Andy Weir - The Martian

”Hvad hjælper det?”

” Pathfinder har to kommunikationssystemer. Det ene taler til os, det andet taler til Sojourner. Vi kan konvertere det andet system til at sende på Ares 3 roverfrekvens. Vi kan også få det til at ligne radiosignalet fra Hab’et.”

”I kan få Pathfinder til at snakke med Marks rover?”

”Det er den eneste mulighed. Hab’ets radio er død, men roveren har kommunikationsudstyr, som er lavet til at tale med Hab’et og den anden rover. Problemet er bare, at for at implementere et nyt kommunikationssystem, skal vi have den rigtige software kørende i begge ender. Vi kan opdatere Pathfinder med fjernstyring, men ikke roveren.”

”Det vil altså sige,” sagde Venkat, ”I kan få Pathfinder til at snakke med roveren, men I kan ikke få roveren til hverken at lytte eller svare.”

”Nemlig. Det bedste ville være, hvis vi kunne få vores tekst frem på roverens skærm, og alt hvad Watney taster, sendt tilbage til os. Det kræver en justering af roverens software.”

Jack smilede bredt idet han fortsatte: ” Vi kan ikke udføre sådan en patch, men det kan Watney! Vi sender ham de nødvendige data, og beder ham selv opdatere roveren.”

”Hvor meget data taler vi om?”

”Jeg har sat drengene til at arbejde med rover-softwaren lige nu. Patch-filen bliver mindst tyve mega. Vi kan rundt regnet kun sende en byte til Watney hvert fjerde sekund ved hjælp af staveplademodellen. Det ville tage tre års uafbrudte sendinger at få patch-filen igennem. Det duer selvfølgelig ikke.”

”Men her står du og taler til mig, så jeg går ud fra, at du har en løsning, ikke?” indskød Venkat og undertrykte en trang til at skrige.

”Selvfølgelig!” strålede Jack. ”Software-ingeniører er udspekulerede, når det gælder datastyring.”

”Fortsæt endelig,” sagde Venkat.

”Nu kommer jeg til finten,” sagde Jack henrykt. ”Som det er nu, parser roveren signalet til bytes, og identificerer den specifikke sekvens, som Hab’et sender på. På den måde kan naturlige radiobølger ikke sabotere lokaliseringen. Hvis det ikke er de rigtige bytes, vil roveren ignorere dem.”

”Okay, og hvad så?”

”Det betyder, at vi kan finde de parsede bytes et sted i kodebasen og indsætte en lillebitte kodestump — ikke mere end tyve kommandoer — for at skrive de parsede bytes over på en logfil, før vi undersøger deres validitet.”

”Det lyder lovende … ” sagde Venkat.

”Netop!” sagde Jack begejstret. ”Først opdaterer vi Pathfinder , så den ved, hvordan den skal snakke med roveren. Dernæst fortæller vi Watney nøjagtig, hvordan han hacker roverens software og tilføjer de tyve kommandoer. Så får vi Pathfinder til at sende ny software til roveren. Roveren gemmer de sendte bytes som en fil. Til sidst aktiverer Watney filen som et exe.program og roveren opdaterer sig selv.”

Venkat rynkede panden, mens han tyggede på langt mere information end hans søvnberøvede hjerne kunne overkomme.

”Øhm,” lød det fra Jack. ”Du hverken jubler eller danser?”

”Vi skal altså bare sende de tyve kommandoer til Watney?” forhørte Venkat sig.

”Ja, og så forklare ham, hvordan han redigerer filerne. Og vi husker selvfølgelig at fortælle ham, hvor han skal tilføje kommandoerne i filerne.”

”Bare sådan?”

”Bare sådan!”

Venkat var tavs et øjeblik. ”Jack, jeg vil belønne dig og hele dit hold med originale StarTrek -artefakter med autografer på.”

”Jeg ville foretrække, det blev fra Star Wars ,” sagde han, før han vendte sig for at gå. ”Den oprindelige trilogi, naturligvis.”

”Naturligvis,” sagde Venkat.

Mens Jack var på vej væk, nærmede en kvinde sig Venkats bord.

”Ja?” sagde Venkat.

”Jeg kan ikke finde nogle sukkerfri colaer, er vi løbet tør?”

”Ja,” sagde Venkat. ”Og jeg ved ikke, hvornår servicemanden genopfylder køleskabet.”

”Okay, tak,” sagde hun.

Netop som han igen skulle til at fordybe sig i sine papirer, ringede hans mobil. Han stønnede højlydt, mens han flåede sin telefon op fra bordet.

”Hallo?” sagde han så muntert, det var muligt.”

”Jeg skal bruge et billede af Watney.”

”Hej, Annie. Jeg synes også, det er hyggeligt at snakke med dig. Hvordan går det hos jer hjemme i Houston?”

”Drop det pis, Venkat. Jeg skal bruge et billede.”

”Så enkelt er det ikke,” sagde Venkat.

”I taler til ham med et fucking kamera. Hvor svært kan det være?”

”Vi staver vores beskeder, venter tyve minutter, og så kan vi tage et billede. Watney er for længst vendt tilbage i Hab’et på det tidspunkt.”

”Så giv ham besked på, at være der, når I tager det næste billede,” forlangte Annie.

”Vi kan kun sende én besked i timen, og kun når Acidalia Planitia vender mod Jorden,” sagde Venkat. ”Vi spilder ikke en besked på at fortælle ham, at han skal stille op til fotosession. Desuden har han sin EVA-dragt på. Man vil ikke engang kunne se hans ansigt.”

”Du må give mig noget, Venkat,” sagde Annie. ”I har været i kontakt med ham i fireogtyve timer, og pressen er ved at gå amok. De vil have et billede til historien. Det er en verdensbegivenhed.”

”Du har billederne af hans beskeder. Dem må du klare dig med.”

”Det er ikke godt nok,” sagde Annie. ”Jeg har pressen kravlende langt ned i halsen efter noget. Og op i røven. Fra begge ender, Venkat! De ender med at mødes på midten!”

”Det må vente nogle dage. Vi vil forsøge, at forbinde Pathfinder med roverens computer — ”

”Nogle dage!?” gispede Annie. ”Det er det eneste, folk interesserer sig for lige nu. Og med folk, mener jeg hele verden. Det er den største begivenhed siden Apollo 13. Du har bare at give mig det skide billede!”

Venkat sukkede. ”Jeg prøver at få et i morgen.”

”Glimrende!” sagde hun. ”Ser frem til det.”

LOG NOTAT: SOL 98

Jeg må holde vågent øje med kameraet, når det staver for mig. Det sker med en halv byte ad gangen. Jeg ser et par tal, hvorefter jeg slår dem op i den ASCII facitliste, jeg selv har lavet. Det er så et bogstav.

Jeg skulle nødig komme til at glemme et bogstav, så jeg kradser dem alle ned på jorden med en stang. Processen med at slå et bogstav op og kradse det ned på jorden, tager et par sekunder. Af og til når jeg igen retter blikket mod kameraet, er der allerede smuttet et tal for mig. Jeg kan som regel gætte det ud fra konteksten, men det sker, at jeg går helt glip af meningen.

I dag stod jeg op flere timer før nødvendigt. Det var nærmest som julemorgen! Jeg kunne dårligt vente til klokken blev 08:00. Jeg spiste morgenmad, udførte nogle nødvendige kontroller på Hab’ets udstyr og læste lidt Poirot. Og så blev det endelig tid!

CNHAKRVR2TLK2PTHFDRPRP4LONGMSG

Indrømmet. Det tog mig et øjeblik eller to. ”Kan hacke rover så den taler med Pathfinder. Gør klar til lang besked.”

Det krævede lidt hjernegymnastik at regne ud. Men det var supergodt nyt. Hvis vi kan få det til at fungere, vil vi kun være begrænset af transmissionstid. Jeg hængte en besked op, der sagde: Roger .

Ved ikke lige, hvad de mente med ”lang besked,” men jeg tænkte, at jeg hellere måtte være beredt. Jeg gik derfor ud et kvarter i hel, og glattede et stort areal jord. Jeg fandt min længste antenne-pind frem, så jeg kunne nå helt ud i kanten af det glattede område, uden at skulle træde ind over det.

Så var jeg klar. Afventede.

Da klokken var nøjagtig hel, kom beskeden.

LNCHhexiditONRVRCMPÅBENFIL-/usr/lib/habcomm.so-SCROLLTILIDXONLFTIS:2AAE5,OVRWT14BYTSWTHDATAWE’LLSNDNXTMSG,VISDIG10LKAMERA20MINEFTERUDFØRELSE