Andy Weir: The Martian

For at skifte emne, så er det Thanksgiving i dag. Min familie samles i Chicago til den traditionelle middag hjemme hos mine forældre. Jeg kan ikke forestille mig, at det bliver særlig hyggeligt, eftersom jeg døde for kun ti dage siden. De har vel for fanden kun lige overstået min bisættelse.

Gad vide, om de nogensinde finder ud af, hvad der virkelig skete. Jeg har haft så travlt med at holde mig i live, at jeg ikke har haft tid til at tænke på, hvordan det må være for mine forældre. Lige nu gennemlever de den største smerte, man kan føle. Jeg ville give hvad som helst, for at kunne fortælle dem, at jeg stadig er i live.

Jeg skal overleve for at kunne gøre det godt igen.

LOG NOTAT: SOL 22

Herligt. Der er virkelig kommet skred i tingene.

Jeg fik alt sandet ind og gjort det klart til brug. To tredjedele af basen er nu jordbelagt. I dag udførte jeg min første jordfordobling. Der er gået en uge, og den tidligere marsjord er nu mættet og frugtbar. To fordoblinger mere, og jeg har dækket hele marken.

Alt det arbejde er godt for moralen. Det giver mig noget at lave. Men da aktiviteterne stilnede lidt af, satte jeg mig og spiste aftensmad, mens jeg lyttede til Johanssens Beatles-opsamling. Det gjorde mig deprimeret igen. Når jeg gør regnestykket op, kan det i sidste ende ikke forhindre mig i at sulte.

Kartofler er min bedste mulighed for at lave kalorier. De gror frodigt og har et pænt kalorieindhold (770 kalorier pr kg). Jeg er ret sikker på, at de kartofler, jeg har, vil spire. Problemet er, at jeg ikke har nok. På 62 kvadratmeter vil jeg kunne jeg opdyrke omkring 150 kilo kartofler på 400 dage (tidsrummet før jeg løber tør for mad). Det giver et samlet resultat på 115.500 kalorier og et realistisk gennemsnit på 288 kalorier om dagen. Med min højde og vægt, hvis jeg er villig til at sulte en smule, skal jeg have 1500 kalorier om dagen.

Jeg er ikke engang i nærheden.

Det vil sige, at jeg ikke kan leve uendeligt af mine afgrøder. Men jeg kan forlænge mit liv. Kartoflerne vil holde i 76 dage.

Kartofler gror kontinuerligt, så i løbet af de 76 dage, kan jeg fremavle endnu 22.000 kalorier i form af kartofler, der vil give mig endnu 15 dage. Derefter er det meningsløst at fortsætte den udvikling. Alt i alt køber jeg mig 90 dage.

Nu kommer jeg altså til at sulte ihjel på Sol 490 i stedet for Sol 400. Det er et fremskridt, men håbet om klare mig igennem dette, hviler udelukkende på min evne til at overleve indtil Sol 1412 når Ares 4 vil lande.

Det vil sige, at jeg mangler tusind dages madforsyninger. Jeg har ingen plan for, hvordan jeg skaffer dem.

Lort.

LOG NOTAT: SOL 25

Kan I huske de gamle matematikspørgsmål, vi fik i skolen? Hvor vand bliver fyldt i en beholder med et vist tempo, og samtidig siver ud af den igen i et andet tempo? Opgaven går ud på, at regne ud, hvornår beholderen er tømt. Præcis det regnestykke er centralt for ”Mark Watney overlever”-projektet, som jeg arbejder på.

Jeg er nødt til at frembringe kalorier. Jeg har også brug for at få dem til at vare i 1387 sole indtil Ares 4 ankommer. Hvis jeg ikke bliver reddet af Ares 4, er jeg under alle omstændigheder en død mand. En sol er 39 minutter længere end en dag, så det kommer op på 1425 dage. Det er mit mål: Mad til 1425 dage.

Jeg har masser af multivitaminer; over dobbelt så mange, som jeg skal bruge. Der er fem gange mere end minimumsmængden af protein i hver madportion, så streng rationering af portionerne kan dække mit proteinbehov i mindst fire år. Den generelle næring er dækket. Jeg har kun brug for at skaffe kalorier.

Jeg skal bruge 1500 kalorier hver dag. Jeg har 400 dages mad til at begynde med. Men hvor mange kalorier skal jeg fremskaffe om dagen gennem hele perioden, for at holde mig i live i cirka 1425 dage?

Jeg skal nok spare jer for regnestykket. Svaret er cirka 1100. Jeg må fremavle 1100 kalorier om dagen med mine afgrøder, for at overleve indtil Ares 4 når hertil. Faktisk lidt mere end det, fordi det er Sol 25 lige nu, og jeg har rent faktisk ikke plantet noget endnu.

Med et jordbrugsareal på 62 kvadratmeter, vil jeg kunne frembringe omkring 288 kalorier om dagen. Jeg må i hvert fald firedoble min nuværende produktionsplan for at klare mig.

Det betyder, at jeg får brug for et større overflademål til jordbrug, og mere vand til at fugte jorden. Lad os tage et problem ad gangen.

Hvor stort et jordbrugsareal kan jeg reelt fremskaffe?

Der er 92 kvadratmeter i Hab’et. Lad os sige, at jeg gør brug af dem alle.

Desuden er der fem ubenyttede køjer. Lad os sige, at jeg også fylder jord i dem. De er hver 2 kvadratmeter store. Det giver mig endnu 10 kvadratmeter. Så er vi oppe på 102.

Hab’et har tre laboratorieborde på hver 2 kvadratmeter. Jeg vil beholde ét til eget brug og ofre to for sagen. Det giver endnu 4 kvadratmeter, hvilket ender på et samlet areal på 106.

Jeg har to Mars-rovere. De har trykforsegling, der giver brugerne mulighed for at køre rundt uden rumdragter i lange tidsrum ved udforskning af overfladen. De er for trange til at plante noget i, og jeg skal under alle omstændigheder bruge dem til kørsel. Men begge rovere har et pop-up telt til nødsituationer.

Det er ret problematisk, at skulle bruge pop-up telte til jordbrugsunderlag, men de kan hver dække 10 kvadratmeter gulvplads. Hvis jeg kan overkomme problemerne, kan de give mig 20 kvadratmeter mere og dermed øge mit landbrugsareal til 126.

Hundrede og seksogtyve kvadratmeter landbrugsjord. Det er en størrelse, der kan bruges til noget. Jeg har stadig ikke noget vand til at vande jorden med, men som sagt, én ting ad gangen.

Det næste, der skal overvejes, er, hvor effektivt jeg kan opdyrke kartofler. Jeg baserede mit høstudbytte på kartoffelindustriens tal på Jorden. Men kartoffelbønderne dernede, er ikke så desperate for at overleve, som jeg er. Hvordan maksimerer jeg mit udbytte?

For det første kan jeg pleje hver enkelt plante. Jeg kan beskære dem, holde dem sunde og afholde dem fra at vokse ind over hinanden. Jeg kan også, når spirerne bryder gennem jorden, genplante dem dybere nede, og dernæst sætte yngre planter over dem. For en almindelig kartoffelavler kan dette ikke betale sig, eftersom han bogstaveligt talt arbejder med millioner af kartoffelplanter.

Denne form for dyrkning ødelægger desuden jorden. Gør man det, vil man i løbet af tolv år have forvandlet sin landbrugsjord til støv. Det er ikke bæredygtigt. Og hvad så? Jeg skal kun overleve i fire år.

Jeg regner med, at jeg kan øge mit udbytte med 50 procent med den metode. Og med et jordbrug på 126 kvadratmeter (lidt over det dobbelte af de 62 kvadratmeter, jeg har lige nu) viser det sig, at jeg kan komme op på over 850 kalorier pr. dag.

Nu gør vi fremskridt. Jeg vil stadig ende med at være tæt på at sulte ihjel, men det bringer mig frem i nærheden af overlevelse. Jeg kan måske klare mig til et punkt nær sultedøden, uden helt at tage billetten. Jeg kunne reducere mit kaloriebehov ved kun at udføre et minimum af manuelt arbejde. Jeg kunne skrue så meget op for Hab’ets temperatur, at min krop bruger mindre energi på at holde sig varm. Jeg kunne amputere en arm og spise den, hvilket ville give mig kostbare kalorier og reducere mit overordnede behov for at skaffe kalorier.

Nej, vel.

Lad os hellere tage udgangspunkt i, at jeg virkelig kan anlægge så stort et jordbrugsareal. Det virker rimeligt. Hvor får jeg så vandet fra? At øge fra 62 til 126 kvadratmeter landbrugsjord med en dybde på 10 centimeter, giver et behov for 6,4 kubikmeter jord ekstra (ud og skovle igen, jubii!), og det vil igen kræve over 250 liter vand.

De 50 liter, jeg har, skal jeg selv drikke, hvis vandindvinderen skulle gå i stykker. Jeg er altså 250 liter bagud i forhold til min 250 liters målsætning.