Andy Weir - The Martian

Lyden af opgivende hvisken fyldte lokalet. ”Du almægtige,” lød det fra en.

”Vi taler om en helt ny situation,” fortsatte Bruce. ”Vores fokus er fødevarer. Alt andet er en luksus. Vi har ikke tid til at fremstille en brændstofdreven nedstigningsraket. Det må blive en styrtlander. Det vil sige, at vi ikke kan lægge noget skrøbeligt i den. Vink farvel til alt det andet ragelse, vi planlagde at sende.”

”Hvor skal boosteren komme fra?” spurgte Norm Toshi, der stod for reentry-processen.

”EagleEye 3 Saturnsonden,” sagde Bruce. ”Den var sat til planlagt opsendelse i næste måned. NASA har parkeret den i venteposition, så vi kan få boosteren.”

”Gætter på, at EagleEye-teamet blev pissesure over det,” sagde Norm.

”Det er jeg slet ikke i tvivl om,” sagde Bruce. ”Men det er vores eneste booster, som er stor nok. Det bringer mig til min næste pointe: Vi har kun én chance for at få dette til at fungere. Forfejler vi den, dør Mark Watney.”

Han så rundt i lokalet for at lade budskabet bundfælde sig.

”Vi har dog også noget i vores favør,” fortsatte han endelig. ”Vi har nogle af delene, der blev lavet til Ares 4’s forsyningsmissioner. Vi kan snuppe noget fra dem og spare tid. Vi skal også huske på, at det en fødevarer, vi sender af sted. Det er en robust last. Selvom der skulle opstå et problem ved reentry i atmosfæren, og sonden lander med voldsom kraft, vil maden stadig være mad.

”Vi behøver heller ikke, at forberede præcisionslanding. Om nødvendigt kan Watney rejse hundredvis af kilometer. Vi skal bare finde et sted så tæt på, at han vil være i stand til at nå dertil. Det vil altså sige, at vores forudsendte fødevareforsyning bliver en standardpakke med styrtlanding. Vi skal bare sørge for, at det går stærkt. Lad os komme i gang.”

(08:02) JPL: Vi har strikket et projekt sammen for at skaffe dig mad. Det har været under udførelse i en uges tid. Vi kan godt få det bragt frem til dig, før du begynder at sulte, men det bliver på et hængende hår. Sendingen vil kun bestå af mad og en radio. Vi kan hverken sende en oxygenator, vandindvinder eller alt muligt andet uden brændstofkrævende nedstigning.

(08:16) WATNEY: Ingen klager herfra. Jeg er glad så længe I skaffer mig maden. Jeg har fået alle Hab-systemerne op at køre igen. Vandindvinderen fungerer fint nu, hvor jeg har erstattet de bristede slanger. Hvad vandforsyning angår, har jeg 620 liter tilbage. Jeg havde 900 liter (300 til at begynde med, 600 mere ved at reducere hydrazin). Det vil sige, at jeg mistede næsten 300 ved fordampning. Men det er stadig nok nu, hvor vandindvinderen fungerer igen.

(08:31) JPL: Godt. Hold os underrettet om mekaniske eller elektroniske problemer. Forresten, så hedder sonden, vi sender til dig, Iris. Den er opkaldt efter den græske gudinde, der rejste over himlen med vindens hastighed. Hun er også gudinde for regnbuer.

(08:47) WATNEY: Homo-sonde kommer og redder mig. OK.

Rich Purnell sad og nippede til sin kaffe i den stille bygning. Han kørte en sidste test på den software, han havde skrevet. Den gik glat igennem. Han lænede sig tilbage i stolen med et lettet suk. Et blik på computerens ur fik ham til at ryste på hovedet. 3:42.

Som astrodynamiker var Rich ikke vant til at arbejde sent. Hans job var, at finde de nøjagtige orbitale kredsløb og kurskorrektioner, som er nødvendige for enhver given mission. Det plejede at være et af de første trin i et projekt, da alle de følgende trin blev baseret på kredsløbet.

Denne gang var det omvendt. Iris skulle bruge en kredsløbskurs, men ingen vidste, hvornår den ville blive opsendt.

Planeter bevæger sig med tiden. En kurs udregnet til en specifik opsendelsesdato vil kun fungere på netop den dato. Selv en enkelt dags forskel ville resultere i en forbier langt fra Mars. Derfor måtte Rich udregne mange kursretninger. Han havde et interval på femogtyve dage, hvorunder Iris sandsynligvis ville blive sendt ud. Han udregnede en kurs for hver dag.

Han begyndte på en e-mail til sin chef.

Mike, vedlagt finder du kursberegningerne for Iris med 1-dags løbende tilvækst. Vi bør påbegynde ekspertvurdering og kritisk gennemgang, så de kan få et officielt blåstempel. Og du fik ret. Jeg har næsten været her hele natten.

Det var ikke så slemt. Ikke i nærheden af anstrengelserne med at udregne kredsløb til Hermes . Jeg ved godt, at du begynder at kede dig, når jeg bliver matematisk, så jeg nøjes med at opsummere: De små, konstante omdrejninger i Hermes’ ion-motorer er meget sværere at håndtere, end en forsyningssondes kraftige acceleration.

Alle 25 kursberegninger viser et tidsperspektiv på 414 dage og varierer kun lidt i accelerationsvarighed og vinkel. Brændstofforbruget er næsten identisk for samtlige kredsløb og ligger pænt inden for EagleEye-boosterens kapacitet.

Det er bare ærgerligt, at Jorden og Mars’ positioner ligger så upraktisk. Det ville rent faktisk være lettere, at —

Han holdt op med at taste.

Stirrede ud i luften med et fjernt blik og rynket pande.

”Hmm,” sagde han.

Han greb ud efter sit kaffekrus og gik ind i frokoststuen for at tanke op.

Teddy scannede det overfyldte mødelokale. Sjældent havde man set se så mange af NASAs absolutte topfolk samlet på ét sted. Han rettede på den lille stak notater, han havde forberedt, og placerede dem pænt foran sig.

”Jeg ved, at I alle har travlt,” sagde Teddy. ”Tak for at sætte tid af til dette møde. Jeg skal bruge en status på Projekt Iris fra samtlige afdelinger. Venkat, lad os begynde med dig.”

”Missionsteamet er parat,” sagde Venkat og så på sin laptops skærmbillede af regnearket. ”Vi havde som udgangspunkt en mindre magtkamp mellem forsyningsteamet på henholdsvis Ares 3- og Ares 4-projekterne. Gutterne fra Ares 3 sagde, at de ville styre tingene, eftersom Ares 3 i realiteten stadig er under afvikling, så længe Watney befinder sig på Mars. Ares 4 teamet påpegede imidlertid, at det drejede sig om deres tildelte sonde. Jeg besluttede, at arbejde med Ares 3.”

”Gav det anledning til utilfredshed hos Ares 4?” spurgte Teddy.

”Ja, men det må de komme sig over. De har tretten andre forudsendte forsyningsmissioner på vej. De får ikke tid til at være fornærmede.”

”Mitch,” sagde Teddy til flyvelederen. ”Hvad med opsendelsen?”

Mitch trak sin øresnegl ud. ”Vi har allerede gjort et kontrolrum klart,” sagde han. ”Jegt vil overvåge opsendelsen og dernæst overlade rejse og landing til Venkats drenge.”

”Mediehåndtering?” sagde Teddy og vendte sig mod Annie.

”Jeg giver pressen daglige opdateringer,” sagde hun og lænede sig tilbage i sin stol. ”Alle ved at Watney er på røven, hvis dette ikke lykkes. Offentligheden har ikke været så engageret i rumskibskontruktioner siden Apollo 11. CNN’s Watney Rapport har ligget som nummer 1 på listen over mest sete programmer, siden det gik i luften for to uger siden.”

”Det er godt med opmærksomhed,” sagde Teddy. ”Det bidrager til at skaffe os ekstraordinære bevillinger fra Kongressen.” Han løftede hovedet og så hen på en mand, der stod nær døren. ”Maurice, tak for at du fløj hertil med så kort varsel.”

Maurice nikkede.

Teddy henvendte sig til alle i lokalet med en præsenterende gestus mod Maurice: For de af jer, som ikke kender ham: Dette er Maurice Stein fra Cape Canaveral. Han var udpeget som opsendelsesleder til EagleEye 3, så han arvede rollen til Iris. Jeg beklager, at vi kom ind over og snuppede den, Maurice.”

”Ikke noget at snakke om,” sagde Maurice. ”Jeg er glad for at kunne hjælpe her.”

Teddy tog det øverste ark af sine notestal og lagde det med bagsiden opad ved siden af stakken. ”Hvordan skrider det frem med boosteren?”