Andy Weir - The Martian

Hvad angår min nuværende situation, har jeg vundet en stor fordel med den nye hjelm. Hjelmene passer til alle dragter, så nu kan jeg erstatte min smadrede hjelm med Martinez’. Den stumpede arm er stadig et problem, men visiret var hovedårsagen til lækagen. Med en frisk gang lappegrej kan jeg forsegle armen med mere harpiks.

Men det må vente. Jeg har været vågen i over fireogtyve timer. Jeg er ikke i overhængende fare, så jeg lægger mig til at sove.

LOG NOTAT: SOL 121

Jeg fik en god nats søvn, og gjorde virkelig fremskridt i dag.

Det første, jeg gjorde, var at genforsegle armen. Sidste gang måtte jeg nøjes med et ret tyndt lag harpiks efter at have brugt det meste på lappen til visiret. Men denne gang havde jeg en hel portion udelukkende til armen. Det kom der en en perfekt forsegling ud af.

I går mistede jeg det meste af min luft, men jeg havde en halv times oxygen tilbage. Som sagt, den menneskelige krop behøver ikke meget oxygen. Problemet her var at bibeholde trykket.

Med den tid, jeg havde til rådighed, kunne jeg bruge roverens EVA-tankreserve.

Tankreserven er en nødforanstaltning. Roveren er kun beregnet til ture, hvor man starter med fulde EVA-dragter og vender tilbage med masser af luft i overskud. Den var aldrig beregnet til lange ture, ej heller overnatninger. Men for en sikkerheds skyld blev der fastgjort en genopfyldningsslange på ydersiden. På indersiden er pladsen allerede begrænset, og NASA konkluderede, at de fleste luftrelaterede nødsituationer ville opstå udendørs.

En genopyldning er langsom, langsommere end min dragt lækkede. Det var derfor umuligt for mig at foretage den, før jeg fik byttet om på hjelmene. Da jeg var iført en intakt dragt, der kunne holde trykket, var det til gengæld en leg at genopfylde tankene.

Efter genopfyldningen, og efter at have sikret mig at intet lækkede, ventede der et par hasteopgaver. Hvor godt mit forseglingsarbejde end holdt, ville jeg hellere have en to-armet dragt.

Jeg vovede mig tilbage til Hab’et. Denne gang, hvor jeg ikke havde travlt, kunne jeg bruge pæl som løftestang og lirke bordet af Martinez’ dragt. Jeg hev den fri og slæbte den med tilbage til roveren.

Efter en grundig gennemgang, bare for at være på den sikre side, havde jeg endelig en fuldt funktionsduelig EVA-dragt. Det tog mig to ture at få fat i den, men det lykkedes.

I morgen fikser jeg Hab’et.

LOG NOTAT: SOL 122

Min første handling i dag var at skrive en besked ved hjælp af sten i sandet nær roveren: ”A-okay.” Det burde gøre NASA glad.

Jeg gik ind i Hab’et igen for at få et overblik over skaderne. Min førsteprioritet er, at få konstruktionen op at stå, intakt og i stand til at holde tryk. Derefter kan jeg begynde at reparere ting, der er gået i stykker.

Hab’et plejer at være en kuppel med fleksible støttepæle, der holder hvælvingen stram og stiver foldegulvet, så bunden forbliver stabil. Trykket indendørs er en vital del af konstruktionens stabilitet. Uden det kollapser alt. Jeg undersøgte pælene, og ingen af dem var beskadigede. De lå bare spredt overalt. Jeg bliver nødt til at sætte et par af dem sammen igen, men det bliver let nok.

Hullet, hvor luftsluse 1 plejede at være, er kæmpestort, men dog overkommeligt. Jeg har forseglingsstrimler og ekstra lærred. Det bliver et stort arbejde, men jeg er i stand til at sætte Hab’et sammen igen. Når jeg har gjort det, vil jeg genetablere strømmen og få Pathfinder online. Når det er sket, kan NASA fortælle mig, hvordan jeg reparerer alt det, som jeg ikke kan regne ud selv.

Jeg er ikke bekymret for alt det. Jeg har et langt større problem.

Mine afgrøder er døde.

Med et komplet tab af tryk, kogte det meste vand væk. Ydermere faldt temperaturen til under frysepunktet. Selv ikke jordbakterierne kan overleve sådan en katastrofe. Nogle af afgrøderne var i pop-up teltet udenfor Hab’et, men de er også døde. Jeg havde forbundet dem direkte med Hab’et, for at få en stabil luftforsyning og temperatur. Da Hab’et flækkede, røg trykket også i pop-up teltet. Selv hvis trykket var bevaret, ville den isnende kulde i sig selv have slået afgrøderne ihjel.

Kartofler er nu uddøde på Mars.

Det samme gælder for jordbakterierne. Jeg kommer aldrig til at dyrke så meget som én plante mere, så længe jeg er her.

Vi havde ellers planlagt alt så nøje. Mine afgrøder ville være min fødevareforsyning indtil Sol 900. En forsyningssonde ville nå hertil på Sol 856; længe før jeg løb tør. Nu da afgrøderne er døde, hører den plan fortiden til.

Rationeringspakkerne er ikke blevet påvirket af eksplosionen. Og kartoflerne som jeg allerede har dyrket, er måske nok døde, men de er stadig mad. Jeg skulle lige til at høste dem, så på den led var det vel et heldigt tidspunkt, det skete.

Mine rationer vil holde til Sol 400. Jeg kan ikke med sikkerheds sige, hvor længe kartoflerne holder. Ikke før jeg har tjekket, hvor mange jeg har. Men jeg kan lave et overslag. Jeg havde 400 planter, sandsynligvis med et gennemsnit på fem kartofler hver: 2000 tofler. Jeg har brug for at spise ti per sol for at overleve. Det betyder, at de vil vare 200 sole. Alt i alt: Jeg har mad nok til at holde ud til Sol 600.

Ved Sol 856 er jeg for længst død.

(08:12) WATNEY: Test.

(08:25) JPL: Modtaget! Du gav os lidt af en forskrækkelse. Tak for dit ”A-okay”. Vores analyse af satellitbilledmaterialet viser en fuldstændig løsrivning af Luftsluse 1. Er det korrekt? Hvad er din status?

(08:39) WATNEY: Hvis I med ”løsrivning” mener ”Jeg blev skudt ud som en raket,”, så ja. Mindre snitsår på min pande. Fik problemer med min EVA-dragt (forklaring følger). Jeg lappede Hab’et sammen og genoprettede tryk (primære lufttanke er intakte). Jeg har netop fået strøm online. Afgrøder er døde. Jeg har reddet så mange kartofler som muligt, og har lagret dem udenfor. Min optælling siger 1841 stk. De vil vare 184 dage. Tilbageværende missionsrationer medregnet, begynder jeg at sulte på Sol 584.

(08:52) JPL: Det er vi også nået frem til. Vi arbejder på løsning af madproblemet. Hvad er status på Hab’ets systemer?

(09::05) WATNEY: Primær luft og vandtanke er uskadte. Roveren, solcelleanlægget og Pathfinder var uden for eksplosionens rækkevidde. Jeg kører tests på Hab’ets systemer, mens jeg venter på jeres næste svar. Forresten, hvem taler jeg med?

(09:18) JPL: Venkat Kapoor i Houston. Pasadena videresender mine beskeder. Jeg vil stå for al direkte kommunikation med dig fra nu af. Tjek oxygenatoren og vandindvinderen først. De er vigtigst.

(09:31) WATNEY: Døh. Oxygenatoren fungerer fint. Vandindvinderen er fuldstændig stået af. Bedste bud er, at vandet frøs i den, og fik nogle slanger til at revne. Jeg er sikker på, at jeg kan fikse den. Hab’ets primære computer fungerer også uden problemer. Nogen bud på, hvad der fik Hab’et til at eksplodere?

(09:44) JPL: Bedste bud er slitage på lærred nær Luftsluse 1. Atmosfære-cyklusen tærede på det, indtil det brast. Benyt fra nu af skiftevis Luftsluse 2 og 3 til alle EVA’er. Desuden sender vi dig en tjekliste og procedurevejledning til komplet undersøgelse af lærred.

(09:57) WATNEY: Fedt, jeg får chancen for at stirre på en væg i timevis! Lad mig endelig vide, hvornår I finder en plan for at forhindre mig i at sulte.

(10:11) JPL: Skal jeg nok.

”Det er Sol 122,” sagde Bruce. ”Vi skal have en sonde frem til Mars senest på Sol 584. Det er en frist på firehundrede og toogtres sole, som er firehundrede og femoghalvfjerds dage.”

De forsamlede afdelingschefer i JPL rynkede panderne og gned sig i øjnene.

Han rejste sig fra stolen. Jordens og Mars’ positioner er ikke optimale. Turen vil tage fire hundrede og fjorten dage. Montering af sonden til boosteren samt de følgende inspektioner, vil tage tretten dage. Det giver os kun otteogfyrre dage til at bygge den sonde.”