Jules Verne: En verdensomsejling under havet

Men én ærgerlig omstændighed hæmmede absolut canadierens planer. Vejret var meget dårligt. Vi nærmede os de egne, hvor der meget hyppigt er uvejr, dette fædreland for de skypumper og cykloner, hvis ophav netop er Golfstrømmen. At binde an med en ofte oprørt sø i en skrøbelig båd, det ville være den visse undergang. Det indrømmede Ned Land selv. Derfor slog han sig også i tøjret, grebet af en rasende hjemvé, som alene flugten kunne have helbredt.

— Hr. professor, sagde han til mig den dag, dette her må høre op. Jeg vil have talt ud om det. Deres Nemo fjerner sig fra landjorden og sejler igen mod nord. Men jeg kan forsikre Dem, at Sydpolen er nok for mig, og jeg vil ikke med ham til Nordpolen.

— Hvad er der at gøre, Ned, når det i øjeblikket er umuligt at flygte?

— Derfor kommer jeg tilbage til min idé. Det er nødvendigt at tale til kaptajnen. De sagde ikke noget, da vi var i nærheden af Deres land.

Nu, da vi er i nærheden af mit, vil jeg tale. Når jeg tænker på at om nogle dage vil Nautilus være på højde med Nova Scotia, og at der, hen imod Newfoundland, åbner der sig en bred bugt, at i den bugt løber St. Lawrence-floden ud, og at St. Lawrence, det er min egen flod, Quebec, min fødebys, flod, så stiger raseriet op i mig, og håret rejser sig på mit hoved. Hør nu, professor, jeg vil hellere kaste mig i havet! Jeg vil ikke blive her! Jeg bliver kvalt!

Canadierens tålmodighed var åbenbart til ende. Hans kraftige natur kunne ikke vænne sig til dette forlængede fangenskab. Hans ansigt ændredes fra dag til dag. Hans karakter blev mere og mere melankolsk. Jeg kunne fatte hvad han måtte lide, for hjemveen havde også grebet mig. Nærved syv måneder var forløbet, uden at vi havde hørt noget fra landjorden. Kaptajn Nemos isoleren sig, hans ændrede humør, især efter blækspruttekampen, hans tavshed, alt det fik mig desuden til at se tingene fra en anden synsvinkel. Jeg følte ikke mere de første dages begejstring. Man måtte være flamlænder som Conseil for at finde sig i denne situation, i disse omgivelser, der var bestemt for hvaler og andre af havets beboere. Hvis denne rare fyr i stedet for lunger havde haft gæller, tror jeg virkelig han ville have været en storartet fisk.

— Nå, hr. professor, begyndte Ned Land igen, da han opdagede, at jeg ikke svarede.

— Nå, ja, Ned, De vil have at jeg skal spørge kaptajn Nemo, hvad hans hensigter er med os?

— Ja, hr. professor.

— Og det, skønt han allerede har gjort os bekendt med dem?

— Ja, jeg vil gerne vide endelig besked. Tal for mig alene, i mit navn alene, om De vil.

— Men jeg træffer ham sjældent. Han undgår mig ligefrem.

— Det er endnu en grund til at søge at træffe ham.

— Jeg skal nok spørge ham, Ned.

— Hvornår? spurgte canadieren stædigt.

— Når jeg træffer ham.

— Hr. Aronnax, vil De have, at jeg selv skal gå hen og finde ham?

— Nej, lad mig gøre det. I morgen…

— I dag, sagde Ned Land.

— Lad gå. Jeg skal tale med ham i dag, svarede jeg canadieren, der sikket havde ødelagt det hele, hvis han selv havde grebet ind. Jeg blev alene tilbage. Da sagen nu var afgjort, besluttede jeg straks at få det overstået. Jeg holder mere af en ting der er gjort, end en ting der skal gøres.

Jeg vendte tilbage til mit kammer. Derfra kunne jeg høre skridt inde fra kaptajn Nemo. Det gik ikke an at lade denne lejlighed til at træffe ham slippe fra mig. Jeg bankede på hans dør. Jeg fik ikke noget svar. Jeg bankede igen, så drejede jeg håndtaget. Døren åbnede sig. Jeg trådte ind. Kaptajnen var der. Bøjet over sit arbejdsbord havde han ikke hørt mig. Besluttet på ikke at gå uden at have spurgt ham, gik jeg nærmere. Pludselig hævede han hovedet, rynkede brynene og tiltalte mig i en ret bansk tone:

— De her! Hvad vil De mig?

— Tale med Dem, hr. kaptajn.

— Men jeg er optaget, hr. professor, jeg arbejder. Den frihed til isolation, som jeg indrømmer Dem, kan jeg ikke selv have den?

Den modtagelse var lidet opmuntrende. Men jeg var bestemt på at høre alt for at kunne svare på alt.

— Hr. kaptajn, sagde jeg køligt, jeg må tale med Dem om en sag, som jeg ikke har lov til at udsætte.

— Hvilken sag, hr. professor? spurgte han ironisk. Har De gjort en opdagelse, som er undgået min opmærksomhed? Har havet overgivet Dem nye hemmeligheder?

Vi var langt fra at forstå hinanden. Men før jeg havde svaret, viste han mig et manuskript, der lå åbent på hans bord, og sagde i en alvorligere tone:

— Her er, hr. Aronnax, et manuskript på flere sprog. Det indeholder et resumé af mine studier i havet, og, om Gud vil, skal det ikke foregå sammen med mig. Signeret med mit navn, afsluttet med min livshistorie, vil dette manuskript blive indesluttet i et lille synkefrit apparat. Den sidst overlevende af alle om bord på Nautilus vil kaste dette apparat i havet, og det kommer derhen hvor havet bærer det. Denne mands navn! Hans historie skrevet af ham selv! Hans mysterium skulle altså en dag blive afsløret! Men i dette øjeblik så jeg i denne meddelelse kun en indledning til at komme til sagen.

— Hr. kaptajn, svarede jeg, jeg kan kun billige den tanke der har fået Dem til at handle sådan. Frugten af Deres studier bør ikke gå tabt. Men det middel som De bruger, forekommer mig primitivt. Hvem ved hvor vinden blæser det apparat hen, i hvis hænder det falder? Kan De ikke finde på noget bedre? Kan De eller en af Deres mænd ikke…

— Aldrig, hr. professor, afbrød kaptajnen mig hurtigt.

— Men jeg, mine kammerater, vi er parat til at vogte og opbevare dette manuskript, og hvis De giver os friheden…

— Friheden! sagde kaptajn Nemo, idet han rejste sig op.

— Ja, hr. kaptajn, og det er det emne, jeg ville udspørge Dem om. I syv måneder har vi været på Deres skib, og jeg spørger Dem i dag, i mine kammeraters navn, så vel som i mit eget, om det er Deres hensigt at beholde os her altid.

— Hr. Aronnax, sagde kaptajn Nemo, jeg skal svare Dem i dag som jeg svarede Dem for syv måneder siden: Den der træder ind i Nautilus, må ikke mere forlade den.

— Det er ligefrem slaveri De pålægger os!

— Kald det hvad De vil!

— Men en slave beholder alle vegne retten til at genvinde sin frihed! Hvilke midler der end tilbyder sig for ham, vil han tro, at de er gode!

— Hvem nægter Dem denne ret? svarede kaptajn Nemo. Har jeg nogen sinde tænkt på at binde Dem med ed?

Kaptajnen betragtede mig, idet han lagde armene over kors.

— Hr. kaptajn, sagde jeg, endnu en gang at komme tilbage til dette emne vil hverken være efter Deres eller min smag. Men siden vi er begyndt på det, så lad os behandle det udtømmende. Jeg gentager, det er ikke alene min person det drejer sig om. For mig er studierne en hjælp, en mægtig adspredelse, en lidenskab, der kan få mig til at glemme alt. Ligesom De er jeg den der kan leve ukendt, ubemærket, i det skrøbelige håb en dag at efterlade resultatet af mit arbejde til fremtiden ved hjælp af et tvivlsomt apparat, betroet til bølgernes og vindenes luner. Med ét ord, jeg kan beundre Dem, jeg kan uden mishag følge Dem i en rolle, som jeg til en vis grad forstår; men der er dog andre sider i Deres liv, der lader mig ane, at det er omgivet af komplikationer og mysterier, som her kun vi, mine kammerater og jeg, ikke har nogen del i. Og, når vort hjerte har kunnet banke for Dem, bevæget over en af Deres sorger, eller grebet af Deres geniale eller modige handlinger, har vi måttet undertrykke i os selv endog det mindste vidnesbyrd om den sympati, der fødes af synet af hvad der er smukt og godt, hvad enten det kommer fra ven eller fjende. Nu vel! Det er denne følelse af, at vi er fremmede for alt, hvad der angår Dem, der gør vores stilling, selv for mig, til noget uacceptabelt, noget umuligt, men fremfor alt til noget umuligt for Ned Land. Ethvert menneske, alene på grund af at han er et menneske, er værd at man tænker på ham. Har De spurgt Dem selv, hvad kærligheden til friheden, hadet til slaveriet, kan få til at opstå af hævnplaner i en natur som canadierens, hvad han kunne tænke, prøve, forsøge…?