Jules Verne - En verdensomsejling under havet

Hvad blev det bløddyr irriteret over? Utvivlsomt over tilstedeværelsen af denne Nautilus, der var forfærdeligere end den selv, og som hverken dens sugeskåle eller dens kæber kunne få fat på. Og hvad var det dog for nogle uhyrer, disse blæksprutter, hvilken vitalitet havde Skaberen ikke tildelt dem, hvilken kraft i deres bevægelser — de har nemlig tre hjerter!

Tilfældet havde bragt os i nærheden af denne blæksprutte, og jeg ville ikke gå glip af en lejlighed til omhyggeligt at studere dette eksemplar af cephalopoderne. Jeg overvandt den rædsel som synet af den indgød mig, tog en blyant, og begyndte at tegne den.

— Det er måske den fra Alecton, sagde Conseil.

— Nej, svarede canadieren, for denne her er hel, og den anden havde tabt halen!

— Det behøver ikke at betyde noget, svarede jeg. Dette dyrs arme og hale dannes igen ved regeneration, og i løbet af syv år har halen på Bouguers blæksprutte sikkert haft tid til at vokse ud igen.

— For resten, svarede Ned, hvis det ikke er den, er det måske en af dem der!

Andre blæksprutter havde nemlig vist sig ved styrbordsruden. Der var mindst syv. De dannede kortege for Nautilus, og jeg kunne høre deres næbs skurren mod stålskroget. Vi blev betjent efter ønske.

Jeg fortsatte mit arbejde. Disse dyr holdt sig i vandet omkring os med en sådan præcision, at det så ud som om de var ubevægelige, og jeg kunne have kalkeret dem af i forkortning på ruden. For øvrigt sejlede vi med jævn fart.

Pludselig standsede Nautilus. Et stød fik den til at skælve i alle spanter.

— Har vi taget grunden? spurgte jeg.

— I så fald er vi allerede kommet fri igen, svarede canadieren, for vi flyder.

Nautilus flød ganske vist, men den sejlede ikke mere. Dens skrueblade piskede ikke vandet. Der gik et minut. Kaptajn Nemo trådte ind i salonen, fulgt af sin næstkommanderende.

Jeg havde ikke set ham i nogen tid. Han så trist ud. Uden at tale til os, måske uden at se os, gik han hen til lugen, betragtede blæksprutterne, og sagde nogle ord til sin næstkommanderende.

Denne gik ud. Snart efter blev lugerne lukket. Der blev tændt i loftet. Jeg gik hen til kaptajnen.

— En ejendommelig samling blæksprutter, sagde jeg til ham i den utvungne tone, en interesseret person benytter sig af foran et akvariums krystalrude.

— Ja, virkelig, hr. naturforsker, svarede han mig, og vi skal nu kæmpe med dem som mand mod mand.

Jeg så på kaptajnen. Jeg troede ikke, at jeg havde hørt rigtigt.

— Som mand mod mand? gentog jeg.

— Ja, hr. professor. Skruen er standset. Jeg tænker, at en af disse blæksprutters hornkæber er kommet ind mellem dens blade. Hvad der forhindrer os i at komme frem.

— Og hvad vil De gøre?

— Stige op til overfladen og massakrere alt dette kryb.

— Et vanskeligt foretagende!

— Ja, det er det. De elektriske kugler er virkningsløse mod dette bløde kød, hvor de ikke finder tilstrækkelig modstand til at eksplodere. Men vi vil angribe dem med økser.

— Og med harpun, chef, sagde canadieren, hvis De ikke afslår min hjælp.

— Den tager jeg imod, mester Land.

— Vi går med, sagde jeg, og idet vi fulgte efter kaptajn Nemo, gik vi hen imod den centrale trappe.

En halv snes af mændene holdt sig der parat til angreb bevæbnet med entringsøkser.

Conseil og jeg tog to økser. Ned Land greb en harpun.

Nautilus var nu kommet op på bølgernes overflade. En af matroserne, der stod på de øverste trin, var ved at skrue lugens bolte løse. Men skruerne var knap nok frigjort, da lugen løftedes med den yderste voldsomhed, åbenbart trukket op af en blækspruttearms sugeskåle.

Straks gled en af de lange arme som en slange ned gennem åbningen, og tyve andre sprællede udenfor. Med et øksehug afskar kaptajn Nemo den frygtelige tentakel, der gled og vred sig på trinene.

I det øjeblik, da vi trængte på efter hinanden for at nå op på platformen, svirpede to andre arme i luften og slog ned på den matros der var foran kaptajn Nemo, og løftede ham med uimodståelig voldsomhed.

Kaptajn Nemo udstødte et skrig og styrtede udenfor. Vi andre for i hælene på ham.

Hvilket syn! Den ulykkelige, der var blevet grebet af fangarmen, og fastholdt af dens sugeskåle, svajede i luften efter denne enorme snabels luner. Han rallede, han var ved at kvæles, han skreg: Hjælp! Hjælp! Disse ord, der blev udtalt på fransk, fremkaldte den største forbavselse hos mig! Jeg havde altså en landsmand om bord, måske flere! Dette hjerteskærende råb ville jeg høre hele mit liv!

Den ulykkelige var fortabt. Hvem kunne rive ham ud af dette mægtige greb? Men kaptajn Nemo havde styrtet sig mod blæksprutten, og med et øksehug havde han slået endnu en arm af den. Hans næstkommanderende kæmpede rasende mod andre uhyrer, der kravlede på Nautilus’ sider. Mandskabet kæmpede med øksehug. Canadieren, Conseil og jeg sænkede vore våben dybt ned i de kødfulde masser. En voldsom lugt af moskus gennemtrængte atmosfæren. Det var forfærdeligt.

Et øjeblik troede jeg, at den ulykkelige, der var omslynget af blæksprutten, ville blive revet løs fra det mægtige sug. Af de otte arme var syv blevet hugget over. En eneste vred sig i luften og svang sit offer så let som en fjer. Men i det øjeblik, da kaptajn Nemo og hans næstkomanderende styrtede sig over dyret, udslyngede det en sky af en sortladen væske, som udskiltes af en pose i dens bug. Vi blev blindede af den, og da tågen havde spredt sig, var blæksprutten forsvundet, og med den min ulykkelige landsmand!

Med hvilket raseri jog vi ikke frem mod disse uhyrer! Ingen var længere herre over sig selv. Ti-tolv blæksprutter havde besat platformen og Nautilus’ sider. Vi rullede i et virvar, omgivet af disse afhuggede slangestumper, der skælvede på platformen i strømme af blod og sort blæk. Det var som om disse klæbrige fangarme voksede ud igen ligesom Hydraens hoveder. Gang på gang sank Ned Lands harpun dybt ned i de søgrønne blæksprutteøjne og stak dem ud. Men pludselig blev min dristige kammerat væltet af et uhyre, hvis fangarme han ikke kunne undgå.

Ak, hvordan gik det til, at mit hjerte ikke brast af bevægelse og gru! Blækspruttens frygtelige næb havde åbnet sig over Ned Land. Den ulykkelige ville blive klippet midt over. Jeg styrtede til hjælp. Men kaptajn Nemo var kommet mig i forkøbet. Hans økse forsvandt mellem de enorme kæber, og mirakuløst reddet rejste canadieren sig og stødte sin harpun helt ned i blækspruttens tredobbelte hjerte.

— Jeg skyldte mig selv denne gengældelse! sagde kaptajn Nemo til canadieren.

Ned bukkede let uden at svare.

Denne kamp havde varet et kvarter. Besejrede, lemlæstede, dødeligt sårede overlod uhyrerne os endelig valpladsen og forsvandt under bølgerne.

Rød af blod, stående ubevægelig i nærheden af lanternen så kaptajn Nemo ud over det hav, der havde opslugt en af hans ledsagere, og store tårer løb ned ad hans kinder.

Dette frygtelige optrin den 20. april kunne ingen af os nogensinde glemme. Jeg har skrevet om det under indtrykket af en voldsom bevægelse. Siden har jeg genset beretningen derom. Jeg har læst den for Conseil og for canadieren. De har fundet den nøjagtig med hensyn til kendsgerningerne, men utilstrækkelig hvad virkningen angår. Til at male sådanne billeder må man have den berømteste af vore digtere, forfatteren af Havets Arbejdere.