Andy Weir - The Martian

Hans visir tog det meste af slaget og sikkerhedsglasset knustes til hundredvis af små terninger. Hans hoved smækkede mod indersiden af hjelmen og slog ham ud.

Luftslusen tumlede videre hen ad overfladen de næste femten meter. Watneys tykt polstrede dragt reddede ham fra knoglebrud. Han prøvede at finde hoved og hale i situationen, men var dårligt nok ved bevidsthed.

Da den endelig var færdig med at rulle, væltede luftslusen om på siden i en støvsky.

Watney lå på ryggen og stirrede tomt op gennem hullet i sit knuste visir. Der løb blod ned over hans ansigt fra et dybt sår i panden.

Da han kom til sig selv, begyndte han at orientere sig. Han drejede hovedet til siden og kunne se gennem bagdørens vindue. Det sammenstyrtede Hab blafrede i det fjerne og landskabet foran lignede en losseplads med ragelse spredt ud over det hele.

Så opfangede han en hvislende lyd. Han lyttede nøje og konstaterede, at det ikke kom fra hans dragt. Et eller andet sted herinde i den trange luftsluse lod en lille flænge luften slippe ud.

Han lyttede koncentreret til den hvislende lyd. Han følte på sit ødelagt visir. Kastede endnu et blik ud ad vinduet.

”Det er kraftedeme løgn!” sagde han.

Udskrift af Audio-LOG NOTAT: Sol 119

Ved I hvad!? Fuck det her! Fuck den skide luftsluse, fuck Hab’et og fuck hele denne lorteplanet!

Nu skal det bare stoppe! Jeg har fået nok! Jeg har fem minutter tilbage, før min luft er brugt op, og jeg nægter kraftedeme at spille med på Mars’ små numre. Jeg er så fucking træt af det hele, at jeg kunne brække mig!

Det eneste, jeg skal gøre, er at blive siddende her. Luften siver ud og så dør jeg.

Færdig med mig. Slut med at være optimistisk, slut med selvbedrag og slut med problemløsninger. Jeg har for helvede fået nok !

Udskrift af Audio-LOG NOTAT: Sol 119 (2)

Pyh … Okay. Nu er jeg færdig med mit anfald og skal til at regne ud, hvordan jeg holder mig i live. Godt, lad mig se, hvad jeg kan stille op her …

Jeg befinder mig i luftslusen. Jeg kan se Hab’et gennem vinduet; det ligger godt 50 meter væk. Normalt ville luftslusen rent faktisk være fastgjort til Hab’et. Det må siges at være et problem.

Luftslusen ligger på siden, og jeg kan høre en vedvarende hvislen. SÅ enten er det læk, eller også er der slanger herinde. Uanset hvad, betyder det, at jeg er i knibe.

Desuden, midt i … Hvad fanden der lige skete … Blev jeg kastet rundt som en pinball og fik smadret mit visir. Luft er berygtet for at være usamarbejdsvilligt, når det gælder store, gabende huller i ens EVA-dragt.

Det ser ud som om, Hab’et er fuldstændig lufttomt og kollapset. Selv hvis jeg havde en fungernde EVA-dragt til at forlade luftslusen i, ville jeg ikke have nogen steder at gå hen. Nedtur.

Jeg må tænke over det et øjeblik. Jeg må også se at komme ud af den EVA-dragt. Den er enorm, og luftslusen er trang. Dragten er ikke ligefrem til nogen nytte for mig.

Udskrift af audio-LOG NOTAT: Sol 119 (3)

Det er ikke helt så galt, som det ser ud til.

Jeg er alligevel på røven, må jeg minde om.

Jeg er ikke sikker på, hvad der skete med Hab’et, men roveren har sandsynligvis ingen skader. Den er ikke det bedste opholdssted, men dog bedre end en utæt telefonboks.

Jeg har selvfølgelig lappegrej i min EVA-dragt. Den samme slags som reddede mit liv på Sol 6. Det er dog ingen grund til at juble, for det kommer ikke til at gøre nogen forskel. Lappegrejet er en kegleformet ventil med ultraklistret harpiks i den brede ende, men det kan ikke klare et hul større end otte centimeter. Og, ærligt talt, hvis man har et hul på ni centimeter, er man alligevel død længe før, man kan nå at hive lappegrejet frem.

Det er dog stadig værd at gemme på, og måske kan jeg bruge det til at lukke flængen i luftslusen. Det er min første prioritet lige nu.

Det er tale om en mindre lækage. Uden visiret fylder EVA-dragten effektivt luft i hele luftslusen. Det gør den for at udligne det manglende tryk, men den vil ende med at løbe tør.

Jeg må finde lækagen. Efter lyden at dømme, tror jeg, den er et sted nede i fodhøjde. Nu, da jeg er ude af dragten, kan jeg dreje mig og se bedre efter …

Jeg kan ikke få øje på noget … Jeg kan høre udsivningen, men … Det er hernede et sted, men jeg ved ikke hvor.

Jeg kan kun finde på én måde at opklare det på: ved hælp af ild!

Ja, jeg ved det godt. Mange af mine ideer indebærer, at der sættes ild på noget. Og ja, det er generelt en rigtig dårlig ide at tænde ild i et lille, lukket rum. Men jeg skal bruge røg. Bare lidt af det.

Som sædvanlig har jeg at gøre med et materiale, der bevidst er designet til ikke at brænde. Men selv ikke NASAs gennemtænkte design kan hamle op med en beslutsom pyroman og en tankfuld ren oxygen.

Uheldigvis er hver en fiber af EVA-dragten lavet af ikke-brændbare materialer. Ligeså luftslusen. Mit tøj er også brandsikret, helt ned til den mindste tråd.

Det var oprindeligt min plan at inspicere solcelleanlægget og, om nødvendigt, at reparere det efter stormen i nat. Derfor har jeg min værktøjskasse med mig. Men efter at have set efter, er alt i den af metal eller ikke-brændbart plastic.

Men nu kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk har noget brændbart på mig: Mit hår. Det må række. Der ligger en skarp kniv i værktøjskassen. Jeg vil barbere håret i mine armhuler, så jeg får en lille bunke.

Næste skridt: oxygen. Jeg har ikke noget så raffineret som et rent oxygenflow. Det eneste, jeg kan gøre, er, at fifle med EVA-dragtens indstillinger, så den øger oxygenniveauet i hele luftslusen. Jeg vil tro, at et niveau på 40 procent kan gøre udslaget.

Så skal der bare en gnist til.

EVA-dragten har elektronik, men det kører på meget lave volt. Jeg har heller ikke lyst til at at rode med dragten. Den skulle gerne fungere for mig, når jeg skal fra luftslusen ud til roveren.

Luftslusen har også sin egen elektronik, men den var jo tilsluttet Hab’ets strømforsyning. Jeg går ud fra, at NASA ikke et sekund overvejede konsekvenserne, hvis den pludselig fløj halvtreds meter væk. Dovne hunde.

Det er muligt, at plastic ikke brænder, men enhver, der har leget med balloner, ved, at de kan bruges til at opbygge en statisk ladning. Når jeg gør det, burde jeg være i stand til at få gnist frem, ved bare at røre ved et metallisk stykke værktøj.

Faktaboks: Det var nøjagtig sådan besætningen på Apollo 1 døde. Ønsk mig held og lykke.

UDSKRIFT AF AUDIO-LOG NOTAT: SOL 119 (4)

Jeg befinder mig i en kasse, der lugter af brændt hår. Det er ikke nogen rar lugt.

Ved mit første forsøg fik jeg tændt ild, men røgen drev bare tilfældigt rundt. Mit åndedræt ødelagde projektet. Så holdt jeg vejret, og prøvede igen.

Ved mit andet forsøg ødelagde EVA-dragten det hele. En stabil luftstrøm slipper stille og roligt ud gennem visiret, fordi dragten konstant erstatter den manglende luft. Jeg lukkede straks ned for luften, holdt vejret og prøvede igen. Det begyndte at haste; trykket var på vej nedad.

Ved tredje forsøg ødelagde mine hurtige armbevægelser, da jeg tændte ilden, det hele. Hvis jeg bevæger mig den mindste smule, skaber det nok turbulens til at røgen hvirvler i alle retninger.

Fjerde gang var dragten slukket, jeg holdt vejret, og da jeg skulle tænde op, gjorde jeg det meget langsomt. Derefter observerede jeg nøje, mens den spinkle røgspiral drev ned mod luftslusens gulv og forsvandt gennem en hårfin revne.

Nu har jeg dig, lille lækage!

Jeg gispede efter luft og tog EVA-dragten på igen. Trykket var faldet til 0,9 atmosfære under mit lille eksperiment. Der var dog nok oxygen i luften til, at jeg og mit armhulehårbål kunne ånde. Dragten fik hurtigt udlignet til normalen.