Andy Weir - The Martian

”Fortsat vindstyrke på 100 km/t,” sagde hun. ”Vindstød op til hundrede og femogtyve.”

”For pokker, vi ender i Oz,” udbrød Watney. ”Hvor ligger vores smertegrænse?”

”Teknisk set hundrede og halvtreds km/t,” sagde Martinez. ”Får vi mere pres, er der fare for, at MAV’en tipper.”

”Har vi prognoser for stormens forløb?” spurgte Lewis.

”Indtil nu oplever vi kun fronten,” sagde Johanssen med blikket på skærmen. ”Det bliver værre, før det bliver bedre.”

Hab’ets lærred blafrede i de brutale vindstød, mens dets interne afstivning gav sig og rystede for hvert stormstød. Stormens brølen lød højere for hvert minut.

”Det er nok,” sagde Lewis. ”Gør klar til evakuering. Vi går ud i MAV’en og håber det bedste. Hvis vindstyrken krydser smertegrænsen, letter vi.”

De forlod Hab’et i par og samledes udenfor Luftsluse 1. Den piskende vind hamrede imod dem, men de klarede at holde sig på benene.

”Sigtbarheden er næsten nul,” sagde Lewis. ”Hvis I farer vild, så pejl efter min dragts telemetri. Vindstødene bliver kraftigere i takt med at vi fjerner os fra Hab’et, så vær beredt.”

De kæmpede sig snublende fremad i stormen i MAV’ens retning; Lewis og Beck dannede fortrop mens Watney og Johanssen var bagtrop.

”Hey,” stønnede Watney. ”Måske kunne vi stabilisere MAV’en, så den ikke vælter så let.”

”Hvordan?” pustede Lewis.

”Vi kunne bruge kabler fra solcelle-anlægget som fortøjning.” Han hev efter vejret i nogle sekunder, før han fortsatte: ”Roverne kunne bruges som forankringer. Det gælder bare om, at få fortøjningerne rundt om —”

Flyvende vraggods torpederede Watney og bar ham med sig.

”Watney!” råbte Johanssen.

”Hvad skete der?” lød det fra Lewis.

”Noget ramte ham!” meldte Johanssen.

”Watney, rapporter,” sagde Lewis.

Intet svar.

”Watney, rapporter,” gentog Lewis.

Igen blev hun mødt af tavshed.

”Han er offline,” meldte Johanssen. ”Jeg ved ikke, hvor han blev af.”

”Kaptajn,” meldte Beck. ”Før vi mistede telemtrien, gik hans dekompressionsalarm i gang!”

”Lort!” udbrød Lewis. ”Johanssen, hvor så du ham sidst?”

”Han var lige foran mig, og så var han væk,” sagde hun. ”Han blev slynget direkte mod vest.”

”Okay,” sagde Lewis. ”Martinez, fortsæt til MAV’en og gør klar til opsendelse. I andre tuner ind på Johanssen.”

”Dr. Beck,” sagde Vogel, mens han kæmpede sig videre frem i stormen, ”hvor længe kan man overleve dekompression?”

”Mindre end et minut,” lød det halvkvalt fra Beck.

”Jeg kan intet se,” sagde Johanssen idet besætningen samlede sig omkring hende.

”På række, én og én, og gå i vestlig retning,” kommanderede Lewis. ”Små skridt. Han ligger sandsynligvis ned, og vi skulle nødig træde på ham.”

De holdt sig indenfor hinandens synsvidde og stred sig frem i det hvirvlende kaos.

Martinez væltede ind i MAV’ens luftsluse og kæmpede mod vindstødene for at lukke efter sig. Da trykket var genoprettet, baksede han hurtigt dragten af. Efter at have forceret stigen op til besætningsafdelingen, lod han sig glide ind på pilotsædet og bootede systemet.

Med et snuptag om evakueringstjeklisten, begyndte han i hurtig rækkefølge at tænde for samtlige kontakter. For hvert tændt system, meldte systemernes status klar-til-afgang. Men ét system vakte hans opmærksomhed, så snart det var online.

”Kaptajn,” sagde han i radioen. ”MAV’en har nu en hældning på syv grader. Den tipper ved 12,3.”

”Modtaget,” sagde Lewis.

”Johanssen,” sagde Beck og så på sin armcomputer. ”Watneys biomonitor sendte noget, før den gik død. Min computer siger bare fejlsending .”

”Den har jeg også fået,” sagde Johanssen. ”Den blev ikke færdig med at transmittere. Der mangler noget data, og der er ingen fejlkode. Lad mig lige —”

”Kaptajn,” lød det fra Martinez. ”Besked fra Houston. Vi er officielt blevet bedt om at skrubbe af. Stormen bliver uden tvivl for hård.”

”Modtaget,” sagde Lewis.

”De sendte beskeden for fire og et halvt minut siden,” fortsatte Martinez, ”men det er ni minutter siden, de studerede satellitdata.”

”Forstået,” sagde Lewis. ”Fortsæt opstart til afgang.”

”Modtaget,” sagde Martinez.

Beck,” sagde Johanssen. ”Jeg har de rå bidder af sendingen. Det er paintext: BT 0, PR 0, TP36,2. Mere kunne jeg ikke få.”

”Forstået,” sagde Beck alvorligt: ”Blodtryk nul, pulsrate nul, temperatur normal.”

Der blev stille på linjen for en tid. De fortsatte med at kæmpe sig fremad, snublende gennem sandstormen i håbet om et mirakel.

”Temperatur normal, siger du?” lød det fra Lewis med et lille håb i stemmen.

”Det tager lidt tid før — ” stammede Beck. ”Temperaturen falder kun langsomt.”

”Kaptajn,” sagde Martinez. ”Hældningen er nu 10,5 grader, og vindstødende presser den op mod elleve.”

”Modtaget,” sagde Lewis. ”Bekræft alle forberedelser til afgang.”

”Bekræfter,” sagde Martinez. ”Jeg kan lette når som helst.”

”Hvis den tipper, kan du så lette før den vælter helt?”

”Øh,” lød det fra Martinez, der ikke havde forventet det spørgsmål. ”Ja, chef. Jeg kan gå til manuel styring og give den fuld gas. Så retter jeg næsen op og vender tilbage til præprogrammeret opstigning.”

”Modtaget,” sagde Lewis. ”Alle pejler ind på Martinez’ dragt. Så finder I frem til MAV’ens luftsluse. Gå ind, og gør jer klar til afgang.”

”Hvad med dig, kaptajn?” spurgte Beck.

”Jeg leder lidt mere. Kom så af sted. Og Martinez, hvis du begynder at tippe, flyver du.”

”Tror du virkelig, jeg vil efterlade dig?” sagde Martinez.

”Jeg gav dig lige ordren til det,” svarede Lewis. ”I tre, af sted til fartøjet.”

De adlød modvilligt Lewis’ ordre og begyndte at kæmpe sig hen til MAV’en. De knusende vindstød gav dem kamp til stregen for hvert eneste skridt.

Ude af stand til at se fast grund under sine fødder, vaklede Lewis fremad. En tanke slog ned i hende, og hun rakte bagud og fik fat i et par udborede klippeprøver. Samme morgen havde hun medtaget de en-meterlange prøver i sit udstyr, fordi hun skulle foretage en geologisk sammenligning senere på dagen. Med en i hver hånd, lod hun enderne lave slæbespor i jorden, mens hun gik.

Efter tyve meter, vendte hun om og gik i den modatte retning. Det viste sig, at være umuligt, at gå i en lige linje. Ikke blot manglede hun visuelle pejlemærker, den uophørlige vind skubbede hende også ud af kurs. Alene mængden af sand, der blev kastet mod hende, begravede hendes fødder for hvert skridt. Hun fortsatte stønnende frem.

Beck, Johanssen og Vogel klemte sig ind i MAV’ens luftsluse. Den var designet til to personer og kunne i en nødsituation bruges af tre. Mens den udlignede tryk, lød Lewis’ stemme i radioen.

”Johanssen,” sagde hun. ”Kan roverens IR-kamera trænge bedre gennem sand end synligt lys?

”Hvad tænker hun på?” spurgte Beck, da han havde fået sin hjelm af. ”Hun er geolog. Hun ved, at IR ikke kan trænge igennem en sandstorm.”

”Hun griber efter selv det mindste strå,” sagde Vogel og åbnede den indre dør. ”Vi må hen i sæderne. Kom, skynd jer.”

”Jeg har det ikke godt med det her,” sagde Beck.

”Det har jeg heller ikke, doktor,” sagde Vogel på vej op ad stigen. ”Men kaptajnen gav os ordrer. Lydighedsnægtelse er ikke godt for noget.”

”Kaptajn,” meldte Martinez over radioen. ”Vi tilter i 11,6 grader. ’Et kraftigt vindstød mere, og vi vælter.”