Andy Weir - The Martian

Efter flere sekunders fuldkommen stilhed i studiet, vendte Cathy sig mod kameraet. ”Vi vender straks tilbage.”

”Hey, Venk,” lød Bruces stemme fra højtaleren på Venkats skrivebord.

”Hej, Bruce,” sagde Venkat, mens han skrev videre på sin computer. ”Tak, fordi du tog dig tid. Jeg ville tale med dig om de forudsendte forsyninger.”

”Udmærket. Hvad tænker du på?”

”Lad os sige, at vi får dem landet lige efter bogen? Hvordan kan Mark så vide, at det er sket? Og hvordan kan han vide, hvor han kan finde dem?”

”Det har vi tænkt over,” sagde Bruce. ”Vi har et par ideer.”

”Jeg lytter,” sagde Venkat, idet han gemte sit dokument og lukkede sin laptop.

”Vi sender ham jo under alle omstændigheder noget kommunikationsudstyr, ikke sandt? Vi kan indstille det til at tænde efter landing. Det vil så sende på roverens og EVA-dragtens frekvens. Det skal selvfølgelig være et meget stærkt signal.

”Roverene blev kun designet til at kommunikere med Hab’et og hinanden; signalets udspring blev antaget til at befinde sig indenfor tyve kilometers afstand, så modtagerne er ikke hyperfølsomme. EVA-dragterne er endnu svagere. Men hvis bare vi har et stærkt signal, går det fint. Når de forudsendte forsyninger er landet, får vi deres nøjagtige placering fra satellitterne, som vi sender videre til Mark, der så kan køre ud og hente dem.”

”Men han er jo ikke opmærksom på noget signal,” sagde Venkat. ”Han har ingen grund til at lytte efter noget.”

”Det har vi også en plan for. Vi vil lave en masse skriggrønne bånd. Lette nok til at flyve omkring når de smides ud, selv i Mars’ atmosfære. Hvert bånd vil have påskriften: ”MARK, TÆND DIN RADIO”. Vi arbejder på en udløsningsmekanisme. Til brug under landingsproceduren, selvfølgelig. Det bedste vil være, at smide dem cirka tusind meter over overfladen.”

”Den er jeg med på,” sagde Venkat. ”Det eneste, han skal gøre, er at få øje på ét af dem. Der er ingen tvivl om, at han undersøger sagen, hvis han ser et skriggrønt bånd blafre.

”Venk,” sagde Bruce. ”Hvis han kører ”Watneymobilen” til Ares 4, vil alt dette være forgæves. Jeg mener, vi kan lande tingene på Ares 4, hvis vi skal, men …”

”Men han har ikke et Hab, ja, jeg ved det,” sagde Venkat. ”En ting ad gangen. Giv mig besked, når I har fundet på en udløsningsmekanisme til de bånd.”

”Okay.”

Efter samtalen åbnede Venkat sin laptop for at arbejde videre. Der lå en email fra Mindy Park og ventede. ”Watney er på farten igen.”

”Han kører stadig i lige linje,” sagde Mindy og pegede på skærmen.

”Det kan jeg se,” sagde Venkat. ”Han skal helt sikkert ikke til Ares 4, medmindre han har lagt ruten udenom en eller anden naturlig forhindring.”

”Der er intet at køre udenom,” sagde Mindy. ”Det er Acidalia Planitia.”

”Er det solceller, det der?” spurgte Venkat og pegede på skærmen.

”Ja,” sagde Mindy ”Han kører rutinen med to timers kørsel, EVA, to timers kørsel. Han er nu tohundrede og seksoghalvtreds kilometer fra Hab’et.”

De stirrede begge på skærmen.

”Øjeblik … ” sagde Venkat. ”Vent nu lige, det kan ikke passe …”

”Hvad?” spurgte Mindy.

Venkat greb ud efter en blok Post-it og en kuglepen. ”Giv mig lige hans position, og Hab’ets position.”

Mindy tjekkede sin skærm. ”Han befinder sig lige nu … 28,9 grader nord, 29,6 grader vest.” Med nogle få tast fik hun endnu en fil på skærmen. ”Hab’et ligger på 31,2 grader nord, 28,5 grader vest. Hvad er det, du ser?”

Venkat kradsede hurtigt tallene ned. ”Følg med,” sagde han og begyndte hurtigt at gå.”

”Jam’n, altså” stammede Mindy og fulgte med. ”Hvor skal vi hen?”

”SatCons frokoststue,” sagde Venkat. ”Har I stadig kortet af Mars hængende på væggen.”

”Ja, da,” sagde Mindy. ”Men det er bare en plakat fra souvenirbutikken. Jeg har de bedste digitale kort i min computer, så — ”

”Niks. Dem kan jeg ikke skrive på,” sagde han. Da de nåede frem til frokoststuen, pegede han på Marskortet på væggen. ” Det kan jeg skrive på.”

Frokoststuen var næsten tom. Der sad kun en computertekniker og drak sin kaffe. Han så forskrækket op ved synet af Venkat og Mindy, der stormede ind.

”Godt, det har breddegrader og længdegrader linjeret,” sagde Venkat. Han kastede et blik på sine små lapper og fulgte linjerne med en finger på kortet, hvorefter han satte et X med kuglepennen. ”Det er Hab’et,” sagde han.

”Hey!” udbrød teknikeren. ”Tegner du på vores plakat?”

”Jeg skal nok købe jer en ny,” sagde Venkat uden at vende sig om. Dernæst satte han et nyt X. ”Det er hans nuværende position. Find mig en lineal. ”

Mindy kiggede febrilsk rundt. Da hun ikke kunne finde en lineal, snuppede hun teknikerens lommebog.

”Hey!” protesterede teknikeren.

Med lommebogen som lineal, trak Venkat en lige linje fra Hab’et til Marks position og førte den videre derfra. Så trådte han et skridt tilbage.

”Nemlig! Det er dér, han er på vej hen!” udbrød Venkat begejstret.

”Åh!” sagde Mindy.

Linjen gik direkte igennem en stor, gul prik på kortet. ”Pathfinder!” sagde Mindy. ”Han er på vej til Pathfinder !”

”Jeps,” sagde Venkat. ”Nu sker der endelig noget. Han har noget i retning af ottehundrede kilometer foran sig. Han kan sagtens nå derud og tilbage igen på de forsyninger, han har med sig.”

”Og tage Pathfinder og Sojourners rover med sig tilbage,” tilføjede Mindy.

Venkat fandt sin mobil frem. ”Vi mistede kontakten til Pathfinder i 1997. Hvis han kan gå online igen, kan vi kommunikere. Måske skal der kun en rensning af solceller til. Og hvis problemet skulle være mere end det, så er manden jo ingeniør!” Mens han tastede en opkaldskode, tilføjede han: ”Det er jo hans job at fikse den slags.”

Med hvad der føltes som det første smil i ugevis, holdt han mobilen til øret. ”Bruce? Det er Venkat. Situationen har lige ændret sig. Watney er på vej til Pathfinder . Nemlig! Ja, nemlig, ja! Støv alle op, som arbejdede på det projekt og få dem ud til JPL omgående. Jeg tager det næste fly.”

Han afbrød og så på kortet med et stort smil. ”Mark, din udspekulerede fusker!”

LOG NOTAT: SOL 79

Det er blevet aften på min ottende dag på farten. Sirius 4 har indtil videre været en succes.

Jeg har fundet en rutine. Hver morgen vågner jeg så snart, det bliver lyst. Det første jeg gør, er at tjekke niveauet for oxygen og CO 2. Så spiser jeg en morgenmadspakke og drikker en kop vand. Derefter børster jeg tænder med brug af så lidt vand som muligt, og barberer mig med en elektrisk barbermaskine.

Roveren har ikke noget toilet. Vi skulle bruge dragternes egne rensningssystem til det formål, men det er ikke skabt til at holde på tyve dages output.

Min morgenurin ryger direkte i en plastboks med genlukning. Når jeg åbner den, stinker roveren som lokummet på en truckerholdeplads. Jeg kunne selvfølgelig hælde det ud på overfladen, men jeg har arbejdet hårdt for at lave det vand, og jeg har ikke tænkt mig at spilde noget af det. Jeg hælder det i vandindvinderen når jeg kommer tilbage.

Min gødning er endda mere kostbar. Den er altafgørende for min kartoffelhøst, og jeg er den eneste kilde til det på Mars. Når man tilbringer en masse tid ude i rummet, vænner man sig heldigvis til at skide i en pose. Og hvis I tror, det er slemt når man har åbnet en beholder med pis, så forestil jer lugten når jeg har dumpet ballasten.