Andy Weir - The Martian

Guo Ming smilede tørt. ”Til at vi fuldt offentligt træder til og redder amerikanerne? At vi får en kinesisk astronaut sendt til Mars? At hele verden vil se Kina måle sig med USA i rummet? Statsrådet ville sælge deres egne mødre for det.”

Teddy lyttede til stemmen i sin øresnegl, som nu afsluttede, hvad den havde at sige, blev stille og afventede svar.

Han stirrede ud i luften, mens han fordøjede, hvad han lige havde hørt.

Efter et par sekunder svarede han: ”Ja.”

Johanssen —

Din plakat solgte meget mere end vores tilsammen. Du er den lækre tøs, der tog til Mars. Du hænger på kollegievægge overalt i verden.

Hvordan kan man se sådan ud og stadig være en nørd? For det er du, at du ved det. Total nørd. Jeg måtte lave noget computerpis, for at få Pathfinder til at kommunikere med roveren, og hold da kæft, det var svært. Jeg havde endda NASA på sidelinjen, for at guide mig hvert eneste skridt på vejen.

Du skulle prøve at være mere sej. Solbriller og læderjakke. Måske en springkniv i lommen. Du kunne få et herrefedt image som supersej botanikersild”.

Vidste du, at kaptajn Lewis havde en lille samtale med os mænd? Hvis nogen af os skulle finde på at blive nærgående over for dig, ville vi blive smidt af missionen. En lang karriere som øverstkommanderende for marinesoldater har sikkert givet hende en urimelig mistro til os.”

Nå, men pointen er, at du er en nørd. Mind mig lige om, at give dig en olfert næste gang, vi ses.

”Okay, så er vi her igen,” sagde Bruce til de forsamlede ledere i JPL. ”I har alle hørt om Taiyang Shen , så I ved, at vores venner i Kina, har givet os en chance mere. Men denne gang bliver det sværere.

” Taiyang Shen vil være klar til opsendelse om otteogtyve dage. Hvis den opsendes til tiden, vil vores nyttelast nå Mars på Sol 624, seks uger efter at Watney forventes at løbe tør for mad. NASA arbejder allerede på måder, hvorpå man kan strække hans forsyninger.

”Vi slog historisk rekord, da vi færdiggjorde Iris på treogtres dage. Denne gang skal vi gøre det på otteogtyve. ”

Han så rundt på de vantro ansigter omkring bordet.

”Gutter,” sagde han, ”dette rumfartøj bliver ren ghetto. Der er kun en måde at få det gjort så hurtigt: intet landingssystem.”

”Øh, hva’?” stammede Jack Trevor.

Bruce nikkede. ”Du hørte rigtigt. Intet landingssystem. Vi skal bruge tilpasset styring under flyvningen, men når den er nået frem til Mars, vil den bare falde ned.”

”Det er vanvid!” sagde Jack. ”Så rammer den overfladen med sindssyg hastighed!”

”Jep,” sagde Bruce. ”Med ideelle atmosfæriske forhold vil sammenstødet ske med tre hundrede meter i sekundet.”

”Hvad nytte kan en pulveriseret sonde være for Watney?” spurgte Jack.

”Så længe maden ikke brænder op på vej ind, kan Watney spise den,” sagde Bruce.

Han vendte sig mod whiteboardet og gav sig til at skitsere et organisationsdiagram. ”Jeg vil have to teams,” begyndte han.

”Team Et skal lave den ydre skal, styresystemet og acceleratorerne. Det er alt, hvad vi behøver, for at sende den til Mars. Jeg vil have det sikrest mulige system. Aerosoldrivgas vil være det bedste. Og en HGA-radio så vi kan kommunikere med den, samt standard satellitnavigationssoftware.

”Team To skal fokusere på nyttelasten. De skal finde ud af, hvordan maden skal opbevares under nedslaget. Hvis proteinbarerne rammer sand med trehundrede meter i sekundet, vil de blive til proteinkrydret sand. Vi skal sikre, at de er spiselige efter nedslag.

”Den må veje op til nihundrede og enogfyrre kilo. Mindst trehundrede kilo skal være mad. Sæt hjernecellerne i sving.”

”Øh, dr. Kapoor?” sagde Rich og stak hovedet ind i Venkats kontor. ”Har du et øjeblik?”

Venkat vinkede ham ind. ”Og du er …?”

”Rich. Rich Purnell,” sagde han og luntede ind på kontoret med en rodet bunke papirer i favnen. ”Fra Astrodynamik.”

”Rart at møde dig,” sagde Venkat. ”Hvad kan jeg gøre for dig, Rich?”

”Jeg kom på noget for et stykke tid siden. Har brugt en masse tid på det.” Han lod papirbunken dumpe ned på Venkats skrivebord. ”Lad mig lige finde sammenfatningen…”

Venkat stirrede fortvivlet på sit før så ryddelige skrivebord, nu overstrøet med enorme mængder udprint.

”Her har vi den!” udbrød Rich og snuppede et ark med triumferende mine. Så sank hans ansigt ned i bedrøvede folder. ”Nej, det var ikke den.”

”Rich,” sagde Venkat. ”Måske skulle du bare fortælle mig, hvad det her handler om.”

Rich så fortabt på rodebunken og sukkede. ”Jeg havde ellers sådan en sej sammenfatning … ”

”En sammenfatning af hvad?”

”Hvordan vi redder Watney.”

”Det er vi allerede i gang med,” sagde Venkat. ”Det er en feberredning, men —”

”Mener du Taiyang Shen ?” fnøs Rich. ”Det kommer ikke til at fungere. I kan ikke lave en Marssonde på en måned.”

”Jeg kan forsikre dig om, at vi satser alt på, at gøre forsøget,” sagde Venkat, der ikke helt formåede at skjule sin irritation.

”Ups, undskyld, gik jeg over stregen?” spurgte Rich. ”Jeg er ikke så god til at tale med folk. Nogen gange kommer jeg til at træde folk over tæerne. Jeg ville ønske, de bare sagde det ligeud. Nå, men Taiyang Shen er altafgørende. Faktisk kan min ide ikke gennemføres uden. Men en Marssonde? Pfft. Helt ærligt.”

”Godt,” sagde Venkat. ”Hvad er så din ide?”

Rich flåede et ark til sig fra skrivebordet. ” Her er den!” Han rakte arket til Venkat med barnlig begejstring.

Venkat tog sammenfatningen og skimmede den. Jo mere, han læste, jo større blev hans øjne.

”Er du sikker på det her?”

”Fuldstændig!” strålede Rich.

”Har du fortalt andre om det?”

”Hvem skulle jeg fortælle det til?”

”Det ved jeg ikke,” sagde Venkat. ”Venner?”

”Sådan nogle har jeg ikke.”

”Okay, hold det under låg.”

”Jeg har intet låg.”

”Det er bare et udtryk.”

”Virkelig?” sagde Rich. ”Sikke et dumt udtryk.”

”Rich, nu skal du tænke på det med stregen, du nævnte lige før.”

”Åh. Tak.”

Vogel —

Det har givet bagslag at være din back-up.

Jeg går ud fra, at NASA syntes botanik og kemi befinder sig i samme kategori, fordi der er et K i begge, om det så er først eller sidst. Uanset, hvad man kan mene om det, endte jeg som din back-up kemiker.

Kan du huske, da de bad dig bruge en hel dag på at forklare dine eksperimenter for mig? Det var midt i de opslidende missionsforberedelser. Måske har du glemt det.

Du indledte min oplæring med at give en øl. Til morgenmad. Tyskere er formidable.

Nå, men nu da jeg har en masse tid at slå ihjel, har NASA givet mig en bunke arbejde. Og alt dit kemifis er øverst på listen. Nu skal jeg udføre røvkedelige eksperimenter med reagensglas og jord og pH-værdier og zzzzzzz …

Mit liv er blevet en desperat kamp for overlevelse … med lejlighedsvis titrering.

Jeg mistænker dig ærligt talt for at være en superskurk. Du er kemiker, du har en tysk accent, du havde en base på Mars … Hvad mere skal der til?

”Hvad fanden er Projekt Elrond ?” spurgte Annie.

”Noget skulle jeg jo kalde det,” sagde Venkat.

”Og så fandt du på Elrond ?” blev Annie ved.

”Fordi det er et hemmeligt møde, ikke?” gættede Mitch. ”Der stod i e-mailen, at jeg ikke engang måtte sige det til min assistent.”

”Jeg skal nok forklare det hele, når Teddy er kommet,” sagde Venkat.