Andy Weir - The Martian

”Så ligger vi på linje til auto-kobling,” sagde Martinez. ”Kom hen til farmand.”

Sonden svævede roligt mod dok. Dens koblingsbom, en lang metaltrekant, gled ind i portåbningen og skrabede lidt imod kanten. Da den nåede portens trækmekanisme, greb de automatiserede klamper fat om den og trak den ind, efter at have positioneret den i en forhåndsudregnet og nøje tilpasset vinkel. Efter en serie høje, metalliske skramlelyde, der gav genlyd i hele skibet, meldte computeren om gennemført manøvre.

”Dok gennemført,” sagde Martinez.

”Port forseglet,” sagde Johanssen.

”Beck,” sagde Lewis, ”du er hermed fritaget for tjeneste.”

”Forstået, kaptajn,” sagde Beck. ”Lukker luftsluse.”

”Vogel, returnér til kabine,” beordrede hun.

”Forstået, kaptajn,” sagde han.

”Luftslusetryk på hundrede procent,” rapporterede Beck. ”Åbner … Jeg er indenfor.”

”Også indenfor,” sagde Vogel.

Lewis trykkede på knappen på sit headset. ”Houst — øh … Jiuquan, sonden modtaget, dok fuldført. Ingen vanskeligheder.”

Så hørte hun Mitchs stemme: ”Godt at høre, Hermes . Rapportér omgående status på samtlige forsyninger, når I får dem hentet ind og inspiceret.”

”Modtaget, Jiuquan,” sagde Lewis.

Hun vendte sig mod Martinez og Johanssen, idet hun tog sit headset af. ”Tøm sonden og læg forsyninger på lager! Jeg hjælper Beck og Vogel med at komme ud af dragterne..”

Martinez og Johanssen svævede ned ad gangen mod Dok A.

”Nå,” sagde han, ”hvem ville du have spist først?”

Hun sendte ham et oprørt blik.

”Det er bare fordi, jeg mener, at jeg ville smage bedst,” fortsatte han og rullede med armmusklerne. ”Se bare her. Gode, stærke muskler.”

”Du er ikke sjov.”

”Jeg er økologisk, skal du vide. Kornfedet.”

Hun rystede på hovedet og accelererede ned ad gangen.

”Helt ærligt! Jeg troede, du kunne lide mexicansk!”

”Gider ikke høre mere,” råbte hun tilbage.

LOG NOTAT: SOL 376

Langt om længe er jeg færdig med ombygningen af roveren!

Det sværeste var, at finde en måde at opretholde de livsnødvendige systemer. Alt andet var bare arbejde. Hårdt arbejde.

Jeg har ikke været god til at passe mine opdateringer i logbogen, så her er en sammenfatning:

Først måtte jeg færdiggøre boring af borehuller med det Pathfinder- dræbende bor. Dernæst mejslede jeg en milliard små stykker skrog ud mellem hullerne. Okay, 759 stykker, men det føltes som en milliard.

På den måde endte jeg med et stort hul i traileren. Jeg sleb den værste skarphed af kanterne.

Nogen, der kan huske pop-up teltene? Jeg skar bunden ud af et af dem, og det resterende lærred var helt passende i størrelse og form. Jeg brugte forseglingsstrimler til at fastgøre dem på indersiden af traileren. Efter at have genoprettet tryk og forseglet alle lækager, i takt med at jeg opdagede dem, havde jeg en stor, flot ballon svulmende ud af traileren. I det udspændte tryk-område kunne jeg let få passet oxygenatoren og den atmosfæriske regulator ind.

Det er en hage ved det: Jeg må sætte AREC’en udenfor. Den så fantasifuldt navngivne ”atmosfærisk regulator-ekstern komponent” er den del, der fryseseparerer luften. Hvorfor bruge en masse energi på at fryse noget, når man har ufatteligt kolde temperaturer lige udenfor?

Regulatoren pumper luft ind i AREC’en, så Mars kan fryse den. Det sker gennem en slange, der løber gennem en ventil i Hab’ets væg. Den returnerede luft vender tilbage gennem en anden slange magen til.

Det gik nogenlunde let med at føre slangerne gennem ballonens lærred. Jeg har adskillige ekstra ventilforseglinger, som i bund og grund bare er ti gange ti centimeterstore stykker Hab-lærred med en ventil i midten. Hvorfor har jeg dem? Tænk på, hvad der ville ske på en normal mission, hvis regulatorens ventil gik i stykker. Så ville man være nødt til at afblæse hele missionen. Så er det lettere at sende reservedele i forvejen.

AREC’en er ret lille. Jeg lavede en hylde til den under afsætningskanten til solpanelerne. Nu er der gjort klar til, at jeg før eller siden henter regulatoren og AREC’en ud.

Der er stadig meget at gøre.

Jeg har ikke travlt; jeg har taget den med ro. En firetimers EVA om dagen, hvor der blev arbejdet, og afslapning i Hab’et resten af tiden. Desuden tager jeg en hel hviledag i ny og næ, især når det gør ondt i min ryg. Jeg kan ikke tillade mig at skade mig selv på nuværende tidspunkt.

Jeg vil bestræbe mig på, at blive bedre til lognotater. Nu da jeg rent faktisk har en mulighed for at blive reddet, vil folk sikkert læse den. Jeg vil være mere omhyggelig og indføre notater hver dag.

LOG NOTAT: SOL 380

Jeg er blevet færdig med varmereservoiret.

Nogen, der kan huske mit eksperiment med RTG’en og det varme bad? Samme princip, men jeg fandt på en forbedring: Nedsænk RTG’en. På den måde går ingen varme til spilde.

Jeg begyndte med en stor, ufleksibel prøvebeholder (eller ”plastickasse” for dem, der ikke arbejder hos NASA). Jeg monterede en slange fra åbningen og ned langs indersiden. Så samlede jeg den i bunden i en spiralform, limede den fast og forseglede enden. Ved hjælp af mit mindste bor lavede jeg småbitte huller i den spiralrullede del af slangen. Tanken er, at den iskolde returluft fra regulatoren skal passere igennem vandet som små bobler. Den forøgede overflade vil gøre det lettere at opvarme luften.

Dernæst fandt jeg en fleksibel prøvebeholder i medium størrelse (”plasticpose med lynlås”) og prøvede at foresegle RTG’en i den. Men RTG’en har en uregelmæssig form; jeg kunne ikke få al luften ud af posen, og der må ikke være den mindste smule tilbage i den. I stedet for at varmen går til vandet, vil noget af det i så fald blive opslugt af luften, hvilket kan overophede og smelte posen.

Jeg gjorde en hel del forsøg med posen, men hver gang endte det med en lille luftlomme, jeg ikke kunne fjerne. Jeg begyndte at blive temmelig frustreret, indtil jeg kom i tanke om, at jeg har en luftsluse.

Jeg hoppede i dragten, gik ud til Luftsluse 2 og fjernede tryk til totalt vacuum. Jeg puttede RTG’en i posen og lukkede den: Perfekt forseglet vacuumpakning.

Så skulle der testes. Jeg lagde den emballerede RGT i bunden af containeren og fyldte den med vand. Den kan rumme tyve liter, og RTG’en varmede det hurtigt op. Temperaturen steg med en grad i minuttet. Jeg blev ved, indtil det var oppe på godt 40 grader. Så sluttede jeg regulatorens returluftslange til min anordning og observerede resultatet.

Det fungerede fint! Luften boblede igennem, præcis som jeg havde håbet. Faktisk bedre, for boblerne skabte røre i vandet, der så fordelte varmen jævnt.

Jeg lod den køre i en time, og Hab’et begyndte at køle ned. RTG’ens varme kan ikke følge med det fulde varmetab fra Hab’ets imponerende overfladeareal. Det er ikke noget problem. Jeg har allerede etableret rigelig forsyning til at holde roveren varm.

Jeg sluttede igen returluftledningen til regulatoren, og alting var tilbage til normalen.

LOG NOTAT: SOL 381

Jeg har tænkt over de juridiske forhold på Mars.

Ja, jeg ved godt, det er noget åndssvagt noget at tænke på, men jeg har en masse tid til overs.

En international traktat siger, at intet land kan gøre fordring på noget, der ikke befinder sig på Jorden. Og en anden traktat siger, at befinder man sig ikke i noget lands territorium, vil den maritime lov være gældende.

Det vil sige, at Mars er internationalt farvand.

NASA er en amerikansk non-militaristisk organisation og de ejer Hab’et. Det vil sige, at mens jeg er i Hab’et, vil amerikansk lov gælde. Så snart jeg træder udenfor, befinder jeg mig i internationalt farvand. Men når jeg sætter mig ind i roveren, er jeg atter under amerikansk jurisdiktion.