Andy Weir - The Martian

”Sikker?” spurgte Lewis. ”Du kan godt slukke for den?”

”Burde ikke være noget problem,” sagde Johanssen. ”Det er en nødforanstaltning, ikke et sikkerhedsprogram. Det er ikke beskyttet mod plantet virus.”

”Plantet virus?” smilede Beck. ”Okay … Du vil være hacker?”

”Jeps,” smilede Johanssen tilbage. ”Det er lige, hvad jeg vil.”

”Godt,” sagde Lewis. ”Det ser ud som om, vi er i stand til gennemføre det. Men jeg vil være sikker på, at ingen har følt sig presset til det. Vi venter i fireogtyve timer. I løbet af det tidsrum har enhver lov til at skifte mening. Kom enten og tal med mig i enrum, eller send mig en e-mail. Så afblæser jeg det hele, og ingen vil nogensinde få at vide, hvem det var.”

Lewis blev siddende, mens de andre forlod rummet. Hun så, at de gik derfra med et smil på læben. Alle fire. For første gang, siden de forlod Mars, var de igen sig selv. Da vidste hun, at ingen ville skifte sindelag.

De skulle tilbage til Mars.

Alle vidste, at Brendan Hutch snart ville begynde at lede missioner.

Han var avanceret gennem NASA’s rækker så hurtigt, det overhovedet var muligt, i så stor og administrationstung en organisation. Han var kendt som en flittig slider, og hans kvalifikationer og lederevner var åbenlyse for alle hans underordnede.

Brendan havde ledelsen i Mission Control fra klokken et om natten til ni morgen. En fortsat fremragende indsats fra hans side, ville med sikkerhed resultere i en forfremmelse. Det var allerede bekendtgjort, at han ville blive backup-flyveleder på Ares 4, og han havde en god chance for topjobbet på Ares 5.

”Flight, CAPCOM,” lød en stemme gennem hans headset.

”Go, CAPCOM,” svarede Bendan. Uanset, at de var i samme lokale, skulle radioreglerne overholdes til enhver tid.

”Ikke planlagt statusopdatering fra Hermes .”

Da Hermes for nuværende befandt sig halvfems lyssekunder væk, var tovejskommunikation upraktisk. Udover presserelaterede meddelelser, skulle Hermes kommunikere med tekst, indtil de var kommet meget nærmere.

”Modtaget,” sagde Brendan. ”Læs den op.”

”Jeg … Jeg forstår det ikke, Flight,” lød det forvirrede svar. ”Det er ikke en status, bare en enkelt sætning.”

”Og hvad står der?”

”Der står: ’Houston, til orientering: Rich Purnell er en stålsat missilmand.’”

”Hvad?” udbrød Brendan. ”Hvem fanden er Rich Purnell?”

”Flight Control, Telemetri her,” lød en anden stemme.

”Go, Telemetri,” sagde Brendan.

” Hermes er ude af kurs.”

”CAPCOM, giv Hermes besked om, at de afviger. Telemtri, få en korrigerende vektorberegning —”

”Negativ, Flight Control,” afbrød Telemetri. ”Det er ikke en afvigelse. De har ændret kursen. Instrumenterings-uplink viser en bevidst 27,81 graders rotation.”

”Hvad fanden?” stammede Brendan. ”CAPCOM, spørg dem, hvad helvede de har gang i!”

”Modtaget, Flight Control … Besked sendt. Minimum svartid tre minutter, fire sekunder.”

”Telemetri, kan dette på nogen måde være teknisk fejl?”

”Negativ, Flight Control. Vi sporer dem med SatCon. Observeret position stemmer med kursændring.”

”CAPCOM, læs jeres logs og se, hvad de tidligere skiftehold foretog sig. Se efter, om der blev beordret en betydelig kursændring, og om man af en eller anden grund glemte at give os besked.”

”Modtaget, Flight Control.”

”Styring, her er Flight Control,” sagde Brendan.

”Go, Flight Control,” lød svaret fra Styrings vagthavende.

”Find ud af, hvor længe de kan blive på kursen, før den er irreversibel. På hvilket punkt kan de ikke længere nå opbremsning til Jorden?”

”Arbejder på udregning, Flight Control.”

”Og gider nogen finde ud af, hvem fanden Rich Purnell er?”

Mitch lod sig dumpe ned i sofaen på Teddys kontor. Han lagde fødderne på sofabordet og smilede til Teddy. ”Du bad mig komme?”

”Hvorfor gjorde du det, Mitch?” spurgte Teddy hårdt.

”Gjorde hvad?”

”Du er udmærket klar over, hvad jeg taler om.”

”Nå, du hentyder til mytteriet på Hermes ?” sagde Mitch uskyldigt. ”Ved du hvad, det ville faktisk egne sig godt som filmtitel: Mytteriet på Hermes . Det har en god klang.”

”Vi ved, at det var dig,” sagde Teddy strengt. ”Vi ved ikke hvordan, men vi ved, du sendte dem manøvren.”

”Du har altså intet bevis?”

Teddy gloede rasende på ham. ”Nej. Ikke endnu, men vi arbejder på sagen.”

”Virkelig?” sagde Mitch. ”Er det virkelig den bedste måde, at udnytte vores tid på? Jeg mener, har vi ikke en nær-Jord forsyningsopsendelse, som skal planlægges, for ikke at nævne udarbejdelsen af en plan for, hvordan vi får Watney til Schiaparelli? Det vil jeg mene, er meget at gabe over.”

”Du har fandme ret i, at vi har meget at gabe over nu!” rasede Teddy. ”Efter dit lille stunt, er vi tvangsindlagt til det her.”

” Påståede stunt,” sagde Mitch med løftet finger. ”Jeg går ud fra, at Annie vil fortælle medierne, at vi besluttede at tage chancen med denne risikable manøvre? Og hun vil udelade det med mytteriet, ikke sandt?”

”Selvfølgelig,” sagde Teddy. ”Ellers kommer vi til at ligne idioter.”

”Jamen, så har alle jo ryggen fri” smilede Mitch. ”Man kan ikke fyre folk for at handle efter NASA’s retningslinjer. Selv Lewis er urørlig. Hvilket mytteri? Og måske får Watney lov til at leve. Lykkelig slutning for alle!”

”Du kan meget vel blive skyld i hele besætningens død,” skød Teddy tilbage. ”Har du overhovedet tænkt på det?”

” Hvem det end var , der gav dem manøvren,” sagde Mitch, ”videresendte blot information. Lewis traf en beslutning baseret på disse oplysninger. Hvis hun lod følelserne sløre sin dømmekraft, ville hun være en elendig øverstbefalende. Og det er hun ikke.”

”Hvis jeg nogensinde kan bevise, det var dig, kan jeg garantere, at jeg nok skal træffe beslutningen om at fyre dig,” advarede Teddy ham.

”Fint nok. ” Mitch trak på skuldrene. ”Men hvis jeg ikke var i stand til at tage chancer for at redde liv, ville jeg … ” Han overvejede det et øjeblik .”Tja, så ville jeg nok være dig.”

LOG NOTAT: SOL 192

Vorherre på lokum!

De kommer tilbage efter mig!

Jeg er helt ved siden af mig selv og ved at tude!

Jeg har også en ordentlig røvfuld arbejde, der skal gøres, før jeg kan tage bussen hjem.

De kan ikke bare hænge derude i kredsløb og vente. Hvis jeg ikke er ude i deres bane, når de passerer, kan de ikke gøre andet, end at vinke til mig.

Jeg er nødt til at nå ud til Ares 4’s MAV. Selv NASA er enig. Og hvis NASA’s tanter anbefaler en 3200-kilometers terrænkørsel, så ved man, at nu er det alvor.

Schiaparelli, jeg kommer!

Altså … ikke lige med det samme. Jeg har stadig den førnævnte røvfuld arbejde, at få fra hånden.

Min smuttur til Pathfinder var en ren søndagsudflugt i forhold til den episke rejse, der venter. Jeg slap af sted med en masse halve løsninger, fordi jeg kun skulle overleve atten dage. Denne gang forholder det sig helt anderledes.

Jeg satte distancen til et gennemsnit på 80 kilometer per sol på turen til Pathfinder . Hvis jeg klarer mig godt på ruten til Schiaparelli, vil turen tage fyrre sole. Jeg sætter det til halvtreds, for at være på den sikre side.

Men der er mere i det end blot tilbagelæggelse af distancen. Når jeg kommer frem, skal jeg slå lejr op og udføre en masse modifikationer på MAV’en. NASA regner med at løbe op i tredive sole, jeg regner med femogfyrre, for at være sikker. Med rejsen og MAV-jobbet, giver det femoghalvfems sole, som jeg sætter til hundrede, fordi femoghalvfems skriger på at blive rundet op.