Andy Weir: The Martian

LOG NOTAT: SOL 6

Jeg er pænt meget på skideren.

Det er min velovervejede overbevisning.

På skideren.

Kun seks dage inde i hvad, der skulle have været de mest fantastiske to måneder af mit liv, blev alt forvandlet til et mareridt.

Jeg ved ikke engang, hvem der vil læse dette. Jeg går ud fra, at nogen på et tidspunkt finder det. Måske om hundrede års tid.

Bare for at slå det fast … Jeg døde ikke på Sol 6. Resten af besætningen tog det for givet, og jeg bebrejder dem ikke. Måske kommer der en national sørgedag for mig, og min Wikipedia-side vil fortælle: ”Mark Watney er det eneste menneske, som er død på Mars.”

Og det kommer sandsynligvis til at passe. Jeg vil sikkert dø her. Bare ikke på Sol 6, som alle tror, jeg gjorde.

Lad mig se … Hvor skal jeg begynde?

Aresprogrammet. Menneskeheden vender blikket mod Mars for at sende folk til en anden planet for allerførste gang og dermed udvide menneskehedens horisont, bla, bla, bla. Ares 1 teamet udførte denne bedrift og vendte tilbage som helte. De fik parader og berømmelse, og vandt hele verdens hengivenhed.

Ares 2 gjorde det samme, bare et andet sted på Mars. De fik et solidt håndtryk og en varm kop kaffe ved hjemkomsten.

Ares 3. Tja, det var min mission. Okay, ikke bogstaveligt talt min . Kaptajn Lewis var øverstbefalende. Jeg var blot en af folkene i hendes team. Faktisk den lavest rangerende. Jeg ville kun stige i graderne til øverstbefalende på missionen, hvis jeg skulle ende som den eneste tilbageværende person.

Der kan man bare se! Jeg er øverstbefalende.

Gad vide, om denne logfil bliver fundet inden resten af besætningen dør af alderdom. Jeg går ud fra, at de kom tilbage til Jorden i god behold. Kammerater, hvis I læser dette: Det var ikke jeres skyld. I gjorde, hvad I skulle. I jeres sted havde jeg gjort det samme. Jeg bebrejder jer ikke, og jeg er glad for, at I overlevede.

Jeg må hellere forklare, hvordan Marsmissioner fungerer, hvis der skulle være lægfolk blandt mine læsere. Vi nåede ud i orbital bane om Jorden på den normale måde, via et almindeligt rumfartøj til Hermes . Alle Aresmissionerne bruger Hermes for at komme til og fra Mars. Det er virkelig stort og koster en masse, så NASA byggede kun et.

Da vi var kommet ombord på Hermes , bragte endnu fire ubemandede missioner os brændstof og forsyninger, mens vi forberedte os på vores tur. Da alt var klart, satte vi kursen mod Mars. Men ikke særlig hurtigt. De gode gamle dage med kraftig kemikalieforbrænding og TMI-baner er for længst lagt bag os.

Hermes drives af ion-motorer. De slynger argon ud af rumskibets agterende med stor kraft og frembringer en begrænset acceleration. Sagen er den, at der ikke kræves en stor masse reaktant, så blot en smule argon (og en atomreaktor til at drive det hele) gav os en vedvarende acceleration hele vejen derud. Det er forbløffende, hvor hurtigt man efterhånden vil bevæge sig med minimal acceleration over lang tid.

Jeg kunne underholde i timevis med anekdoter om, hvor hyggeligt vi havde det på turen, men jeg tror, jeg lader være. Jeg kan ikke klare at mindes alt det lige nu. Lad mig nøjes med at sige, at vi nåede til Mars 124 dage senere uden at kvæle hinanden.

Derfra fløj vi ned til overfladen i MDV’en (Mars Descent Vehicle). En MDV er i bund og grund en kæmpestor dåse udstyret med projektører og påmonterede bremseskærme. Fartøjets eneste formål er, at få seks mennesker, der ligger i kredsløb omkring Mars, ned til overfladen uden at blive slået ihjel.

Og nu kommer vi til den egentlige finte ved en udforskning af Mars: At få alt vores ragelse bragt ud på forhånd.

I alt fjorten ubemandede missioner afleverede alt, hvad vi skulle bruge til overfladeoperationerne. De gjorde deres bedste for at lande samtlige forsyningsbeholdere i samme område, og det lykkedes ganske pænt. Forsyninger er ikke nær så skrøbelige som mennesker, og de kan tåle at ramme jorden med eftertryk. Til gengæld bumper de rundt til alle sider.

De sendte os selvfølgelig ikke til Mars, før de havde konstateret og bekræftet, at alle forsyningerne befandt sig på overfladen med intakte beholdere. Fra start til slut, inklusive forsyningsmissioner, tager en Marsmission rundt regnet tre år. Faktisk var Ares 3’s forsyninger allerede på vej til Mars, mens Ares 2-holdet endnu befandt sig et sted på hjemvejen.

Det allervigtigste af det forudsendte udstyr var selvfølgelig MAV’en, kort for Mars Ascent Vehicle. Det var sådan, vi ville vende tilbage til Hermes efter en vel overstået overfladeoperation. MAV’en er designet til blød landing (i modsætning til ballon-hoppefesten med de forudsendte forsyninger). Den var naturligvis i konstant kommunikation med Houston, og havde de registreret det mindste problem, ville vi have passeret Mars og sat kursen hjemad uden overhovedet at lande.

MAV’en er ret cool. Via en snedig serie kemiske reaktioner med Mars’ atmosfære, kan man rent faktisk frembringe tretten kg brændstof for hvert kg hydrogen, som medbringes. Men det er en langsom proces, skal det lige nævnes. Det tager fireogtyve måneder at fylde tanken. Det er derfor, de sendte den ud længe før vores ankomst hertil.

Det er nok ikke svært at forestille sig min skuffelse, da jeg opdagede, at MAV’en ikke var der mere.

Det var en vanvittig række af hændelser, der næsten kostede mig livet, og en endnu vanvittigere række af lykketræf, der reddede mig.

Missionen er designet til at modstå sandstorme med stormstød på op til 150 km/t. Houston blev selvfølgelig nervøse, da vi fik tæsk med stormstød på 175 km/t. Vi krøb alle i vores trykdragter og samlede os i midten af Hab’et, bare for at være sikre, hvis trykket faldt. Men Hab’et var ikke problemet.

MAV’en er et rumskib. En raket med en masse følsomme dele. Den kan klare storme til et vist niveau, men kan ikke holde til sandblæsning i en evighed. Efter halvanden times uændret storm, gav NASA ordre til afbrydelse af missionen. Ingen havde lyst til at afbryde en planlagt månedlang mission efter kun seks dage, men hvis MAV’en fik flere tæsk, ville vi alle være strandet på overfladen.

Vi måtte ud i stormen for at komme fra Hab’et til MAV’en. Det var risikabelt, men vi havde intet valg.

Alle klarede det, undtagen mig.

Vores primære kommunikationsparabol, der transmitterede signaler fra Hab’et til Hermes , opførte sig som en faldskærm; den blev flået ud af sit fundament og båret med af stormen. På sin vej hamrede den direkte igennem antennesystemet, hvorfra en af de lange, tynde antenner blev kylet direkte ind i mig med spidsen først. Den skar sig ind min dragt som et projektil gennem smør, og jeg følte den frygteligste smerte i mit liv, da den fortsatte videre ind i siden på mig. Jeg kan svagt huske, at luften blev slået ud af mig (trukket ud, faktisk, hvis det skal være korrekt), og hvor ondt det gjorde i trommehinderne, da trykket sivede ud af min dragt.

Det sidste, jeg husker, var synet af Johanssen, der forgæves rakte ud efter mig.

Oxygenalarmen i min dragt vækkede mig igen. En konstant, ubehagelig hyletone, der rev mig ud af en dyb og inderlig ønskedrøm om, for helvede, at få lov at dø i fred.

Stormen var løjet af; jeg lå på maven, næsten helt begravet i sand. Mens jeg fortumlet kom til mig selv, undrede jeg mig over, at jeg ikke var mere død end det viste sig at være tilfældet.

Antennen havde haft kraft nok til at bore sig igennem dragten og mig, men den var blevet standset af min hofteskål. Der var altså kun ét hul i dragten (og et hul i mig, selvfølgelig).