Andy Weir - The Martian

Det var ikke så lidt. Okay.

De vil have mig til at starte ”hexidit” på roverens computer, og dernæst åbne filen /usr/lib/habcomm.so, scrolle indexlæsningen i venstre side af skærmen indtil jeg har 2AAE5, hvorefter jeg erstatter de bytes med en 141-bytesekvens, som NASA vil sende i den næste besked. Helt okay.

Desuden vil de, af en eller anden grund, have mig til at blive hængende til næste billedoptagelse. Gad vide hvorfor. Man kan ikke se en skid af mig, når jeg er i dragten. Selv ansigtsglasset vil reflektere for meget lys. Nå, det er, hvad de beder om.

Jeg gik ind igen og skrev meddelelsen ned, bare som fremtidig reference. Så skrev jeg en kort besked og gik ud igen. Jeg plejer bare at hænge beskeden op og gå ind igen. Denne gang var jeg nødt til at blive stående og vente på fotobegivenheden.

Jeg gav kameraet en tommel-op, der passede til beskeden, der sagde: ” AYYYYYY!”

Giv 70’erne og Fonzie skylden.

”Jeg beder om et billede, og så får jeg Fonzie?” sagde Annie bebrejdende til Venkat.

”Du fik dit billede, så hold op med at brokke dig,” sagde han med telefonen klemt fast mellem hage og skulder. Han var mere optaget af skemaerne foran sig end samtalen.

”Ayyyyyy!” imiterede Annie. ”Hvorfor finder han på den slags?”

”Har du mødt Mark Watney?”

”Okay, okay,” sagde Annie. ”Men jeg vil have et billede af hans ansigt ASAP.”

”Kan ikke lade sig gøre.”

”Hvorfor ikke?”

”Fordi, hvis han tager hjelmen af, dør han. Annie, jeg er nødt til at løbe. En af JPL-programmørerne er kommet, og det er en hastesag. F’vel!”

”Men — ” nåede Annie at sige, mens han afbrød forbindelsen.

Jack stod i døråbningen. ”Det haster da ikke så meget.”

”Det ved jeg godt,” sagde Venkat. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”

”Vi har tænkt på noget,” begyndte Jack. ”At hacke roveren kan godt gå hen og blive ret detaljeret. Det kræver en hel del tovejs-kommunikation med Watney.”

”Fint nok,” sagde Venkat. ”Tag den tid, det tager, for at gøre det ordentligt.”

”Vi kunne få tingene gjort hurtigere med en kortere transmissionstid,” sagde Jack.

Venkat så forundret på ham. ”Du har måske også en plan for at rykke Jorden og Mars tættere sammen?”

”Jorden behøver ikke at blive blandet ind i det,” sagde Jack. ” Hermes er treoghalvfjerds millioner kilometer fra Mars lige nu. Kun fire lysminutter væk. Beth Johanssen er en fantastisk programmør. Hun kunne guide Mark igennem det.”

”Kommer ikke på tale,” sagde Venkat.

”Hun er jo missionens sysop,” pressede Jack på. ”Det er jo netop hendes spidskompetence.”

”Det er udelukket, Jack. Besætningen ved stadig intet.”

”Hvad sker der? Hvorfor kan du ikke bare fortælle dem det?”

”Watney er ikke mit eneste ansvar,” sagde Venkat. ”Jeg har fire andre astronauter ude i det ydre rum, og de er nødt til at koncentrere sig om deres hjemrejse. Ingen tænker over det, men statistisk set, er de lige nu i større fare end Watney. Han er på en planet. De er i rummet.”

Jack rystede på hovedet. ”Okay, vi gør det på den langsomme måde.”

LOG NOTAT: SOL 98 (2)

Har I nogensinde transkriberet 141 random bytes med en halv byte ad gangen?

Det er kedeligt. Det er også svært, når man ikke har en pen at skrive det ned med.

Før skrev jeg bare bogstaver i sandet. Denne gang måtte jeg have tallene ind i noget bærbart. Min første plan: Brug en laptop!

Hver enkelt besætningsmedlem havde deres egen laptop. Jeg har altså seks af dem til min rådighed. Eller, Jeg havde seks. Nu har jeg fem. Jeg tænkte, at en laptop ville klare sig fint udenfor. Det er bare elektronik, ikke? Den skal nok holde sig varm nok til at fungere i et lille stykke tid, og den skal ikke bruge luft til noget.

Den døde med det samme. Skærmen blev sort, før jeg var ude af luftslusen. Det viser sig at ”L’et” i ”LCD” står for ”Liquid.” Jeg går ud fra, at den enten frøs eller kogte over. Måske skulle jeg indsende en forbrugerklage: Tog produktet med ud på Mars’ overflade. Det holdt dernæst op med at virke. 0 på en skala fra 1-10. Jeg brugte i stedet et kamera. Jeg har masser, og de er specialdesignet til at fungere på Mars. Jeg skrev bytes ned i sandet i takt med at de nåede frem, tog et billede, og transskriberede det hele inde i Hab’et.

Nu er det nat, så der kommer ikke flere beskeder. I morgen indlæser jeg det i roverne, og så må nørderne fra JPL tage den derfra.

Der hang en dunst af sved i det midlertidige Pathfinder -kontrolrum. Ventilationssystemet var ikke lavet til så mange mennesker, og alle havde arbejdet i døgndrift uden meget tid til personlig hygiejne.

”Kom herop, Jack,” sagde Venkat. ”Du får den ære at være Tims sidekammerat i dag.”

”Tak,” sagde Jack og tog Venkats plads ved siden af Tim. ”Hej, Tim!”

”Jack,” sagde Tim.

”Hvor lang tid vil det tage at få patchen til at virke?” spurgte Venkat.

”Det burde ske ret øjeblikkeligt,” svarede Jack. ”Watney indsatte hacket tidligere i dag, og vi bekræftede, at det fungerede. Vi opdaterede Pathfinders OS uden problemer. Vi sendte rover-patchen, som Pathfinder genudsender. Når først Watney kører patchen og rebooter roveren, burde vi have forbindelse.”

”Du almægtige for en kompliceret proces,” sagde Venkat.

”Så skulle du prøve at opdatere en Linux-server,” sagde Jack.

Efter et øjebliks stilhed, lød det fra Tim: ”Du ved godt, at han fyrede en joke af, ikke? Det var meningen, at du skulle grine.”

”Åh,” sagde Venkat. ”Jeg er fysiker, ikke computernørd.”

”Computernørder synes heller ikke, han er sjov.”

”Du er også en ret så usjov fyr, Tim,” sagde Jack.

”Systemet er online,” sagde Tim.

”Hva’?”

”Det er online. FYI.”

”Så for satan!” sagde Jack.

”Det virkede!” annoncerede Venkat ud i lokalet.

(11:18) JPL: Mark, dette er Venkat Kapoor. Vi har overvåget dig siden Sol 49. Hele verden har heppet på dig. Sikken bedrift at hente Pathfinder . Vi arbejder på redningsplaner. JPL tilpasser Ares 4’s MDV til at foretage en kort flyvning over land. De vil samle dig op og tage dig med til Schiaparelli. Vi er ved at forberede en forsyningsmission, der kan holde dig velnæret indtil Ares 4 ankommer.

(11:29) WATNEY: Godt at høre det. Glæder mig virkelig til ikke at dø. Lad mig slå fast, at det ikke var besætningens fejl. Apropos: Hvad sagde de til at jeg er i live? Og forresten: ”Hej mor!”

(11:41) JPL: Fortæl om dine ”afgrøder”. Vi estimerer, at dine fødevareforsyninger varer til Sol 400 med ¾ ration pr. måltid. Vil dine afgrøder ændre det tal? Svar på dit spørgsmål: Vi har endnu ikke fortalt besætningen, at du er i live. De skal kun fokusere på deres egen mission.

(11:52) WATNEY: afgrøderne er kartofler — avlet af dem, vi skulle spise til Thanksgiving. De klarer sig fint, men i længden er der er ikke nok frugtbar jord til livsopretholdende høst. Jeg løber tør for mad omkring Sol 900. Desuden: Fortæl dog besætningen, at jeg er i live! Hvad fuck sker der for jer?

(12:04) JPL: Vi får botanikere til at stille detaljerede spørgsmål og dobbelttjekke dit arbejde. Dit liv er på spil, så vi vil gerne være sikre. Sol 900 er godt nyt. Det giver os masser af tid til at gøre forsyningsmissionen klar. I øvrift bedes du venligst styre dit sprog. Alt, hvad du skriver, sendes live over hele verden.

(12:15) WATNEY:Se! Patter! —> (.Y.)

”Tak for det, hr. Præsident,” sagde Teddy i telefonen. ”Jeg sætter pris på opkaldet, og jeg vil overbringe lykønskningen til hele organisationen.”