Andy Weir - The Martian

Dernæst, med begge batterier fuldt opladede, kørte jeg rundt om Hab’et, indtil de begge var flade.

Med en rasende tophastighed på 25 km/t blev det ikke det vildeste ræs, men jeg var imponeret over, at roveren kunne holde farten med så meget ekstra vægt. Den har et imponerende drejningsmoment.

Men fysikkens lovmæssighed er en påtrængende lille skiderik, og som straf for den ekstra vægt fik jeg kun 57 kilometer ud af det, før batterierne var flade.

Og det var 57 kilometers kørsel på jævnt terræn uden at ofre strøm på regulatoren (der ikke kræver meget, når varmen er slået fra). Lad os holde os på den sikre side og sige, at det kan blive til 50 kilometer om dagen. Med den hastighed vil det tage 64 dage at nå til Schiaparelli.

Men det er kun rejsetiden.

Af og til må jeg holde en pause i en dags tid for at lade oxygenatoren bruge al sin strøm. Hvor ofte? Efter en masse matematik er jeg nået frem til, at mit budget på 18-pirat-ninjaer kan fyre tilstrækkeligt op for oxygenatoren, til at den leverer O2 til rundt regnet 2,5 sole. Jeg skal gøre ophold for hver 2,5 sol for at indvinde oxygen. Min tur på fireogtres sole vil komme op på tooghalvfems!

Det er for lang tid. Jeg ender med at rive mit eget hoved af, hvis jeg er tvunget til at leve i roveren så længe.

Desuden er jeg træt af at slæbe sten og at beklage mig over at slæbe sten. Jeg tror, jeg har forstrukket et eller andet i min ryg. Må hellere tage den med ro resten af i dag.

LOG NOTAT: 201

Ja, der er ingen tvivl om, at jeg har forstrukket noget i min ryg. Jeg vågnede med slemme smerter.

Jeg tog en pause fra rover-planlægningen. I stedet tilbragte jeg dagen med at dope mig selv og lege med stråling.

Først tankede jeg op med Vicodin for mine rygsmerter. Hurra for Becks medicinlager!

Dernæst kørte jeg ud til RTG’en. Den var præcis, hvor jeg efterlod den, i hullet fire kilometer væk. Kun en idiot ville lade den tingest ligge nær Hab’et. Nå, men så slæbte jeg den med tilbage til Hab’et.

Enten tager den livet af mig, eller også gør den ikke. Der er i hvert fald gået mange ressourcer til at sikre, at den ikke går i stykker. Og hvis man ikke kan stole på NASA, hvem så? (Lige nu vil jeg glemme, at NASA gav os besked på, at begrave den et sted langt væk).

Jeg stuvede den på taget af roveren og kørte hjem med den. Sådan en sag kan virkelig udspy varme, der vil noget.

Jeg har nogle fleksible plasticslanger beregnet til mindre reparationer på vandindvinderen. Efter at have bugseret RTG’en ind i Hab’et, limede jeg meget forsigtigt en slange omkring varmeskærmene. Ved hjælp af en tragt lavet af et stykke papir, lod jeg vand løbe gennem slangen og dryppe ned i en prøvebeholder.

Som forventet blev vandet varmet op. Det var egentlig ikke nogen overraskelse, men dog rart at se termodynamikken opføre sig ordentligt.

Der er en lille hage ved det: Den atmosfæriske regulator er ikke konstant i arbejde. Den fraktionerede frysnings hastighed er afhængig af vejret udenfor. Returneringen af afkølet luft kommer ikke i et sammenhængende flow. RTG’en genererer til gengæld konstant og forudsigelig varme. Den kan ikke sætte sit output i venteposition.

Jeg varmer altså vand med RTG’en for at lave et varmereservoir, og dernæst får jeg returluften til at at boble igennem det. På den måde behøver jeg ikke at tænke på, hvornår luften kommer ind. Jeg skal heller ikke tage mig af pludselige temperaturskift i roveren.

Da Vicodinen holdt op med at virke, gjorde det mere ondt i min ryg end før. Jeg bliver nødt til at tage den med ro. Jeg kan ikke blive ved med at sluge piller i en uendelighed. Jeg bliver nødt til at tage et par dage fri fra hårdt fysisk arbejde. Og til min lille ferie opfandt jeg en lille bekvemmelighed. Helt til mig selv.

Jeg tog Johanssens køje og skar hængekøjen ud. Dernæst draperede jeg en overskydende længde Hab-lærred over rammen, for på den måde at lave en hulning inde i køjen og få ekstra lærredsforstærkning rundt langs kanterne. Da jeg til sidst tyngede det overskydende lærred ned med sten, havde jeg et vandtæt badekar.

Der skulle kun 100 liter til for at fylde det lavbundede kar!

Så snuppede jeg pumpen fra vandindvinderen (jeg kan faktisk godt undvære at have den i funktion i et pænt stykke tid ad gangen). Jeg sluttede den til min RTG-vandvarmer og stak både input- og outputledningerne ned i badekarret.

Ja, jeg er godt klar over, at det er langt ude, men jeg har ikke været i bad siden Jorden, og jeg har ondt i ryggen. Desuden skal jeg jo under alle omstændigheder tilbringe 100 sole sammen med RTG’en. Et par mere gør ingen forskel. Og det er mit bullshit-rationale, som jeg har tænkt mig at følge.

Det tog to timer at varme vandet op til 37 grader. Da det endelig nåede den temperatur, slukkede jeg pumpen og hoppede i. Åh, mand! Hvad kan jeg sige andet end ”Ahhhhhh”.

Hvorfor fanden fandt jeg ikke på det noget før?

LOG NOTAT: SOL 207

Jeg tilbragte sidste uge med at komme mig over rygproblemerne. Smerten var til at holde ud, men eftersom der ikke findes kiropraktorer på Mars, er jeg ikke den, der tager chancer.

Jeg tog varme bade to gange dagligt, lå og flød i min køje, mens jeg så elendigt halvfjerdser-tv. Jeg har for længst set hele Lewis’ samling, men jeg kunne ikke lave så meget andet. Jeg måtte affinde mig med genudsendelser.

Jeg fik tænkt meget over tingene.

Jeg kan forbedre alting ved at hente flere solcelle-paneler. De fjorten paneler, jeg tog med på turen til Pathfinder, gav de 18 kilowatt-timer, som batterierne kunne rumme. Under køreturen havde jeg panelerne på taget. Traileren giver mig kapacitet til at opbevare syv mere (halvdelen af taget vil mangle på grund af hullet, jeg skal skære i det).

Denne rejses energiforsyning vil blive leveret af oxygenatoren. Det hele afhænger af, hvor meget strøm på en enkelt sol, jeg kan fylde på det grådige lille svin. Jeg vil gerne minimere hyppigheden af hviledage på rejsen. Jo mere strøm, jeg kan give oxygenatoren, jo mere oxygen frigiver den, og jo længere kan jeg komme mellem disse ”luft-sole”.

Lad os gå efter hele kagen. Lad os sige, jeg kan finde plads til fjorten paneler mere, i stedet for syv. Ved ikke lige, hvordan det kan lade sig gøre, men lad os bare sige, at jeg kan finde ud af det. Det ville give mig 36 pirat-ninjaer at arbejde med, hvilket rundt regnet vil give mig oxygen til fem sole for hver luft-sol. Jeg vil kun være tvunget til at gøre ophold en gang hver femte sol. Så ser det mere fornuftigt ud.

Hvis jeg oven i købet kan sørge for batterikapacitet til at lagre den ekstra energi, kunne jeg køre 100 kilmeter per sol! Det er lettere sagt end gjort. Det bliver en udfordring at skaffe plads til de ekstra 18 kilowatt-timer. Jeg bliver nødt til at tage to af Hab’ets brændselsceller på hver 9-kilowatt-timer og læsse dem på roveren eller traileren. De ligner ikke roverens batterier; de er hverken små eller bærbare. De er lette nok, men temmelig store. Jeg kommer måske til at surre dem fast på ydersiden af skroget, og det vil gøre indhug i min plads til solcellerne.

Ethundrede kilometer per sol er ret optimistisk. Men lad os sige, jeg kunne tilbagelægge 90 kilometer og kun standse hver femte sol for at genindvinde oxygen. Så ville jeg nå målet på femogfyrre sole. Det ville være fedt!

For at tale om noget andet. Det gik op for mig, at NASA sikkert er ved at skide grønne grise. De holder øje med mig via satellitterne og har ikke set mig komme ud af Hab’et i seks dage. Nu, hvor min ryg har det bedre, må jeg hellere skrive et par ord.

Jeg gik ud på en EVA. Denne gang var jeg meget påpasselig, da jeg slæbte sten rundt og skrev en besked i morsekode: ”SKADET RYG. BEDRING. FORTSÆTTER ARB. M. ROVER.”