Andy Weir - The Martian

Ved I hvad? Det gør direkte ondt på mig at sige ”kilowatt-timer pr. sol”. Jeg vil opfinde et nyt videnskabeligt navn for enheden. En kilowatt-time pr. sol er … Det kan være hvad som helst … øh … Hvor er jeg dårlig til det her … Nu har jeg det … en ”pirat-ninja.”

Alt i alt skal de Tre Store bruge 69,2 pirat-ninjaer, og det meste heraf går til oxygenatoren og den atmosfæriske regulator (vandindvinderen skal kun bruge bruge 3,6 af dem)

Der må skæres ned på andre ting.

Den letteste nedskæring er vandindvinderen. Jeg har 620 liter vand (jeg havde meget mere før Hab’et eksploderede.) Jeg skal kun bruge tre liter vand pr. sol, så min forsyning forslår til 206 sole. Der går kun 100 sole fra jeg tager af sted, til jeg bliver samlet op (eller dør i forsøget).

Konklusion: Jeg behøver slet ikke vandindvinderen. Jeg drikker, hvad jeg behøver, og smider mit affald udenfor. Ja, nemlig, Mars. Jeg vil pisse og skide på dig. Det får du som tak for konstant at prøve at slå mig ihjel.

Sådan. På den måde har jeg sparet 3,6 pirat-ninjaer.

LOG NOTAT: SOL 198

Jeg har haft et gennembrud med oxygenatoren!

Jeg tilbragte det meste af dagen med at studere specifikationerne. Den opvarmer CO 2til 900 grader, dernæst kører den det henover en zirconia-elektrolysecelle for at skrælle carbon-atomerne af. Opvarmningen af gas er det, der sluger størstedelen af energien. Og hvorfor er det vigtigt? Fordi jeg kun er én til stede her, og oxygenatoren blev lavet til seks. En sjettedels kvantum CO 2betyder, at der skal en sjettedel af energien til at opvarme det.

Specifikationerne siger, at den kræver 44,1 pirat-ninjaer, men den har hele tiden kun brugt 7,35 på grund af den reducerede belastning. Nu begynder vi at komme nogen vegne!

Så er der spørgsmålet om den atmosfæriske regulator. Regulatoren tager prøver af luften, regner ud, hvad der er i vejen med den, og udligner problemet. For meget CO 2? Fjern det. Ikke nok O2? Tilfør noget. Uden den er oxygenatoren værdiløs. CO 2-mængden skal udskilles for at blive analyseret.

Regulatoren analyserer luften ved spektroskopi og separerer dernæst gasserne ved at superkøle dem. Forskellige elementer bliver til væske ved forskellige temperaturer. På jorden vil en superkøling af så store mængder luft kræve en sindssygt stor energimængde. Men dette er ikke Jorden (hvilket jeg er smerteligt bevidst om).

Her på Mars bliver superkøling gjort ved at pumpe luft videre til et element udenfor Hab’et. Luften køles hurtigt ned til udendørstemperaturen, der ligger mellem 150 — 0 grader. Når det er varmt, skal der iværksættes ekstra køling, men på kolde dage kan man få luften gjort flydende uden videre. Den sande energiomkostning opstår, når man skal varme det op igen. Hvis luften blev ført uopvarmet tilbage til Hab’et, ville jeg fryse ihjel.

”Men hov!” tænker du nu, ”Mars’ atmosfære er jo ikke flydende. Hvorfor kondenserer Hab’ets luft så?

Hab’ets atmosfære er over 100 gange så tæt, så den bliver flydende ved langt højere temperaturer. Regulatoren kombinerer det bedste fra begge verdener. Bogstaveligt talt. Note: Mars’ atmosfære kondenserer rent faktisk ved polerne og stivner til tøris.

Problem: Regulatoren kræver 21,5 pirat-ninjaer. Selv hvis jeg tog nogle af Hab’ets strømceller, ville det dårligt nok kunne drive regulatoren i én sol, og da slet ikke give kraft nok til at jeg også kan køre.

Der skal tænkes mere.

LOG NOTAT: SOL 199

Jeg har det. Jeg ved, hvordan jeg får oxygenatoren og den atmosfæriske regulator op at køre.

Problemet med små trykkabiner er CO 2-forgiftning. Man kan have rigelige mængder af oxygen, men når først CO 2-niveauet når over 1 procent, begynder man at blive søvnig. Ved 2 procent føles det som at være fuld. Ved 5 procent begynder man at miste bevidstheden. 8 procent vil i sidste ende tage livet af dig. At holde sig i live handler ikke om oxygen, men om at skille sig af med CO 2.

Det betyder, at jeg skal bruge regulatoren. Jeg behøver til gengæld ikke oxygenatoren hele tiden. Jeg skal kun bruge den til at udskille CO 2-mængden fra luften og genopfylde med oxygen. Jeg har 50 liter flydende oxygen i to tanke á 25 liter her i hab’et. Det giver 50.000 liter i luftform, hvilket er nok til at vare i 85 dage. Det rækker ikke helt til at få mig igennem redningsforløbet, men det er dog en helvedes stor mængde.

Regulatoren kan udskille CO 2og lagre det i en tank, og den kan efter behov tilføre oxygen til min luft fra oxygentankene. Når jeg begynder at løbe tør for oxygen, kan jeg slå lejr udenfor i en dag, og bruge al min strøm til at få oxygenatoren til at bearbejde den oplagrede CO 2-mængde. På den måde sluger oxygenatorens energiforbrug ikke den strøm, jeg skal bruge til kørsel.

Jeg lader altså regulatoren køre konstant, men sætter kun oxygenatoren i sving på de dage, jeg afsætter til at bruge den.

Og så til næste problem. Når regulatoren fryser CO 2-mængden, forbliver oxygen og nitrogen luftformige, men de er nede på –75 grader. Hvis regulatoren sendte det tilbage til min luft, uden at genopvarme det, ville jeg blive forvandlet til en ispind i løbet af få timer. Det meste af regulatorens strøm går til at opvarme returluften for at forhindre dette i at ske.

Jeg har dog en bedre måde at varme den op på. Det er noget, NASA end ikke ville overveje i selv deres mest optimistisk dødsforagtende humør.

RTG’en!

Ja, netop. RTG’en. I husker muligvis min spændende rejse til Pathfinder . Den dejligste klump plutonium, der er så radioaktiv, at den afgiver varme med 1500 watt, som den bruger til at udlede elektricitet på 100 watt. Hvad så med de 1400 resterende watt? Den energimængde stråler ud som varme.

På turen ud til Pathfinder måtte jeg rent faktisk fjerne roverens isolation for at slippe af med tingestens overskudsvarme. Det må jeg klæbe fast igen, fordi jeg skal bruge strålingen til at opvarme returluften fra regulatoren.

Jeg iværksatte en test og slukkede for regulatorens varmelegemer for at notere dens strømforbrug. Efter fem minutter tændte jeg for varmen igen. Hold da kæft, hvor var den returluft kold. Men jeg fik de data, jeg ville have.

Med opvarmning skal regulatoren bruge 21,5 pirat-ninjaer. Uden opvarmning … (trommehvirvel) 1 pirat-ninja. Det er ikke løgn, næsten al kraft går til opvarmning.

Som det oftest er med livets problemer, kan dette løses med en kasse fuld af ren stråling .

Jeg tilbragte resten af dagen med at dobbelttjekke mine tal og lave flere tests. Alt stemmer. Jeg kan gennemføre det.

LOG NOTAT: SOL 200

Jeg slæbte sten i dag.

Jeg måtte finde ud af, hvor megen effekt rover-traileren kan yde af den kraft, den får. På vejen til Pathfinder nåede jeg 80 kilometer på 18 kilowatt-timer. Denne gang vil læsset være væsentlig tungere. Jeg skal trække både traileren og alt det andet lort.

Jeg bakkede roveren op til traileren og fastgjorde anhængerbeslaget. Let nok.

Det er længe siden, traileren havde sin egen atmosfære (der er trods alt et par hundrede huller i den), så jeg åbnede bare begge luftslusers døre for at få direkte adgang til kabinen. Så begyndte jeg at smide sten ind.

Jeg var nødt til at komme op med et kvalificeret gæt på den samlede vægt. Det tungeste, jeg tager med mig, er vand. En mængde svarende til 620 kg. Mine frysetørrede kartofler giver endnu 200 kg. Jeg skal sandsynligvis have flere solceller med end sidst, og måske et batteri fra Hab’et. Dertil kommer selvfølgelig den atmosfæriske regulator og oxygenatoren. I stedet for at veje hele møget, gættede jeg, og lod det blive 1200 kg.