Andy Weir - The Martian

90 kilometer på en enkelt opladning er selvfølgelig urealistisk. Jeg skal forcere bakker, svært terræn, dybt sand etc. Men det er en positiv indikator. Den fortæller mig, at det mindst ville tage mig 35 rejsedage at nå til Ares 4. Det bliver nok nærmere 50. Men det er stadig realistisk.

Med roverens rasende tophastighed på 25 km/t vil det tage mig tre og en halv time før mine batterier er flade. Jeg kan vælge at køre i tusmørke, og på den måde reservere den solbeskinnede del af dagen til opladning. På denne tid af året får jeg omkring tretten timers lys. Hvor mange solceller skal jeg så rapse fra Hab’ets anlæg?

Takket være Amerikas ædle skatteydere, har jeg rådighed over 100 kvadratmeter af de allerdyreste solcellepaneler nogensinde fremstillet. De har en imponerende 10,2 procents effektivitet, hvilket er rigtigt godt, eftersom Mars ikke får nær så meget sollys som Jorden. Kun 500 til 700 watt pr. kvadratmeter (sammenlignet med de 1400 Jorden får.)

For at gøre en lang historie kort: Jeg skal have otteogtyve kvadratmeter solceller med mig. Det vil sige fjorten paneler.

Jeg kan placere to stakke á syv på taget. De vil stikke ud over kanterne, men så længe de er spændt ordentligt fast, er jeg tilfreds. Efter hver dags kørsel vil jeg sprede dem ud, og så … Bare vente hele dagen. Røvsygt.

Nå, men det er en start. Morgendagens mission: Flytte Rover 1’s batteri til Rover 2.

LOG NOTAT: SOL 64

Nogen gange går tingene let, andre gange ikke. At få batteriet ud af Rover 1 var let. Jeg fjernede to klamper fra undervognen, og så faldt det bare ud. Kablerne var også lette nok at løsne. Kun få komplicerede kontakter.

Men at installere det i Rover 2 er en helt anden historie. Der er ikke plads til det nogen steder!

Det er enormt . Der er ikke plads i undervognen til et batteri nummer to. Der er heller ikke plads på taget. Det skal solcellerne være. Der ikke plads inde i kabinen; det ville ikke engang kunne komme gennem luftslusen.

Men bare rolig, jeg har fundet en løsning.

I tilfælde af nødsituationer — fuldstændig uden relation til denne — har NASA sørget for seks kvadratmeter ekstra Hab-teltdug samt en virkelig imponerende omgang harpiks. Faktisk den samme slags harpiks, som reddede mit liv på Sol 6 (lappegrejet, jeg brugte til hullet i min dragt).

I tilfælde af et brud på Hab’et, skulle alle løbe til luftsluserne. Tanken bag proceduren gik ud på, at lade Hab’et gå i stykker i stedet for at dø i forsøget på at afværge det. Derfor skulle vi hoppe i trykdragterne og dernæst vurdere skaden. Når vi havde lokaliseret hullet, skulle vi forsegle det med de ekstra længder teltdug og harpiks. Til sidst skulle vi genfylde Hab’et med luft, og det ville være så godt som nyt.

De seks kvadratmeter ekstra teltdug var produceret i praktiske mål, én gange seks meter. Jeg skar ti centimeter brede strimler ud, og brugte dem til at lave en slags slynge.

Jeg brugte harpiksen og stropperne til at danne to 10-meterlange løkker. Dernæst satte jeg en solid, hængekøjeligende lap teltdug i hver ende. Nu havde jeg et par interimistiske sadeltasker til min rover.

Det bliver mere og mere Wagon Train for hver dag der går.

Harpiksen hærder meget hurtigt. Men den hærdes bedre, hvis man lader den være i en time. Det gjorde jeg så. Derefter tog jeg dragten på og gik ud til roveren.

Jeg slæbte batteriet hen ved siden af roveren og surrede den ene ende af slyngen omkring det. Dernæst kastede jeg den anden ende over taget. På den anden side fyldte jeg sadeltasken op med sten. Da de to vægtelementer var nogenlunde ens, kunne jeg hive stenene nedad og batteriet op.

Yay!

Jeg afmonterede Rover 2’s batteri og monterede Rover 1’s. Så steg jeg ind i roveren gennem luftslusen og kontrollerede samtlige systemer. Alt var tip top.

Jeg kørte lidt rundt med roveren for at sikre mig, at slyngen var stærk nok. Jeg fik øje på nogle ret store sten, jeg kunne køre henover. Slyngen holdt. Sådan!

Et kort øjeblik overvejede jeg, hvordan jeg kunne splejse batteri 2’s ledninger til hovedstrømforsyningen. Min konklusion blev: Fuck det.”

Der er ingen grund til at have en kontinuerlig strømforsyning. Når batteri 1 bliver fladt, kan jeg stige ud, frakoble batteri 1, og sætte batteri 2 til. Hvorfor ikke? Jeg skal skifte batterier igen, når jeg genoplader dem, men hvad så?

Jeg tilbragte resten af dagen med at tørre solcelleanlægget af. Inden længe skal det plyndres.

LOG NOTAT: SOL 65

Solcellerne var meget lettere at håndtere end batterierne.

De er tynde, lette og ligger bare rundt om på jorden. Jeg havde endda en ekstra fordel: Det var mig, der i første omgang satte dem op.

Aj, okay. Det var ikke kun mig. Vogel og jeg samarbejdede. Og hold da op, hvor blev der arbejdet på sagen. Vi brugte næsten en hel uge , hvor vi ikke lavede andet, end at koncentrere os om solcelleanlægget. Senere arbejdede vi videre på det, hver gang de andre mente, at vi havde tid til overs. Anlægget var hjerteblod for missionen. Hvis vi ødelagde cellerne, eller på en eller anden måde gjorde dem ubrugelige, ville Hab’et ikke være i stand til at lave strøm, og missionen ville være slut.

I undrer jer måske over, hvad resten af besætningen foretog sig, mens vi samlede anlægget. De var i gang med at sætte Hab’et op. Husk på, at alting i mit prægtige kongerige kom hertil i kasser. Vi skulle nå at få alt op at køre i løbet af Sol 1 og 2.

Hver solcelle sidder på et letvægtsgitter, der holder dem i en 14 graders vinkel. Jeg må tilstå, at jeg ikke ved, hvorfor det er en 14 graders vinkel. Det handler om at maksimere solenergien. Hvorom alting er, så var cellerne lette at fjerne, og Hab’et kan sagtens undvære dem. Når strømkravet nu er reduceret til blot at skulle dække ét menneskes behov, frem for seks, er et 14 procent dyk i energiproduktionen irrelevant.

Så blev det tid til at stable dem på roveren.

Jeg overvejede at fjerne stenprøvebeholderen. Det er bare en lærredspose fastgjort på taget. Alt for lille til at kunne rumme solceller. Men efter lidt overvejelse, lod jeg den blive der, fordi jeg tænkte, den kunne udgøre en god stødpude.

Cellerne var lette at stable (de blev designet sådan af hensyn til transporten til Mars), og de to stakke passede fint på taget. De ragede lidt ud til både højre og venstre side, men jeg skal ikke igennem smalle tunneller, så det gør ikke mig noget.

Med endnu et misbrug af Hab’ets eksta lærred til nødsituationer, lavede jeg spændetampe og fastgjorde cellerne sikkert under dem. Roveren har håndtag på ydersiden både fortil og bagtil. De er monteret, for at gøre det lettere for os at læsse stenprøver på taget. De var perfekte til at surre spændetampene fast i.

Jeg trådte nogle skridt tilbage og beundrede mit værk. Den fornøjelse tillod jeg mig selv. Det var ikke engang middag, og jeg var færdig.

Jeg vendte tilbage til Hab’et, fik noget frokost og arbejdede på mine afgrøder resten af solen. Det er niogtredive sole siden, jeg plantede kartoflerne (svarer til cirka fyrre dage på Jorden), og det var blevet tid til at høst og gensåning.

De groede endnu bedre end jeg havde forventet. Mars har hverken insekter, parasitter eller sygdomme at slås med, og Hab’et holder en konstant perfekt temperatur og luftfugtighed.

De var små sammenlignet med de tofler, man plejer at spise, men det er i orden. Jeg ville bare have tilstrækkeligt, så jeg kunne bruge nogen til at sætte nye spirer med.

Jeg gravede dem op og sørgede omhyggeligt for ikke at skade stænglerne. Dernæst skar jeg dem i små stykker med et øje hver, og såede dem igen i ny jord. Hvis de fortsætter med at gro så fint, kan jeg sagtens holde ud her i et godt stykke tid.