Andy Weir - The Martian

Det var nok fysisk arbejde for i dag. Jeg vil ikke overdrive.

Tror, jeg tager mig et bad.

LOG NOTAT: SOL 208

I dag blev det tid til at eksperimentere med solcellepanelerne.

Først satte jeg Hab’et i lavenergistatus: ingen interne lys, alle ikke-livsvigtige systemer offline, al indendørs varme slukket. Jeg skal alligevel være udendørs det meste af dagen.

Så løsnede jeg otteogtyve paneler fra solcelleanlægget og slæbte dem hen til roveren. Jeg brugte fire timer med at stakke dem på alle mulige forskellige måder. Den stakkels rover lignede noget fra en hobbymekanikers baghave. Ingen af mine opstillinger fungerede.

Jeg havde kun mulighed for at have alle otteogtyve på taget, hvis jeg stablede dem så højt, at de alligevel ville falde ved det mindste sving. Hvis jeg surrede dem sammen, ville det kun gøre den forskel at de faldt af i én samlet pakke. Hvis jeg fandt en måde at fastgøre dem fulstændig sikkert til roveren, ville hele roveren vælte. Jeg gad ikke engang prøve; det var nok bare at se på tingene, ingen grund til at ødelægge noget på den konto.

Jeg har ikke fjernet stykket af skroget fra traileren endnu. Halvdelen af hullerne er boret, men jeg har ikke ændret noget endegyldigt endnu. Hvis jeg lod det være, som det er, kunne jeg få plads til fire stakke med hver syv celler. Det ville fungere fint; det svarer til, hvad jeg gjorde på turen til Pathfinder, bare med to rovere i stedet for en.

Problemet er, at jeg skal bruge den åbning. Regulatoren er nødt til at være i et trykkontrolleret rum, og den er for stor til at passe ind i en ikke-tilpasset rover. Desuden skal oxygenatoren også være i et trykkontrolleret miljø, mens den arbejder. Jeg skal kun bruge den hver femte sol, men hvad skulle jeg så gøre på den sol? Nej, hullet skal laves.

Som det er, kan jeg pakke enogtyve paneler. Jeg får brug for et sted at have de øvrige syv. Der er kun et sted, jeg kan placere dem: på siderne af roveren og traileren.

En af mine tidligere modifikationer var ”sadeltasker” hængt over roveren. En side bar det ekstra batteri (stjålet fra det, der nu er traileren), mens den anden side blev fyldt med sten som modvægt.

Jeg behøver ikke taskerne denne gang. Jeg kan sætte det andet batteri tilbage i traileren, hvorfra det kom. Det vil faktisk fritage mig for besværet med den ekstra EVA, jeg var nødt til at foretage hver dag for at skifte kabler. Når roverne er koblet sammen, deler de ressourcer, inklusiv elektricitet.

Som sagt, så gjort. Jeg geninstallerede trailerens batteri. Det tog mig to timer, men nu er det ordnet. Jeg fjernede sadeltaskerne og lagde dem til side. De kan måske komme til nytte på et tidspunkt. Hvis jeg har lært noget fra mit ophold i Club Mars, er det, at alt kan komme til nytte.

Hermed havde jeg frigjort roverens og trailerens sider. Efter at have stirret på dem et stykke tid, fandt jeg løsningen.

Jeg laver nogle L-beslag og skruer dem fast på undervognene, så en af vinklerne er opvendt. To beslag på hver side kan danne en afsætningskant. Jeg kan placere panelerne på kanterne, så de står lænet ind mod roveren. Så kan jeg surre dem til skroget med hjemmelavet reb.

Det bliver fire afsætningskanter i alt; to på roveren og to på traileren. Hvis beslagene stikker langt nok ud til at kunne rumme to paneler, kunne jeg transportere otte mere på den måde. Det ville give mig plads til et panel mere end jeg har regnet med.

Jeg laver de beslag og monterer dem i morgen. Jeg ville have gjort det i dag, men det blev mørkt, og jeg blev doven.

LOG NOTAT: SOL 209

Det blev en kold nat. Solcellerne var endnu ikke sat tilbage på solcelleanlægget, så jeg måtte efterlade Hab’et i lavenergi-mode. Jeg tændte selvfølgelig for varmen igen (jeg er ikke sindssyg), men jeg satte den interne temperatur på kun 1 grad for at spare strøm. At vågne i en temperatur under køleskabsniveau føltes overraskende nostalgisk. Jeg er trods alt opvokset i Chicago.

Men nostalgi kommer man ikke langt med. Jeg svor at færdiggøre beslagene i dag, så jeg kan returnere panelerne til anlægget igen. Og så kan jeg tillade mig at skrue op for varmen igen.

Jeg gik en tur ud til MAV’ens landingsstel for at klunse noget metal til afsætningskanterne. Det meste af MAV’en er lavet af kompositmateriale, men landingsstellet skal absorbere stødet ved landing. Her dur kun metal.

Jeg slæbte en skråstiver ind i Hab’et for at slippe for besværet med at arbejde i en EVA-dragt. Det var et trekantet gitter af metalstivere, holdt sammen af bolte. Jeg skilte det hele ad.

At forme beslagene krævede en hammer … Tja, det er faktisk alt. At lave en L-form kræver ikke den store præcision.

Der skulle også laves huller, som boltene kunne komme igennem. Heldigvis kunne mit Pathfinder -dræbende bor hurtigt klare den sag.

Jeg bekymrede mig lidt for, at det ville blive svært at fastgøre beslagene på roverens undervogn, men det endte med at være ganske enkelt. Undervognen er lige til at tage af. Efter en smule arbejde med bor og bolte, fik jeg beslagene fastgjort på roveren. Jeg gentog processen med traileren. Vigtigt at bemærke — undervognen er ikke en del af trykkabinen. Hullerne, jeg borede, slipper ikke min luft ud.

Jeg afprøvede beslagene ved at slå på dem med sten. Det er den slags avancerede arbejdsmetoder, vi interplanetariske videnskabsfolk er berømte for.

Efter at have overbevist mig selv om, at beslagene ikke går i stykker ved brug, afprøvede jeg hele arrangementet. To stakke med hver syv solceller på taget af roveren; endnu to gange syv på traileren og til sidst to på hver afsætningskant. De kunne alle sammen være der.

Efter at have surret cellerne fast, kørte jeg en lille tur. Jeg afprøvede stille og roligt acceleration og deceleration, drejede rundt i mindre og mindre cirkler og foretog endda en hård opbremsning. Cellerne rokkede sig ikke.

Otteogtyve solceller, baby! Og plads til en ekstra.

Efter at jeg med rette havde sejrstæsket luften, læssede jeg cellerne af og slæbte dem tilbage til anlægget. I morgen vågner jeg ikke op til Chicagovejr.

LOG NOTAT: SOL 211

Jeg smiler fra øre til øre. Det er et smil, som kun kan smiles af den, der har rodet med sin bil uden at ødelægge den.

Jeg har tilbragt dagen i dag med at fjerne unødvendigt ragelse fra roveren og traileren. Jeg gik virkelig til den. God plads i trykkabinen er en topprioritet. Jo mere ragelse, jeg kan pille ud af roveren, jo mere plads er der til mig. Jo mere ragelse, jeg kan pille ud af traileren, jo flere forsyninger kan jeg få pakket i den, og så meget desto mindre behøver jeg fylde i roveren.

Først ud: Hvert køretøj har en bænk til passagerer. Farvel!

Det næste: Der er ingen grund til, at traileren har livsopretholdende systemer. Oxygentanke, nitrogentanke, CO 2filtreringsapparat … alt sammen unødvendigt. Traileren vil dele luft med roveren (som har sit eget sæt af samtlige dele), og den skal kun opbevare regulatoren og oxygenatoren. Udover Hab-komponenterne og roveren, vil jeg have to livsopretholdende systemer i overskud. Det er tilstrækkeligt.

Dernæst flåede jeg chaufførsædet og kontrolpanelet ud af traileren. Forbindelsen med roveren er fysisk. Traileren skal udelukkende trækkes som anhænger og forsynes med luft. Den behøver hverken kontrolinstrumenter eller styresystem. Jeg beholdt dog dens computer. Den er lille og let, så jeg tager den med. Hvis der sker noget med roverens computer på vejen, har jeg en ekstra.

På den måde blev der masser af plads i traileren. Så var det tid til at eksperimentere.

Hab’et har tolv batterier med 9-kilowatt-timer. De er store og klodsede. Over to meter høje, en halv meter brede og trekvart meter tykke. Ved at lave dem så store, kan man mindske massen til hver kilowatt-times opladning. Javist, det strider mod al fornuft. Men så snart NASA regnede ud, at de kunne øge volumen ved at mindske massen, kastede de sig over det. Masse er det fordyrende element når man sender ting til Mars.