Andy Weir - The Martian

Den fjerde er ”Overlevede Noget Der Burde Have Dræbt Mig”, for et eller andet lort skal der nok ske. Jeg ved ikke hvad, men det skal nok komme. Enten bryder roveren sammen, eller også bliver jeg ramt af dødelige hæmorider, hvis ikke jeg overfaldes af fjendtlige marsmænd eller alt muligt andet pis. Når det sker (og hvis jeg overlever), giver jeg mig selv lov til at spise det måltid.

Den femte pakke er reserveret til dagen for opsendelsen. Den er mærket med ”Sidste Måltid.”

Måske er det ikke det bedste navn.

LOG NOTAT: SOL 388

Jeg startede dagen med en kartoffel. Den blev skyllet ned med en kop Marskaffe. Det er mit navn for ”varmt vand med koffeinpiller opløst i det”. Jeg løb tør for rigtig kaffe for flere måneder siden.

Nummer et på listen var en omhyggelig gennemgang af Hab’et. Jeg er nødt til at fjerne alt, der ikke kan tåle, at det atmosfæriske tryk forsvinder. Alt i Hab’et fik selvfølgelig en ordentlig øvelse i tryktab for nogle måneder siden, men denne gang bliver det udført kontrolleret, og så kan jeg lige så godt gøre det korrekt.

Det vigtigste er vandet. Jeg mistede 300 liter ved sublimation, dengang Hab’et eksploderede. Det kommer ikke til at ske igen. Jeg drænede vandindvinderen og forseglede alle tanke.

Så var det bare at samle alt ragelse sammen og smide det i Luftsluse 3. Alt som ikke kan tåle et nær-vacuum. Filtpenne, vitaminglas (sandsynligvis ikke nødvendigt, men jeg tager ingen chancer), medicinforsyning, etc.

Så gennemførte jeg en kontrolleret nedlukning af Hab’et. De vigtige komponenter er designet til at overleve i vacuum. Trykfald i Hab’et er en af de mange scenarier som NASA er på forkant med. Jeg lukkede ned for et system ad gangen og sluttede med selve hovedcomputeren.

Jeg tog dragten på og efterlod Hab’et uden tryk. Sidste gang kollapsede lærredet og efterlod et værre rod. Det burde ikke ske. Hab’ets kuppel er hovedsagelig støttet af lufttryk, men der er adskillige fleksible stivere monteret under den som forstærkning. Sådan blev Hab’et sat op i første omgang.

Jeg så til, mens lærredet langsomt lagde sig til rette på stiverne. For at bekræfte trykfaldet, åbnede jeg begge døre i Luftsluse 2. Jeg lod Luftsluse 3 være. Den bibeholdt sit tryk til ære for ragelset, jeg lagde i den.

Så begyndte jeg at skære i møget!

Jeg er ikke materiale-ingeniør; mit design til soveværelset er ikke elegant. Det består simpelthen af en seks meters omkreds og et loft. Nej, det har ingen rette vinkler eller hjørner (trykbeholdere bryder sig ikke om dem). Det vil udvide sig og runde sig som en ballon.

Det betød, at jeg kun behøvede at skære to store, fede stykker lærred ud. En til siderne og en til loftet.

Da jeg var færdig med at maltraktere Hab’et, hev jeg det afkortede lærred ned til gulvet og genforseglede det. Nogen der har prøvet at sætte et villatelt op? Fra indersiden? Iført rustning? Det var til at brække sig over.

Jeg genfyldte med en tyvendedel atmosfære for at se, om det kunne holde trykket.

Ha ha ha! Selvfølgelig ikke! Det er utæt som en si. Så var det bare i gang med at finde lækager.

På jorden klæber små partikler sig til vand eller svinder til intet. På Mars bliver de bare, hvor de nu engang er. Det øverste lag af sandet er som talkum. Jeg gik udenfor med en pose og fyldte den med skrab fra overfladen. Jeg fik både normalt sand og en masse puddersand.

Jeg opretholdt en tyvendedel atmosfære i Hab’et ved hele tiden at fylde op i samme takt, som luften sivede ud. Så ”pustede” jeg i posen for at få de mindste partikler til at hvirvle rundt. De blev hurtigt suget ud mod lækagerne. I takt med at jeg fandt hullerne, forseglede jeg dem med harpiks.

Det tog timer, men jeg endte med en solid forsegling. Yo, nu er Hab’et blevet or’nligt ”ghetto”. Den ene side er lavere end den anden. Jeg er nødt til at dukke mig, når jeg stiller mig der.

Jeg øgede tryk til fuld atmosfære og ventede en time. Ingen lækage.

Det har været en lang og fysisk udmarvende dag. Jeg er totalt smadret, men kan ikke sove. Hver en lyd skræmmer næsten livet af mig. Er det Hab’et, der sprækker? Er det? Nej, okay … Hov, hvad var det!? Nå, det var ikke noget … vel? Okay …

Det er frygteligt, at mit liv rent faktisk hænger på mit eget kluntede lappeværk.

Det er vist tid til at få fat i sovepillerne fra medicinkassen.

LOG NOTAT: SOL 389

Hvad i helvede har de puttet i de sovepiller!? Det er midt på dagen.

Der skulle to kopper Mars-kaffe til, før jeg begyndte at vågne en smule. Jeg er færdig med de piller. Som om, jeg ikke er nødt til at stå op og gå på arbejde om morgenen.

Nå, men at dømme efter hvor lidt død jeg er, kan man konkludere, at Hab’ets forsegling holdt natten over. Forseglingen er solid. Ligner lort, men den holder.

Dagens opgave var soveværelset.

At stykke soveværelset sammen, var meget lettere end at forsegle Hab’et. Denne gang behøvede jeg nemlig ikke at have EVA-dragt på. Jeg ordnede det hele inde i Hab’et. Hvorfor ikke? Det er jo bare lærred. Jeg kan rulle det sammen og tage det med ud gennem luftslusen, når jeg er færdig.

Jeg startede med en smule tilskæring af det tilbageværende pop-up telt. Jeg var nødt til at beholde roverens luftsluseforbindelse samt det omgivende lærred. Resten af lærredet måtte væk. Men hvorfor vil nogen flå det meste af lærredet af, for dernæst at erstatte det med mere lærred? Sømme.

NASA er godt til at lave ting. Det er jeg ikke. Den ømtålelige del af denne struktur er ikke lærredet. Det er sømmene. Jeg får en mindre samlet længde sømme ved ikke at bruge lærred fra det eksisterende pop-up telt.

Efter at have flænset godt og grundigt i det tilbageværende telt, føjede jeg de to pop-up teltes gulve sammen ved hjælp af tætningsbånd. Til sidst fik jeg de to nye lærredstykker sat på plads og forseglet.

Det var så meget lettere uden EVA-dragten på. Så meget lettere.

Så måtte jeg teste det igen. Og nok engang gjorde jeg det i Hab’et. Jeg tog en EVA-dragt med ind i teltet og lukkede miniluftslusens dør. Dernæst fyrede jeg op i EVA-dragten og lod hjelmen ligge. Jeg fik den til at fyre trykket op til 1,2 atm.

Det tog et stykke tid at få fyret ordentligt op, og jeg måtte afkoble et par alarmer på dragten (”Hey, jeg er ret sikker på, at hjelmen ikke er på!”). Den tømte det meste af en N2-tank, men formåede i sidste ende at få trykket op.

Jeg satte mig ned og ventede. Jeg trak vejret frit; dragten regulerede luften. Alt var fint. Jeg holdt nøje øje med dragtens status for at se, om den begyndte at erstatte ”tabt” luft. Da der ikke var nogen målbar forandring efter en time, erklærede jeg testen for vellykket.

Jeg rullede hele lærredet op (nå, ja, klumpede det sammen) og bar det ud i roveren.

Jeg må sige, at jeg hopper en del i dragten for tiden. Jeg tør vædde på, at jeg har slået en rekord på den front. En typisk Mars-astronaut foretager i alt noget i retning af fyrre EVA’er? Jeg har været ude på flere hundrede.

Da jeg havde fået soveværelset ud til roveren, sluttede jeg det til luftslusen fra indersiden. Så trak jeg i udløseren for at sætte det op. Jeg er ikke idiot, så jeg stod stadig iført min EVA-dragt.

Soveværelset blæste op og fyldtes på tre sekunder. Den åbne luge i luftslusen var i direkte forbindelse, og den lod til at holde trykket.

Som sidst lod jeg det hvile i en time. Og ligesom sidst fungerede det flot. I modsætning til genforseglingen af Hab’ets lærred, fik jeg dette gjort ordentligt i første forsøg. Det skyldtes hovedsagelig, at jeg ikke havde den pokkers EVA-dragt på.

Jeg havde oprindelig planlagt, at lade mit soveværelse stå natten over og kontrollere det næste morgen. Der opstod bare et problem. Jeg kan ikke komme ud, hvis jeg gør det. Roveren har kun én luftsluse, og soveværelset var koblet til den. Jeg havde ingen mulighed for at komme ud, uden at afmontere soveværelset, og ingen måde at fastgøre og skabe tryk i soveværelset, uden at være i roveren.