Andy Weir - The Martian

For mig var det, da boret ikke ville starte. Det fungerede fint tre minutter forinden. Jeg havde afsluttet et hul og lagt boret til afkøling. Alting som jeg plejer.

Men da jeg prøvede at få det i gang igen, var det dødt. Strømlampen lyste ikke.

Jeg lod mig ikke slå ud. Hvis den var helt gal, havde jeg altid det andet bor. Det ville tage nogle timer at rigge det til, men ikke noget at bekymre sig om.

At strømforsyningslampen ikke lyste betød, at der sandsynligvis var noget i vejen med kablet. Et hurtigt blik på luftslusens vindue viste, at Hab’ets lys var tændt. Der var altså ikke tale om systemfejl. Jeg tjekkede mine nye sikringer, og som forventet var de alle røget.

Boret trak vist lidt for stor strømstyrke. Let ordnet. Jeg nulstillede sikringerne og vendte tilbage til arbejdet. Boret tændte omgående, og så var jeg atter i gang med at bore huller.

Det lyder ikke som noget at hidse sig op over, vel? Det gjorde jeg i hvert fald ikke på det tidspunkt.

Min arbejdsdag sluttede klokken 17:00 efter boring af 131 huller. Ikke så godt som i går, men jeg spildte noget tid på boremaskinens sammenbrud.

Jeg rapporterede mine fremskridt.

(17:08) WATNEY: 131 huller i dag. 488 i alt. Mindre problem med bor; sikringerne røg. Der er måske en mindre kortslutning i boret, sandsynligvis i sammenkoblingen til strømkablet. Det skal måske repareres.

Jorden og Mars befinder sig lidt over atten lysminutter fra hinanden i øjeblikket. NASA plejer at svare indenfor femogtyve minutter. Husk på, at jeg foretager al min kommunikation fra Rover 2, der transmitterer det hele via Pathfinder . Jeg kan ikke bare slænge mig inde i Hab’et og vente på svar; jeg er nødt til at blive i roveren, indtil de bekræfter modtagelse af besked.

(17:38) WATNEY: Har ikke modtaget svar. Sidste besked sendt for 30 minutter siden. Bekræft venligst.

Jeg ventede endnu tredive minutter. Stadig intet svar. Frygten begyndte at ulme.

Dengang JPL’s nørdebrigade hackede roveren og Pathfinder til en fattigsmandsudgave af IM client, sendte de mig en tjekliste til fejllokalisering. Jeg udførte den første instruks.

(18:09) WATNEY: system_command: STATUS

(18:09) SYSTEM: sidste besked sendt for 00h31m siden. Sidste besked modtaget for 26h17m siden. Sidste respons-ping fra sonden modtaget 04h24m siden. Sidste respons-ping fra sonden modtaget for 04h24m siden. ADVARSEL: 52 ubesvarede ping.

Pathfinder kommunikerede ikke længere med roveren. Den var ophørt med at besvare signalerne for fire timer og fireogtyve minutter siden. Hurtig hovedregning fortalte mig, at det var omkring 13.30 i dag.

Samme tid som boret gik dødt.

Jeg prøvede at lade være med at gå i panik. Tjeklisten for fejl har en række forslag til, hvad man kan prøve, hvis man mister kommunikation. De er som følger:

Fastslå, om der stadig er strømforsyning til Pathfinder .

Start rover op igen.

Start Pathfinder op ved at frakoble/tilkoble strøm.

Installér rovers kommunikationssoftware på den anden rovers computer og prøv derfra.

Hvis begge rovere svigter, er problemet sandsynligvis i Pathfinder . Tjek omhyggeligt forbindelsen. Rens Pathfinder for Marsstøv.

Skriv besked i morsekode med sten, deriblandt hvad der er forsøgt. Problemet kan måske løses med en fjernstyret opdatering af Pathfinder .

Jeg nåede kun til trin 1. Jeg kontrollerede Pathfinders strømforsyning og den negative pol var ikke længere tilsluttet.

Jeg blev henrykt. Sikken lettelse! Smilende hentede jeg min elektronik-værktøjskasse og forberedte mig på at tilslutte ledningen. Jeg trak den ud af sonden for at rense den ordentligt (så godt jeg kunne med min rumdragts behandskede hånd) og lagde mærke til noget usædvanligt. Isolationen var smeltet.

Jeg undrede mig over, hvordan det kunne ske. Smeltet isolation plejer at betyde en kortslutning. At der var kørt mere strøm igennem end ledningen kunne bære. Men den blottede del af ledningen var ikke sort eller det mindste svedet, og dertil kom, at ledningen med den positive ladning slet ikke havde smeltet isolationsmateriale.

Og så, en efter en, faldt brikkerne på plads, og Mars’ grufulde realitet dæmrede. Selvfølgelig blev ledningen hverken brændt eller afsvedet. Disse ting er et resultat af oxidation. Der er intet oxygen i luften. Når alt kom til alt, opstod der nok alligevel en kortslutning. Men da ledningen med den positive ladning forblev upåvirket, må strømmen være kommet et andet sted fra …

Og borets afbryder udløstes lige omkring det tidspunkt …

Åh … shit …

Pathfinders interne elektronik inkluderede en jordledning fra skroget. På den måde kunne den ikke opbygge nogen statisk elektricitet i Mars’ vejrforhold (ingen fugtighed kombineret med hyppige sandstorme kan opbygge en imponerende statisk ladning)

Skroget stod på Panel A, en af de fire sider på tetrahedronen, der bragte Pathfinder til Mars. De tre andre sider er stadig i Ares Vallis, hvor jeg efterlod dem.

Mellem Panel A og arbejdsbænken lå Mylar-ballonerne, som Pathfinder havde brugt ved styrtlandingen. Jeg havde flænset en del for at bruge dem til at bugsere med, men der var stadig en masse materiale tilbage — nok til at kunne nå rundt om Panel A og være i kontakt med skroget. Jeg bør nævne, at Mylar-plast er ledende.

Klokken 13:30 støttede jeg boret mod arbejdsbænken. Borets kappe var fjernet for at gøre plads til strømkablet. Arbejdsbænken er af metal. Hvis boret blev lænet godt op ad arbejdsbænken, ville der med en vis sandsynlighed opstå en metal-mod-metal forbindelse.

Det var nøjagtig, hvad der skete.

Strømmen vandrede fra boremaskinens positiv-ledning gennem arbejdsbænken, gennem Mylarmaterialet, gennem Pathfinders skrog, gennem en masse ekstremt sensistiv elektronik, og ud gennem den negativt ladede ende af Pathfinders strømforsyning.

Pathfinder opererer på 50 milliampere. Den blev udsat for 9000 milliampere, der pløjede sig gennem den skrøbelige elektronik og svitsede alt på sin vej. Afbryderne slukkede for strømmen, men det var for sent.

Pathfinder er død. Jeg har mistet muligheden for at kontakte Jorden.

Jeg er overladt til mig selv.

LOG NOTAT: SOL 197

Suk …

Gid jeg bare for en gangs skyld kunne få tingene til at gå som planlagt, hvis I forstår, hvad jeg mener.

Mars prøver hele tiden at tage livet af mig.

Okay … Det var ikke Mars, der dræbte Pathfinder med strøm. Rettelse:

Mars og min dumhed prøver hele tiden at tage livet af mig.

Nå, ikke mere selvmedlidenhed. Det er ikke håbløst. Tingene bliver bare sværere end planlagt. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge for at overleve. Og Hermes er stadig på vej.

Jeg brugte sten til at skrive en besked i morsekode: ”PF STEGT MED 9 AMP. STENDØD. PLAN UÆNDRET. VIL REJSE TIL MAV.”

Hvis jeg kan nå til Ares 4 MAV’en, er jeg på rette sted. Efter at have mistet kontakt med NASA, må jeg dog selv designe min egen Mars-autocamper for at nå dertil.

Lige nu har jeg afbrudt alt arbejde på den. Jeg vil ikke fortsætte uden en plan. Jeg er sikker på, at NASA har en masse ideer, men nu må jeg selv udtænke løsningerne.

Som nævnt er de Tre Store (den atmosfæriske regulator, oxygenatoren og vandindvinderen) afgørende komponenter. Jeg snoede mig uden om dem på min tur til Pathfinder . Jeg brugte CO 2-filtre til at regulere atmosfæren, og medbragte tilstrækkeligt oxygen og vand til hele turen. Den går ikke her. Jeg skal bruge de Tre Store.

Problemet er, at de forbruger meget strøm, og de skal være i drift dagen lang. Roverens batterier har 18 kilowatt-timers strøm i sig. Oxygenenatoren alene bruger 44,1 kilowatt-time pr. sol. Kan I se problemet?