Andy Weir - The Martian

Jeg er nødt til at reparere Hab’et. Jeg ved, hvad der skal til; vi har øvet det i træningsperioden. Det kommer bare til at tage lang tid. Jeg bliver nødt til at gennemgå hele det sammenfaldne lærred, for at finde ekstramateriale til at lappe det med. Dernæst skal jeg finde flængen og forsegle den ordentligt.

Reparationen vil tage timer, og min EVA-dragt er ubrugelig.

Jeg skal have fat i en anden dragt. Martinez’ plejede at være i roveren. Jeg slæbte den hele vejen med ud til Pathfinder og tilbage igen, kun for det tilfælde, at jeg fik brug for en ekstra. Men da jeg kom tilbage, lagde jeg den på plads i Hab’et.

Fandens også!

Okay, jeg skal altså bruge en dragt mere, før jeg flytter over i roveren. Hvilken en? Johanssens er for lille til mig (hun er en bette spirrevip, vores Johanssen). Lewis’ er fuld af vand. Rent faktisk må det nu være ved at blive til is. Den mishandlede, sammenlimede dragt, jeg har her, er min egen. Så er der kun Martinez’, Vogels og Becks tilbage.

Jeg efterlod Martinez’ i nærheden af min køje, for det tilfælde at jeg skulle bruge en dragt i en fart. Men nu, efter det pludselig trykfald, kan den være hvor som helst. Det er dog stadig et udgangspunkt.

Næste problem: Jeg befinder mig noget i retning af 50 meter fra Hab’et. At løbe i 0,4 g iført en klodset EVA-dragt er ikke let. I bedste fald kan jeg lunte to meter pr. sekund. Det vil tage 25 kostbare sekunder; næsten en ottendedel af mine fire minutter. Jeg er nødt til at gøre det hurtigere.

Men hvordan?

UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 119 (8)

Jeg ruller den skide luftsluse.

Den kan grundlæggende sammenlignes med en telefonboks, der ligger på siden. Jeg har udført nogle eksperimenter.

Jeg tænkte, at hvis jeg vil have den til at rulle, må jeg ramme væggen med så stor kraft som muligt, mens jeg samtidig er i luften. I det moment, må jeg ikke tynge nogen anden del af luftslusen. De to kræfter ville i så fald ophæve hinanden, og så kommer der ingen bevægelse ud af det.

Først prøvede jeg at smide mig selv frem fra den ene væg og brase imod den anden. Luftslusen skred lidt, men så heller ikke mere.

Så forsøgte jeg mig med at hoppe op i luften på alle fire (0,4 g — let nok!) med et indarbejdet spark mod væggen med begge fødder. Igen fik jeg kun et lille skred.

Den tredje gang lykkedes det. Tricket består i, at stå solidt plantet på begge fødder med front ind mod væggen, og dernæst kaste sig baglæns op mod den øverste del af modsatte væg. Da jeg prøvede det for lidt siden, gav det mig nok kraft og vægtforskydning til at tippe luftslusen og rulle den ene side frem mod Hab’et.

Luftslusen er en meter bred, så … Suk! … Jeg skal gøre det noget i retning af halvtreds gange mere.

Jeg kan se frem til en omgang helvedes ondt i ryggen, når jeg er færdig.

UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 120

Jeg har helvedes ondt i ryggen.

Min avancerede ”kaster mig selv mod væggen”-teknik havde et par svagheder. Det fungerede kun én ud af ti gange og gjorde virkelig ondt. Jeg var nødt til at tage pauser, strække ud, og hele tiden overvinde mig selv til at lave en bodyslammer mod væggen, om og om igen.

Det tog fandme hele natten, men det lykkedes.

Jeg er nu ti meter fra Hab’et. Jeg kan ikke komme tættere på, fordi der ligger vraggrods fra trykfaldet overalt. Min luftsluse er desværre ikke terrængående luftsluse og kan ikke rulles over alt det lort.

Det var morgen da luften gik ud af Hab’et. Nu er det morgen igen. Jeg har været i denne skide kasse en hel dag. Men jeg skal snart ud.

Jeg har taget EVA-dragten på og er klar til at gøre noget ved det.

Godt … Okay … Gennemgår planen en sidste gang: Brug manuelle ventiler til at udligne luftslusen. Gå ud og hurtigt hen til Hab’et. Søg overalt under det kollapsede lærred. Lokaliser Martinez’ dragt (eller Vogels, hvis jeg falder over den først). Se at komme ud til roveren. Så er jeg i sikkerhed.

Hvis tiden løber ud, før jeg finder en dragt, løber jeg bare direkte ud til roveren. Så har jeg problemer, men dog tid til at tænke, samt materialer at arbejde med.

Dyb indånding … Så er det nu!

UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 120

Jeg er i live! Og jeg er i roveren!

Tingene gik ikke præcis som planlagt, men jeg er ikke død, så det kan man da kalde et resultat.

Det gik godt med at udligne luftslusen. Jeg var ude på overfladen i løbet af 30 sekunder. Jeg hoppede mod Hab’et (den hurtigste måde at bevæge sig i denne tyngdekraft) og kæmpede mig vej gennem bunkerne af vraggods. Bruddet havde virkelig blæst tingene ud i alle retninger, mig selv medregnet.

Det var svært at se noget; mit visir var dækket af den interimistiske lap. Heldigvis havde jeg et kamera på armen. NASA fandt ud af, at det koster unødige anstrengelser, hvis man skal dreje hele sin EVA-dragtklædte krop for at se på noget. Derfor fastgjorde de et lille kamera på den højre arm. Billederne bliver projiceret på indersiden af visiret. På den måde kan vi se på tingene ved blot at pege på dem.

Nu var visiret hverken glat eller reflekterende længere, så jeg måtte se på en krøllet, forvrænget version af kamerabilledet. Det var dog nok til at jeg kunne orientere mig.

Jeg bevægede mig i direkte linje mod stedet, hvor luftslusen plejede at være. Jeg vidste, at der burde være et ret så stort hul, som jeg kunne gå ind gennem. Det var let at finde. For pokker, for en grim flænge! Jeg kommer til at arbejde min røv i laser for at lappe den.

Her begyndte svaghederne i min plan at afsløre sig. Jeg havde kun én arm at arbejde med. Min venstre arm var tvunget ned langs min krop, mens dragtens tilbageværende stump af en armdel daskede frit. På min vej rundt inde under lærredet, havde jeg kun min bevægelige arm til at holde lærredet op med. Det sinkede mig en del.

Så vidt jeg kunne se, hersker kaos i Hab’ets indre. Selv borde og køjer ligger flere meter væk fra deres oprindelige pladser. Lettere objekter er kastet vildt omkring, mange af dem helt ud til overfladen. Alt er dækket af jord og sønderrevne kartoffelplanter.

Jeg traskede videre og nåede hen til stedet, hvor jeg efterlod Martinez’ dragt. Det kom faktisk bag på mig, at den stadig lå der.

”Sådan!” tænkte jeg naivt. ”Problemet er løst.”

Det viste sig så, at dragten lå fastklemt under et bord, der blev holdt nede af det kollapsede lærred. Hvis jeg havde været i stand til at bruge begge arme, kunne jeg have rykket den fri, men med kun én fri arm var det umuligt.

Tiden var ved at løbe ud, så jeg løsnede min hjelm, lagde den fra mig og rakte ind over bordet for at få fat i Martinez’ lappegrej. Jeg fandt det ved hjælp af armkameraet, smed det i hjelmen og fik så ellers røven med mig for at komme ud.

Jeg nåede frem til roveren i sidste øjeblik. Mine trommehinder var lige ved at sprænges af det lave tryk, da luftslusen fyldtes med vidunderlig 1 atmosfæres luft.

Jeg kravlede ind og faldt stønnende om.

Nu er jeg altså tilbage i roveren. Præcis som på den Store Pathfinder Ekspedition. Pyh. Denne gang lugter her dog lidt bedre.

NASA er sikkert bekymret for mig på nuværende tidspunkt. De må have observeret, at lufslusen rullede tilbage til Hab’et, så de ved i hvert fald, at jeg er i live. Nu vil de sikkert gerne have en status. Og så forholder det sig jo sådan, at det er roveren der kommunikerer med Pathfinder .

Jeg prøvede at sende en besked, men Pathfinder svarer ikke. Det er ikke så overraskende. Den får sin strøm direkte fra Hab’et, og Hab’et er offline. Under min korte paniske tur udenfor, så jeg, at Pathfinder befandt sig præcis, hvor jeg efterlod den, og at vraggodset ikke var fløjet helt derhen. Det burde fungere, så snart jeg får strøm på.