os … hrm! – — Ja gaa saa kun over i dine Værelser igen! Og Gud være med dig!

– —

«Min Dreng» var dengang noget nær 60 Aar og forlængst Fader til Hannibal Hieronimus v. Leunbach, der ægtede sin Kusine Juliane Almaviva Levenkofph Berenskjold og med hende avlede Helmuth Hieronimus Levenkofph Berenskjold v. Leunbach (den nuværende Bruger af Baroniet), og en yngre Søn Hannibal Hieronimus Levenkofph Berenskjold v. Leunbach, samt nogle Døtre, som ikke interesserer os.

– — —

Om Slægtens to første Baroner er her kun at meddele, at Helmuth Hieronimus i en øjeblikkelig Forlegenhed lod omhugge og bortsælge den pragtfulde, vel en Fjerdingvej lange Lindeallé, som førte fra Næssets Grænse mod Syd lige op til Indkørselsporten … Og at Hannibal Hieronimus (altsaa ham der ægtede sin Kusine Juliane Almaviva, og ved hende blev Fader til vor Helmuth, hvorom denne Historie beretter) i en mere permanent Trang for Kontanter lod i fem paa hinanden følgende Aar alle sine Udhuse blotte for det alentykke Egetømmer, som havde stivet hans Families Tage og Mure af gennem Aarhundreder. Han paastod, at disse Bjælker vare for svære. At de tog Pladsen op for Sæden. Gjorde Laderne for smaa! – Hvorfor han lod dem erstatte af tynde Fyrrerafter, som han huggede i sine egne Skove.

Og saa døde han.

Han stod i tvende Døgn paa lit de parade i Slottets Riddersal og blev derpaa bisat i Familiebegravelsen i Næsgaardenes Sognekirke. En uhyre Frokost paa 2 à 300 Kuverter blev givet paa Næsset. Hans L'hombre- og Jagtbroder Pastor Adolf Mascani holdt Festtalen. Og mange Øjne vare vaade.

Hvornæst Helmuth Hieronimus, vor Helmuth, succederede 35 Aar gammel.

– —

I de første Aar af vor Helts Regeringstid levede Enkebaronesse Juliane paa Slottet hos Sønnen. Og de havde det udmærket sammen. Han tog sig ivrigt og dygtigt af Gaardens Drift. Og hun sørgede som hidtil for den indre Husholdning og Hustugt.

Men saa var det, at Helmuth under et Terminsbesøg i København traf Fru Alvilda Raskowitz, født Rosenvinge, af de Rosenvinger til Bastholm, forelskede sig i hende, friede, fik Ja og giftede sig.

Og saa maatte jo den gamle Frue vige Tronen.

Men da hun allerede tidligt var hærdet i Livets Digel, gjorde hun det til at begynde med uden at kny ....

– —

Se nu er det vel bedst, vi faar lidt at vide om hende:

Efter en Barndom i næsten fattige Kaar (hendes Moder var Enke efter en uformuende Amtmand) var hun, knap sytten Aar gammel, bleven gift med sin Fætter Hannibal Hieronimus v. Leunbach til Næsset. Han var dengang 40 Aar og forelsket i hende som en Bjørn i en Honningkage.

Men hun vilde til en Begyndelse ikke have ham.

Hun skulde , sagde hendes fortræffelige Moder, der sad hen med seks ugifte Døtre.

– Nej! sagde Juliane.

Men saa blev Putten spærret inde.

I fjorten samfulde Nætter og Dage sad hun indelukket paa et ensomt Loftsværelse. Føde blev der sat ind til hende tre Gange om Dagen. Hvorpaa Døren igen omhyggelig laasedes. Ingen fik Lov at besøge hende. Ingen fik Lov at se hende. Moderen fortalte, at hun led af et smitsomt Halsonde. Bøger fik Juliane ikke at læse i, Haandarbejde ikke at sysle med. Alle Møbler var flyttet ud af Stuen med Undtagelse af en stivrygget Stol og en Seng.

Og Aften efter Aften mødte Moderen frem og spurgte sin halsstarrige Datter, om hun nu vilde ægte sin kære Fætter og blive Herskerinde paa Næsset.

– Nej!

I tretten Døgn holdt Pigebarnet Stand. Men den fjortende Dags Aften gav hun sig over.

Og tre Uger senere fejredes Brylluppet, og hun gik i Brudeseng med Fætter Hannibal og var nu hans retmæssige Baronesse for Gud og Mennesker.

– — —

Til at begynde med græd jo den unge Frue meget bitterligen og gemte sig, halvt ræd og halvt fornærmet, i Slottets mest afsides liggende Værelser.

Men saa en skønne Dag havde hun taget sit Parti: Hun vilde more sig! At græde og klage var kun lidet underholdende i Længden. Og det ødelagde desuden hendes Teint ....

Og saa blev der da atter Liv og Lystighed paa Leunbachernes gamle Borg. Giger og Fløjter rørtes, og muntre Fødder strøg hen over Riddersalens knagende Gulv!

Baronesse Juliane var regerende Dronning. Og hendes aldrende Hannibal solgte gladeligen Egetømmeret i sine Loer og Lader for at klæde hende op i Zobel og Maar!

– — —

Og Tider kom, og Tider gik.

Men Baronesse Juliane forblev lige smuk og lige levelysten. At hun i Aarenes Løb blev Moder til fire smaa Leunbachere, ændrede ikke hendes Syn paa Livet. Hun overlod Børnene til Ammer og Barnepiger og red og kørte gennem Mark og Skov ved Dag og Aften i Solskin og Regn. Og om Nætterne var hun enten selv Værtinde, eller hun fejredes af Mænd og Kvinder rundt paa Egnens Gaarde som Gæstelagenes stolteste Frue. —

Og da hendes Hannibal omsider, ifølge Naturens og sit Adelspatents ubrydelige Love, blev mæt af hende og begyndte at søge fremmede Gudinder, da lo hun blot op med en kraftig og sund Matronelatter: Hun havde for længst set alt for meget af Livets Fastnachtsspiel til at kunne forfærdes og forarges ....

Men hun blev dog noget mere reserveret, noget mere afvisende i sin Optræden. Forskansede sig bag sit Hus og sine Børn og holdt sig en Del inden Døre.

Naturligvis fik hun ogsaa et let Anfald af Religiøsitet. Men det fortog sig snart. Thi efter moden Overvejelse fandt hun Kogebogen mere menneskelig end Bibelen. Hun var, kort sagt, bleven en praktisk Natur.

Og da Manden døde, og Sønnen overtog Baroniet og senere gik hen og forlovede sig, da vidste hun, at hendes Time som Herskerinde paa Næsset var slaaet.

Og til at begynde med veg hun rolig og behersket Pladsen, som det sømmer sig en detroniseret Dronning, der kender sin Pligt.