Andy Weir - The Martian

”… seks … fem … fire …”

”Ignition sequence start.”

” … tre … to … en …”

Klamperne løsnede sig, boosteren hævede sig i en sky af røg og ild, først langsomt og dernæst hurtigere og hurtigere. Det forsamlede publikum jublede den på vej.

”… og lift-off til forsyningssonden Iris,” sagde tidtageren.

Boosteren hævede sig, men Mitch havde ikke tid til at se begivenheden på storskærmen.

”Bane?” råbte han.

”Ingen afvigelse, Flight Control,” kom svaret prompte.

”Kurs?” spurgte han.

”Lige på.”

”Højde ettusind meter,” lød det fra et sted i lokalet.

”Vi har nået sikker-afbrydelse råbte en anden, som indikation på, at fartøjet nu uden fare kunne styrte ned i Atlanterhavet om nødvendigt.

”Højde femtenhundrede meter.”

”Pitch & roll manøvre påbegyndes.”

”Flight Control, vi får lidt vibration.”

Mitch så hen på Launch Controls leder. ”Gentag?”

”En smule vibration. Sondens egen styring tager sig af det.”

”Hold øje med det,” sagde Mitch.

Højde femogtyvehundrede meter.”

”Pitch & roll fuldført, toogtyve sekunder til første trin .”

Da de designede Iris, medregnede JPL muligheden for katastrofale landingsfejl. I stedet for normale måltidspakninger valgte man hovedsagelig, at sende fødevarerne som formpressede proteinbarer, der ville forblive spiselige, hvis Iris ikke fik udløst sine støddæmpende balloner ved styrtlanding og ramte overfladen med enorm kraft.

Eftersom Iris var en ubemandet mission, var der ingen indbygget accelerationsbuffer. Sondens indhold blev udsat for kræfter intet menneske kunne overleve. Men selvom NASA havde testet effekten på proteinbarerne ved ekstreme g-kræfter, havde de gjort det uden en simultan lateral vibration. Hvis tiden havde tilladt det, var det blevet gjort.

Den ubetydelige vibration, forårsaget af en mindre ubalance i brændstofblandingen, fik lasten til at ryste. Iris, der var fast monteret i sin aeroskal ovenpå boosteren, holdt stand. Det gjorde proteinbarerne inden i Iris ikke.

På et mikroskopisk niveau var proteinbarerne faste fødepartikler samlet i tyk, vegetabilsk olie. Fødepartiklerne pressede sig sammen til mindre end halvdelen af deres oprindelige størrelse, mens olien stort set ikke blev påvirket. Det ændrede dramatisk volumenforholdet mellem fast og flydende, hvilket igen fik den samlede masse til at opføre sig som væske. Denne proces kaldes ”smeltning” og den forvandlede proteinbarerne til fra en solid masse til en sjasket grød.

Indpakket i emballage der ikke efterlod plads til udvidelse, havde det nu flydende indhold ingen plads til at skvulpe.

Vibrationen skabte desuden en ubalance i lasten som helhed, hvilket tvang den flydende masse ud i siden på sin emballage. Vægtforskydningen forværrede yderligere det egentlige problem, og vibrationen øgedes.

”Vibrationen er ved at blive voldsom,” rapporterede Launch Controls leder.

”Hvor voldsom?”

”Mere end vi bryder os om,” sagde han. Men accelerometrene opfangede det og beregnede den nye centermasse. Styringscomputeren gearer fremdrift til at modvirke. Vi klarer den indtil videre.

”Hold mig underrettet,” sagde Mitch.

”Tretten sekunder til første trin.”

Den uventede vægtforskydning blev ikke anset for katastrofal. Alle systemer var designet til værst tænkelige scenarier; hvert system levede op til forventningerne. Rumfartøjet fortsatte mod kredsløb med blot en mindre kurstilpasning, som automatisk blev implementeret af avanceret software.

Det første trin tømte sit brændstof, og boosteren drev i brøkdelen af et sekund, før den skød klamperne af den nu undværlige raketdel af ved hjælp af eksplosive bolte. Den tomme del faldt væk fra rumfartøjet, samtidig med at motorerne på andet trin varmede op.

Det enorme tryk var ophørt. Proteinsuppen flød frit i beholderen. Givet to sekunder ville den gendanne sin faste form og ekspandere sin masse. Men den fik kun et kvart sekund.

Da andet trin fyrede op, blev fartøjet udsat for et pludseligt ryk med umådelig kraft. Frigjort fra første trins dødvægt accelererede raketten med større kraft end nogensinde. De tre hundrede kg suppe blev slynget bagud i beholderen. Vægtforskydningen skete ude i siden af Iris; langt fra det punkt, hvor massen burde befinde sig.

Til trods for at Iris blev holdt på plads af fem enorme bolte, blev kraften udelukkende slynget mod én af dem. Bolten var designet til at modstå enorme kræfter; om nødvendigt, at bære hele lastens vægt. Men den var ikke lavet til at modstå et pludseligt stød fra en løs trehundrede kilos masse.

Bolten brækkede af, hvorefter presset lagde sig på de tilbageværende fire bolte. Nu, da accelerationskraften havde fortaget sig, blev det betragteligt lettere for dem end deres faldne kammerat.

Havde inspektionsholdet fået mere tid til inspektion af alting efter normal procecure, ville de have bemærket den lille fejl i en af boltene. En defekt, der gjorde den en smule svagere, om end det ikke er nok til at give problemer på en normal mission. De ville alligevel havde udskiftet den med et perfekt eksemplar.

Den forskudte last lagde ujævnt pres på de fire tilbageværende bolte, og det defekte eksemplar fik den værste belastning. Der gik ikke længe før også den måtte give op. Derefter røg de tre andre i hurtig rækkefølge.

Iris rev sig løs fra sine støtteanordninger inde i aerokappen og slog ind mod skroget.

”Whooou!” udbrød opstigningslederen. ”Flight Control, vi får kraftig præcession!”

”Hvad?” sagde Mitch, mens alarmerne bippede og lysene blinkede på alle konsoller.

”Trykket på Iris er syv g,” blev der råbt.

”Opstigning, hvad sker der?” næsten råbte Mitch.

”Helvede brød løs. Den roterer om den lange akse med sytten graders præcession.”

”Hvor slemt er det?”

”Mindst fem rp, og strejfer ud af kurs.”

”Kan du få den i kredsløb?”

”Jeg kan overhovedet ikke komme igennem til den; signalnedbrud på alle kontakter.”

”Comm!” råbte Mitch til kommunikationslederen.

”Arbejder på sagen, Flight,” lød svaret. ”Der er problemer med systemet ombord.”

”Vi får nogle enorme g derinde, Flight.”

”Telemetrien hernede viser, at den ligger tohundrede meter lavere end planlagt bane.”

”Vi har mistet kontakt med sonden, Flight.”

”Er sonden gået i sort?” spurgte han.

”Bekræftet, Flight. Uregelmæssige signaler fra fartøjet, men intet fra sonden.”

”Lort,” sagde Mitch. ”Den rystede fri af aerokappen.”

”Vi har en snurretop, Flight.”

”Kan den lempes i kredsløb?” sagde Mitch. ”Hvad med superlav EO? Vi kunne måske —”

”Vi har mistet signal, Flight.”

”Også her.”

Bortset fra alarmerne blev der helt stille i lokalet.

Efter et øjeblik, lød det fra Mitch: ”Genetabler?”

”Uden held,” sagde Comm.

”GC?” forhørte Mitch sig.

”GC,” lød svaret. ”Fartøjet er ude af visuel rækkevidde.”

”SatCon?” spurgte Mitch.

”Ingen satellitgenetablering af signal.”

Mitch så over på storskærmen. Den var nu i sort med store, hvide bogstaver der meldte ”LOS.”

”Flight Control,” lød en stemme i radioen. ”US-destroyer Stockton rapporterer nedfald af vraggods fra himlen. Kilden matcher Iris’ sidst kendte lokation.”

Mitch tog sig til hovedet. ”Modtaget,” sagde han.

Dernæst sagde han de ord, enhver flyveleder håber aldrig at måtte sige: ”GC, Flight. Lås dørene.”

Det var signalet til start på havariundersøgelsen.

Fra VIP-observationslokalet betragtede Teddy det modløse Mission Control Center. Han trak vejret dybt og pustede ud. Han kastede et ulykkeligt blik på den blå folder, der indeholdt hans glade tale, hvori han roste den perfekte opsendelse. Han lagde den i sin mappe og fremdrog den røde folder med den anden tale.