Andy Weir - The Martian

Det er lidt skræmmende. Første gang, jeg tester det en hel nat, må jeg selv blive derinde. Men den tid, den sorg. Jeg har gjort nok i dag.

LOG NOTAT: SOL 390

Jeg må se kendsgerningerne i øjnene. Jeg er færdig med at rigge roveren til. Jeg føler mig ikke færdig. Men den er klar til afgang.

Mad: 1692 kartofler. Vitaminpiller.

Vand: 620 liter.

Husly: Rover, trailer, soveværelse.

Luft: rover og trailer har tilsammen 14 liter flydende O2, 14 liter flydende N2.

Livsopretholdende systemer: Oxygenator og atmosfærisk regulator. 418 timers engangs-CO 2- filtre til nødsituationer

Strøm: 36 kilowatt-timers opladning. Last-kapacitet til 29 solceller.

Varme: 1400-watt RTG. Hjemmelavet reservoir til varmeregulatorens returluft. Elektrisk varmeapparat i roveren til nødsituation.

Disco: Livslang forsyning.

Jeg tager af sted herfra på Sol 449. Det giver mig nioghalvtreds sole til at afprøve alt og reparere, hvad der ikke måtte fungere ordentligt. Dernæst skal jeg beslutte, hvad jeg tager med, og hvad der bliver tilbage. Ruten til Schiaparelli skal plottes ind på et grynet satellitkort. Og til sidst skal jeg ransage min hjerne for vigtige ting, jeg kan have glemt.

Siden Sol 6 har jeg kun ønsket, at komme væk herfra. Nu er udsigten til forlade Hab’et ved at skræmme livet af mig. Jeg har brug for opmuntring. Jeg må spørge mig selv: ”Hvad ville en Apollo-astronaut gøre?”

Han ville drikke tre whiskey sours, køre sin Corvette ud til affyringsrampen og flyve til månen i et raketmodul mindre end min rover. Manner, hvor var de gutter overlegne.

LOG NOTAT: SOL 431

Jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg skal pakke. Det er sværere end det lyder.

Jeg har to trykkabiner: roveren og traileren. De er forbundne med slanger, men de er ikke dumme. Hvis en mister tryk, vil den anden øjeblikkelig lukke af for den delte luftforsyning.

Der er en grum logik i det: Hvis roveren får en lækage, er jeg død. Ingen grund til at lægge strategier til den situation. Men hvis lækagen opstår i traileren, skal jeg nok klare mig. Det vil sige, jeg skal placere de vigtigste ting i roveren.

Alt, hvad jeg placerer i traileren, må kunne tåle et nær-vacuum og iskolde temperaturer. Ikke at jeg forventer det bliver aktuelt, men alligevel. Man må være forberedt på det værste.

Sadeltaskerne, jeg lavede til Pathfinder -turen, bliver nyttige til opbevaring af fødevarer. Jeg kan ikke bare smide kartoflerne ind i roveren eller traileren. De rådner i en opvarmet atmosfære. Jeg beholder nogle få i roveren, så de er lette at få fat på, men resten forbliver udenfor i denne planets gigantiske dybfryser. Traileren bliver ret tætpakket. Den skal rumme to enorme Hab-batterier, den atmosfæriske regulator, oxygenatoren og mit hjemmelavede varmereservoir. Det vil være mere praktisk at have reservoiret i roveren, men det skal nødvendigvis placeres i nærheden af regulatorens returluftsluse.

Roveren bliver også ret proppet. Under kørsel vil jeg have soveværelset liggende sammenfoldet nær luftslusen — klart til brug som nødudgang. Desuden skal jeg have to funktionsdygtige EVA-dragter med mig, samt alt hvad der behøves til nødreparationer: værktøjssæt, reservedele, min næsten opbrugte forsyning af forseglingsmaterialer, den anden rovers hovedcomputer (for alle tilfældes skyld!), og de 620 vidunderlige liter vand.

Og selvfølgelig en plasticboks, der skal tjene som toilet. En med et tæt låg.

”Hvordan klarer Watney sig?” spurgte Venkat.

Mindy så forskrækket op fra sin computer. ”Dr. Kapoor?”

”Jeg hører, du fangede et skud af ham under en EVA?”

”Øh, ja,” sagde Mindy og tastede noget. ”Jeg opdagede, at tingene altid forandrer sig omkring kl. 9 lokaltid. Folk plejer at agere i de samme mønstre, så jeg konkluderede, at han foretrækker at begynde sit arbejde omkring det tidspunkt. Jeg har udført nogle mindre rejusteringer for at få sytten fotoskud mellem 9 og 9.10. Han dukkede op på et af dem.

”Godt tænkt. Må jeg se billedet?”

”Selvfølgelig.” Hun fik billedet op sin skærm.

Venkat stirrede på det slørede billede. ”Er det så skarpt, som det kan blive?”

”Tja, det er et fotografi taget ude fra kredsløb,” sagde Mindy. ”NSA har forbedret det med den bedste software til rådighed.”

”Hov, vent, hvad er det, du siger?” stammede Venkat. ”NSA?”

”Ja, de ringede og tilbød at hjælpe. Det er samme software, som de bruger til at forbedre spionsatelliternes billedmateriale.

Venkat slog ud med hænderne. ”Det er forbløffende så let bureaukrati kan tilsidesættes, når det gælder en mands liv. ” Han pegede på skærmen. ”Hvad foretager Watney sig der?”

”Jeg tror, han læsser noget ind i roveren.”

”Hvornår var sidste gang, han arbejdede på traileren?”

”Det er et stykke tid siden. Hvorfor skriver han ikke beskeder til os oftere?”

Venkat trak på det. ”Han har travlt. Han arbejder stort set så længe, det er lyst, og det kræver både tid og energi at lægge sten ud for at skrive en besked.”

”Men …,” sagde Mindy. ”Hvorfor kommer du så på besøg her? Vi kunne have klaret det hele over e-mail.”

”Faktisk ville jeg gerne tale med dig om noget,” sagde han. ”Vi ændrer på dit ansvarsområde. Fra nu af — i stedet for at holde styr på satelliterne omkring Mars — får du udelukkende til opgave, at holde øje med Mark Watney.”

”Hvad?” udbrød Mindy. ”Hvad så med kurskorrektioner og justeringer?”

”Det bliver overdraget til andre medarbejdere,” sagde Venkat. ”Fra nu af skal dit eneste fokus være rettet mod billedematerialet fra Ares 3.”

”Det er en degradering,” sagde Mindy. ”Jeg er kredsløbsingeniør, og du vil gøre mig til en ophøjet lurer.”

”Det bliver kortsigtet,” sagde Venkat. ”Og vi skal nok kompensere dig for det. Sagen er, at du har gjort det her i månedsvis, og du har ekspertisen til at identificere elementer fra Ares 3 ud fra satellitskud. Vi har ingen andre, der kan det.”

”Hvorfor er det pludselig så vigtigt?”

”Tiden er ved at løbe fra ham,” sagde Venkat. ”Vi ved ikke, hvor langt han er kommet med modifikationerne på roveren. Men vi ved, at han kun har seksten sole til at få det færdigt. Vi må vide præcis, hvad han foretager sig. Både medierne og senatorerne efterspørger konstant opdateringer på hans status. Selv Præsidenten har ringet til mig et par gange.”

”Men det hjælper jo ikke at kunne se hans status,” sagde Mindy. ”Vi kan intet stille op, hvis han kommer bagud. Det er en meningsløs opgave.”

”Hvor længe har du arbejdet for regeringen?” sukkede Venkat.

LOG NOTAT: SOL 434

Tiden er inde til at afprøve mit værk.

Det afføder et problem. I modsætning til min Pathfinder -tur, skal jeg medbringe vitalt livsopretholdende udstyr fra Hab’et, hvis jeg vil foretage en realistisk prøvekørsel. Når man fjerner den atmosfæriske regulator og oxygenatoren fra Hab’et, vil det eneste, der står tilbage være … et telt. Et stort, rundt telt, som ikke kan opretholde liv.

Det er ikke så farligt, som det lyder. Som sædvanlig udgør den farefulde del ved livsopretholdende apparatur at håndtere kuldioxiden. Når indholdet af CO 2i luften kommer op på 1 procent, begynder man at få symptomer på forgiftning. Derfor skal jeg holde Hab’ets blanding under det niveau.

Hab’ets interne volumen er omkring 120.000 liter. Med normal vejrtrækning ville det tage mig over to dage at få CO 2-niveauet op på 1 procent (og jeg ville ikke engang gøre det mindste indhug på O2-niveauet). Det vil sige, at det er okay at flytte regulatoren og oxygenatoren for en nogenlunde kort bemærkning.