Andy Weir - The Martian

Roverens tag er over to meter fra jorden. Det vil sige, at jeg ville få brug for en rampe på næsten fire meter i længden. Jeg satte i gang.

De første sten var lette. Efterhånden begyndte de at føles tungere og tungere. Hårdt fysisk arbejde i en EVA-dragt er en dræber. Alt kræver flere kræfter, fordi man slæber rundt på dragtens 20 kilo, og dertil skal lægges, at ens bevægelser er hæmmede. Jeg pustede og stønnede efter tyve minutter.

Jeg var nødt til at snyde. Jeg peppede min O2-blanding op. Det hjalp virkelig. Det bør nok ikke blive en vane. En anden fordel var, at jeg ikke fik det så varmt. Dragten lækker varme hurtigere end min krop er i stand til at frembringe den. Varmesystemet gør temperaturen udholdelig. Mine fysiske strabadser betød bare, at dragten ikke behøvede at varme sig selv så meget op.

Efter timers opslidende arbejdsindsats, havde jeg endelig bygget rampen op. Det var bare en bunke sten op ad roveren, men den nåede til taget.

Jeg startede med at trampe op og ned ad rampen for at sikre mig, at den var stabil. Dernæst slæbte jeg landingsmodulet op. Det gik som en leg!

Jeg var et stort smil, da jeg surrede landingsmodulet på plads. Jeg sørgede for, at det var sikkert fastgjort, og stablede endda også solcellerne i én stak, når rampen nu alligevel var der.

Men så slog det mig. Rampen ville kollapse, så snart jeg begyndte at køre, hvilket kunne give ødelæggelser på hjul og undervogn. Jeg var nødt til at fjerne rampen igen for at forhindre det.

Argh.

Det var lettere at rive rampen ned end at bygge den op. Jeg behøvede ikke at være omhyggelig med at placere hver sten sikkert. Jeg smed dem bare, hvor det passede. Det tog mig kun en time.

Og nu er jeg færdig!

Jeg begynder at køre hjemad i morgen med mit nye 200 kilo tunge smadrede vrag af en radio.

LOG NOTAT: SOL 90

Syv dage siden Pathfinder , og syv dage tættere på hjem.

Som håbet, viste mine udrejsespor mig vejen tilbage til Lewis Valley. Så kom der fire dages let kørsel. Bakkerne til venstre for mig gjorde det umuligt at fare vild, og terrænet var jævnt.

Men så let bliver det ikke ved med at gå. Jeg er nu tilbage i Acidalia Planitia. Mine udrejsespor er for længst væk. Det er seksten dage siden, jeg var her sidst. Selv mildt vejr vil viske dem ud i sådan et tidsrum.

På vejen ud burde jeg have bygget en lille varde, hver gang jeg slog lejr. Landskabet er så fladt, at de ville være synlige flere kilometer væk.

På den anden side … Når jeg tænker på alt det slid med den skide rampe … argh!

Jeg er altså igen en ørkenvandrer, der må navigere efter Phobos, og ellers håbe på ikke at fare for meget vild. Så snart jeg er nået indenfor en 40 kilometers afstand af Hab’et, kan jeg opfange radiosignalet.

Jeg føler mig optimistisk. For første gang tror jeg på muligheden for, at jeg slipper væk fra denne planet i live. Med det i baghovedet, samler jeg jord- og stenprøver, hver gang jeg er ude på en EVA.

I starten anså jeg det for at være min pligt. Hvis jeg overlever, vil geologerne elske mig for det. Men så begyndte det at more mig. Nu glæder jeg mig ligefrem til den enkle opgave at samle stenprøver på køreturen.

Det føles rart at være en astronaut igen. Det er såmænd bare det. Ikke en modvillig landmand, ikke elektroingeniør, ikke langturschauffør. Nej, astronaut. Jeg gør, hvad astronauter gør. Det har jeg savnet.

LOG NOTAT: SOL 92

Jeg fangede et to-sekunders signal fra Hab’ets radio i dag, og så røg det. Det er alligevel et godt tegn. Jeg har holdt kursen nogenlunde nord-nordvest i to dage. Jeg må være godt hundrede kilometer fra Hab’et; det er et mirakel, at jeg i det hele taget fangede et glimt af et signal. Det må have været i et øjeblik med perfekte vejrforhold.

I disse røvkedelige dage, arbejder jeg mig igennem The Six Million Dollar Man fra kaptajn Lewis’ uudtømmelige samling af 70’er-bras.

Jeg har lige set et afsnit, hvor Steve Austin nedkæmper en russisk Venussonde, der er landet på Jorden ved en fejltagelse. Som ekspert i interplanetariske rejser, kan jeg bekræfte, at der ikke er skyggen af videnskabelige unøjagtigheder i historien. Det er helt almindeligt for sonder at lande på den forkerte planet. Desuden er sondens store, flade skrog ideelt til Venus’ højtryksatmosfære. Og som vi alle ved, nægter sonder ofte at adlyde ordrer, og vælger i stedet, at gå til angreb på alle mennesker indenfor rækkevidde.

Indtil videre har Pathfinder ikke forsøgt at dræbe mig. Men jeg holder et vågent øje med den.

LOG NOTAT: SOL 93

I dag fangede jeg Hab-signalet. Nu farer jeg ikke vild. Ifølge computeren er jeg 24.718 meter væk.

Jeg når hjem i morgen. Selv hvis roveren skulle gå alvorligt i stykker, klarer jeg den. Jeg kan gå til Hab’et herfra.

Jeg ved ikke, om jeg har nævnt det, men jeg er fucking ved at brække mig over at være spærret ind i den rover. Jeg har tilbragt så meget tid med at sidde og ligge, at min ryg er til rotterne. Af alle mine besætningskammerater savner jeg Beck mest. Han ville have ordnet min værkende ryg.

Han ville sikkert også have givet mig en masse røvirriterende formaninger. ”Hvorfor har du ikke passet dine strækøvelser? Din krop er vigtig! Spis flere fibre!” eller hvad han han ellers kunne finde på.

Lige nu ville jeg sætte stor pris på sådan en sundhedsbelæring.

Under vores træningsperiode skulle vi øve det frygtede scenarie: ”Forpasset Kredsløb”. I tilfælde af en forfejlet trin to-procedure under MAV-opstigning, ville vi ganske vist nå i kredsløb, men alligevel være for lavtflyvende til at nå Hermes . Vi ville ende med skøjte på den øvre atmosfære, hvilket giver en afvigelse af den orbitale kurs. NASA ville i så tilfælde fjernstyre Hermes og få det i stilling til at samle os op. Derfra ville det bare være med at komme videre i en helvedes fart, før Hermes selv mistede momentum.

For at gennemføre denne rutine, holdt de os i MAV-simulatoren i tre elendige dage. Seks mennesker i et landingsfartøj designet til en treogtyve minutters flyvetur. Det blev en smule trangt. Og ved ”en smule trangt” mener jeg, at ”vi havde lyst til at slå hinanden ihjel”.

Hvad ville jeg ikke give, for at få lov til at være i den trange kabine med gutterne igen.

Jeg håber virkelig, at jeg får Pathfinder op at køre.

LOG NOTAT: SOL 94

Hjem, kære hjem!

I dag skriver jeg fra mit enorme, rungende Hab!

Det første jeg gjorde, da jeg kom indenfor, var, at svinge vildt med armene, mens jeg løb rundt i cirkler. Det var så fedt! Jeg var i den skide rover i toogtyve sole og kunne ikke engang gå udenfor, uden først at kravle i dragten.

Jeg skal kunne udholde det dobbelt så længe for at nå til Ares 4, men den tid, den sorg.

Efter et par begejstringsrunder i Hab’et, var det tid til at sætte i gang med arbejdet.

Først fyrede jeg op under oxygenatoren og den atmosfæriske regulator. Et tjek af luftniveauerne viste, at alting var fint. Der var stadig CO 2til stede, så planterne var ikke blevet helt kvalt uden mig til at ekshalere for dem.

Jeg undersøgte selvfølgelig mine afgrøder meget nøje, og de er alle sammen sunde.

Jeg hældte mine lorteposer ud i gødningsbunken. Lidt af en hørm, må jeg sige. Men så snart jeg blandede det med jord, indskrænkede det sig til et tåleligt niveau. Jeg smed indholdet af min tissepotte i vandindvinderen.

Jeg var væk i tre uger og havde efterladt Hab’et meget fugtigt af hensyn til planterne. Så meget fugt i luften kan forårsage alle mulige former for elektriske problemer, så jeg tilbragte de følgende timer med udførlig systemkontrol af alting.