Andy Weir - The Martian

Eftersom rumskibet allerede var lavet til det, brugte de også systemet på returrejsen.

Johanssen sad ved sin arbejdsstation, Lewis i det tilstødende sæde, mens Vogel og Martinez svævede i nærheden. Datapakken indeholdt e-mails og videoer hjemmefra. Det var dagens højdepunkt.

”Er den kommet?” spurgte Beck da han nåede op til kommandobroen.

”Næsten,” sagde Johanssen. ”Otteoghalvfems procent.”

”Du ser munter ud, Martinez,” sagde Beck.

”Min søn blev tre år i går,” smilede han. ”Der burde være nogle billeder fra fødselsdagsfesten. ”Hvad med dig?”

”Åh, ikke noget særligt,” sagde Beck. ”Kritik af en afhandling, jeg skrev for et par år siden.”

”Dataindlæsning fuldført,” sagde Johanssen. ”Alle personlige e-mails er videresendt til jeres laptops. Desuden er der en telemetrisk opdatering til Vogel og en systemopdatering til mig. Hov ... Der er en voicemail adresseret til hele besætningen.”

Hun så spørgende hen på Lewis.

”Lewis trak på skuldrene. ”Afspil den.”

Johanssen åbnede for beskeden og lænede sig afventende tilbage.

” Hermes , dette er Mitch Henderson,” begyndte beskeden.

”Henderson?” udbrød Martinez undrende. ”Direkte til os udenom CAPCOM?”

Lewis løftede hånden for at få ham til at tie stille.

”Jeg har en nyhed,” fortsatte Mitch’s stemme. ”Der er ingen nænsom måde, at overbringe denne besked: Mark Watney er stadig i live.”

Johanssen gispede.

”H-hva —” fremstammede Beck.

Vogel stod med vidtåben mund, mens chokket begyndte at vise sig i hans ansigt.

Martinez skævede til Lewis. Hun lænede sig frem og kneb sig i hagen.

”Jeg ved, at det kommer bag på jer,” fortsatte Mitch. ”Og jeg ved, at I må have mange spørgsmål. Vi skal nok besvare dem, men lige nu vil jeg nøjes med at give jer de basale oplysninger:

”Han er i live og ved godt helbred. Vi opdagede det for to måneder siden, men besluttede ikke at informere jer; vi har endda censureret personlige meddelelser. Jeg var stærkt imod den beslutning. Vi fortæller jer det nu, fordi vi endelig har etableret kommunikation med ham og udtænkt en gennemførlig redningsplan. Det hele kan koges ned til, at Ares 4 samler ham op med en modificeret MDV.

”Vi sender jer en fuld rapport om, hvad der skete, men det var absolut ikke jeres fejl. Det har Mark understreget, hver eneste gang det er kommet på tale. Det var blot sort uheld.

”Giv jer tid til at fordøje dette. Jeres videnskabelige arbejdsprogram i morgen er aflyst. Send os alle jeres spørgsmål, og vi vil besvare dem. Henderson slut.”

Beskedens afslutning efterlod kommandobroen i total stilhed.

”Han … Han er i live!” sagde Martinez. Et smil begyndte at brede sig på hans ansigt.

”Vogel nikkede begejstret. ”Han lever.”

Johanssen stirrede på sin skærm med store, forbløffede øjne.

”Hold da kæft,” grinede Beck. ”Hold da kæft! Kaptajn! Han er i live!”

”Jeg efterlod ham,” sagde Lewis stille.

Jublen ophørte omgående, da besætningen så deres kaptajns ansigtsudtryk.

”Men,” begyndte Beck, ”vi var alle enige om, at evaku-”

”I fulgte ordrer,” afbrød Lewis. ” Jeg lod ham i stikken. På en gold, gudsforladt ørken af en planet udenfor menneskelig rækkevidde.”

Beck så bedende på Martinez. Martinez åbnede munden, men manglede ord.

Lewis forlod nedbøjet kommandobroen.

De ansatte i Deyo Plastic tog dobbeltvagter for at færdiggøre Hab-lærredet til Ares 3. Der var endda en del snak om trippelvagter, hvis NASA igen øgede ordren. Ingen beklagede sig. Overtidslønnen var skyhøj, og finansieringen uden øvre grænse.

Vævet carbontråd løb langsomt gennem pressen, der indkapslede den mellem polymerlag. Det færdiggjorte materiale blev foldet fire gange og limet sammen. Dette resulterede i et tykt lag, som dernæst blev belagt med blød harpiks og placeret i varmerummet for at hærde.

LOG NOTAT: SOL 114

Nu, når NASA kan tale til mig, kan de slet ikke holde kæft.

De vil have opdateringer på hvert eneste Hab-system, og de har et lokale fuldt af folk, der prøver at styre, hvordan mine afgrøder skal passes. Det er fantastisk at have en flok idioter på Jorden til at fortælle mig, en botaniker, hvordan man dyrker planter.

Jeg ignorerer dem for det meste. Jeg vil nødig virke arrogant, men jeg er den bedste botaniker på planeten.

En megastor bonus: e-mail. Ligesom på Hermes får jeg nu datapakker. De indeholder selvfølgelig emails fra venner og familie, men NASA sender også udvalgte beskeder fra offentligheden. Jeg har fået mails fra rockstjerner, sportsfolk, skuespillere og skuespillerinder, ja, endda præsidenten.

En af dem var fra min alma mater, University of Chicago. Den sagde, at når man har sået afgrøder et sted, har man officielt ”koloniseret” det. Så teknisk set har jeg koloniseret Mars.

Tag den , Neil Armstrong.

Men den bedste e-mail var den fra min mor. Den var nøjagtig, som man ville forvente. Gudskelov, at du er i live, du må kæmpe, lad være med at dø, din far hilser, etc.

Jeg læste den halvtreds gange i træk. Og hey, forstå mig ret. Jeg er ikke nogen ”mors dreng” eller noget i den retning. Jeg er en fuldvoksen mand, der kun lejlighedsvis går med ble (for det skal man i en EVA-dragt). Det er fuldstændig berettiget og mandigt at klæbe sig til et brev fra sin mor. Jeg er ikke et lille barn med hjemve på sommerlejren, vel?

Jeg må dog indvende, at jeg nu er nødt til at traske ud til roveren fem gange dagligt for at tjekke e-mails. De kan få beskeder fra Jorden frem til Mars, men de kan ikke bringe dem de sidste ti meter videre til Hab’et. Men, okay, jeg skal ikke klage. Mine chancer for overlevelse er nu mangedoblet.

Sidst, jeg hørte noget, havde de løst vægtproblemet på Ares 4’s MDV. Når den lander her, smider de varmeskjoldet, alt det livsopretholdende udstyr og en masse tomme brændstoftanke. Så kan de få os alle syv (Ares 4’s besætning plus mig) hele vejen til Schiaparelli. De arbejder allerede på mine opgaver til overfladeoperationerne. Hvor fedt er det?

Blandt andre nyheder er, at jeg er ved at lære morsekode. Hvorfor? Fordi det er vores backup-kommunikationssystem. NASA har tænkt, at det nok ikke er smart at forlade sig på en flere årtier gammel sonde som den eneste kommunikationskanal.

Hvis Pathfinder lukker ned, går jeg i gang med at stave beskeder med sten, som NASA vil kunne se med satellitter. De kan ikke svare, men så har vi i det mindste envejskommunikation. Hvorfor morsekode? Fordi det er meget lettere at stave med prikker og streger end med bogstaver.

Det er en røvsyg måde at kommunikere på. Forhåbentlig bliver den ikke aktuel.

Alle kemiske processer var udført, og materialet blev steriliseret og flyttet til et sterilt rum, hvor en medarbejder skar en stribe af kanten, delte den i kvadrater og udsatte hver og en for en række strenge tests.

Da det havde gennemgået inspektion uden anmærkninger, blev materialet faconskåret. Kanterne blev foldet ind, syet fast og genforseglet med harpiks. En mand med et clipboard foretog den endelige inspektion og fremkom med en uafhængig berigtigelse af målene, hvorefter det blev godkendt til brug.

LOG NOTAT: SOL 115

De nævenyttige botanikere har modvilligt indrømmet, at jeg har gjort et godt stykke arbejde. De giver mig ret i, at jeg har mad nok til Sol 900. Med det i baghovedet, er NASA fremkommet med en detaljeret missionsplan for forsyningssonden.

I starten arbejdede de med en desperat tidshorisont, hvor sonden skulle nå frem til mig før Sol 400. Nu har min kartoffelfarm sikret mig femhundrede sole mere at leve i, og den tid mere at arbejde med.