Andy Weir - The Martian

Jeg fjernede to af dem. Så længe jeg sætter dem tilbage før dagen er omme, går det nok. Hab’et bruger hovedsagelig battterierne om natten.

Jeg åbnede begge trailerens luftslusedøre på vid gab og bugserede det første batteri ind. Efter at have leget reality-tetris et stykke tid, fandt jeg en måde, at få det første batteri så meget af vejen, at jeg kunne få det andet ind. Tilsammen optager de hele den forreste halvdel af traileren. Hvis jeg ikke havde smidt alt det ubrugelige ragelse ud tidligere i dag, ville jeg aldrig have fået dem begge derind.

Trailerens batteri befinder sig i undervognen, men hovedkraftkablet løber gennem trykkabinen, så derfor kunne jeg tilslutte Hab-batterierne direkte (ingen lille bedrift i den skide EVA-dragt).

Et systemtjek fra roveren viste, at jeg havde lavet tilslutningen korrekt.

Det virker måske alt sammen som småting, men det er fantastisk. Det betyder, at jeg kan medbringe niogtyve solceller og dermed får 36 kilowatt-timers opladning. Det ser ud til, at jeg trods alt kan tilbagelægge mine 100 kilometer om dagen.

I det mindste fire ud af fem dage.

Ifølge min kalender bliver Hermes’ forsyningssonde opsendt fra Kina om to dage (med forbehold for forsinkelse). Hvis det ikke lykkes, vil hele besætningen være fatalt på skideren. Det frygter jeg mere end noget andet.

Jeg har været i livsfare i månedsvis. Jeg har efterhånden vænnet mig til det. Men nu er jeg igen urolig. Det ville være nedtur at dø, men det ville være langt værre, at mine besætningskammerater dør. Og jeg finder først ud af, hvordan opsendelsen gik, når jeg kommer til Schiaparelli.

Held og lykke, gutter!

”Hej Melissa …,” sagde Robert. ”Kan du høre mig? Kan du se mig?”

”Højt og klart,” skat,” sagde kaptajn Lewis. ”Videoforbindelsen er stabil.”

”De siger, jeg har fem minutter,” sagde Robert.

”Bedre end ingenting,” sagde Lewis. Hun svævede i sin private kabine og rakte ud med en let berøring af skillevæggen for at holde sig i ro. ”Dejligt at se dig i realtid til en forandring.”

”Lige måde,” smilede Robert. ”Jeg kan næsten ikke fornemme forsinkelsen. Men hvor ville jeg ønske, du var på vej hjem.”

Lewis sukkede. ”Også jeg, skat.”

”Du må ikke misforstå mig,” skyndte Robert sig at tilføje. ”Jeg kan godt forstå, hvorfor du gør det her. Men alligevel, fra et egoistisk synspunkt, savner jeg min kone. Hov, svæver du?”

”Hva’?” sagde Lewis. ”Nå, ja. Skibet er ikke i rotation lige nu. Vi har ingen centripetal tyngdekraft.”

”Hvorfor ikke?”

”Fordi vi kobler sammen med Taiyang Shen om få dage. Vi kan ikke rotere, mens vi kobler os sammen med noget.”

”Nå, nej,” sagde Robert. ”Men hvordan går det på skibet? Der er vel ingen, der giver dig bøvl, vel?”

”Nej,” Lewis rystede på hovedet. ”Det er gode folk; jeg er heldig at have dem på holdet.”

”Hey, nu skal du bare høre!” sagde Robert. ”Jeg har fundet den fedeste ting til vores samling!”

”Har du? Hvad er det?”

”En original ottesporsproduktion af ABBA’s Greatest Hits . I originalpakning.”

Lewis spærrede øjnene op. ”Virkelig? Er det en 76’er eller en kopi?”

”En vaskeægte 1976’er.”

”Wauv! Godt fund!”

”Du ved, jeg ved det!”

Langdistanceflyet standsede ved gaten med en sidste rystelse gennem skroget.

”Åh, guder,” sagde Venkat og gned sin nakke. ”Det er den længste flyvetur, jeg har været på.”

”Mm,” sagde Teddy og gned sine øjne.

”Men i det mindste skal vi først videre til Jiuquan i morgen,” jamrede Venkat. ”Fjorten og en halv times flyvetur er nok for en dag.”

”Nu skal du ikke slappe for meget af,” sagde Teddy. ”Vi skal først gennem tolden, og kommer højst sandsynligt til at skulle udfylde en masse formularer, fordi vi er officielle udsendinge for den amerikanske regering … Der går sikkert timer, før vi kan sove.”

”Guuuuuuder.”

Beijing Capital International Airports Terminal 3 gav genlyd af kakafonien, der altid hersker i de store lufthavnes terminaler. Venkat og Teddy bevægede sig frem mod en lang immigrationskø, mens de kinesiske statsborgere fra deres fly drejede af, for at gå gennem en lettere udgangsprocedure.

Venkat indtog sin plads i køen og Teddy stillede sig bag ham, mens han spejdede efter en kiosk. Koffein i enhver form ville gøre underværker.

”Undskyld mig, mine herrer,” lød en stemme ved siden af dem.

De vendte sig og så en ung kinesisk mand iført jeans og polo T-shirt. ”Mit navn er Su Bin Bao,” sagde han på perfekt engelsk. ”Jeg er ansat i den Nationale Kinesiske Rumadministration. Jeg vil være jeres guide og oversætter under jeres ophold i Folkerepublikken Kina.”

”En fornøjelse at møde dig, Mr. Su,” sagde Teddy. ”Jeg er Teddy Sanders, og dette er dr. Venkat Kapoor.”

”Vi har brug for søvn,” sagde Venkat øjeblikkelig. ”Hvis du vil være så venlig, at ekskortere os til vores hotel, så snart vi kommer igennem tolden.”

”Det kan jeg gøre endnu bedre, dr. Kapoor,” smilede Su. ”Som officielle gæster af Folkerepublikken Kina, er I på forhånd autoriserede til at gå udenom tolden. Jeg kan køre jer til hotellet med det samme.”

”Jeg elsker dig,” sagde Venkat.

”Overbring vores tak til Folkerepublikken Kina,” tilføjede Teddy.

”Det skal jeg nok sørge for,” smilede Su Bin.

”Helena, min elskede,” sagde Vogel til sin kone. ”Jeg håber, du har det godt.”

”Det har jeg,” sagde hun. ”Du skal ikke bekymre dig for mig. Men jeg savner dig sådan.”

”Det er jeg ked af.”

”Det kan ikke være anderledes.” sagde hun med et lille skuldertræk.

”Hvordan har aberne det?”

”Børnene har det fint.” Hun smilede. ”Eliza er forelsket i den nye dreng i klassen, og Victor er blevet udnævnt til målmand for high school-holdet.”

”Fremragende!” sagde Vogel. ”Jeg hører, at du er kommet til Mission Control. Kunne NASA ikke få signalet til Bremen?”

”Det kunne de godt,” sagde hun. ”Men det var lettere for dem at hente mig til Houston. En gratis ferie til USA. Det kunne jeg selvfølgelig ikke afslå.”

”Godt tænkt. Hvordan har min mor det?”

”Så godt, som det kan forventes,” sagde Helena. ”Hun har sine gode dage og dårlige dage. Hun genkendte mig ikke, da jeg besøgte hende sidst. På en måde er det en velsignelse. Så behøver hun ikke at bekymre sig for dig, som jeg gør.”

”Hendes tilstand er altså ikke forværret?” spurgte han.

”Nej, Hun er nogenlunde, som da du rejste. Lægerne er sikre på, at hun stadig vil være her, når du vender tilbage.”

”Godt,” sagde han. ”Jeg var bange for, at jeg havde set hende for sidste gang.”

”Alex,” sagde Helena, ”vil du klare dig sikkert igennem det her?”

”Så sikkert, som vi kan gøre det,” sagde han. ”Skibet er i perfekt stand, og efter modtagelsen af Taiyang Shen har vi alle de forsyninger vi behøver for resten af rejsen.”

”Pas på dig selv.”

”Det skal jeg nok, min elskede,” lovede Vogel.

”Velkommen til Jiuquan,” sagde Guo Ming. ”Jeg håber, I havde en behagelig rejse?”

Su Bin oversatte Guo Mings ord, idet Teddy satte sig på den næstbedste plads i observationslokalet. Gennem glasset så han ud på Jiuquans Mission Control Center. Det var bemærkelsesværdigt lig Houstons, selvom Teddy ikke kunne læse den kinesiske tekst på storskærmene.

”Jo, mange tak,” sagde Teddy. ”Jeres folks gæstfrihed har været overvældende. Privatflyet, der blev bestilt til at hente os, var en flot gestus.”