Andy Weir - The Martian

”Hvad med proksimitetsensoren?” sagde Lewis. ”Vil den kunne opfange Watneys dragt?”

”Udelukket,” sagde Martinez. ”Den er bygget til at kunne se Hermes i kredsløb, ikke metallet i en enkelt dragt.”

”Prøv alligevel,” sagde Lewis.

”Kaptajn,” sagde Beck, der hurtigt fik headset på, mens han tog plads i sit accelerationssæde. ”Jeg ved, at du ikke har lyst til at høre det, men Wat- … Mark er død.”

”Modtaget,” sagde Lewis. ”Martinez, prøv sensoren.”

”Fortået,” sendte Martinez.

Han bragte sensoren online og ventede på, at den opstartede. Med et rasende blik på Beck, sagde han: ”Hvad er det for noget at sige?”

”Min ven er lige død,” svarede Beck. ”Og jeg vil ikke have, at min kaptajn også dør.”

Martinez sendte ham et hårdt blik, rettede sin opmærksomhed mod sensoren og meldte: ”Negativ kontakt på proksimitetsensoren.”

”Slet intet?” spurgte Lewis.

”Jeg kan dårligt få øje på Hab’et,” svarede han. ”Sandstormen fucker det hele op. Og selvom, der ikke var nogen sandstorm, ville der ikke være nok metal — Fuck!”

”Spænd jer fast!” råbte han til besætningen. ”Vi tipper!”

MAV’en knagede, mens den begyndte at hælde mere og mere.

”Tretten grader,” råbte Johanssen fra sit sæde.

Vogel, der havde travlt med at spænde sig fast, advarede: ”Vi er langt ude over balancepunktet. Vi kan ikke tippe den tilbage herfra.”

”Vi kan ikke efterlade hende!” råbte Beck. ”Lad den vælte, vi kan ordne skaderne.”

”Toogtredive tons, inklusiv brændstof,” sagde Martinez, mens han lod hænderne flyve rundt over kontrolpanelet. ”Hvis den rammer jorden, vil der ske strukturelle skader på tankene, karrosseriet og sikkert også motoren til sekundærfasen. Det kan vi ikke ordne.”

”Du kan ikke efterlade hende!” sagde Beck. ”Det kan du ikke.”

”Jeg har kun ét trick i hatten, og hvis det ikke virker, følger jeg hendes ordre.”

Han fik kredsløbmanøvresystemet online, gearede op for en vedvarende acceleration fra motorerne i rumfartøjets næseparti. De små rakethjælpemotorer kæmpede mod det tunge fartøjs langsomt tippende masse.

”Fyrer du op under OMS’en?” spurgte Vogel.”

”Jeg ved ikke, om det kan gøre udslaget. Men vi tipper ikke så hurtigt. Jeg tror, den så småt er ved at standse …”

”De aerodynamiske kapper vil automatisk være skudt af,” sagde Vogel. ”Det bliver en urolig opstigning med tre huller i siden på fartøjet.”

”Tak for tippet,” sagde Martinez, mens han fastholdt accelerationen og holdt øje med hældningsgraden på panelet. ”Kom så …”

”Stadig tretten grader,” sagde Johanssen.

”Hvad foregår der deroppe?” lød det fra Lewis’ radio. ”Du blev meget stille. Meld tilbage.”

”Stand by,” svarede Martinez.

”Tolv komma ni grader,” sagde Johanssen.

”Det virker,” sagde Vogel.

”For nu, i hvert fald,” sagde Martinez. ”Jeg ved ikke, om vi har OMS-brændstof nok til det her.”

”Tolv komma otte nu,” meldte Johanssen.

”OMS-brændstof nede på tres procent,” sagde Beck. ”Hvor meget skal du bruge for at dokke med Hermes ?”

”Ti procent, hvis jeg ikke dummer mig med et eller andet,” sagde Martinez og korrigerede manøvrevinklen.

”Tolv komma seks,” sagde Johanssen. ”Vi tipper tilbage.”

”Eller også dæmpede vinden sig lidt,” mente Beck. ”Brændstof femogfyrre procent.”

”Hjælpemotorerne risikerer overbelastning,” advarede Vogel. ”OMS’en er ikke lavet til forlænget reaktionskraftudladning.”

”Det ved jeg,” sagde Martinez. ”Jeg kan dokke uden dem, hvis det bliver nødvendigt.”

”Vi er ved at være der … ” sagde Johanssen. ”Okay, vi er under 12,3.”

”OMS lukket ned,” meldte Martinez og afsluttede accelerationen.”

”Tipper stadig tilbage,” sagde Johanssen. ”11,6 … 11,5 … holder ved 11,5.”

”OMS-brændstofniveau toogtyve procent,” sagde Beck.

”Ja, jeg har set det,” svarede Martinez. ”Det er nok.”

”Kaptajn,” meldte Beck over radioen. ”Du skal frem til fartøjet lige nu.”

”Enig,” meldte Martinez. ”Vi har mistet ham, kaptajn. Vi har mistet Watney.”

De fire besætningsmedlemmer afventede deres kaptajns svar.

”Modtaget,” svarede hun endelig.

De lå tavse i deres sæder, fastspændt og parate til opstigning. Beck kastede blikket hen på Watneys tomme sæde og så, at Vogel gjorde det samme. Martinez startede et autotjek på motorkraften i næsekappens OMS. Den var ikke længere pålidelig. Han noterede det i sin log over funktionsfejl.

Luftslusen kørte. Efter at have taget sin dragt af, fandt Lewis op til kabinen. Hendes ansigt var en stivnet maske, da hun uden et ord spændte sig fast i sit sæde. Kun Martinez vovede at tale.

”Standby,” sagde han lavmælt. ”Vi er klar klar til start.”

Lewis lukkede øjnene og nikkede.

”Jeg beklager, Kaptajn,” sagde Martinez. ”Du skal sige det —”

”Start,” sagde hun.

”Javel, kaptajn,” svarede han og aktiverede processen.

Sikkerhedsklamperne løsnede sig fra startrampen og faldt til jorden. Efter et par sekunder gik fortændingen i gang og fyrede op under de primære motorer, hvorefter MAV’en begyndte at hæve sig.

Rumskibet accelererede langsomt, men under opstigningen blæste en kastevind det sidelæns væk fra kursen. Opstigningsprogrammet registrerede problemet og vinklede fartøjet op mod vinden for at modvirke kursafvigelsen.

I takt med konsumering af brændstof, blev rumskibet lettere og øgede i samme grad accelerationen. Med denne eksponentielle opstigningstakt nåede rumskibet hurtigt maksimal accelerationshastighed, en grænse som ikke blev sat af dets kapacitet, men af de skrøbelige menneskelige kroppe indeni.

Opstigningen satte de åbne OMS-porte under voldsomt pres. Besætningen blev rusket i deres sæder da rumskibets voldsomme rystelser forplantede sig. Martinez og opstigningsprogrammet holdt det i kurs, selvom det var en kamp til stregen. Turbulensen fortog sig efterhånden og faldt til nul, i takt med at atmosfæren blev tyndere og tyndere.

Så ophørte al kraft brat. Den første etape var overstået. Besætningen oplevede vægtløshed i flere sekunder, og blev dernæst presset tilbage i deres sæder da næste etape begyndte. Udenfor faldt det nu tømte første etape-modul fra og styrtede ned et tilfældigt sted på planeten under dem.

Den anden etape skød rumskibet endnu højere op og ind på lavt kredsløb. Med en kortere varighed end den vanskelige første etape, og en nænsom acceleration, føltes det nærmest som en blid efterdønning.

Motoren standsede brat og en trykkende stilhed indtrådte i stedet for de voldsomme maskinelle brøl.

”Primær motor afbrudt,” meldte Martinez. ”Opstigningstid: otte minutter, fjorten sekunder. Fast kurs mod Hermes ’ kredsløb.”

Normalt ville en vellykket opstigning ende i jubel. Denne gang endte den i stilhed, kun brudt af Johanssens stille gråd.

Fire måneder senere …

Beck prøvede ikke at tænke på den smertelige årsag til, at han stod for det botaniske zero-g væksteksperiment. Han observerede bregnebladenes størrelse og form, tog billeder og nedskrev noter.

Efter at have udført dagens videnskabelige rutine, kastede han et blik på sit ur. Perfekt timing. Datapakken ville snart være tilgængelig. Han svævede forbi reaktoren til Semicone-A stigen.

Han steg op langs stigen med fødderne først, men tog et solidt tag i den da det roterende fartøjs centripetalkraft satte ind. Da han nåede Semicone-A befandt han sig i 0,4 g.

Hermes’ centripetale tyngdekraft havde et vigtigt formål. Uden den ville de have tilbragt deres første uge på Mars i en tilstand, hvor de nærmest ville være ude af stand til at gå. Zero-g øvelsesintervaller skulle holde hjerte og knogler sunde, men intet kunne give dem optimal funktionsduelighed fra Sol 1.