Andy Weir - The Martian

Jeg vil kalde turen Sirius 2.

LOG NOTAT: sol 69

Jeg er ikke turist på Mars. Jeg har været her længe. Men jeg har aldrig været ude af synsvidde fra Hab’et før i dag. Man skulle ikke tro, det kunne gøre nogen forskel, men det gør det.

Mens jeg begav mig afsted mod RTG’en, slog det mig: Mars er virkelig en livløs ødemark, og jeg er fuldstændig alene her. Det vidste jeg selvfølgelig godt. Men der er forskel på at vide det og virkelig opleve det. Overalt omkring mig var der intet andet end støv, sten og endeløs, tom ørken i alle retninger. Planetens berømte røde farve kommer fra jernoxid, der ligger som et lag over alting. Det er altså ikke bare en ørken. Det er en ørken så gammel, at den bogstaveligt talt ruster.

Hab’et er mit eneste flig af civilisation, og at se det forsvinde på min vej væk, gjorde mig mere utilpas, end jeg har lyst til at indrømme.

Jeg tvang mig selv til ikke at tænke på det, og fokuserede på, hvad jeg foretog mig. Jeg fandt RTG’en lige hvor den skulle være, fire kilometer stik syd for Hab’et.

Den var ikke svær at lokalisere. Kaptajn Lewis havde gravet den ned øverst på en lille høj. Hun ville nok sikre sig, at alle ville kunne se varselsflaget, og det virkede perfekt efter hensigten! Altså bortset fra at jeg, i stedet for at holde mig væk, kørte direkte derhen og gravede den op. Ikke just hendes formål med manøvren.

Det var en stor cylinder omgivet af kølelegemer. Jeg kunne alligevel mærke varmen, selv gennem min rumdragts handsker. Ret så foruroligende, når man ved, at årsagen til varmen, er stråling.

Det var ingen grund til, at surre den fast på taget, når min endelige plan gik ud på, at installere den i kabinen. Jeg bar den derind med det samme, slukkede for varmen og kørte tilbage til Hab’et.

I løbet af de ti minutters kørsel med slukket varmeanlæg, nåede roverens kabine op på svedige 37 grader. RTG’en skal nok holde mig varm.

Turen beviste også, at min rigging holdt. Solcellerne og det ekstra batteri forblev pænt på plads under den otte kilometers rundtur i forskelligt terræn.

Jeg erklærer Sirius 2 for en vellykket mission!

Jeg brugte resten af dagen på at vandalisere roverens interiør. Tryk­kabinen er lavet af kulfiber og derunder ligger isoleringen, som er dækket af hård plast. Jeg brugte en avanceret fremgangsmåde til at fjerne plasticsektionen (hammer), hvorefter jeg varsomt fjernede koldskum-isolationen (igen hammer).

Efter at have flået en del af isolationsmaterialet ud, hoppede jeg i dragten og satte RTG’en udenfor. Da roveren kort efter var kølet ned, satte jeg den ind igen. Jeg holdt øje med temperaturen, der kravlede opad. Det gik ikke nær så hurtigt, som det havde gjort på hjemturen fra nedgravningsstedet.

Jeg fjernede forsigtigt mere isolation (hammer) og kontrollerede igen. Efter et par omgang mere på den måde, fik jeg fjernet tilstrækkeligt isolatiotionsmateriale, for nu kunne RTG’en dårligt nok holde trit. Faktisk var den ved at tabe kampen; over tid vil varmen stille og roligt sive helt ud. Det er okay. Jeg kan altid tænde for varmeanlægget i korte intervaller, når det bliver nødvendigt.

Jeg tog stykkerne af isolationsmateriale med tilbage til Hab’et. Ved hjælp af avanceret kontruktionsteknik (gaffertape), samlede jeg nogle af dem til et reelt, rektangulært stykke. Hvis det skulle gå hen og blive virkelig koldt for mig, tænker jeg, at det vil være nok, at tape stykket til en af roverens afpillede sider for at hjælpe RTG’en med at vinde ”varmekampen”.

I morgen: Sirius 3 (som i bund og grund er Sirius 1, bare uden at fryse)

LOG NOTAT: SOL 70

I dag skriver jeg til jer fra roveren. Jeg er halvejs igennem Sirius 3, og alt går vel.

Jeg satte ud så snart det blev lyst, kørte i baner rundt om Hab’et, og sørgede for hele tiden at styre ud over uberørt jord. Det første batteri holdt i lidt under to timer. Efter en hurtig EVA for at skifte kablerne, kørte jeg videre. Ved afslutningen af en vellykket mission, havde jeg kørt 81 kilometer på 3 timer og 27 minutter.

Det er virkelig godt gået! Det skal dog siges, at terrænet omkring Hab’et er helt jævnt, som det jo er tilfældet over hele Acidalia Planitia. Jeg kan ganske enkelt ikke sige, hvor effektivt jeg vil kunne køre gennem det langt barskere terræn, der venter på turen til Ares 4.

Det andet batteri har stadig en smule strøm tilbage, men jeg kan ikke tillade mig at køre det helt fladt før jeg standser; husk på, at jeg også skal have strøm til holde mig selv i live, mens jeg genoplader. CO 2bliver absorberet gennem en kemisk proces, men hvis ventilatoren, der fører det væk, ikke virker, bliver jeg kvalt. Oxygenpumpen er også lidt vigtig.

Efter min køretur satte jeg solcellerne op. Det var hårdt arbejde; sidste gang havde jeg Vogel til hjælp. De er ikke tunge, men til gengæld uhåndterbare. Efter at have sat halvdelen af dem op, slog det mig, at jeg kunne slæbe dem, i stedet for at bære dem, og på den måde gik det lidt hurtigere.

Lige nu venter jeg på, at batterierne genoplader. Jeg keder mig, så jeg opdaterer logbogen. Jeg har også alle Poirotbøgerne i min computer. De kan hjælpe mig med fordrive ventetiden. Det tager trods alt tolv timer at genoplade.

Hva’ for noget? Er tolv timer forkert? Sagde jeg tretten timer lige før? Okay, venner, lad mig forklare:

RTG’en er en generator . Sammenlignet med roverens forbrug, giver den en sølle mængde strøm, men det er ikke ingenting. Det er hundrede watt. Det kan spare mig en hel times genopladning. Hvorfor ikke udnytte det?

Jeg gad nok vide, hvad NASA ville synes om, at jeg misbruger en RTG på den måde. De ville nok krybe sammen under skrivebordene med deres regnestokke som sutteklud.

LOG NOTAT: SOL 71

Som forudset gik der tolv timer med opladning af batterierne til fuld styrke. Jeg tog direkte hjem, så snart det var gjort.

Det er tid til at planlægge Sirius 4. Jeg tror, det bliver en heldagsudflugt.

Det lader til at problemer med strøm og batteriopladning er løst. Mad er ikke noget problem; der er masser af plads til at opbevare det. Vand er en let sag. Jeg skal bruge to liter om dagen for at have det godt.

Når jeg for alvor begiver mig ud på min rejse til Ares 4, må jeg medbringe oxygenatoren. Men den er stor, og jeg vil ikke begynde at rode med den på nuværende tidspunkt. Jeg forlader mig på O2 og CO 2-filtre på Sirius 4.

CO 2er ikke noget problem. Jeg påbegyndte mit store eventyr med 1500 timers CO 2-filtre plus yderligere 720 til nødsituationer. Alle systemer bruger standardfiltre (Apollo 13 lærte os lektien). Siden da har jeg haft et filterforbrug på 131 timer på forskellige EVA’er. Jeg har 2089 tilbage. Det rækker til syvogfirs dage. Rigeligt.

Oxygen er lidt sværere. Roveren blev designet til tre mennesker i to dage, plus en reserve til nødsituationer. Dens O2-tanke kan rumme en mængde til syv dage. Det er ikke nok.

Mars har næsten intet atmosfærisk tryk. Roverens kabine har en atmosfære. Oxygentankene er derfor indenfor (mindre trykdifferens at modarbejde). Hvorfor har det betydning? Fordi det betyder, at jeg kan medbringe andre oxygentanke og udligne dem med roverens tanke uden, at skulle ud på en EVA.

I dag frakoblede jeg en af Hab’ets to 25-liters tanke med flydende oxygen og bar den ud i roveren. Ifølge NASA skal et menneske bruge 588 liter oxygen om dagen for at holde sig i live. Komprimeret flydende O2 er cirka 1000 gange så tæt som gasarten O2 i en behagelig atmosfære. For at sige det kort: Med Hab’ets tank har jeg nok O2 til 49 dage. Det er rigeligt.

Sirius 4 bliver en tyvedages tur.

Det kan virke som en temmelig lang tur, men jeg har et specifikt mål i tankerne. Desuden bliver min rejse til Ares 4 på mindst fyrre dage. Det er altså en træningstur, der begynder at kunne måle sig med det endelige scenarie.