Andy Weir - The Martian

Nu kommer jeg til den fede del: Jeg vil før eller senere bevæge mig til Schiaparelli og tage Ares 4-landeren i besiddelse. Ingen har udtrykkeligt givet mig tilladelse til det, og det kan de heller ikke, før jeg er ombord Ares 4 og tænder for kommunikationssystemet. Det vil sige, at når jeg er kommet ombord på Ares 4 — før jeg får kontakt med NASA — har jeg uden tilladelse taget et fartøj i besiddelse i internationalt farvand.

Det gør mig til en pirat!

En rumpirat!

LOG NOTAT: SOL 383

I undrer jer måske over, hvad jeg ellers laver i min fritid. Meget af den går med, at jeg sidder på min flade røv og ser tv. Men det gør I også, så der er ingen grund til at bebrejde mig.

Jeg planlægger også min rejse.

Pathfinder var en søndagsudflugt. Fladt, jævnt terræn hele vejen. Det eneste problem var navigering. Men turen til Schiaparelli byder på voldsomme niveauforskelle.

Jeg har et kort, der viser planeten i grove træk. Det er ikke videre detaljeret, men det er et held, at jeg overhovedet er i besiddelse af det. NASA forventede ikke, at jeg nu skal rejse 3200 kilometer væk fra Hab’et.

Acidalia Planitia (hvor jeg er) har en relativ lav grad af niveauforskelle. Det har Schiaparelli også. Men vejen mellem de to punkter går op og ned over ti kilometer. Det bliver en farlig køretur.

Tingene vil gå glat, så længe jeg er i Acidalia, men det er kun de første 650 kilometer. Derefter kommer Arabia Terras karaterprægede terræn.

Jeg har dog visse fordele. Det er en Guds gave. Af en eller anden geologisk årsag findes der en dal, kaldet Mawrth Vallis, med en perfekt beliggenhed.

For millioner af år siden var den en flod. Nu er det en dal, der skyder sig ind i Arabias brutale landskab. Den har et mere fremkommeligt terræn end resten af Arabia Terra, og den fjerne ende ligner en blød sænkning, der fører ud af dalen.

Mellem Acidalia og Mawrth Vallis får jeg 1350 kilometers relativt let terræn. De andre 1850 kilometer … tja, det bliver ikke så rart. Især ikke når jeg skal til at klare nedstigningen til selve Schiaparelli. Argh.

Nå, men Marth Vallis. Formidabelt.

LOG NOTAT: 385

Det værste ved Pathfinder -turen var at være spærret inde i roveren. Jeg måtte leve på trang plads med en masse rod og dårligt kropslugt. Mindede mig om min collegetid.

Trommehvirvel og dåselatter!

Men alvorligt talt, det var ufedt. Det var toogtyve soles dyb elendighed.

Jeg planlægger at sætte ud på min rejse til Schiaparelli 100 sole før min redning (eller død), og jeg sværger, at jeg ender med at flå mit ansigt af, hvis jeg skal forblive inde i roveren så længe.

Jeg har brug for et sted at være, hvor jeg kan stå oprejst og tage nogle skridt uden at støde ind i ting og sager. Og nej, at gå udenfor i en skide EVA-dragt tæller ikke med. Jeg har brug for et rum, hvor jeg kan slå ud med armene, ikke halvtreds kilo tungt tøj.

I dag begynder jeg derfor at lave et telt. Et sted, hvor jeg kan slappe af, mens batterierne genoplader; et sted, hvor jeg kan lægge mig behageligt til rette og sove.

Jeg ofrede for nylig et af mine pop-up telte, for at omdanne det til trailerens iltballon, men det andet er i fin stand. Og det bliver kun bedre af, at det har tilslutning til roverens luftsluse. Før jeg gjorde det til en kartoffelfarm, var det oprindelig beregnet til at være redningsbåd for roveren.

Jeg kan fastgøre pop-up teltet til begge køretøjers luftsluse. Jeg tror, jeg vælger roveren i stedet for traileren. Roveren har computeren og kontrolsystemet. Hvis jeg får brug for at se status på noget (for eksempel det livsvigtige apparatur eller batteriernes opladningsgrad), skal jeg have hurtig adgang til dem. På den måde kan jeg gå direkte ind. Ingen EVA.

Desuden skal jeg under kørsel have teltet liggende sammenfoldet i roveren. I nødstilfælde kan jeg hurtigt få fat i det.

Pop-up teltet er grundlæggende mit ”soveværelse”, men det er ikke alt. Teltet er ikke særlig stort; der er ikke meget mere plads end i roveren, men det har en luftslusekobling, så det er et superfint udgangspunkt. Jeg har planlagt, at fordoble både gulvarealet og højden. Det vil give mig et pænt stort rum at holde fri i.

Hvad gulvet angår, vil jeg bruge den originale gulvafstivning fra de to pop-up telte. Ellers ville mit soveværelse blive til en hamsterbold, fordi Hab-lærred er fleksibelt. Når man fylder tryk i det, vil det omgående gøre sig kugleformet. Det kan jeg ikke bruge til noget.

For at modgå den uønskede effekt, har Hab’et og pop-teltene et særligt gulvmateriale. Det foldes ud som en masse små segmenter, der ikke åbner sig mere end 180 grader og på den måde forbliver flade.

Pop-up teltets bund er en hexagon. Jeg har en bund mere til overs fra det, der nu er trailerballonen. Når jeg bliver færdig, vil soveværelset være to sammenhængende hexer med vægge omkring, samt et interimistisk tag.

Der skal en ordentlig røvfuld lim til at få det projekt gennemført.

LOG NOTAT: SOL 387

Pop-up teltet er 1,2 meter højt. Det er ikke beregnet på komfort. Det er lavet til nødsituationer, hvor astronauter kan krybe ind, mens deres kolleger arbejder på at redde dem. Jeg vil have to meter i højden. Jeg vil være i stand til at stå oprejst! Det synes jeg ikke er for meget at forlange.

I teorien er det ikke svært at ordne. Jeg skal bare tilskære lærredstykkerne i den korrekte facon, lime dem sammen og derefter forsegle dem til det eksisterende lærred og gulv.

Men det drejer sig om en hel masse lærred. Jeg begyndte denne mission med seks kvadratmeter, og jeg har opbrugt det meste. Hovedagelig på at forsegle flængen fra eksplosionen i Hab’et.

Fanden tage dig, Luftsluse 1.

Nå, men uanset hvad, så kræver mit soveværelse 30 kvadratmeter af det materiale. En helvedes masse mere end jeg har tilbage. Heldigvis har jeg en alternativ forsyning af Hab-lærred: Hab’et.

Problemet er bare (her kræves skærpet opmærksomhed, for den videnskabelige tankegang er ret kompliceret), at skærer jeg et hul i Hab’et, vil luften ikke blive derinde længere.

Jeg bliver nødt til at fjerne trykket i Hab’et, skære stykker ud, og lappe det sammen igen (i mindre størrelse). Jeg har brugt hele dagen på, at udregne de nøjagtige størrelser og former, jeg skal bruge. Jeg må ikke lave fejl her, så jeg trippeltjekkede alt. Jeg lavede endda en model af papir.

Hab’et er en kuppel. Hvis jeg fjerner lærred et sted ved gulvet, kan jeg trække det tilbageværende lærred ned og genforsegle det. Hab’et vil så blive skævt, men det burde ikke gøre noget. Det vigtige er, at det kan holde trykket. Jeg har kun brug for det i toogtres sole mere.

Jeg tegnede formerne på væggen med en Sharpie. Dernæst brugte jeg lang tid på at kontrolmåle og sikre mig igen og igen, at det var korrekt.

Det var alt, hvad jeg foretog mig i dag. Det virker måske ikke som meget, men arbejdet med matematikken og designet tog hele dagen. Nu er det tid til aftensmad.

Jeg har spist kartofler i ugevis. Teoretisk set, ifølge min trekvart-rationsplan, burde jeg stadig spise måltidspakker. Men det er svært at opretholde en diæt på trekvart ration, så nu spiser jeg kartofler.

Jeg har nok til at de kan vare til opsendelsen, så jeg kommer ikke til at sulte. Men jeg er led og ked af kartofler. Desuden indeholder de en masse fibre, så … Lad mig nøjes med at sige, det er godt, jeg er den eneste fyr på planeten.

Jeg har gemt fem måltidspakker til særlige lejligheder. Jeg har navngivet hver pakke på passende vis. Jeg spiser ”Afgang” på dagen, jeg sætter ud mod Schiaparelli. Jeg spiser ”Halvvej”, når jeg kommer til 1600-kilometermærket, og ”Ankomst” når jeg er fremme.