Andy Weir - The Martian

”Jeg kan ikke garantere, at det vil lykkes os at redde ham, men så meget kan jeg love: NASAs fulde kapacitet er rettet mod at hente Mark Watney hjem. Dette vil være vores altoverskyggende og eneste besættelse, indtil han enten er tilbage på Jorden eller bekræftet død på Mars.”

”God tale,” sagde Venkat, idet han trådte ind i Teddys kontor.

”Jeg mente hvert et ord,” sagde Teddy.

”Det ved jeg.”

”Hvad kan jeg gøre for dig, Venk?”

”Jeg har en ide. Ja, det vil sige JPL har en ide. Jeg er budbringeren.”

”Jeg kan godt lide ideer,” sagde Teddy og bød ham en stol.

Venkat satte sig ned.

”Vi kan godt redde ham med Ares 4. Det er meget risikabelt. Vi luftede ideen for Ares 4-besætningen. De er ikke bare villige til at gøre det, de presser hårdt på for at få det igennem.”

”Selvfølgelig,” sagde Teddy. ”Astronauter er i sagens natur sindssyge. Og meget ædelmodige. Hvad er idéen så?”

”Jo altså,” begyndte Venkat. ”Det er stadig på ideplanet, men JPL mener, at MDV’en kan misbruges til at redde ham.”

”Ares 4 er slet ikke sendt ud endnu. Hvorfor rode med en MDV? Hvorfor ikke lave noget bedre?”

”Vi har ikke tid til at fremstille et skræddersyet fartøj. Reelt kan han ikke overleve, indtil Ares 4 ankommer, men det er et helt andet problem.”

”Så fortæl mig om MDV’en.”

”JPL skræller den, smider noget vægt og tilfører nogle brændstoftanke. Ares 4-besætningen lander meget forsigtigt på Ares 3-feltet. Dernæst kan de, for fuld kraft, og jeg mener virkelig fuld kraft, lette igen. Den kan ikke nå tilbage ud i kredsløb, men den kan flyve til Ares 4-området i en lateral bane, hvilket er, tja, virkelig skræmmende. Og så har de en MAV.”

”Hvordan gør de fartøjet lettere?” spurgte Teddy. ”Har de ikke allerede bygget det så let, som det kan blive?”

”Ved at fjerne alt sikkerheds- og nødsituationsudstyr.”

”Herligt” sagde Teddy. ”Så sætter vi endnu seks menneskers liv på spil.”

”Nemlig,” sagde Venkat. ”Det ville være langt sikrere, at efterlade Ares 4-besætningen i Hermes, og nøjes med at sende piloten ned med MDV’en. Men det ville betyde, at missionen blev afblæst, og i lyset af det, vil de altså hellere risikere at dø.”

”Typisk astronauter,” sagde Teddy.

”Nemlig, typisk astronauter,” samtykkede Venkat.

”Nå, men det er en latterlig ide, og jeg vil aldrig i livet give tilladelse til det.”

”Vi går i tænkeboks igen,” sagde Venkat. ”Prøver at finde på noget mere sikkert.”

”Gør det. Nogen ide om, hvordan vi holder ham i live i fire år?”

”Niks.”

”Så tag det med i tænkeboksen.”

”Det gør jeg.” sagde Venkat.

Teddy snurrede sin stol rundt og kastede blikket ud gennem vinduet mod himlen derude. Natten var ved at falde på. ”Hvordan mon det føles?” mumlede han tænksomt. ”Han er efterladt derude. Han tror, han er fuldstændig alene og at vi alle har afskrevet ham. Hvilken effekt må det ikke have på et menneskes psyke?”

Han vendte sig om mod Venkat. ”Gad vide, hvilke tanker, der går igennem hans hoved lige nu.”

LOG NOTAT: SOL 61

Hvordan kan det være, at Aquaman har magt over hvaler? Det er jo pattedyr! Det giver ikke mening!

LOG NOTAT: SOL 63

Det er et stykke tid siden, jeg blev færdig med at lave vand. Jeg er ikke længere i fare for at sprænge mig selv i luften. Kartoflerne gror fint. I flere uger er der ikke sket noget, der kunne have taget livet af mig. Og tv-serier fra 70’erne holder mig foruroligende nok bedre underholdt, end de burde. Alting går stille og roligt her på Mars.

Det er tid til at tænke langsigtet.

Selvom jeg skulle finde en mulighed for at fortælle NASA, at jeg er i live, er det ingen garanti for, at de vil kunne redde mig. Jeg må være proaktiv. Jeg må se at finde ud af, hvordan jeg kommer til Ares 4.

Det bliver ikke let.

Ares 4 vil lande i Schiaparellikrateret, som ligger 3200 kilometer væk. Faktisk er MAV’en allerede på stedet. Det ved jeg, fordi jeg så Martinez lande den.

Det tager atten måneder for en MAV at fremstille sit brændstof, hvorfor den er det første, NASA sender ud. Ved at sende den ud otteogfyrre måneder tidligere end missionen, giver man den rigelig ekstra tid, hvis det skulle vise sig, at processen går langsommere end forventet. Men vigtigere er det, at en blød præcisionslanding kan fjernstyres af en pilot i kredsløb. Direkte fjernstyring fra Houston er udelukket; de er et sted mellem fire til tyve lysminutter væk.

Ares 4’s MAV brugte 11 måneder på at komme til Mars. Den blev sendt af sted før os, og nåede hertil nogenlunde samtidig med os. Som forventet fik Martinez landet den på smukkeste vis. Det var en af de sidste ting, vi gjorde, før vi masede os ind i vores MDV og satte kurs mod overfladen. Åh, de gode gamle dage, hvor jeg havde en besætning med mig.

Jeg er heldig. Toogtredive hundrede km er ikke så slemt. Den kunne lige så godt have været så meget som 10.000 km væk. Og fordi jeg befinder mig på den fladeste del af Mars, går de første 650 kilometer henover et dejligt, jævnt terræn (Sådan, Acidalia Planitia!), men resten af vejen skal jeg krydse et rædselsfuldt, arret, kraterfyldt helvede.

Jeg skal selvfølgelig bruge en rover. Og ved I hvad? De er ikke bygget til langtur gennem uvejsomt terræn.

Det bliver en opdagelsesrejse på researchplan med indlagte eksperimenter hele vejen. Jeg må være mit eget lille NASA og regne ud, hvordan det bliver muligt at drage så langt væk fra Hab’et. Den gode nyhed er, at jeg har masser af tid til at udtænke det. Næsten fire år.

Noget giver sig selv. Jeg skal bruge en rover. Det bliver langvarigt, så jeg skal have forsyninger med. Jeg skal genoplade på rejsen, og da en rover ikke har solceller, må jeg stjæle nogen fra Hab’ets skov af solceller. På rejsen skal jeg desuden trække vejret, spise og drikke.

Heldigvis for mig, ligger de tekniske specifikationer til alt lige her i computeren.

Jeg må pimpe en rover op. I bund og grund vil jeg ende med et mobilt Hab. Jeg vælger Rover 2 til formålet. Vi har knyttet et bånd, efter at have tilbragt to dage sammen under den Store Hydrogen Forskrækkelse på Sol 37.

Der er alt for meget at jonglere med i hovedet på én gang. Så lige nu vil jeg udelukkende fokusere på strøm.

Vores mission havde en 10-kilometers operationsradius. Vel vidende, at vi ikke ville være i stand til at køre i direkte linje mod noget som helst, designedes NASA-roverne til at kunne klare hele 35 kilometer for fuld kraft, under forudsætning af jævnt og pænt terræn. Hver rover har et 9000 watt-timers batteri.

Første skridt bliver, at hugge Rover 1’s batteri og installere det i Rover 2. Ta-daa! Dermed har jeg fordoblet min køredistance på max. hastighed.

Der er dog en enkelt komplikation. Varme.

En del af batterikraften går til opvarmninge af roveren. Mars er virkelig kold. Normalt ville det blive forventet, at vi gennemførte vores EVA’er på under fem timer. Men jeg vil komme til leve sådan i fireogtyve og en halv time om dagen. Ifølge specifikationerne, vil varmeanlægget suge 400 watt til sig. At holde det konstant tændt, vil æde 9800 watt pr. dag!

Men jeg har jo en gratis varmekilde: Mig. For et par millioner år siden udstyrede evolutionen mig med ”varmblodet teknologi”. Jeg kan bare slukke for varmeforsyningen og i stedet tage flere lag tøj på. Roveren er også godt isoleret. Det må række; jeg har brug for al den strøm, jeg kan spare mig til.

Ifølge min kedelige matematik, vil det sluge 200 watt-timers brændstof pr. kilometer, at holde roveren kørende, så ved brug af alle 18.000 watt-timers kørsel (minus et bagatelbeløb til computer, livsnødvendigt apparatur, etc.) får jeg kapacitet til en tur på 90 kilometer. Nu begynder det at rykke.