Andy Weir - The Martian

(08:31) WATNEY: Fedt! Jeg er træt af, at sidde og glo. Jeg skal være her i flere år. I kan lige så godt få noget nytte ud af mig.

(08:47) JPL: Det tænkte vi også. Vi sender dig et arbejdsskema, så snart videnskabsteamet får det stykket sammen. Det bliver mest EVA’er, geologiske prøver, jordprøver og ugentlige selvudførte medicinske prøver. Jeg må tilstå, at dette er den bedste ”bonus Marstid”, vi har haft siden Opportunity-landeren.”

(09:02) WATNEY: Opportunity vendte aldrig tilbage til Jorden.”

(09:17) JPL: Undskyld! Dårlig sammenligning.

JPL’s Spacecraft Assembly Facility, kendt som det ”sterile rum”, var det ikke særligt kendte fødested for de mest berømte rumfartøjer i Marsforskningens historie. Mariner, Viking, Spirit, Opportunity og Curiosity, bare for at nævne nogle få, blev alle til i dette ene rum.

I dag summede rummet af aktivitet, mens teknikerne forseglede Iris i den specialdesignede transportcontainer.

Off-duty teknikerne overvågede proceduren fra observationsplatformen. De havde næsten ikke været hjemme i de forløbne to måneder; cafeteriaet var lavet om til en interimistisk sovesal. En tredjedel af dem ville normalt sove på dette tidspunkt, men de ville ikke gå glip af det store øjeblik.

Skifteholdets leder strammede den sidste bolt. I samme øjeblik han trak skruenøglen ud, brød ingeniørerne ud i klapsalver. Mange af dem havde tårer i øjnene.

Efter seksogtres dages opslidende arbejde var Iris færdiggjort.

Annie steg op på podiet og justerede mikrofonen. ”Opsendelsesforberedelserne er fuldført,” sagde hun. ”Iris er parat til sin rejse. Tidspunkt for opsendelse bliver 9:14.

”Når opsendelsen er fuldført, vil den forblive i kredsløb i mindst tre timer. I løbet af den tid vil Mission Control samle den eksakte telemetri til forberedelsen af bane og fremdrift mod Mars. Når det er gjort, overdrages missionen til Ares 3-teamet, der vil overvåge dens rejse de følgende måneder. Det vil tage firehundrede og fjorten dage at nå Mars.”

”Angående lasten,” spurgte en reporter, ”jeg hører, at der er mere end kun mad?”

”Det er korrekt,” smilede Annie. ”Vi bevilligede hundrede gram til ekstravagance. Der er nogle håndskrevne breve fra Marks familie, en besked fra Præsidenten og et USB-stik med musik fra alle tider.”

”Også disco?” var der en, der spurgte.

”Ingen disco,” sagde Annie, mens dæmpet latter hørtes fra forsamlingen.

CNN’s Cathy Warner tog ordet. ”Hvis denne sending forfejles, findes der så andre muligheder for Watney?”

”Der er risiko ved enhver opsendelse,” sagde Annie og undveg spørgsmålet, ”men vi forventer ingen problemer. Vejret på Cape C er klart og varmt. Forholdene kunne ikke være bedre.”

”Er der nogen øvre begrænsning for omkostningerne ved denne redningsmission?” spurgte en anden reporter. ”Der er folk, som begynder at spørge, hvor grænsen går.”

”Det handler ikke om bundlinjen,” sagde Annie, der var forberedt på det spørgsmål. ”Det handler om et menneskeliv i overhængende fare. Men hvis du gerne vil diskutere det økonomiske aspekt, så overvej værdien af Mark Watneys udvidede mission. Hans forlængede ophold og kamp for overlevelse giver os mere viden om Mars end hele resten af Aresprogrammet tilsammen.

”Tror du på Gud, Venkat?” spurgte Mitch.

”Det kan du tro, hver og en,” sagde Venkat. ”Jeg er hindu.”

”Bed dem alle hjælpe os med denne mission.”

”Det vil jeg gøre.”

Mitch gik hen til sin station i Mission Control. Lokalet var levende af aktivitet, da dusinvis af overvågningsteknikere hver især gjorde deres sidste forberedelser til opsendelse.

Han tog sit headset på og kastede et blik mod nedtællingsdisplayet på den enorme centralskærm oppe forrest i lokalet. Han tændte for sit headset og sagde: ”Dette er flyvelederen. Påbegynd opstart statustjek.”

”Roger, Houston,” lød svaret fra missionens flyveleder i Florida.

”CLCDR tjekker, at alle stationer er bemandede og systemerne oppe,” sendte han. ”Giv mig et go/no-go for affyring. Svar?”

”Go,” blev der svaret.

”Timer.”

”Go,” sagde en anden stemme.

”QAM1.”

”Go.”

Med en hånd under hagen stirrede Mitch på den centrale skærm. Den viste billeder fra affyringsrampen. Boosteren midt i den slørede vanddamp fra køleprocessen havde stadig EagleEye3 klampet fast på siden.

”QAM2.”

”Go.”

”QAM3.”

”Go.”

Bagest i lokalet lænede Venkat sig tilbage mod væggen. Han var en administrator. Hans arbejde var udført. Nu kunne han se på og håbe. Hans blik var fæstnet på den fjerne vægs displayrække. Han tænkte tilbage på alle manipulationerne, udnyttelsen af skifteholdene, de lodrette løgne og de handlinger på grænsen til det kriminelle, han havde været nødt til at benytte sig af, for at få denne mission i stand. Det ville være det hele værd, hvis det lykkedes.

”FSC.”

”Go.”

”Prop One.”

”Go.”

Teddy sad i VIP-observationslokalet bag Mission Control. Hans højtplacerede stilling gav ham den bedste plads: forreste række, midt for. Hans mappe stod ved hans fødder, og han havde et blåt chartek i hænderne.

”Prop Two.”

”Go.”

”PTO.”

”Go.”

Annie Montroce vandrede frem og tilbage i sit private kontor ved siden af presselokalet. Ni tv-skærme på væggen var tunet ind på hver sit tv-netværk; alle sendte billeder fra affyringsrampen. Hun behøvede blot at kaste et blik på sin computer for at konstatere, at udenlandske tv-stationer gjorde det samme. Verden holdt vejret.

”ACC.”

”Go.”

”LWO.”

”Go.”

Bruce Ng sad i JPL’s cafeteria sammen med de hundredvis af ingeniører, der havde givet alt, hvad de havde til Iris. De så på storskærmens direkte billedtransmission. En del af dem vendte og drejede sig på stolene, ude af stand til at finde ro. Andre holdt hinanden i hænderne. Klokken var kun 6:13 i Pasadena og hver eneste ansatte var til stede.

”AFLC.”

”Go.”

”Guidance.”

”Go.”

Millioner af kilometer væk var Hermes’ besætning rykket tæt ind omkring Johanssens station, for at lytte med. Transmissionens to minutters forsinkelse betød ikke noget. De kunne alligevel intet stille op for at hjælpe; der var ingen grund til at byde ind. Johanssen stirrede stift på sin skærm, der kun viste lydsignalets styrke. Beck vred sine hænder. Vogel stod ubevægelig med blikket rettet mod gulvet. Martinez begyndte at bede en bøn i sit stille sind, men så efterhånden ingen grund til diskretion. Kaptajn Lewis stod et stykke bag de andre med armene stramt over kors.

”PTC.”

”Go.”

”ELV kontrol.”

”Go.”

”Houston, dette er Launch Control, vi er klar til affyring.”

”Modtaget,” sagde Mitch og tjekkede nedtællingen. ”Dette er Flight Control, vi er klar til planlagt opsendelse.”

”Modtaget, Houston,” lød det fra Launch Control. ”Opsendelse som planlagt.”

Da urets visere nåede –00:00:15 fik tv-netværkerne, hvad de havde ventet på. Kontrolcentrets tidtager begyndte den verbale nedtælling. ”Femten,” sagde hun, ”fjorten … tretten … tolv … elleve …”

Tusindvis havde samlet sig på Cape Canaveral; den største folkemængde, der nogensinde havde været til stede for at overvære en ubemandet opsendelse. De lyttede til stemmen, der talte ned til start med et ekko, der vibrerede vidt og bredt over tilskuertribunerne.

” … ti … ni … otte … syv …”

Rich Purnell sad stadig fordybet i sine kredsløbsudregninger og havde for længst mistet tidsfornemmelsen. Han havde ikke bemærket noget, da hans kollegaer begyndte at forlade afdelingen og myldrede hen imod det store mødelokale, hvor der var opsat en TV-skærm. Hans underbevidsthed murrede ved den pludseligt opståede stilhed i afdelingen, men det tænkte han ikke videre over.