Andy Weir - The Martian

Efter alt det fysiske arbejde, fortjente jeg en pause. Jeg gennemgik Johanssens computer i dag og fandt et endeløst bibliotek med digitale bøger. Det lader til, at hun er en stor fan af Agatha Christie. The Beatles, Christie … Hun må være anglofil eller noget i den retning.

Jeg kan godt huske, at jeg som barn kunne lide en tv-serie med Hercule Poirot. Jeg begynder med De Låsede Døre. Det er vist den første.

LOG NOTAT: SOL 66

Tiden er inde (ildevarslende crescendo) til nogle missioner!

Når NASA må navngive deres missioner efter guder og den slags, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne det? Herefter vil jeg kalde de eksperimentelle rover-missioner for Sirius-missioner. Fik I den? Hunde? Okay, hvis ikke, så fuck jer.

Sirius 1 vil løbe af stablen i morgen.

Mission: Sætter ud med fuld opladede batterier og solceller på taget, kører rundt indtil jeg løber tør for strøm og ser, hvor langt jeg når.

Jeg har ikke tænkt mig at være idiot. Jeg kører ikke direkte ud og væk fra Hab’et. Jeg vil køre en halv kilometers strækning frem og tilbage. Jeg vil hele tiden kun være en kort gåtur hjemmefra.

I aften genoplader jeg begge batterier, så jeg kan blive klar til den lille prøvetur i morgen. Jeg anslår det til at blive tre og en halv times kørsel, så jeg er nødt til at medbringe friske CO 2-filtre. Og med varmeblæseren slukket, vil jeg tage tre lag tøj på.

LOG NOTAT: SOL 67

Sirus 1 er udført!

Eller rettere, Sirius 1 blev afbrudt efter en time. Man kunne selvfølgelig godt kalde det en fiasko, men jeg foretrækker udtrykket ”lærerig erfaring”.

Det begyndte fint nok. Jeg kørte til et dejligt fladt terræn en kilometer fra Hab’et, hvorefter jeg begyndte at køre frem og tilbage over 500 meters strækninger.

Det gik hurtigt op for mig, at det var en ubrugelige testkørsel. Efter et par ture, havde jeg allerede lavet mig en jævn vej. En dejlig hård kørebane, der gav en urealistisk høj energieffektivitet. En langdistancekørsel ville ikke på nogen måde minde om det.

Jeg begyndte derfor, at gøre det sværere ved at køre rundt i tilfældige mønstre, mens jeg hele tiden sørgede for, at være indenfor en kilometers radius fra Hab’et.

Efter en time begyndte det at blive koldt. Og jeg mener virkelig koldt.

Roverne er altid kolde, når man lige sætter sig ind. Hvis man ikke har afmonteret varmeanlægget, varmer den op med det samme. Jeg havde godt nok forventet kulde, men Vorherre på skøjter!”

Jeg havde det fint et stykke tid. Min egen kropsvarme og de tre lag tøj holdt mig varm, og roverens isolering er i topklasse. Varmen, der forsvandt fra min krop, bidrog til at varme kabinen. Men der findes ikke perfekt isolering, og som tiden gik, sivede al varmen ud i det store intet, mens jeg blev koldere og koldere.

Jeg klaprede tænder og var følelsesløs af kulde inden der var gået en time. Det er absolut udelukket for mig at tage ud på en længere rejse sådan.

Jeg tændte for varmen og kørte direkte tilbage til Hab’et.

Da jeg kom hjem, surmulede jeg et stykke tid. Termodynamikken spændte ben for min storslåede plan. Hop i havet og forsvind, entropi!

Jeg står i et dilemma. Den skide varmeforsyning vil sluge halvdelen af min batterikraft hver eneste dag. Jeg kunne selvfølgelig skrue ned for den. Fryse en smule uden at fryse ihjel. Selv det scenarie vil koste mig mindst et kvarter.

Jeg må tænke nøje over det. Jeg må spørge mig selv: Hvad ville Hercule Poirot gøre? Jeg må få sat sving i mine ”små, grå celler” for at løse problemet.

LOG NOTAT: SOL 68

Pis.

Jeg fandt en løsning, men … Lad mig udtrykke det sådan, at i forhold til dengang, jeg futtede raketbrændstof af i Hab’et, bliver det her meget farligere.

Jeg vil bruge RTG’en.

RTG’en (radioisotopisk termoelektrisk generator) er en stor kasse med plutonium. Ikke den slags, man bruger til atombomber. Slet ikke. Nej, den slags plutonium, jeg taler om, er meget farligere!

Plutonium-238 er en ubeskriveligt ustabil isotop. Den er så radioaktiv, at den bliver rødglødende helt af sig selv. Som I kan forestille jer, er et materiale, der bogstaveligt talt kan spejle et æg med stråling, ret så farligt.

RTG’en omkapsler plutoniumet, fanger strålingen, som kommer i form af varme, og laver den om til elektricitet. Det er ikke en reaktor. Strålingen kan hverken øges eller mindskes. Det er en helt igennem naturlig proces, der finder sted på atomniveau.

Helt tilbage i 1960’erne begyndte NASA, at bruge RTG’er til at drive ubemandede sonder. De har mange fordele i forhold til solceller. De bliver ikke påvirket af storme; de virker dag og nat; de er internt integreret, så man slipper for de skrøbelige solceller, der må placeres forskellige steder på sondens yderside.

Men man har aldrig brugt store RTG’er på bemandede missioner før Ares-programmet.

Hvorfor ikke? Det burde være åbenlyst. Man syntes ligesom ikke, det var ideelt at sætte astronauter oven på en rødglødende kugle af radioaktiv død!

Jeg overdriver lidt. Plutoniumet befinder sig indeni en masse kugler, hver og en forseglet og isoleret for at forhindre lækage af stråling, også selvom den ydre beholder skulle lide skade. De besluttede derfor, at det godt kunne bruges i Ares-programmet.

En Ares-mission er helt afhængig af MAV’en. Det er den altafgørende og absolut nødvendige faktor. Det er et af de få systemer, der ikke kan erstattes eller ændres på. Det er den eneste bestanddel, der afblæser en hel mission, hvis den ikke virker.

Solceller er fantastiske på kort sigt, og udmærkede i længere perioder, hvis der er mennesker til at rense dem. Men MAV’en står der helt alene i årevis, mens den lige så stille fremstiller brændstof og venter på sin besætning. Selv uden at være i brug, kræver den strøm, fordi NASA skal kunne fjernstyre den og lave systemtjek.

Alene tanken om at måtte afblæse en hel mission på grund af snavsede solceller, var uacceptabel. De måtte finde en pålidelig energikilde. Derfor blev MAV’en udstyret med en RTG. Den rummer 2,6 kg plutonium-238, hvilket giver varme for næsten 1500 watt. Det kan den så forvandle til 100 watt elektricitet. MAV’en bliver drevet på den måde, indtil besætningen ankommer.

Ethundrede watt er ikke nok til at holde varmen kørende, men jeg er ligeglad med den elektriske kapacitet. Jeg vil kun have varmen. En 1500-watt varmeforsyning er så høj en temperatur, at jeg må skrælle isoleringen ud af roveren for ikke at blive stegt.

Da vi havde pakket roverne ud og aktiveret dem, fik kaptajn Lewis fornøjelsen af at skille os af med RTG’en. Hun koblede den af MAV’en, kørte fire kilometer væk og begravede den. Uanset de effektive sikkerhedsforanstaltninger, må man forholde sig til, at der er tale om en radioaktive kerne, og NASA ville ikke have den for tæt på deres astronauter.

Missionens retningslinjer angiver ingen specifik lokation, hvor RTG’en skal dumpes. Blot ”mindst fire kilometer væk.” Det er altså op til mig selv at finde den.

Jeg har to ledetråde. For det første stod jeg og samlede solceller med Vogel, da kaptajn Lewis kørte af sted, og jeg så at hun havde kurs stik syd. Desuden plantede hun en tre meter høj flagstang med grønt flag, hvor hun gravede den ned. Grønt lyser tydeligt op på baggrund af Mars’ terræn. Det skulle tjene som advarsel, hvis vi kom på afveje på en rover-EVA senere hen.

Så min plan er: Køre fire kilometer mod syd og lede indtil jeg får øje på det grønne flag.

Efter at have gjort Rover 1 ubrugelig, bliver jeg nødt til at tage min mutant-rover i stedet. Det bliver en nyttig testmission, når det nu skal være: Jeg får at se, hvordan batterimonteringen holder til en rigtig køretur, og hvordan solcellerne klarer sig fastspændt på taget.