Andy Weir - The Martian

”Udmærket for øjeblikket,” sagde Maurice. ”Men det er ikke optimalt. EagleEye var allerede klargjort til opsendelse. Boostere er ikke designet til at stå opret og blive udsat for tyngdekraft i en længerevarende periode. Vi tilfører eksterne støtteanordninger, som vi fjerner igen ved opsendelse. Det er lettere end at afmontere den. Derudover har brændstoffet en tærende virkning på de indre tanke, så vi har været nødsaget til at dræne dem. I mellemtiden foretager vi inspektioner på alle systemer hver tredje dag.”

”Udmærket. Tak,” sagde Teddy. Han vendte sin opmærksomhed mod Bruce Ng, der gengældte hans blik med tunge, blodskudte øjne.

”Bruce, tak fordi du også fløj hertil. Hvordan er vejret i Californien for tiden?”

”Det har jeg ingen anelse om,” sagde Bruce. ”Det er sjældent, jeg får verden udenfor at se.”

Lavmælt latter fyldte lokalet i nogle sekunder.

Teddy vendte endnu et ark. ”Vi er kommet til det store spørgsmål, Bruce. Hvordan skrider det frem med Iris?”

”Vi er bagud,” sagde Bruce med en træt hovedrysten. ”Vi arbejder så hurtigt, vi kan, men det er bare ikke hurtigt nok.”

”Jeg kan godt rejse penge til overarbejde,” tilbød Teddy.

”Vi arbejder allerede i døgndrift.”

”Hvor langt bagud taler vi om?” spurgte Teddy.

Bruce gned sine øjne og sukkede. ”Vi har været i gang i niogtyve dage, hvilket vil sige, at vi har nitten dage tilbage. Derefter skal opsendelsesteamet bruge tretten dage på at montere den på boosteren. Vi er mindst to uger bagud.

”Er det så meget bagud, I kommer?” spurgte Teddy og skrev et notat ned i sine papirer. ”Eller vil tidsplanen skride yderligere?”

Bruce trak på skuldrene. ”Hvis vi ikke får flere problemer, bliver det to ugers forsinkelse. Men vi har altid problemer.”

”Giv mig et tal,” sagde Teddy.

”Femten dage,” svarede Bruce. Hvis vi fik femten dage mere, er jeg sikker på, at vi kan få det gjort til den tid.”

”Udmærket,” sagde Teddy og skrev et notat mere. ”Lad os trylle femten dage frem.”

Han vendte sin opmærksomhed mod Ares 3’s rumfartsmediciner og spurgte:” Dr. Keller, kan vi reducere Watneys madrationer og få dem til at vare længere?”

”Nej, beklager,” sagde Keller. ”Han lever allerede på et minimalt kalorietal. Når man ser på mængden af fysisk arbejde, han udfører, spiser han allerede meget mindre end han burde. Og det bliver kun værre. Inden længe vil hans kost udelukkende bestå af karofler og vitamintilskud. Han gemmer de proteinrige rationer til senere brug, men han undgår ikke at blive underernæret.”

”Når han først løber tør for mad, hvor længe kan han så overleve, før han dør af sult?” spurgte Teddy.

”Med en rigelig vandforsyning, kan han nok holde i tre uger. Det er kortere end en almindelig sultestrejke, men man skal huske på, at han i forvejen er tynd og fejlernæret.”

Venkat løftede en hånd i vejret og fangede deres opmærksomhed. ”Husk på, at Iris er en tumling; han bliver måske nødt til at køre i nogle dage, for at nå hen til den. Jeg gætter på, at det er svært at styre en rover, når man bogstaveligt talt er ved at sulte ihjel.”

”Det er fuldstændig rigtigt,” bekræftede dr. Keller. ”Med kun få dage før han løber helt tør for mad, vil han dårligt være i stand til at stå oprejst, og da slet ikke til at styre en rover. Desuden vil hans mentale funktioner ret hurtigt begynde at degenerere. Han vil få svært ved overhovedet at holde sig vågen.”

”Og dermed forbliver landingsdatoen urørlig,” sagde Teddy. ”Maurice, kan du få Iris på boosteren på mindre end tretten dage?”

Maurice lænede sig tilbage mod væggen og tog sig til hagen. ”Tja … Den egentlige montage tager kun tre dage. De følgende ti skal bruges til testkørsler og inspektioner.”

”Hvor meget kan du reducere der?”

”Med tilstrækkelig overtid, kunne jeg få selve monteringen ned på to dage, inklusive transport fra Pasadena til Cape Canaveral. Men inspektonerne kan ikke afkortes. De er tidsbaserede. Vi udfører kontroller og ekstrakontroller med faste intervaller for at se, om noget deformeres eller forvrider sig. Hvis man afkorter intervallerne, bliver inspektionerne ugyldige.”

”Hvor hyppigt afdækker disse inspektioner et problem?” spurgte Teddy.

Der blev stille i lokalet.

”Øh,” stammede Maurice. ”Foreslår du, at vi undlader at foretage inspektionerne?”

”Nej,” sagde Teddy. ”Lige nu, spørger jeg, hvor ofte de afdækker et problem.”

”Cirka ved hver tyvende opsendelse.”

Teddy skrev det ned. ”Og hvor ofte finder man noget, der ville have forårsaget en mislykket mission?” spurgte Teddy.

”Det ligger på to komma fem procent.” Det var Venkat, der trådte til. ”Normalt vil det være grund til afbrudt nedtælling. Vi kan ikke tage sådan en chance.”

”’Normalt’ er fortid,” sagde Teddy. ”Syvoghalvfems komma fem procent er bedre end nul. Kan nogen finde en sikrere måde at skaffe os mere tid?”

Han kastede et blik rundt i lokalet. Udtryksløse ansigter stirrede tilbage.

”God så,” sagde han og slog en cirkel omkring noget i sine notater. ”Fremskynding af monteringsprocessen og overspring af inspektion giver os elleve dage mere. Hvis Bruce kan hive en kanin ud af hatten og blive hurtigere færdig, kan Maurice nå nogle inspektioner.”

”Hvad med de andre fire dage?” spurgte Venkat.

”Jeg er sikker på, at Watney kan strække maden til at vare fire dage mere, underernæring eller ej,” sagde Teddy og så på dr. Keller.

”Det —” begyndte Keller. ”Det kan jeg ikke anbefale —”

”Stop lige,” afbrød Teddy. Han rejste sig op og rettede på sin blazer. ”Hør her, alle mand, jeg forstår jeres synspunkter. Vi har procedurer. At springe de procedurer over, er risikabelt. Risiko betyder problemer for alle afdelinger. Men lige nu har vi ikke råd til at dække os ind. Vi må tage chancer. Hvis ikke vi gør det, dør Mark Watney.”

Han vendte sig mod Keller og sagde: ”Få maden til at vare fire dage ekstra.”

Keller nikkede.

”Rich,” sagde Mike.

Rich Purnell koncentrerede sig om sin computerskærm. Hans aflukke var oversvømmet af udprint, kort og referencebøger. Der stod tomme kaffekrus på hver eneste flade, og gulvet flød med takeaway-emballage.

”Rich,” gentog Mike lidt højere.

Rich så op. ”Ja?”

”Hvad fanden har du gang i?”

”Bare et lille sideprojekt. Noget, jeg vil undersøge nærmere.”

”Jamen … Det er vel fint nok,” sagde Mike. ”Men du skal altså færdiggøre dine aktuelle opgaver først. Jeg bad om de satellitjusteringer for to uger siden, og du er stadig ikke færdig med dem.”

”Jeg skal bruge noget supercomputer-tid,” sagde Rich.

”Skal du bruge supercomputer-tid til at udregne rutinejusteringer?”

”Nej, til det andet, jeg arbejder med,” sagde Rich.

”Rich, helt ærligt. Du er nødt til at passe dit job.”

Rich tænkte sig lidt om. ”Ville det være passende, hvis jeg tog noget tid til ferie?” spurgte han.

Mike sukkede. ”Ved du hvad, Rich? Jeg synes, at det ville være en rigtig god ide, hvis du tog lidt ferie .”

”Fedt!” smilede Rich. ”Så begynder jeg min ferie lige nu.”

”Fint,” sagde Mike. ”Gå du bare hjem og hvil dig.”

”Jamen, jeg skal ikke hjem,” sagde Rich og vendte tilbage til sine udregninger.

Mike gned øjnene. ”Okay, gør, hvad du vil. Hvad så med de satellitbaner … ?”

”Jeg har ferie,” sagde Rich uden at se op.

Mike rystede på hovedet og gik.

(08:01) WATNEY: Hvordan går det med min forsyningspakke?

(08:16) JPL: Lidt bagud med tidsplanen, men vi skal nok få det på plads. I mellemtiden vil vi gerne have, at du får noget arbejde fra hånden. Vi føler os sikre på, at Hab’et er i god stand. Vedligehold tager dig kun tolv timer om ugen. Vi har tænkt os at udfylde resten af din tid med research og eksperimenter.