Andy Weir - The Martian

Han afsluttede samtalen og lagde sin mobil på hjørnet af sit skrivebord, så den flugtede med bordkanten.

Mitch bankede på kontorets åbne dør.

”Passer det dig, at jeg lige kommer ind?” spurgte Mitch.

”Kom endelig ind, Mitch,” sagde Teddy. ”Sid ned.”

”Tak,” sagde Mitch og tog plads i den dyre lædersofa. Han rakte op til sin øresnegl og skruede ned for volumen.

”Hvordan går det i Mission Control?” spurgte Teddy.

”Forrygende,” sagde Mitch. ”Alt er fint med Hermes . Og alle er i højt humør, takket være hvad der sker hos JPL. I dag var en forbandet god dag, til en forandring!”

”Ja, det var,” nikkede Teddy. ”Endnu et skridt frem mod at få Watney tilbage i live.”

”Apropos det,” sagde Mitch. ”Du kan sikkert gætte, hvorfor jeg er her.”

”Det er ikke så svært,” sagde Teddy. ”Du vil gerne fortælle besætningen, at Watney er i live.”

”Ja,” sagde Mitch.

”Og du vil gerne tage det op med mig, mens Venkat er i Pasadena, så han ikke kan komme med modargumenter.”

”Jeg er egentlig ikke nødt til, at afklare dette med dig, Venkat eller nogen andre. Jeg er flyveleder. Det burde have været min beslutning fra starten, men du skred ind og gav kontraordre. Det lader vi ligge. Men vi blev enige om at fortælle dem det, så snart der var håb. Det er der nu. Vi har oprettet kommunikation, vi har en redningsplan på bedding, og hans jordbrug køber os tid til at skaffe forsyninger frem til ham.”

”Okay, giv dem besked,” sagde Teddy.

Mitch tøvede. ”Slet ingen indvendinger?”

”Jeg vidste, at du ville bringe det på bane før eller senere, så jeg har allerede tænkt det igennem og er afklaret. Giv dem endelig besked.”

Mitch rejste sig. ”Godt, det gør jeg. Tak for det,” sagde han, idet han forlod kontoret.

Teddy drejede en halv omgang med stolen og kastede et langt blik ud ad vinduerne mod nattehimlen. Han betragtede den svage, røde prik mellem stjernerne.

”Hold ud, Watney,” sagde han. ”Vi er på vej.”

Watney sov fredfyldt i sin køje. Han rørte lidt på sig, mens en rar drøm fik et smil frem på hans ansigt. Han havde udført tre EVA’er den foregående dag, alle med hårdt fysisk vedligeholdelsesarbejde på Hab’et. Derfor sov han tungere og bedre end han havde gjort i lang tid.

”God morgen, besætning!” råbte Lewis. ”En ny dag venter! Sol 6! Op og hoppe!”

Watney sluttede sig til det jamrende kor.

”Kom i gang,” heppede Lewis. ”Drop det tudefjæs. I har fået fyrre minutters mere søvn, end I ville have fået på Jorden.”

Martinez var første mand ude af køjen. Som officer i luftvåbnet kunne han til hver en tid matche Lewis’ marinedisciplin. ”Mor’n, kaptajn,” sagde han friskt.

Johanssen satte sig op, men gjorde ikke videre forsøg på at bevæge sig ud i den barske verden på den anden side af køjens bløde tæpper. Som softwareingeniør var militant disciplin og tidlige morgenøvelser ikke hendes styrke.

Vogel luntede langsomt ud af køjen og så på sit ur. Uden et ord tog han sin jumpsuit på og glattede den så godt, det lod sig gøre. Han sukkede indvendigt over den nussede fornemmelse af endnu en dag uden brusebad.

Watney vendte sig om og lagde en pude over sit hoved. ”Larmende folk, gå væk,” mumlede han.

”Beck!” råbte Martinez og ruskede missionens læge. ”Op og hop, kammerat!”

”Ja, ja, okay,” sagde Beck klatøjet.

Johanssen faldt ud af sin køje og forblev liggende på gulvet.

Lewis vristede puden ud af Watneys hænder. ”Kom i sving, Watney!” beordrede hun. ”Onkel Sam har betalt hundredtusindvis af dollars for hvert sekund, vi er her!”

”Den onde kvinde tog min pude,” jamrede Watney og havde svært ved at åbne øjnene.

”På Jorden smed jeg store mænd på hundrede kilo ud af deres køjer. Har I lyst til at se, hvad jeg kan gøre i 0.4g?”

”Nej, helst ikke,” sagde Watney og satte sig op.

Da hun havde fået tropperne på benene, satte Lewis sig ved kommunikationskonsollen for at gennemgå nattens beskeder fra Houston.

Watney luntede hen til rationsskabet og snuppede en morgenmad uden at se, hvad det var for en slags.

”Stik mig en med æg, gider du,” sagde Martinez.

”Kan du overhovedet smage forskel?” spurgte Watney, idet han rakte Martinez en pakning.

”Ikke rigtig,” sagde Martinez.

”Beck, hvad med dig?” fortsatte Watney.

”Ligeglad,” sagde Beck. ”Giv mig bare et eller andet.”

Watney kastede en pakning til ham.

”Vogel, de sædvanlige pølser?”

” Aber ja ,” svarede Vogel.

”Du ved godt, at du er for typisk, ikke?”

”Sådan har jeg det bedst,” svarede Vogel og tog imod sin morgenmad.

”Hey, solstråle,” råbte Watney til Johanssen. ”Spiser man morgenmad i dag?”

”Mnrrrn,” brummede Johanssen.

”Det lød mest som et nej,” gættede Watney.

Besætningen spiste i tavshed. Johanssen kom langt om længe traskende hen til rationsskabet og snuppede en kaffekapsel. Hun hældte klodset vand på og nippede til den, indtil hun begyndte at vågne.

”Missionsopdateringer fra Houston,” sagde Lewis. ”Satellitterne viser, at der er en storm på vej, men vi kan godt nå en overfladesondering, før den er her. Vogel, Martinez, I kommer udenfor med mig. Johanssen, du bliver her og holder øje med vejrrapporteringer. Watney, dine jord­eksperimenter er aflyst i dag. Beck, kør prøverne fra EVA’en i går gennem spectrometret.”

”Burde I gå udenfor med en storm under optræk?” spurgte Beck.

”Houston autoriserede det,” sagde Lewis.

”Det forekommer unødvendigt farligt.”

”At flyve til Mars var unødvendigt farligt,” sagde Lewis. ”Hvor vil du hen med det?”

Beck trak på skuldrene. ”Bare I passer på derude.”

Tre skikkelser så mod øst. Deres klodsede EVA-dragter gjorde dem næsten identiske. Kun EU-flaget på Vogels skulder adskilte ham fra Lewis og Martinez, der bar Stars and Stripes.

Mørket i øst bølgede og glimtede i strålerne fra den opgående sol.

”Stormen,” sagde Vogel med sit gebrokne engelsk, ”er tættere på end Houston bemeldte.”

”Vi har stadig tid,” sagde Lewis. ”Fokuser på opgaven her og nu. Denne EVA er rettet mod kemisk analyse. Vogel, du er kemiker, så du tager dig af alt, hvad vi graver op.”

” Jawohl ,” sagde Vogel. ”Vær venlig, at grave tredive centimeter og tag jordprøver. Mindst hundrede gram hver. Meget vigtigt er tredive centimeter dybt.”

”Vi er på opgaven,” sagde Lewis. ”Hold jer indenfor en hundrede meters afstand fra Hab’et.”

”Mm,” sagde Vogel.

”Javel, chef,” sagde Martinez.

De delte sig. Ares’ EVA-dragter var væsentligt forbedret siden Apollo-perioden. Nu gav de meget mere bevægelsesfrihed. At grave, bøje sig ned og putte prøver i poser var trivielt arbejde.

Efter et stykke tid spurgte Lewis ”Hvor mange prøver skal du bruge?”

”Syv fra hver, måske?”

”Helt fint,” sagde Lewis. ”Jeg har indtil videre fire.”

”Fem her,” lød det fra Martinez. ”Vi kan selvfølgelig ikke forvente, at marinefolk skal kunne følge med luftvåbnet.”

”Nå, er det med den på,” sagde Lewis.

”Jeg siger bare, hvad jeg ser, kaptajn.”

”Johanssen her.” lød sysop’ens stemme fra radioen. ”Houston har opgraderet stormen til voldsom . Den er over os om femten minutter.”

”Tilbage til basen,” sagde Lewis.

Hab’et rystede i den brølende vind, mens astronauterne krøb sammen i midten. Alle seks havde nu deres trykdragter på, for det tilfælde, at de blev nødt til at styrte ud til en nød-takeoff i MAV’en. Johanssen holdt øjnene på sin laptop, mens resten holdt øje med hende.