Andy Weir - The Martian

Når jeg er færdig med den herlige rutine, går jeg udenfor og samler solcellerne. Hvorfor gjorde jeg ikke det aftenen i forvejen? Fordi det ikke er sjovt at afmontere og stable solceller i totalt mørke . Det fandt jeg ud af på den hårde måde.

Efter at have ordnet cellerne, kommer jeg ind igen, tænder for noget elendigt halvfjerdsermusik og begynder at køre. Jeg tøffer af sted med roverens tophastighed på 25 km/t. Det er behageligt herinde. Jeg har et par hurtigt afklippede cowboyshorts på og en tynd T-shirt, mens RTG’en bager løs. Når det bliver for varmt, fjerner jeg isolationstapen fra karrosseriet. Når det bliver for koldt, klæber jeg det på igen.

Jeg kan næsten køre i to timer før det første batteri går dødt. Jeg foretager en hurtigt EVA for at skifte kabler, og så er jeg tilbage ved rattet, klar til den sidste halvdel af dagens køretur.

Terrænet er meget fladt. Roverens undervogn er højere end noget klippestykke her på egnen, og bakkerne er stille og rolige stigninger, glattet ud af æoners sandstorme.

Når det andet batteri går dødt, er det tid til endnu en EVA. Jeg hiver solcellerne af taget og lægger dem på jorden. Under de første par sole, lagde jeg dem pænt på række. Nu smider jeg dem bare tilfældigt rundt, så tæt på roveren som muligt. Ren og skær dovenskab.

Så er jeg nået til den dybt kedelige del af dagen. Jeg sidder der bare i tolv timer uden noget at lave. Jeg er led og ked af min rover. Dens indre er ligesom en lastbils. Det kan måske virke som rigelig plads, men prøv at være fanget i sådan en kabine i otte dage. Jeg glæder mig til igen at passe min kartoffelfarm i Hab’ets åbne vidder.

Tanken om Hab’et gør mig nostalgisk. Hvor langt ude er det lige?

Jeg har tumpede tv-serier fra halvfjerdserne og en masse Poirot-romaner. Men det meste af tiden tænker jeg over, hvordan jeg kommer til Ares 4. Før eller senere skal jeg til det. Hvordan fanden skal jeg overleve en 3200 kilometers køretur i den her spand? Det kommer sikkert til at tage halvtreds dage. Jeg skal have vandindvinderen og oxygenatoren med, måske nogle af Hab’ets primære batterier, og så en masse solceller til at fyre op under det hele … Hvor skal jeg have det alt det? Disse tanker piner og plager mig gennem de lange, kedelige dage.

Til sidst bliver det mørkt, og jeg bliver træt. Jeg ligger mellem fødevarepakker, vandtanke, den ekstra O2-tank, stakke af CO 2-filtre, pisbeholderen, lorteposerne og personlige genstande. Jeg har en bunke af besætningens jumpsuits som sengeunderlag, samt mit tæppe og min pude. Jeg sover rent ud sagt på en møgbunke hver nat.

Apropos sove … G’nat.

LOG NOTAT: SOL 80

Efter min bedste overbevisning befinder jeg mig omkring 100 kilometer fra Pathfinder. Hvis det skal være korrekt, hedder det ”Carl Sagan Mindestation.” Men med al respekt for Carl, kan jeg kalde den, hvad pokker jeg har lyst til. Jeg er Konge af Mars.

Som jeg nævnte, har det været en lang, kedelig tur. Og jeg er stadig kun på vej. Men, hey, jeg er en astronaut. Skidelange ture er mit speciale.

Navigation er en udfordring.

Hab’ets radiofyr rækker kun 40 kilometer, så det hjælper mig ikke herude. Jeg vidste, at det ville blive et problem, da jeg planlagde denne lille udflugt, så jeg fandt på en genial plan, der ikke virkede.

Computeren har detaljerede kort, så jeg tænkte, at jeg kunne navigere efter pejlemærker. Jeg tog fejl. Det viser sig, at man ikke kan navigere efter pejlemærker, hvis man ikke kan finde nogen skide pejlemærker.

Vores landingsplads ligger på deltaet efter en fortidig flod. NASA valgte placeringen fordi, hvis der findes nogen mikroskopiske fossiler, så er det er godt sted at lede efter dem. Desuden kan man gå ud fra, at vandet må have ført sten- og jordprøver med sig fra tusindvis af kilometer væk. Med lidt gravearbejde kunne vi få en bred geologisk historik ud af det.

En triumf for videnskaben, men det betyder, at Hab’et ligger midt i en komplet ukarakteristisk ødemark .

Jeg overvejede at lave et kompas. Roveren har nok elektriciet og medicintasken indeholder en nål. Det eneste problem: Mars har intet magnetfelt.

Jeg navigerer derfor efter månen Phobos. Den suser omkring Mars med sådan en fart, at den rent faktisk kan nå at gå ned to gange om dagen på sin vej fra vest mod øst. Det er ikke det mest nøjagtige system at pejle efter, men det fungerer.

Det blev lettere på Sol 75. Jeg nåede til en dal, der hævede sig mod vest. Den var flad i bunden og let at køre på. Jeg skulle bare følge bakkedalene. Jeg navngav den ”Lewisdalen” efter vores frygtløse leder. Hun ville elske at være her, geologinørd som hun er.

Tre sole senere åbnede Lewisdalen sig til en vidtstrakt slette. Igen stod jeg uden referencer og måtte forlade mig på Phobos som ledestjerne. Der er sikkert noget symbolik i det. Phobos er frygtens gud, og jeg lader den lede mig frem. Ikke noget godt tegn.

Men i dag tilsmilede heldet mig endelig. Efter to soles ørkenvandring fandt jeg noget at navigere efter. Det var et femkilometers krater, så lille, at det ikke engang havde et registreret navn. Men det var på kortene, så for mit vedkommende blev det Alexandrias Fyrtårn. Med det i sigte, vidste jeg nøjagtig, hvor jeg var.

Jeg har faktisk slået lejr i nærheden af det.

Jeg har langt om længe krydset kortets tomme felter. I morgen navigerer jeg efter Fyrtårnet, og senere Hamelinkrateret. Jeg har styr på det.

Og nu til min næste opgave: Sidde på min flade uden noget at lave noget de næste tolv timer.

Jeg må hellere komme i gang.

LOG NOTAT: SOL 81

Nåede næsten frem til Pathfinder i dag, men løb tør for strøm. Kun 22 kilometer tilbage!

Det har været en begivenhedsløs køretur. Navigation var intet problem. Mens Fyrtårnet svandt bagude, kom Hamelinkrateret til syne.

Jeg lagde Acidalia Planitia bag mig for længe siden. Jeg er godt inde over Ares Vallis nu. Ørkensletterne har et ujævnt terræn, dækket af forskellige geologiske forekomster, der aldrig er blevet skjult af sandet. Det gør kørslen til noget af en opgave; jeg må være vågen her.

Indtil nu har jeg bare kørt direkte igennem det stenede landskab. Men i takt med, at jeg bevæger mig sydpå, bliver stenene større og flere. Jeg er nødt til at køre omkring nogle af dem, hvis jeg ikke vil have skader på min undervogn. Heldigvis varer det ikke længe endnu. Når først jeg har fundet Pathfinder , kan jeg vende om og køre den anden vej.

Vejret har været meget fint. Ingen særlig vind, ingen storme. Jeg har vist været heldig med det. Der er en god chance for, at roverens spor fra de sidste par sole stadig er intakte. Jeg regner med at kunne nå tilbage til Lewisdalen ved bare at følge dem.

Efter at have sat solcellerne op i dag, gik jeg en lille tur. Jeg lod ikke på noget tidspunkt roveren ude af syne; det sidste jeg ønsker, er at fare vild til fods. Jeg kunne bare ikke holde ud at skulle kravle ind i det trange, stinkende rottehul. Ikke lige med det samme.

Det er en mærkelig fornemmelse. Hvor jeg end bevæger mig hen, så er jeg den første. Stiger jeg ud af roveren, så er jeg den første her på stedet. Bestiger jeg en bakke, er jeg den første, der gør det. Sparker jeg til en sten, så er det første gang i millioner af år, den sten har flyttet sig.

Jeg er den første, der har kørt langdistance på Mars. Den første, der har tilbragt mere end enogtredive sole på Mars. Den første, der har avlet planter på Mars. Første, første, første!

Jeg forventede ikke, at være den første til noget som helst. Jeg var det femte besætningsmedlem, der steg ud af MDV’en, da vi landede, hvilket gjorde mig til den syttende person, der har betrådt Mars. Udstigningsrækkefølgen var allerede bestemt flere år i forvejen. En måned før opsendelse fik vi alle tatoveret vores ”Marsnumre”, og Johanssen var tæt på at ikke at få sit ”15”, fordi hun var bange for, at det ville gøre ondt. Her taler vi om en kvinde, der har overlevet centrifugen, også kendt som brækboosteren, barske landingsøvelser og 10 kilometers løbeture. En kvinde, der fiksede et simuleret MDV-computernedbrud, mens hun hang på hovedet. Men en tatovørs nål var lige ved at være for meget.