Andy Weir - The Martian

Så drev jeg den lidt af. Jeg havde mest lyst til at bruge resten af dagen på at slappe af, men der var mere at gøre.

Jeg tog dragten på, gik ud til roveren og begyndte at slæbe solceller ned fra taget. I løbet af de næste par timer satte jeg dem tilbage, hvor de hørte til og forbandt dem med Hab’ets strømsystem.

At få landingsmodulet ned fra taget, var meget lettere end det var, at få det derop. Jeg fjernede en skråstiver fra MAV’ens platform og slæbte den hen til roveren. Ved at lægge den op ad roveren og grave enden ned i jorden for at få den stabiliseret, fik jeg en rampe.

Jeg skulle have taget den skråstiver med mig til Pathfinder . Man lærer, så længe man lever.

Det er umuligt, at få landingsmodulet ind gennem luftslusen. Det er simpelthen for stort. Jeg kunne måske skille det ad og tage det ind, stykke for stykke, men der er temmelig gode grunde til at lade være.

Uden et magnetfelt har Mars intet forsvar mod brutal solstråling. Hvis jeg blev udsat for den, ville jeg få så meget cancer, at canceren ville få cancer. Så Hab’ets lærred blokerer elektromagnetiske bølger. Det betyder, at selve Hab’et ville blokere for enhver transmission, hvis landingsmodulet befandt sig derinde.

Apropos cancer, så var det tid til at få RTG’en fjernet.

Det gjorde direkte ondt på mig at kravle ind i roveren, men det skulle gøres. Hvis RTG’en på nogen måde slog revner, ville den dræbe mig til døde.

NASA afgjorde, at fire kilometer er en sikker distance, og jeg havde ikke tænkt mig at betvivle det. Jeg kørte derfor tilbage til stedet, hvor kaptajn Lewis oprindelig efterlod den, lagde den i det samme hul og kørte tilbage til Hab’et.

Jeg begynder at arbejde på landingsmodulet i morgen.

Lige nu vil jeg nyde at sove længe i en rigtig køje og glæde mig over den trøstende tanke, at i morgen kan jeg pisse i et toilet.

LOG NOTAT: SOL 95

Dagen i dag handlede kun om reparationer!

Pathfinder -missionen endte brat, fordi landingsmodulet havde en ukendt, kritisk fejl. Da JPL mistede kontakten med landingsmodulet, havde de ingen anelse om, hvad der blev af Sojourner. Den kan godt tænkes at være i bedre stand end forventet. Måske mangler den bare strøm. Det kunne den ikke få med de håbløst støvdækkede solpaneler.

Jeg satte det lille køretøj på mit arbejdsbord og vred et panel op for at se hvordan det så ud inde bagved. Batteriet viste sig, at være et ikke-genopladeligt lithiumbatteri. Det regnede jeg skarpsindigt ud ved at se på polernes facon, beskyttelseskappens tykkelse og det faktum, at der var skrevet ”LiSOC12 NON-RCHRG” på det.

Jeg rensede solpanelerne grundigt og rettede en lille, fleksibel lampe direkte mod dem. Batteriet er for længst fladt, men derfor kan panelerne sagtens være okay, og Sojourner kan godt forsynes direkte fra dem. Vi får se, om der sker noget.

Så var det tid til at kaste et blik på Sojourners storebror. Jeg kom i dragten og gik ud.

Batteriet er som regel landingsmodulernes svage punkt. Det er den skrøbeligste komponent, og når det går fladt, er der ingen mulighed for at genoplade det.

Landingsmoduler er ikke skabt til at lukke ned og vente i tilfælde af lavt batteriniveau. Deres elektronik kan ikke fungere, medmindre de opretholder en minimumstemperatur. Derfor har de varmelegemer, der holder elektronikken i live. Problemet forekommer sjældent på Jorden, men det her er Mars.

Med tiden bliver solpanelerne dækket af støv. Derudover bringer vinteren lavere temperaturer og mindre dagslys. Det løber alt sammen op i et stort ”rend mig i røven” fra Mars til ens landingsmodul. Til sidst bruger det mere strøm for at holde varmen, der ikke kan fås fra den smule dagslys, der trænger igennem støvet.

Når først batteriet er fladt, bliver elektronikken for kold til at fungere, hvilket igen får hele systemet til at lukke ned. Solpanelerne genoplader batteriet en smule, men nu er der ingen impuls til at aktivere genstart af systemet. Det eneste, der kunne aktivere noget som helst, er elektronikken, som jo ikke virker. I sidste ende vil det ubenyttede batteri helt miste sin evne til at genoplade.

Det er den sædvanlige dødsårsag. Jeg håber virkelig, at det var årsagen til at Pathfinder gik kold.

Jeg riggede nogle løsdele fra MDV’en sammen til en interimistisk arbejdsbænk og en rampe. Dernæst slæbte jeg landingsmodulet hen til min nye udendørs arbejdsbænk. At arbejde i en EVA-dragt er irriterende nok i sig selv. Hvis man så oven i købet skulle stå foroverbøjet under hele seancen, ville det være tortur.

Jeg tog mit værktøjssæt frem og begyndte at rode rundt. Det var ikke så svært at åbne det ydre panel, og jeg fandt let nok frem til batteriet. JPL mærker alting. Det er et 40 ampere pr. time Ag-Zn batteri med højeste volt på 1.5. Vildt. De fik virkelig tingene til at fungere på det rene ingenting dengang.

Jeg afmonterede batteriet og gik indenfor. Jeg undersøgte det med mit elektronikværktøj og måtte konstatere, at det ganske rigtigt er uigenkaldeligt fladt, fladt, fladt. Hvis jeg slæbte fødderne hen over et tæppe, ville jeg være mere ladet.

Men nu vidste jeg, hvad landingsmodulet skulle bruge. 1.5 volt.

Sammenlignet med alt det interimistiske lort, jeg har flikket sammen siden Sol 6, var dette et frisk pust. Jeg har et voltmeter i værktøjskassen. Det tog kun et kvarter at sætte voltmeteret til en reservestrømforsyning, og dernæst endnu en time at gå udenfor og føre ledningen til, hvor batteriet skulle være.

Dernæst var der varmeproblematikken. Det er en god ide, at opbevare elektronik i temperaturer over minus 40 grader. I dag har vi en frisk temperatur på minus 63 grader.

Batteriet var stort og let at identificere, men jeg havde ingen anelse om, hvor varmelegemerne var. Selv hvis jeg vidste det, ville det være for risikabelt at koble dem direkte til strøm. Jeg kunne let komme til at kortslutte hele systemet.

I stedet gik jeg ud til min gode gamle reservedelsforsyning, Rover 1, og huggede dens varmeapparat. Jeg har skrællet det stakkels køretøj så groft, at den ligner noget, jeg har parkeret i byens værste kvarter.

Jeg slæbte varmeapparatet hen til min udendørs arbejdsbænk og tilsluttede Hab’ets strømforsyning. Derefter satte jeg det ind i landingsmodulet, hvor batteriet plejede at være.

Nu venter jeg bare. Og håber.

LOG NOTAT: SOL 96

Jeg havde virkelig håbet, at jeg ville vågne op til et fuldt fungerende landingsmodul, men så heldig var jeg ikke. Dets high-gain antenne var præcis i samme position, jeg sidst så den i. Hvorfor spiller det en rolle? Nu skal I høre …

Hvis landingsmodulet kommer til live igen (og det er et stort ’hvis’), vil det prøve at etablere kontakt med Jorden. Problemet er, at ingen sidder og lytter efter det. Det er jo ikke sådan, at Pathfinder- teamet bliver hængende hos JPL for det tilfælde, at deres for længst døde sonde skulle blive repareret af en vildfaren astronaut.

Deep Space Netværket og SETI er mine bedste bud på, hvem der vil være i stand til at opfange signalet. Hvis en af dem fangede et blip fra Pathfinder , ville de give JPL besked.

JPL ville hurtigt regne ud, hvad det handler om, især når de triangulerer signalet til mit landingssted.

De ville fortælle landingsmodulet, hvor Jorden er, hvorefter det ville dreje high-gain antennen i den angivne retning. Det er derfor, jeg kan se på antennens vinkel, om den har forbindelse.

Indtil videre sker der intet.

Der er stadig håb. Utallige årsager kan forsinke tingene. Roverens varmeapparat er lavet til at opvarme luft i en atmosfære, og den tynde marsluft er stærkt hindrende for dens evne til at arbejde. Elektronikken skal nok også bruge mere tid til at varme op.