Andy Weir - The Martian

”Som altid en fornøjelse, Cathy.”

Johanssens far sad uroligt i stolen og vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige. Han fiskede et lommetørklæde op af lommen og tørrede sveden af sin tyndhårede isse.

”Hvad nu, hvis sonden ikke når frem til jer?” spurgte han.

”Prøv at lade være med at tænke på det,” sagde Johannsen.

”Din mor er så urolig, at hun ikke engang kunne møde op.”

”Det er jeg ked af,” mumlede Johanssen med nedslået blik.

”Hun kan ikke spise, hun kan ikke sove og hun føler sig direkte syg. Jeg har det ikke meget bedre. Hvordan kan de tvinge dig til det her?”

”De ”tvinger” mig ikke til noget, far. Jeg indvilligede frivilligt.”

”Hvordan kunne du gøre det mod din mor?” vedblev han.

”Det er jeg også ked af,” mumlede Johanssen. ”Men Watney er min besætningskammerat, og jeg kan ikke bare lade ham dø.”

Han sukkede. ”Jeg ville ønske, vi havde opdraget dig til at være mere egoistisk.”

Hun lo lavmælt.

”Jeg fatter ikke, hvordan jeg kan befinde mig midt i sådan en situation. Jeg er områdechef på en servietfabrik. Hvorfor flyver min datter rundt ude i rummet?”

Johanssen trak på det.

”Du har altid haft en videnskabelig hjerne,” sagde han. ”Det var fantastisk. Elitestuderende. Omgivet af nørdede fyre, der var for skræmte til at prøve på noget. Slet ingen udskejelser. Du var enhver fars drømmedatter.”

”Tak far, jeg —”

”Men så hoppede du på en gigantisk bombe, der blæste dig til Mars. Bogstaveligt talt.”

”Teknisk set,” indvendte hun, ”bragte boosteren mig kun i kredsløb. Det var en atomdrevet ion-motor, der fik mig til Mars.”

”Åh, endnu bedre!”

”Far, jeg skal nok klare den. Sig til mor, at det nok skal gå.”

”Hvad skulle det hjælpe?” sagde han. ”Hun vil være spændt som en fjeder, indtil du er tilbage hos os.”

”Det ved jeg godt,” mumlede Johanssen. ”Men … ”

”Hvad? Men hvad?”

”Jeg kommer ikke til at dø. Tro mig. Ikke engang, hvis alt går galt.”

”Hvad skal det sige?”

Johanssen rynkede panden. ”Du skal bare sige til mor, at jeg ikke kommer til at dø.”

”Hvad skal det sige? Jeg er slet ikke med.”

”Jeg har ikke lyst til at uddybe, hvad det skal sige,” sagde Johanssen.

”Hør nu her,” sagde han og lænede sig frem mod kameraet. ”Jeg har altid respekteret dit behov for privatliv og uafhængighed. Jeg har aldrig blandet mig i dit liv, aldrig forsøgt at kontrollere dig. Jeg har været ret rimelig på det punkt, synes du ikke?”

”Jo.”

”Og som gengæld for et helt livs diskretion, hvad angår dine sager, må du tillade mig at insistere på et svar denne ene gang.”

Hun var tavs i flere sekunder. Til sidst sagde hun: ”De har en plan.”

”Hvem?”

”De har altid en plan,” sagde hun. ”De udtænker løsninger på forhånd.”

”Hvad er det for en plan?”

”De udvalgte mig til overlevelse. Jeg er den yngste. Jeg har den nødvendige kompetence til at komme hjem i live. Desuden er jeg den mindste, og har derfor det mest begrænsede behov for mad.”

”Hvad sker der, hvis sonden ikke når jer, Beth?” spurgte hendes far.

”Alle dør, undtagen mig,” sagde hun. ”De vil alle tage piller og dø. De gør det omgående, så de ikke forbruger flere fødevarer. Kaptajn Lewis udvalgte mig som overlevende. Hun gav mig den besked i går. Jeg tror ikke, NASA ved noget om det.”

”Og vil forsyningerne så kunne vare, indtil du når tilbage til Jorden?”

”Nej,” sagde hun. ”Vi har mad nok til seks personer i en måned. Hvis jeg var den eneste, ville forsyningerne vare i seks måneder. Med en reduceret diæt, vil jeg kunne strække det til ni måneder. Men det vil tage sytten måneder, før jeg er tilbage.”

”Men hvordan vil du så overleve?”

”Forsyningerne er i så fald ikke den eneste fødekilde,” sagde hun.

Hans øjne blev store. ”Åh … Åh, du gode gud … ”

”Du skal bare sige til mor, at forsyningerne vil række, okay?”

Amerikanske og kinesiske ingeniører jublede i kor i Jiuquan Mission Control.

Storskærmen viste Taiyang Shens kondensstribe tegne sig på den kølige himmel over Gobi. Fartøjet, der ikke længere var synligt for det blotte øje, arbejdede sig videre ud gennem atmosfæren. Dets øredøvende brøl svandt til en fjern rumlende torden.

”Perfekt opsendelse,” udbrød Venkat.

”Selvfølgelig,” sagde Zhu Tao.

”I gutter gik virkelig langt for os,” sagde Venkat. ”Og vi er så taknemmelige!”

”Såmænd.”

”Og nu har I sikret jer en plads på Ares 5. Alle får noget ud af det.”

”Mmm.”

Venkat skævede til Zhu Tao. ”Du virker bare ikke så begejstret.”

”Jeg har brugt fire år på arbejdet med Taiyang Shen ,” sagde han. ”Lige så utallige andre researchers, videnskabsfolk og ingeniører. Hver og en har de lagt deres sjæl i kontruktionen, mens jeg kæmpede en uophørlig politisk kamp for at sikre bevillingerne.

”Vi endte med at bygge en smuk sonde. Den største, stærkeste ubemandede sonde i verdenshistorien. Og nu er den pakket væk på et lager. Den kommer aldrig til at flyve. Statsrådet vil ikke finansiere endnu en booster af den kaliber.”

Han vendte sig mod Venkat. ”Det kunne have været en uforglemmelig milepæl i videnskabens historie. Nu blev det bare til en vareudbringning. Vi får en kinesisk astronaut til Mars, men hvilken videnskabelig bedrift vil han udføre, som enhver anden astronaut ikke kunne udføre lige så godt? Denne operation udgør et tab for menneskehedens viden.”

”Tja,” sagde Venkat forsigtigt, ”men den udgør så absolut en gevinst for Mark Watney.”

”Mmm,” sagde Zhu Tao.

”Distance 61 meter, hastighed 2,3 meter per sekund,” sagde Johanssen.

”Det ser fint ud,” sagde Martinez med et koncentreret blik på sine skærme. Den ene viste kamerabilleder fra Dok A, den anden en konstant status af sondens telemetri.

Lewis svævede bag Johanssens og Martinez’ arbejdsstationer.

Becks stemme lød over radioen: ”Visuel kontakt.” Han stod i Luftsluse 3 (ved hjælp af magnetstøvler) iført fuldt EVA-udstyr og med yderdøren åben. Den store SAFER-enhed på hans ryg ville give ham fuld bevægelsesfrihed i rummet, hvis behovet skulle opstå. En fastgjort line havde sit udspring fra en spole på væggen.

”Vogel,” sagde Lewis i sit headset. ”Er du i position?”

Vogel befandt sig i Luftsluse 2, hvor der stadig var normalt tryk, iført EVA-dragt uden hjelm. ”Ja , i position og klar,” svarede han. Han var stand-by som nød-EVA i tilfælde af, at Beck skulle få brug for redning.

”Godt, Martinez,” sagde Lewis. ”Få den ind.”

”Javel, kaptajn.”

”Distance 43 meter, hastighed 2,3 meter per sekund,” råbte Johanssen.

”Alle tal normale,” rapporterede Martinez.

”Let rotation af sonden,” sagde Johanssen. ”Den relative rotationshastighed er 0,05 omdrejninger per sekund.”

”Alt under 0,3 er fint,” sagde Martinez. ”Sammenkoblingssystemet kan klare det.”

”Sonden er pænt indenfor manuel rækkevidde,” rapporterede Beck.

”Modtaget,” sagde Lewis.

”Distance 22 meter, hastighed 2,3 meter per sekund,” sagde Johanssen. ”Vinkel er god.”

”Sænker hendes fart en kende,” sagde Martinez, mens han sendte instrukser til sonden.

”Hastighed 1,8 … 1,3 … ,” meldte Johanssen. ”0,9 … stabil på 0,9 meter per sekund.”

”Afstand?” forhørte Martinez sig.

”Tolv meter,” svarede Johanssen. ”Hastighed ligger fast på 0,9 meter per sekund.”

”Vinkel?”

”Vinkel er god.”