Andy Weir - The Martian

”Er et nær-Jord rendezvous med Hermes mere ladsiggørligt?” spurgte Teddy.

”Meget mere ladsiggørligt,” bekræftede Venkat. ”Med under et sekunds transmissionforsinkelse kan vi kontrollere sonden direkte fra Jorden, frem for at forlade os på et automatiseret system. Når tiden er inde til at dokke, kan major Martinez fjernstyre forsyningssonden fra Hermes uden nogen transmissionsforsinkelse. Ydermere har Hermes en menneskelig besætning, der er i stand til at overkomme enhver form for bøvl, der kan opstå. Vi skal heller ikke bekymre os om en reentry; forsyningerne skal ikke overleve et nedslag med trehundrede meter i sekundet.”

”Det vil altså sige,” afrundede Bruce. ”Vi kan enten vælge en høj risiko for at få én person taget af dage, eller en lav risiko for at seks mennesker dør. Pyyyh. Hvordan kan vi overhovedet træffe den beslutning?”

”Lad os blot diskutere det, og overlade beslutningen til Teddy,” sagde Venkat. ”Jeg ved ikke, hvad vi ellers kan stille op.”

”Vi kunne lade Lewis —” begyndte Mitch.

”Jeg mente bortset fra det,” afbrød Venkat.

”Jeg har et spørgsmål,” lød det fra Annie. ”Hvorfor er jeg overhovedet her? Det forekommer mig at være en sag, I nørder bør diskutere.”

”Du skal være med hele vejen,” sagde Venkat. ”Vi beslutter ikke noget lige nu. Vi må stille og roligt undersøge sagen i detaljer og holde det internt. Men det kan altid ske, at noget slipper ud, og du skal være klædt på til at give en sang og en dans til ethvert spørgsmål.”

”Hvor lang tid har vi til at træffe en beslutning?” spurgte Teddy.

”Tidsvinduet for manøvren lukker om niogtredive timer.”

”Godt,” sagde Teddy. ”Hør her, vi diskuterer kun dette ansigt til ansigt eller telefonisk; ingen e-mails. Tal ikke med nogen om det, udover os, der er tilstede lige nu. Det sidste, vi ønsker, er en folkestemning, der siger, at vi skal kaste os ud i en risikabel desperado-redningsaktion, der kan vise sig at være umulig.”

Beck —

Hey, kammerat. Hva’ så?

Nu, hvor jeg befinder mig i en ”fortvivlet situation”, behøver jeg ikke længere at rette ind efter etiketten. Jeg kan tale rent ud af posen til alle …

Med den frihed, det giver mig, er jeg nødt til at sige … kammerat … Tag dig sammen og fortæl Johanssen, hvad du føler for hende. Du vil fortryde det i al evighed, hvis ikke du gør det.

Lad mig være helt ærlig: Det kunne gå hen og blive pinligt. Jeg har ingen anelse om, hvordan hun har det med dig. Eller med noget som helst. Hun er sær.

Men vent til missionen er slut. Du befinder dig på et fartøj med hende, hvor I skal være i to måneder endnu. Og desuden, hvis I begynder på noget pjat under missionen, vil Lewis komme efter jer.

Venkat, Mitch, Annie, Bruce og Teddy mødtes for anden gang i lige så mange dage. ”Projekt Elrond” havde antaget et dunkelt skær i Rumcentret, omgærdet af diskretion. Mange kendte til navnet, ingen til dets formål.

Spekulationerne gik i alle retninger. Nogle mente, der var tale om et helt nyt program under udarbejdelse. Andre var bekymrede for, at Ares 4 og 5 ville blive afblæst. De fleste mente, at det var Ares 6 under forberedelse.

”Det var ingen let beslutning,” sagde Teddy til den forsamlede elite. ”Men jeg har valgt, at pege på Iris 2. Ingen Rich Purnell-manøvre.”

Mitch slog næven hårdt i bordet.

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få det til at fungere,” sagde Bruce.

”Hvis ikke det er for meget at bede om,” sagde Venkat,” kan vi så få at vide, hvad der ligger bag din beslutning?”

Teddy sukkede. ”Det er et spørgsmål om risikovurdering,” sagde han. ”Iris 2 risikerer kun tab af ét liv. Rich Purnell-manøvren sætter hele seks af dem på spil. Jeg er klar over, at Rich Purnell har den bedste chance for at lykkes, men jeg tror ikke, at den har seks gange så høj en chance.”

”Din kujon,” sagde Mitch.

”Mitch … ” sagde Venkat.

”Din skide kujon,” fortsatte Mitch og ignorerede Venkat. ”Du er bare ude på at minimere skaden. Du udøver simpelthen tabskalkulering. Du giver ikke en skid for Watneys liv.”

”Selvfølgelig gør jeg det,” svarede Teddy. ”Og jeg er led og ked af din infantile attitude. Du kan kaste dig ud i alle de hysteriske anfald, du vil, men vi andre må se voksent på tingene. Det er ikke et TV-show; den mest risikable løsning er ikke nødvendigvis den bedste.”

”Der er som bekendt farligt i rummet,” snerrede Mitch. ”Det er vores metier. Hvis du vil sikre alt i hoved og røv, burde du arbejde i et forsikringsselskab. Desuden er det ikke engang dit eget liv, du sætter på spil. Besætningen er fuldt ud i stand til at danne deres egen mening om sagen.”

”Nej, de er ikke,” gav Teddy igen. ”De er for dybt følelsesmæssgt involveret. Det er du tydeligvis også. Jeg gambler ikke med fem liv, for at redde ét. Især når vi har mulighed for at redde hans liv, uden at sætte alles på spil.”

”Bullshit!” Gav Mitch igen og rejste sig fra stolen. ”Du prøver bare at overbevise dig selv om, at en nedstyrtningssonde er den bedste løsning, så du ikke behøver at sætte noget på spil. Og så lader du ham tage følgerne, din feje skiderik!”

Han stormede ud af lokalet og smækkede døren efter sig.

Efter et par sekunder rejste Venkat sig for at gå ud efter ham. ”Jeg skal nok få ham til at falde ned,” sagde han.

Bruce sank sammen i sin stol. ”Pyyyyyh,” sagde han rystet. ”Vi er videnskabsfolk, for pokker. Hvad sker der?”

Annie begyndte stilfærdigt at samle sine ting og lægge dem i mappen.

Teddy så på hende. ”Det må du undskylde, Annie,” sagde han. ”Hvad kan jeg sige? Af og til lukker vi mænd damp ud —”

”Jeg håbede faktisk på, at han ville give dig en røvfuld,” afbrød hun.

”Hvad?”

”Jeg ved godt, at du tænker på astronauternes bedste, men han har ret. Du er virkelig en skide kujon. Hvis du havde nosserne til det, ville vi måske have en chance for at redde Watney.”

Lewis —

Hej der, kaptajn.

Fra indledningen af vores træning til vores rejse til Mars havde jeg to års samarbejde med dig. Jeg mener, at kende dig temmelig godt. Jeg kan derfor gætte mig til, at du stadig giver dig selv skylden for min situation, selvom jeg har bedt dig om at lade være i mine tidligere e-mails.

Du stod i en håbløs situation og måtte træffe en svær beslutning. Det er en øverstbefalendes job. Og din beslutning var den rette. Hvis du havde ventet længere, var MAV’en faldet.

Jeg er sikker på, at du har gennemgået alle mulige udfald i dit hoved. Derfor må du vide, at du ikke kunne have handlet anderledes (udover at ”blive synsk”).

Du synes sikkert, at der ikke kan ske noget, der er værre end at miste et besætningsmedlem. Men at miste hele besætningen er værre. Det forhindrede du.

Men nok om det, vi har noget vigtigere at tale om: Hvad er det med dig og disco? Jeg kan forstå tv-serier fra halvfjerdserne, for hvem elsker ikke behårede mennesker med væg-til-væg skjortekraver. Men disco?

Disco!?

Vogel sammenholdt Hermes’ position og orientering med den projekterede bane. Det matchede som sædvanlig. Udover at være missionens kemiker, var han også en anerkendt astrofysiker. Hans pligter som navigatør var til gengæld latterligt lette.

Computeren kendte kursen. Den vidste, hvornår rumskibet skulle have en ny hældning så ion-motorerne blev vinklet korrekt. Den kendte også rumskibets position under hele rejsen (let kalkuleret ud fra solens og Jordens positioner, og ved at kende den nøjagtige tid via atom-uret ombord.)

Hvis man udelukkede et totalt computersammenbrud eller en lignende kritisk hændelse, ville Vogels store viden om astrodynamik aldrig komme til sin ret.