Andy Weir - The Martian

Venkat stirrede ud af sit kontors vinduer, hvorfra man overskuede rumcentrets vidtstrakte område. Et rumcenter, der repræsenterede det ypperste af menneskehedens indsigt i raketvidenskab, havde dog forfejlet dagens opsendelse.

Hans mobils ringetone gik i gang. Det var hans kone igen. Hun var uden tvivl bekymret for ham. Han lod opkaldet gå til voicemail. Han kunne ikke bære at tale med hende. Eller nogen anden.

Der kom en lyd fra hans computer. Han kastede blikket mod skærmen og så en e-mail fra JPL. En videresendt besked fra Pathfinder:

(16:03) WATNEY: Hvordan forløb opsendelsen?

Martinez —

Dr. Shields siger, at jeg bør skrive personlige breve til hvert enkelte besætningsmedlem. Hun siger, at det vil være min livline til menneskeheden. Jeg synes, det er bullshit. Men det er en ordre, så okay.

Til dig kan jeg tale rent ud af posen:

Hvis jeg dør, vil jeg bede dig om at besøge mine forældre. De vil sikkert gerne høre om vores tid på Mars fra en, der også var der. Det må du gøre for mig.

Det bliver ikke let at tale med et forældrepar om deres døde søn. Det er meget at forlange; det er derfor, jeg spørger dig. Nu kunne jeg begynde at snakke om, at du er min bedste ven og alt det, men det vil bare være akavet.

Nu skal du ikke tro, jeg giver op. Jeg forudser bare en af flere muligheder for, hvad der vil ske.

Guo Ming, direktør for Kinas Nationale Rumadministration, gennemgik den enorme stak dokumenter på sit skrivebord. I gamle dage, når Kina gerne ville opsende en raket, så opsendte de den. Nu påbød de internationale aftaler dem at varsle det til andre nationer først.

Guo Ming noterede sig, at dette krav ikke gjaldt for De Forenede Stater. Hvis ret skulle være ret, så offentliggjorde amerikanerne dog deres opsendelsesdatoer i god tid, så det gik ud på det samme.

Han opretholdt en hårfin balance, da han udfyldte skemaet, hvor opsendelsesdato og bane tydeligt stod at læse, mens han gjorde alt, hvad han kunne for at ”sløre statshemmeligheder.”

Han fnøs ved det sidste oplysningskrav. ”Latterligt,” mumlede han. Tayang Shen havde ingen strategisk eller militær værdi. Det var en ubemandet sonde, der skulle være i kredsløb om jorden i mindre end to dage. Derefter skulle den rejse videre ud og lægge sig mellem Merkur og Venus i heliocentrisk kredsløb. Det ville være Kinas første sonde omkring solen.

Dog insisterede Statsrådet på, at samtlige opsendelser forblev slørede for omverden. Selv opsendelser, der intet havde at skjule. På den måde kunne andre nationer ikke udlede fra nogen specifik mangel på åbenhed, hvilke opsendelser der indeholdt klassificeret nyttelast.

Et bank på døren afbrød hans papirarbejde.

”Kom ind,” sagde Guo Ming, kun glad for afbrydelsen.

”God aften, sir,” sagde underdirektør Zhu Tao.

”Tao, velkommen tilbage.”

”Tak, sir. Det er rart at være tilbage i Beijing.”

”Hvordan stod det til i Jiuquan?” spurgte Guo Ming. ”Forhåbentlig ikke for koldt? Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor vores opsendelser skal ske midt i Gobi Ørkenen.”

”Det var koldt, men så heller ikke værre,” sagde Zhu Tao.

”Og hvordan skrider opsendelsesforberedelserne frem?”

”Jeg er glad for at kunne melde, at de overholder tidsplanen.”

”Fremragende,” smilede Guo Ming.

Zhu Tao sad tavs og kiggede på sin chef.

Guo Ming så afventende på ham, men Zhu Tao hverken rejste sig eller sagde et ord.

”Var der andet, Tao?” spurgte Guo Ming.

”Mmm,” sagde Zhu Tao. ”Du har naturligvis hørt om Iris-sonden?”

”Ja, det har jeg,” sagde Guo med en panderynken. ”Forfærdelig situation. Den arme mand kommer til at sulte.”

”Måske,” sagde Zhu Tao. ”Måske ikke.”

Guo Ming lænede sig tilbage i sin stol. ”Hvad mener du?”

”Det drejer sig om Taiyang Shens booster, sir. Vores ingeniører har kørt udregningerne, og den har brændstof nok til at nå frem til et kredsløb om Mars. Den kan nå dertil på firehundrede og nitten dage.”

”Gør du grin med mig?”

”Har du nogensinde oplevet mig ’gøre grin’, sir?”

Guo Ming rejste sig med hånden til hagen og begyndte at trave frem og tilbage. ”Mener du virkelig, at vi kan sende Taiyang Shen til Mars?”

”Nej, sir,” sagde Zhu Tao. ”Den er alt for tung. Det enorme varmeskjold gør den til den tungeste, ubemandede sonde vi nogensinde har bygget. Det er derfor boosteren er nødt til at være så kraftig. Med en lettere nyttelast, kunne den sendes hele vejen til Mars.”

”Hvor meget masse kunne vi i så fald sende?” spurgte Guo Ming.

”Ni hundrede og enogfyrre kilo, sir.”

”Hmm,” lød det fra Guo Ming. ”Jeg tør vædde på, at NASA vil være i stand til at arbejde med den begrænsning. Hvorfor har de ikke henvendt sig til os?”

”Fordi de ikke ved det,” sagde Zhu Tao. ”Al vores boosterteknologi er hemmeligstemplet information. Ministeriet for Statssikkerhed udbreder oven i købet misinformation om vores kapacitet. Af åbenlyse grunde.

”Så de ved altså ikke, at vi kan hjælpe dem,” sagde Guo Ming. ”Hvis vi beslutter ikke at hjælpe, vil ingen vide, at vi kunne have gjort det.”

”Det er korrekt, sir.”

”Lad os sige — bare for argumentet skyld — at vi besluttede os for at hjælpe dem. Hvad så?”

”Så ville tiden være imod os, sir,” svarede Zhu Tao. ”Ser man på rejsevarigheden og de forsyninger, deres astronaut har tilbage, skal der opsendes en sonde i løbet af en måned. Og selv da vil han komme til at sulte lidt.”

”Det er lige omkring tiden for vores planlagte opsendelse af Tayiyang Shen .”

”Ja, sir. Men det tog dem to måneder at bygge Iris, og det var så forhastet, at det gik galt.”

”Det er deres problem,” sagde Guo Ming. ”Vores fokus ville være at levere boosteren. Vi vil i så fald skulle opsende fra Jiuquan; vi kan ikke sende en raket på otte hundrede ton til Florida.”

”En aftale vil stå og falde med at amerikanerne giver os en godtgørelse for boosteren,” sagde Zhu Tao, ”og derudover vil Statsrådet højst sandsynligt forlange politiske tjenester fra den amerikanske regering.”

”En godtgørelse tjener intet formål,” sagde Guo Ming. ”Det var et bekosteligt projekt, og Statsrådet gav ondt af sig under hele forløbet. Hvis de fik sådan en godtgørelse på én gang, ville de bare beholde den. Vi ville aldrig få lov at bygge en ny.”

Han foldede hænderne bag ryggen. ”Og nok er den amerikanske befolkning sentimental, men det er deres regering ikke. Det Amerikanske Udenrigsministerium vil ikke ofre alt for en mands liv.”

”Så det nytter altså ikke noget?” spurgte Zhu Tao.

”Det nytter skam en hel del,” rettede Guo Ming ham. ”Men det bliver svært. Hvis sådan en sag bliver overladt til diplomatiske forhandlinger, kommer der aldrig noget ud af det. Vi må holde dette videnskabsfolk imellem. Rumfartscenter til rumfartscenter. Jeg får fat i en tolk og ringer til NASA’s administrator. Vi vil udarbejde en aftale, og dernæst præsentere den for vores regering som en fait accompli.”

”Men hvad kan de gøre for os til gengæld?” spurgte Zhu Tao. ”Vi forærer en booster væk og må definitivt aflyse Taiyan Sheng .”

Guo Ming smilede. ”De kan give os noget, vi ikke kan få uden deres accept.”

”Og det er?”

”De skal sende en kinesisk astronaut til Mars.”

Zhu Tao rettede sig op. ”Selvfølgelig.” Han smilede. ”Besætningen til Ares 5 er endnu ikke udpeget. Vi insisterer på, at få en plads til et besætningsmedlem. En astronaut, vi selv kan udvælge og træne. Det må NASA og det amerikanske udenrigsministerium da acceptere. Men hvad vil vores eget udenrigsministerium sige?”