Andy Weir - The Martian

Efter at have fuldført sin kontrol, kørte han systemtjek på maskinerne. De fungerede optimalt. Alt dette gennemførte han fra sin arbejdsstation. Det var længe siden, man rent fysisk stod ved maskinerne for at udføre funktionskontroller.

Efter fuldførelsen af dagens arbejde, fik han endelig tid til at læse sin e-mail.

Han skimmede ned gennem beskederne, som NASA anså for værdige til upload, læste de mest interessante først og besvarede dem, der krævede det. Hans svar blev gemt, og ville blive videresendt til Jorden med Johanssens næste uplink.

En besked fra hans kone fangede hans opmærksomhed. I emneboksen stod der ”unsere kinder” (”vores børn”), og den indeholdt intet andet end et vedhæftet billede. Han hævede et øjenbryn. For det første burde ordet ”kinder” være skrevet med stort forbogstav. Helena var folkeskolelærer i Bremen og ikke typen, der begik sådan en fejl. Desuden havde de altid brugt kælenavnet, die Affen , når de talte med hinanden om børnene.

Da han prøvede at åbne billedet, rapporterede hans viewer, at filen var ulæselig.

Han gik en tur ned ad den smalle gang. Besætningsafdelingen var placeret op mod det konstant roterende fartøjets ydre skrog for at maksimere den simulerede tyngdekraft. Johanssens dør stod som sædvanlig åben.

”Godaften, Johanssen,” sagde Vogel. Besætningen holdt en fast søvnrytme, og det var snart sengetid.

”Åh, hej,” sagde Johanssen og så op fra sin computer.

”Jeg har et computerproblem,” sagde Vogel. ”Jeg vil bare høre, om du vil se på det.”

”Selvfølgelig,” sagde hun.

”Det er ganske vist i din personlige fritid,” sagde Vogel. ”Måske passer det bedre i morgen, når du er på vagt?”

”Det er helt fint nu,” sagde hun. ”Hvad er der galt?”

”Det drejer sig om en fil. Det er et billede, men min computer kan ikke vise det.”

”Hvor er filen?” spurgte hun og begyndte at taste på sit tastatur.

”Det ligger i min personlige post. Navnet er ’kinder.jpg.’”

”Lad os se på det,” sagde hun.

Hun lod fingrene danse henover sit tastatur, mens Windows åbnede og lukkede på hendes skærm. ”Helt sikkert en dårlig jpg. header,” sagde hun. ”Sandsynligvis blevet forvrænget under download. Lad mig lige se med en hex editor, om vi overhovedet har fået noget ind …”

Efter et par øjeblikke sagde hun: ”Det her er ikke en jpeg. Det er en almindelig ASCII-tekstfil. Det ser ud til … Ja, hvad ved jeg, men det ligner en masse matematiske formler.” Hun viste ham skærmen med en håndbevægelse. ”Giver det nogen mening for dig?”

Vogel lænede sig frem og kastede et blik på teksten. ”Ja,” sagde han. ”Det er en kursmanøvre til Hermes . Der står, at manøvren hedder ’Rich Purnell-manøvren.’”

”Hvad er det?” spurgte Johanssen.

”Jeg har aldrig hørt om sådan en manøvre” Han så nærmere på udregningerne. ”Den er kompliceret … meget kompliceret …”

Han stivnede. ”Sol 549!?” råbte han. ”Mein Gott!”

Hermes ’ besætning tilbragte deres sparsomme fritid i rekreationsområdet, som de simpelthen kaldte ”Rek’et.” Da det kun indeholdt et bord, og dårligt havde plads til at seks kunne sidde omkring det på én gang, rangerede dette rum lavt, hvad tyngdekraft angik. Dets midtskibs placering gav det kun sølle 0,2 g.

Det var dog nok til at holde alle nede på stolene, mens de overvejede, hvad Vogel havde fortalt dem.

”… og så vil missionen være fuldført ved indtræden i Jordens atmosfære to hundrede og elleve dage senere,” sluttede han.

”Tak, Vogel,” sagde Lewis. Hun havde hørt forklaringen tidligere, da Vogel opsøgte hende, men Johanssen, Martinez og Beck hørte den nu for første gang. Hun gav dem et øjeblik til at fordøje informationerne.

”Kan det rent faktisk lade sig gøre?” spurgte Martinez.

”Ja.” Vogel nikkede. ”Jeg har kørt beregningerne igennem. De passer til mindste decimal. Det er en genial kursberegning. Forbløffende.”

”Hvordan skal han komme væk fra Mars?” spurgte Martinez.

Lewis lænede sig frem. ”Der var mere i beskeden,” begyndte hun. ”Vi må først opsamle forsyninger nær Jorden, og han må sørge for at nå frem til Ares 4’s MAV.”

”Hvorfor er det hele så underligt formummet” spurgte Beck.

”Ifølge beskeden,” begyndte Lewis forklaringen, ”har NASA afvist idéen. De fortrækker høj risikofaktor for Watneys vedkommende, frem for lav risiko for os alle samlet. Hvem der end fik listet e-mailen igennem til Vogel, var tydeligvis uenig.”

”Vil det sige,” lød det fra Martinez, ”at vi taler om at gå direkte imod NASA’s beslutning?”

”Ja,” bekræftede Lewis. ”Det er nøjagtig, hvad vi taler om. Hvis vi vælger at gennemføre manøvren, er de nødt til at sende et forsyningsfartøj op, hvis ikke vi alle skal dø. Vi har muligheden for at tvinge dem til at acceptere manøvren.”

”Gør vi det så?” spurgte Johanssen.

De så alle på Lewis.

”Jeg vil være helt ærlig overfor jer,” sagde hun. ”Jeg er bestemt parat til at gøre det, men vi taler om en beslutning, der nærmer sig det ekstreme. Vi taler om noget, NASA udtrykkeligt har afvist. Vi taler om mytteri. Det er ikke et ord, jeg bruger i flæng.”

Hun rejste sig og begyndte at vandre langsomt omkring bordet. ”Vi gør det kun, hvis det er en enstemmig beslutning. Før I svarer, skal I overveje konsekvenserne. Hvis vi forfejler forsynings-rendezvous’et, dør vi. Hvis vi misser slyngturen fra Jordens gravitationsfelt, dør vi.

”Hvis vi gør alting perfekt, får vi tilføjet fem hundrede og treogtredive dages uplanlagt rumrejse, hvor alt kan gå galt. Vedligeholdelse bliver et slid. Noget kan gå i stykker, som vi ikke kan fikse. Hvis det drejer sig om noget livsvigtigt, dør vi.”

”Jeg melder mig!” smilede Martinez.

”Rolig nu, cowboy,” sagde Lewis. ”Du og jeg er militærfolk. Der er en rimelig god chance for, at vi ender for en krigsret, når vi kommer hjem. Hvad resten af jer angår, kan jeg garantere, at de aldrig sender jer ud igen.”

Martinez lænede sig tilbage mod væggen med et skævt grin. Resten sad i tavshed, mens de overvejede deres kaptajns ord.

”Hvis vi gør det,” sagde Vogel, ”giver det over tusind dage i rummet. Det er rumrejse nok til en livstid. Jeg har ikke behov for mere.”

”Det lyder som om, Vogel er med på det,” smilede Martinez. ”Det er jeg selvfølgelig også.”

”Ja, hvis du mener, det kan lade sig gøre,” sagde Johanssen til Lewis. ”Jeg stoler på dig.”

”Okay” sagde Lewis. ”Hvis vi kaster os ud i det, hvad vil det så kræve?”

Vogel trak på skuldrene. ”Jeg plotter kursen og sætter den ind i systemet,” sagde han. ”Hvad mere?”

”Vi kan få et problem med remote override,” sagde Johanssen. ”Den er designet til at få rumskibet tilbage, hvis vi alle dør eller noget i den retning. De kan overtage enhver styring af Hermes fra Mission Control.”

”Men vi er her jo,” sagde Lewis. ”Vi kan ophæve alt, hvad de gør, ikke?”

”Faktisk ikke,” sagde Johanssen. ”Remote override rangerer over al ombordværende kontrol og styring. Udgangspunktet er, at der er sket en katastrofe, og at rumfartøjets kontrolpanel ikke er pålideligt.”

”Kan du ophæve remote override?” spurgte Lewis.

”Hmm … ” tænkte Lewis højt. ” Hermes har fire ekstra navigationscomputere, hver af dem forbundet med de tre ekstra kommunikationssystemer. Hvis en computer — og det kan være en hvilken som helst computer — opfanger et signal fra et hvilket som helst kommunikationssystem, kan Mission Control overtage styring. Vi kan ikke lukke ned for kommunikation, for så mister vi telemetri og retningslinjer. Vi kan ikke lukke ned for computerne, for vi skal bruge dem til at styre fartøjet. Jeg bliver så nødt til at lukke ned for remote override i hvert enkelte system … Det er en del af OS; jeg kommer også til at gå udenom koden … Men, ja, det kan jeg godt.”