Andy Weir - The Martian

Lewis og Beck åbnede Forudsending 309. Så godt de kunne i deres klodsede EVA-dragter, begyndte de at tage de forskellige dele af Hab-lærred og lægge dem på jorden. Tre af de forudsendte rumsonder var afsat til Hab’et.

De samlede effektivt stykkerne ved at følge proceduren, de havde øvet hundredvis af gange. Stykkerne blev samlet med specialfremstillede forseglingsstrimler, som sikrede, at sammenføjningerne var lufttætte.

Efter at have rejst Hab’ets hovedbygning, begyndte de at samle konstruktionens tre luftsluser. Sektion AL102 havde et hul nøjagtigt tilpasset luftsluse 1. Beck strakte stykket og forseglede det stramt med strimler på luftslusens udvendige side.

Da alle luftsluser var på plads, fyldte Lewis Hab’et med luft og AL102 mærkede for første gang tryk. Lewis og Beck ventede en time. Der var intet trykfald; samlingen af konstruktionen var vellykket.

LOG NOTAT: SOL 118

Min samtale med NASA om vandindvinderen var kedelig og spækket med tekniske detaljer. Jeg omskriver af hensyn til jer:

Mig: ”Det drejer sig helt klart om en prop. Hvad med at jeg skiller den ad og gennemgår rør og slanger?”

NASA: (efter fire timers overvejelse) ”Nej. Det går i ged for dig, og så dør du.”

Og så skilte jeg den ad.

Ja, ja, jeg ved det godt. NASA har en masse ultrakloge mennesker, og jeg burde virkelig gøre, hvad de siger. Jeg kan heller ikke være bekendt at være så vrangvillig, når de nu bruger al deres tid på at finde ud af, hvordan de redder mit liv.

Jeg er bare led og ked af, at få forklaret, hvordan jeg tørrer mig selv i røven. Selvstændighed var en af de egenskaber, de satte højt på listen, da de udvalgte Ares-astronauter. Det er en tretten måneder lang mission, hvoraf det størstedelen af tiden bliver tilbragt lysminutter væk fra Jorden. De ønskede folk, der kunne handle på eget initiativ.

Hvis kaptajn Lewis var her, ville jeg uden diskussion gøre alt, hvad hun sagde. Men at føje et udvalg bestående af ansigtsløse bureaukrater nede på Jorden? Beklager, det har jeg svært ved.

Jeg var uhyre forsigtig. Jeg afmærkede hver eneste del, i takt med at jeg afmonterede dem og lagde dem i ordnet rækkefølge på et bord. Jeg har alle specifikationer i min computer, så intet kom bag på mig.

Og præcis som jeg antog, fandt jeg en tilstoppet slange. Vandindvinderen er designet til at rense urin og trække fugt ud af luften (man udånder næsten lige så meget vand, som man pissser). Jeg havde blandet mit vand med jord, hvilket gjorde det til mineralvand. Mineralerne ophobede sig i vandindvinderen.

Jeg rensede slangerne og samlede hele molevitten igen. Det løste problemet. Jeg kommer til at gentage processen på et tidspunkt, men ikke i de næste hundrede soles tid. Ikke noget at tale om.

Jeg fortalte NASA, hvad jeg havde gjort. Vores (parafraserede) samtale lød således:

Mig: ”Jeg skilte den ad, fandt problemet og ordnede det.”

NASA: ”Fjols.”

AL102 rystede i den voldsomme storm. Udsat for kræfter langt stærkere, end det var fremstillet til at tåle, blafrede det med et voldsomt slid på luftslusens forseglingsstrimler til følge. Andre sektioner af lærredet bølgede ensartet langs forseglingsstrimlerne, og de fungerede som ét stort lærred, men det kunne AL102 ikke. Luftslusen var stort set statisk og lod AL102 tage imod stormens fulde styrke.

Plasticlagene, der konstant bølgede og bøjede, opvarmede harpiksen ved ren og skær friktion. Den nu mere eftergivende tilstand gjorde det muligt for kulfibrene at dele sig.

AL102 straktes.

Ikke meget. Kun fire milimeter. Men kulfibrene, der plejede at ligge med 500 microners afstand, fik nu øget bredden mellem sig med otte gange.

Da stormen havde lagt sig, udførte den ensomme astronaut en fuld inspektion af Hab’et. Men han bemærkede ikke, at noget var galt. Lærredets svage punkt lå skjult bag en forseglingsstrimmel.

Til trods for at det var fremstillet til en mission på enogtredive sole, fungerede AL102 langt ud over den planlagte udløbsdato. Sol efter sol gik sin gang, mens den ensomme astronaut på daglig basis arbejdede skiftevis udenfor og indenfor i Hab’et. Luftsluse 1 lå nærmest rovernes strømforsyningsanlæg, så astronauten fortrak den frem for de to andre.

Når slusens lufttryk blev tilført, udvidede den sig en smule; når lufttrykket faldt igen, krympede den. Hver gang astronauten benyttede luftslusen, blev presset på AL102 lettet, og derefter strammet igen.

Strammet, belastet, svækket, trukket ...

LOG NOTAT: SOL 119

I nat vågnede jeg ved at Hab’et rystede.

Sandstormen var af medium styrke og ophørte lige så pludseligt, som den opstod. Det var kun en storm af kategori 3-typen med vindstød på 50 km/t. Ingen grund til bekymring. Det er alligevel en smule foruroligende at høre de hylende vindstød, når man er vant til fuldstændig stilhed.

Jeg er urolig for Pathfinder . Hvis sandstormen har skadet den, har jeg mistet min kontakt til NASA. Logisk set burde jeg ikke bekymre mig. Tingesten har været her på overfladen i årtider. En lille storm kan ikke skade den.

Når jeg går udenfor, vil jeg sikre mig, at Pathfinder stadig er funktionsduelig før jeg går videre til dagens sveddryppende, enerverende opgaver.

For hver sandstorm følger nemlig den uundgåelige solcellerensning, en stolt tradition blandt gæve marsmænd som mig. Det minder mig lidt om min opvækst i Chicago og tjansen med at skovle sne. Her må jeg rose min far; han påstod aldrig, at jeg skulle skovle, fordi det gav rygrad og lærte mig værdien af hårdt arbejde.

”Snerydningsmaskiner er dyre,” plejede han at sige. ”Du er gratis.”

Jeg prøvede en gang at beklage mig til min mor. ”Vær ikke sådan et skvat,” sagde hun.

Blandt andet nyt herfra er der syv sole til høsten, og jeg har endnu ikke gjort klar til det. For det første mangler jeg et lugejern. Jeg skal også have fikset et udendørsskur til kartoflerne. Jeg kan ikke bare smide dem i en bunke derude. Den næste kraftige storm ville i så fald forårsage den Store Marskartoffelvandring.

Men det må alt sammen vente. Jeg har allerede et fuldt program i dag. Jeg skal inspicere solscelleanlægget og sikre mig, at stormen ikke har gjort skade på det. Dernæst skal jeg gøre det samme med roveren.

Jeg må se at komme i gang.

Luftsluse 1 sænkede langsomt trykket til 0.006 atmosfære. Watney stod derinde i sin EVA-dragt og ventede på, at processen blev fuldført. Han havde bogstaveligt talt gjort det hundredvis af gange. Enhver uro, han måtte have følt på Sol 1, var for længst overstået. Nu var det blot en kedsommelig etape, før han kunne gå udenfor.

I takt med tryksænkningen, komprimerede Hab’ets atmosfære luftslusen og AL102 straktes for sidste gang.

På Sol 119 gik der hul på Hab’et.

Den første flænge var mindre end en milimeter. De vinkelrette kulfibre burde have forhindret flængen i at vokse. Men vedvarende slitage havde trukket de vertikale fibre fra hinanden og svækket de horisontale til ubrugelighed.

Hab’ets atmosfære susede nu gennem flængen for fuld styrke. På mindre end en tiendedel sekund var flængen en meter lang og løb ned langs forseglingsstrimlen. Luftslusen var ikke længere forseglet til Hab’et.

Det uhæmmede tryk sendte luftslusen af sted som en kanonkugle i takt med at Hab’ets atmosfære med eksplosiv kraft føg ud gennem flængen.

Indenfor blev den overraskede Watney slynget tilbage mod luftslusens bagdør med nøjagtig samme kanonkuglekraft.

Luftslusen fløj fyrre meter, før den ramte jorden. Watney, der dårligt nok var kommet sig over det første chok, måtte nu tage endnu et voldsomt stød, da han ramte fordøren. Frontalt.