Andy Weir - The Martian

Bruce gned sine øjne. ”Vi vil gøre vores allerbedste.”

”Han sulter ihjel, hvis I gør mindre end det,” sagde Teddy.

Venkat nippede til sin kaffe og stirrede panderynkende på sin computerskærm. For en måned siden ville det have været utænkeligt at drikke kaffe klokken ni om aftenen. Nu var det nødvendigt brændstof. Skiftehold, omrokering af midler, allokeringer, projektjonglering, plyndring fra andre projekter … Han havde aldrig i sit liv lavet så mange krumspring før.

”NASA er en stor organisation,” tastede han. ”Den er ikke gearet til pludselige ændringer. Den eneste grund til, at vi kan slippe af sted med det, er de desperate omstændigheder. Der arbejdes mod det fælles mål at redde Mark Watney, uden at lade uenigheder afdelingerne imellem komme i vejen. Jeg kan dårligt beskrive, hvor sjældent det er. Men uanset hvad, vil dette komme til at koste titusindvis af millioner, måske flere hundrede millioner af dollars. MDV-modifikationerne alene er et helt selvstændigt projekt, der skal løbe af stablen. Forhåbentlig vil offentlighedens engagement gøre Deres opgave lettere. Vi sætter pris på deres fortsatte støtte, hr. kongresmedlem, og håber, De kan overtale komiteen til at godkende de ekstrabevillinger, vi behøver.”

Han blev afbrudt af en banken på døren. Han løftede blikket og der stod Mindy. Hun var iført joggingbukser og T-shirt, og håret var samlet i en sjusket hestehale. Overarbejde havde det med at undergrave stilbevidstheden.

”Undskyld, jeg forstyrrer,” sagde Mindy.

”Det er i orden,” sagde Venkat. ”Jeg har godt af en lille afbrydelse. Hvad så?”

”Han er på farten,” sagde hun.

Venkat faldt sammen i sin stol. ”Kan det tænkes at være en prøvekørsel?”

Hun rystede på hovedet. ”Han kørte direkte væk fra Hab’et i næsten to timer, foretog en kort EVA, og kørte videre i endnu to timer. Vi mener, at EVA’en var for at skifte batteri.”

Venkat sukkede dybt. ”Måske er det bare en længere køretur? Med en overnatning?”

”Han er seksoghalvfjerds kilometer fra Hab’et,” sagde Mindy. ”Hvis det var en prøvekørsel med overnatning, ville han så ikke holde sig indenfor gåafstand?”

”Jo, han ville,” sagde Venkat. ”Fandens. Vi har haft teams til at gennemgå alle tænkelige scenarier. Det kan ikke lade sig gøre for ham at klare den til Ares 4 med den konstruktion. Vi har ikke set ham læsse hverken oxygenatoren eller vandindvinderen på. Han har ikke tilstrækkelige livsfornødenheder til at gennemføre det.”

”Jeg tror ikke, han vil til Ares 4” sagde Mindy. ”Hvis det var meningen, har han valgt en mærkelig rute.”

”Nå?” sagde Venkat.

”Han kørte syd-sydvest. Schiaparellikrateret ligger i sydøstlig retning.”

”Okay, måske er der håb,” sagde Venkat. ”Hvad laver han lige nu?”

”Genoplader. Han har sat alle solcellerne op,” sagde Mindy. ”Sidst, han gjorde det, tog det tolv timer. Jeg har tænkt mig at smutte hjem og få lidt søvn, hvis det er i orden.”

”Selvfølgelig, god ide. Vi må se, hvad han gør i morgen. Måske vender han tilbage til Hab’et.”

”Måske,” sagde Mindy uoverbevist.

”Velkommen tilbage,” sagde Cathy til kameraet. ”Vi snakker med Marcus Washington fra det Amerikanske Postvæsen. Mr. Washington, jeg har forstået, at Ares 3-missionen udløste en særlig gestus fra postvæsnets side. Kan du forklare sagen for vores seere?”

”Ja da,” sagde Marcus. ”Alle troede jo, at Mark Watney har været død i over to måneder. I det tidsrum fik postvæsnets serviceafdeling sat gang i produktionen af en serie mindefrimærker for at ære ham. Der blev trykt tyvetusind frimærker, som blev distribueret rundt til hele landet.”

”Og så viste det sig, at han er i live,” indskød Cathy.

”Nemlig,” sagde Marcus. ”Vi trykker normalt ikke frimærker med portrætter af levende mennesker. Vi standsede derfor produktion og distribution omgående, men der var allerede solgt flere tusind.”

”Er det nogensinde sket før?” spurgte Cathy.

”Nej, ikke i hele postvæsnets historie.”

”Mon ikke de frimærker er en pæn sum værd nu?”

Marcus kluklo. ”Måske. Men som sagt, der blev solgt nogle tusinde. De vil blive betragtet som sjældne, men ikke supersjældne.”

Cathy lo lidt og vendte sig igen mod kameraet. ”Vi har talt med Marcus Washington fra De Forenede Staters Postvæsen. Hvis I ligger inde et Mark Watney-mindefrimærke, skal I nok gemme det et sikkert sted. Tak, fordi De kiggede forbi, Mr. Washington.”

”Tak, fordi jeg måtte være med,” sagde Marcus.

”Vores næste gæst er dr. Irene Shields, Ares-missionernes traumepsykolog. Dr. Shields, velkommen til programmet.”

”Tak”, sagde Irene og rettede på sin mikrofonklips.

”Kender du Mark Watney personligt?”

”Selvfølgelig,” sagde Irene. ”Jeg gennemførte psykologiske evalueringer på månedsbasis for hvert medlem af besætningen.”

”Hvad kan du fortælle os om ham? Hans personlighed, hans tankegang?”

”Jo, ser du,” sagde Irene, ”han er for det første intelligent. Det er de alle, selvfølgelig. Men han er usædvanlig opfindsom og en effektiv problemknuser.”

”Det kan meget vel medvirke til at redde hans liv,” indskød Cathy.

”Ja, også i den grad,” samtykkede Irene. ”Desuden er han et optimistisk menneske. Altid i godt humør og med en fantastisk sans for humor. Altid klar til at fyre en joke af. I månederne frem til opsendelsen blev besætningen udsat for et udmattende træningsforløb. De viste alle tegn på stress og humørsvingninger. Mark var ingen undtagelse, men måden han viste det på, var at skrue op for humoren og få alle til at grine.”

”Han lyder som en alle tiders fyr,” sagde Cathy.

”Det er han virkelig,” sagde Irene. ”Hans personlighed var stærkt medvirkende til, at han blev udvalgt til missionen. En Ares-besætning skal tilbringe tretten måneder sammen. Social forligelighed er en nøglefaktor. Mark ikke blot passer ind i enhver social sammenhæng, han er også den, der får en gruppe til at fungere bedre. Det var et frygteligt slag for besætningen, at han ’døde’.”

”Og de tror stadig, han er død, er det korrekt? Ares 3-besætningen?”

”Ja, det gør de, desværre.,” bekræftede irene. Det blev besluttet fra højeste niveau, at holde sandheden skjult for dem indtil videre. Jeg er sikker på, at det ikke var nogen let beslutning.”

Cathy lod svaret vibrere i luften et øjeblik, før hun fortsatte: ”Og det bringer mig videre til at stille det uundgåelige spørgsmål: Hvad foregår der i hans hoved lige nu? Hvordan reagerer en mand som Mark Watney på en situation som denne? Strandet, alene, uden mindste anelse om at vi prøver at hjælpe?”

”Det kan man kun gisne om,” sagde Irene. ”Den største trussel er, at opgive håbet. Hvis han konkluderer, at der ikke er nogen chance for overlevelse, vil han simpelthen holde op med at kæmpe.”

”Det vil sige, at det går godt lige nu?” sagde Cathy. ”Han lader til, at udføre et hårdt stykke arbejde. Han forbereder roveren til en lang tur og prøverkører den. Han planlægger at være på stedet, når Ares 4 lander.”

”Det er en af fortolkningerne, ja,” sagde Irene.

”Er der da flere?”

Irene tænkte sig om før hun svarede. ”Når man svæver i livsfare, vil man som menneske gerne høres. Ingen ønsker at dø alene. Det er muligt, han bare vil nå frem til MAV’ens radio, så han kan tale med et andet menneske før han dør.

”Hvis han har mistet håbet, er han ligeglad med overlevelseskampen. Hans eneste fokus er at nå frem til den radio. Derefter vil han sandsynligvis vælge en lettere udvej end sultedøden. En Ares-mission har rigelige medicinske forsyninger, og der er nok morfin til en dødelig dosis.”