Andy Weir - The Martian

Begge dele er alt for store til at kunne komme igennem trailerens luftsluse. Heldigvis for mig, kom de til Mars i ”usamlet tilstand”. De var for store til at opsende som helhed, hvilket gør dem lette at skille ad igen.

Det tog mig adskillige ture frem og tilbage at flytte delene ud i traileren. Jeg bar dem gennem luftslusen, én ad gangen. Og sikke et helvedes bøvl med at samle dem igen derinde, skal jeg love for. Der er dårligt nok plads til ragelset, traileren i forvejen må rumme, så det giver sig selv, at der ikke var meget albuerum for vor frygtløse helt.

Dernæst hentede jeg AREC’en. Den er monteret udenpå Hab’et, på samme måde som man af og til gør med en aircondition-enhed på Jorden. Det er på sin vis også, hvad den er. Jeg slæbte den over til traileren og surrede den fast på hylden, jeg havde lavet til den. Dernæst koblede jeg den på luftslangen, der førte gennem ”ballonen” til indersiden af trailerens trykkammer.

Regulatoren skal sende luft til AREC’en, dernæst skal returluften boble igennem reservoiret. Regulatoren skal også bruge en tryktank til opbevaring af det CO 2, den trækker ud af luften.

Da jeg ryddede traileren for at få mere plads, lod jeg en tank blive tilbage til dette formål. Den er beregnet til at opbevare oxygen, men en tank er en tank. Gudskelov, at alle luftslanger og ventiler er standardiseret til enhver brug på missionen. Der er ikke noget at tage fejl af. Det var en bevidst beslutning for at lette reparationer udendørs.

Da jeg havde fået AREC’en på plads, koblede jeg oxygenatoren og regulatoren på trailerens strømforsyning og holdt øje med deres opladning. Jeg kørte fuldt systemtjek på dem begge, for at få bekræftet, at de fungerede, som de skulle. Dernæst lukkede jeg ned for oxygenatoren. Husk på, at jeg kun skal bruge den én sol ud af fem.

Jeg gik videre til roveren, hvilket betød, at jeg måtte foretage en irriterende ti-meters EVA. Derfra overvågede jeg de livsopretholdende systemer. Det er værd at bemærke, at jeg ikke kan overvåge selve udstyret fra roveren (det hele er i traileren), men roveren kan fortælle mig alt om luften. Oxygen, CO 2, temperatur, luftfugtighed og så videre. Alt virkede okay.

Da jeg havde min EVA-dragt på, tømte jeg en cylinder CO 2ud i roverens luft. Dernæst overværede jeg roverens computer få et hysterisk anfald, da den registrerede et CO 2-niveau stige til dødbringende niveau. Men så faldt niveauerne igen stille og roligt til normalen. Regulatoren gør sit arbejde. God dreng!

Jeg lod systemerne køre, da jeg gik tilbage til Hab’et. De får lov at passe sig selv natten over, og så tjekker jeg dem i morgen tidlig. Jeg er der ganske vist ikke til at indånde oxygen og danne CO 2, men en ting ad gangen.

LOG NOTAT: SOL 435

Det blev en underlig nat. Logisk set vidste jeg, at der ikke ville ske noget forfærdeligt på kun én nat, men det var alligevel ubehageligt at vide, at jeg ikke havde andet livsopretholdende apparatur end varmelegemerne. Mit liv afhang af den matematik, jeg havde udregnet tidligere. Hvis jeg var kommet til at udelade et tegn eller indsat et par skæve værdier, ville jeg måske aldrig vågne igen.

Men jeg vågnede, og hovedcomputeren viste en let stigning i CO 2, ganske som forventet. Det ser ud til, at jeg klarede det og kan leve endnu en sol.

Live Another Sol ville være en overlegen titel til en James Bond-film.

Jeg gjorde status på rovere: Alt var fint. Hvis jeg ikke kører den, kan en enkelt opladning af batterierne holde regulatoren igang i en måned (uden varme på). Det er en ret god sikkerhedsmargin for mig. Hvis helvede bryder løs på min rejse, har jeg stadig tid til at reparere tingene. Jeg bliver i højere grad hæmmet af oxygenforbrug frem for CO 2-fjernelse, og jeg har masser af oxygen.

Jeg besluttede, at nu var et godt tidspunkt at teste soveværelset.

Jeg krøb ind i roveren og fastgjorde soveværelset til den ydre luftslusedør fra indersiden. Som nævnt, er det den eneste måde, det kan gøres. Så slap jeg den fri på den intetanende planet.

Præcis efter intentionen blæste trykket fra roveren lærredet udad og pustede det op. Og så gik der fuldstændig kuk i det. Det pludselig tryk fik lærredet til at sprænges som en ballon. Det klappede sammen som en klud og efterlod både sig selv og roveren tømt for luft. Jeg havde selvfølgelig min EVA-dragt på under hele manøvren; jeg er ikke en lallende idiot. Så nu kan jeg …

Live Another Sol! (starring Mark Watney som … Det må nok blive Q. Jeg er ingen James Bond.)

Jeg slæbte det eksploderede soveværelse ind i Hab’et, og gav det en grundig inspektion. Det gik galt med syningen der, hvor væggen var sammenføjet med loftet. Det siger sig selv: Det er en ret vinkel i et trykkammer. Fysikken hader den slags ting.

Først lappede jeg skaden, dernæst skar jeg strimler af reservelærredet, som jeg ville lægge over sømmene. Nu er der dobbelt tykkelse og dobbelt forsegling med harpiks hele vejen rundt. Måske vil det række. På nuværende tidspunkt er jeg ude i gætværk. Min forbløffende botanikviden er ikke specielt nyttig her.

Jeg tester det igen i morgen.

LOG NOTAT: SOL 436

Jeg er løbet tør for koffeinpiller. Ikke mere Mars-kaffe til mig.

Det tog mig derfor lidt længere tid at vågne her til morgen, og der gik ikke længe, før jeg havde en dundrende hovedpine. En fordel ved at bo i et multimilliard-landsted på Mars har jeg dog: adgang til ren oxygen. Af en eller anden grund kan en høj koncentration af O2 fjerne de fleste hovedpiner. Ved ikke hvorfor. Er også ligeglad. Hovedsagen er, at jeg ikke behøver at lide.

Jeg testede soverværelset igen. Iførte mig dragten i roveren og udløste soveværelset ligesom sidst. Denne gang holdt det. Super, men efter oplevelsen af skrøbeligheden i mit håndværk, ville jeg have en god, lang afprøvning af trykforseglingen.

Da jeg havde stået derinde i min EVA-dragt og gloet i nogle minutter, besluttede jeg mig for, at bruge tiden på noget nyttigt. Jeg kan selvfølgelig ikke forlade rover-/soveværelsesuniverset, mens det er tilsluttet luftslusen, men jeg kan gå ind i roveren og lukke døren.

Det gjorde jeg, og da jeg var i roveren, kunne jeg tage den ukomfortable EVA-dragt af. Soveværelset var på den anden side af luftslusens dør med uformindsket tryk. Jeg er stadig i fuld gang med at teste, men jeg behøver ikke have EVA-dragt på.

Jeg havde sjusset mig til, at en ottetimers testperiode ville være passende, og ville derfor være fanget i roveren i det tidsrum.

Jeg tilbragte tiden med at planlægge rejsen. Der var egentlig ikke så meget at føje til, hvad jeg allerede vidste. Jeg forlader Acidalia Planitia og kører i lige linje til Mawrth Vallis, hvorefter jeg følger dalen hele vejen til ende, hvilket giver en siksakende rute frem til Arabia Terra. Derfra bliver det barskt.

I modsætning til Acidalia Planitia, er Arabia Terra spækket med kratere. Hvert eneste krater repræsenterer to brutale niveauforandringer. Først ned, så op. Jeg gjorde mit bedste for at finde den korteste rute omkring dem. Jeg ved, at jeg kommer til at justere kursen, når jeg rent faktisk befinder mig på stedet. Ingen plan overlever det første sammenstød med fjenden.

Mitch indtog sin plads i mødelokalet. Det faste hold var samlet: Teddy, Venkat, Mitch og Annie. Men denne gang var Mindy Park her også samt en mand, som Mitch ikke havde set før.

”Hvad sker der, Venk?” spurgte Mitch. ”Hvorfor skal vi mødes med så kort varsel?”

”Vi har opdateringer af udviklingen,” sagde Venkat. ”Mindy, jeg synes, du skal orientere de andre.”

”Øh, ja,” sagde Mindy. ”Det ser ud til, at Watney er færdig med ballon-udbygningen på traileren. Den er i det store og hele i overensstemmelse med det design, vi sendte ham.”