Andy Weir - The Martian

Jeg kan se, hvad NASA har i tankerne. Bagenden af traileren har en luftsluse, som vi ikke skal rode med. Skæringen skal udføres lige foran den og vil give rigelig plads til at de Tre Store kan stå der.

Jeg har ingen anelse om, hvordan NASA har tænkt sig at forsyne de Tre Store med strøm i fireogtyve og en halv time om dagen, og stadig have energi nok til at holde roveren kørende. Jeg tør vædde på, at de heller ikke selv ved det. Men de er skarpe; de skal nok finde på råd.

(11:49) JPL: Det, vi kan se af din planlagte udskæring, ser fint ud. Vi antager, at den anden side er identisk. Du har clearing til at bore.

(12:07) WATNEY: Det sagde hun også i går.

(12.25) JPL: Alvorligt talt, Mark? Helt ærligt?

Det første, jeg gjorde, var at fjerne trykket i traileren. Kald mig skør, men jeg ville blive pænt træt af, at boret eksploderede i hovedet på mig.

Dernæst måtte jeg vælge et sted at starte. Jeg tænkte, at det ville være lettest at begynde med siden. Jeg tog fejl.

Taget havde været et bedre valg. Siden var besværlig, fordi jeg måtte holde boret parallelt med jorden. Vi taler ikke om farmands Black & Decker derhjemme. Det er en meter langt, og kan kun holdes forsvarligt i håndtagene.

At få boret til at tage ved, var rædselsfuldt. Jeg pressede det mod skroget og tændte for det, men det gled ud til alle sider. Så hentede jeg min trofaste hammer og skruetrækker. Med nogle få slag fik jeg slået et lille hul i carbonkompositen.

Det gav borehovedet forankring, så jeg kunne fastholde boret på samme punkt. Som NASA havde beregnet, tog det omkring to og et halvt minut at komme hele vejen igennem.

Jeg fulgte samme procedure til andet hul, og det gik meget lettere. Efter tredje hul begyndte boremaskinens overophedningslampe at lyse.

Det stakkels bor var ikke beregnet til konstant boring i lange intervaller. Heldigvis sørgede sikringen for, at ophedningen blev registreret og varslet. Jeg tog en slapper, lænet op ad arbejdsbænken, og lod det køle af. Så meget kan man sige om Mars: Den er virkelig kold. Den tynde atmosfære er ikke videre god til at lede varme væk, men alting køles ned i sidste ende.

Jeg havde allerede fjernet borets beskyttelseskappe (strømkablet skulle jo kobles til). En behagelig sideeffekt ved det er, at boret afkøler endnu hurtigere. Jeg skal dog rense det grundigt med nogle timers mellemrum, fordi støvet samler sig.

Omkring 17:00, da solen begyndte at gå ned, havde jeg boret femoghalvfjerds huller. En god start, men der venter stadig tonsvis af arbejde. Før eller senere (sikkert i morgen) skal jeg til at bore de huller, jeg ikke kan nå fra jorden. Dertil skal jeg bruge noget at stå på.

Jeg kan ikke bruge mit ”arbejdsbord”. Der står Pathfinder , og det sidste, jeg ønsker, er at rode med den. Men jeg har stadig tre ekstra MAV-landingsstel. Jeg kan helt sikkert lave en rampe eller noget i den retning.

Nå, det bliver først i morgen.

I aften handler det om at spise en hel ration til middagsmad.

Jeps, nemlig. Sådan er det. Enten bliver jeg reddet på Sol 549 eller også dør jeg. Det betyder, at jeg har femogtredive soles ekstra rationer, og så kan jeg tillade mig at frådste ind i mellem.

LOG NOTAT: SOL 194

Jeg regner med at lave et hul for hvert 3,5 minut. Det inkluderer en lejlighedsvis pause for at lade boret køle af.

Den rytme lærte jeg ved at tilbringe en hel skide dag med at bore. Efter otte timers kedeligt, fysisk hårdt arbejde, havde jeg et resultat på 137 huller.

Det viste sig at være let nok at håndtere boring på steder, jeg ikke kunne nå. Jeg behøvede ikke engang at konstruere noget med et landingsstel. Jeg skulle bare bruge noget at stå på. Jeg brugte en container til geologiske prøver (også kaldet ”en kasse”)

Før jeg fik kontakt med NASA, ville jeg have arbejdet mere end de otte timer. Jeg kan være ude i ti, før jeg begynder at suge ”nødforsyningsluft”, men NASA er en flok sarte mimoser, der ikke vil have mig ude så længe.

Med dagens arbejde, er jeg nået nogenlunde en fjerdedel igennem den fulde udskæring. Altså en fjerdedel af borearbejdet. Bagefter har jeg 759 små bidder at mejsle væk. Jeg ved ikke, hvordan carbonkompositen vil reagere på det. Men NASA vil gøre det tusind gange nede på Jorden, og derefter fortælle mig, hvordan det bedst udføres.

Under alle omstændigheder vil det tage mig endnu fire sole med (røvkedeligt) slid for at afslutte borearbejdet.

Jeg er rent faktisk kommet igennem Lewis’ forsyninger af elendige 70’er-tv-serier. Jeg har også læst alle Johanssens krimier.

Jeg har allerede gennemgået de andre besætningsmedlemmers ting for at finde noget underholdning. Men desværre er Vogels ting er på tysk, Beck har ikke medbragt andet end medicinske tidskrifter, og Martinez har slet ikke taget noget med.

Jeg begyndte virkelig at kede mig, så jeg besluttede mig for at tilegne mig selv et musiknummer til lejligheden. En kendingsmelodi!

Noget passende. Selvfølgelig blev det noget fra Lewis rædselsfulde halvfjerdsersamling. Alt andet ville være forkert.

Der er mange fede kandidater: ”Life on Mars” med David Bowie. ”Rocket Man” med Elton John. ”Alone Again (Naturally)” med Gilbert O’Sullivan.

Jeg endte med at lægge mig fast på ”Stayin’ Alive” med Bee Gees.

LOG NOTAT: SOL 195

Endnu en dag, endnu en masse huller: 145 denne gang (jeg bliver bedre til det). Jeg er halvvejs igennem. Det er efterhånden ret trivielt.

I det mindste har jeg de opmuntrende beskeder fra Venkat som drivkraft.

(17:12) WATNEY: 145 huller i dag. 357 i alt.

(17:31) JPL: Vi forventede, at du var nået længere på nuværende tidspunkt.

Skiderik.

Nå, men jeg keder mig stadig om aftenen. Det er måske sundt nok. Hab’et er i fin stand. De har en redningsplan for mig, og det fysiske arbejde gør, at jeg sover glimrende.

Jeg savner at passe kartoflerne. Hab’et er ikke det samme uden dem.

Der er stadig jord over det hele. Det er ingen grund til at slæbe det hele udenfor igen. I mangel af bedre ting at foretage mig, kørte jeg nogle tests på dem. Forbløffende nok havde nogle af bakterierne overlevet. Populationen er stærk og voksende. Det er ret imponerende, når man tænker på, at de blev udsat for et nær-vacuum med subarktiske temperaturer i over fireogtyve timer.

Jeg gætter på, at der dannede sig islommer rundt om nogle bakterier, der fik en boble af tåleligt tryk indeni, mens kulden alene ikke kunne gøre det af med dem. Med hundrede millioner bakterier, skal der kun én overlevende til, for at forhindre udryddelse.

Livet er forbløffende hårdført. De er lige så meget imod at dø, som jeg er.

LOG NOTAT: SOL 196

Jeg har nosset i det.

Jeg har i den grad nosset i det. Jeg har begået en fejltagelse, der kan slå mig ihjel.

Jeg begyndte som sædvanlig min EVA omkring 08:45. Jeg tog min hammer og skruetrækker, og begyndte at hakke i trailerens skrog. Det er et helvede slid at få lavet sådan en skramme, før hver boring, så jeg laver alle dagens skrammer på én gang.

Efter at have banket 150 skår ud til boring (Ja, jeg er optimist), begyndte jeg at arbejde.

Det var det samme arbejde, som igår og dagen før. Bore igennem, omplacere. Bore igennem, omplacere. Bore igennem en tredje gang, og dernæst lægge boret til afkøling. Gentag processen om og om igen indtil frokosttid.

Jeg tog en pause klokken 12:00. Fik en dejlig frokost i Hab’et og spillede et slag skak med computeren (den gav mig røvfuld). Så var det ud igen til dagens anden EVA.

Klokken 13:30 skete den fatale katastrofe, selvom det ikke gik op for mig på daværende tidspunkt.

Livets værste forandringer varsles altid af små observationer. Den lille knude i siden, som ikke plejer at være der. At komme hjem til konen og se to brugte vinglas stå ved vasken. Hver gang man hører ”Vi afbryder udsendelsen …”