Jules Verne - En verdensomsejling under havet

Jeg har sagt, at kaptajn Nemo græd, da han så ud over havet. Hans sorg var umådelig. Det var den anden af sine fæller han havde mistet, siden vi var kommet om bord. Og hvilken død! Knust, kvalt, brudt af en blækspruttes frygtelige arm, sønderrevet af dens jernkæber kunne denne ven ikke komme til at hvile sammen med sine kammerater i Koralkirkegårdens fredelige vande!

Midt i denne kamp var det især dette fortvivlede skrig fra den ulykkelige, der havde skåret mig i hjertet. Denne stakkels franskmand havde glemt sit tillærte sprog og var faldet tilbage til at tale et lands og en moders mål for at udsende en sidste bøn om hjælp! I dette mandskab på Nautilus, der med sjæl og legeme var forbundet med kaptajn Nemo, og ligesom han flygtede for omgang med mennesker, havde jeg dog haft en landsmand! Var han ene om at repræsentere Frankrig i dette mystiske selskab, der åbenbart bestod af individer af forskellige nationaliteter? Det var endnu en af disse uløselige gåder, der uafladeligt steg op for mig!

Kaptajn Nemo vendte tilbage til sit kammer, og i nogen tid så jeg ham ikke mere. Men han måtte være trist, fortvivlet, ubeslutsom hvis jeg kunne dømme derom efter det skib, hvis sjæl han var, og som modtog alle sine påvirkninger fra ham. Nautilus holdt ikke længere nogen bestemt kurs. Den gik, kom, flød som et lig for bølgerne. Dens skrue var blevet befriet, og dog benyttede den sig knap nok af den. Den navigerede på må og få. Den kunne ikke løsrive sig fra skuepladsen for sin seneste kamp, fra dette hav, der havde opslugt en af dem, der hørte til på den!

Således gik ti dage hen. Det blev den 1. maj, inden Nautilus igen tydeligt slog ind på sin rute mod nord, efter at have haft kending af de Lucayiske øer i udmundingen af den store Bahamakanal. Så fulgte vi strømmen i havets største flod, der har sine bredder, sine fisk og sin egen temperatur. Jeg har før omtalt Golfstrømmen.

Det er virkelig en flod, der løber frit, midt i Atlanten, og hvis vande ikke blander sig med oceanets vande. Det er en salt flod, saltere end det omgivende hav. Dens gennemsnitsdybde er tre tusinde fod, dens gennemsnitsbredde tresindstyve mil. På visse steder har dens strøm en hastighed på fire kilometer i timen. Dens vandes uforanderlige mængde er større end vandmængden i alle jordens floder.

Golfstrømmens egentlige kilde, der blev påvist af kaptajn Maury, dens udgangspunkt, om man vil, er bugten ved Gascogne. Der begynder dens vande at samle sig, endnu med svag farve og lav temperatur. Den går ned mod syd, følger Ækvatorialafrika, varmer sine bølger i den hede zones stråler, krydser Atlanten, når Kap San-Roque på Brasiliens kyst, og spalter sig i to grene, hvoraf den ene kommer til havet ved Antillerne for yderligere at mætte sig med dets varme molekyler.

Med det hverv at genoprette ligevægten mellem temperaturerne og blande de tropiske vande med de nordiske vande begynder Golfstrømmen at udføre denne rolle. Stærkt ophedet i Mexicogolfen løber den mod nord mod de amerikanske kyster, videre til Newfoundland, afviger under presset fra den kolde strøm fra Davisstrædet, slår igen ind på ruten gennem oceanet, og idet den på en af klodens storcirkler følger den loxodromiske linie, deler den sig i nærheden af den treogfyrretyvende grad i to arme, hvoraf den ene, hjulpet af passatvinden fra nordøst, igen kommer til bugten ved Gascogne og til Azorerne, og hvoraf den anden efter at have lunet Irlands og Norges kyster fortsætter, for helt på den anden side af Spitzbergen, hvor dens temperatur falder til fire grader, at blive til polens åbne hav.

Det var på denne flod i oceanet Nautilus nu navigerede. Idet Golfstrømmen løber ud af Bahamakanalen er dens hastighed, fjorten mil ude i havet og med en dybde af tre hundrede og halvtreds meter, otte kilometer i timen. Denne hastighed aftager regelmæssigt, efterhånden som strømmen kommer længere mod nord, og det er at ønske, at denne regelmæssighed må vare ved, for hvis, hvad man har troet at bemærke, dens hastighed og dens retning skulle forandre sig, ville de europæiske klimaer blive udsat for forstyrrelser, hvis konsekvenser man ikke kunne beregne.

Henad middag var jeg på platformen sammen med Conseil. Jeg gjorde ham bekendt med enkeltheder angående Golfstrømmen. Da min forklaring var til ende, opfordrede jeg ham til at stikke hænderne i strømmen.

Conseil adlød, og blev meget forbavset over ikke at erfare nogen fornemmelse, hverken af varme eller af kulde.

— Det kommer af, sagde jeg, at temperaturen i Golfstrømmens vande, idet den kommer ud fra Mexicogolfen, kun er lidt forskellig fra blodets temperatur. Denne Golfstrøm er et mægtigt varmeapparat, der tillader Europas kyster altid at smykke sig med grønt. Og hvis man skal tro Maury, kunne denne strøms varme, om den blev helt udnyttet, være nok til at bevare i flydende tilstand en flod af smeltet jern, så stor som Amazonfloden eller Mississipi.

I dette øjeblik var Golfstrømmens hastighed to en kvart meter i sekundet. Denne strøm er så forskellig fra det omgivende hav, at dens komprimerede vande springer frem på oceanet, og der udvikler sig en højdeforskel mellem dem og de kolde vande. Mørke og meget rige på forskellige salte stikker de med deres rene indigo i øvrigt af mod de grønne bølger, der omgiver dem. Klarheden i den linie, der afgrænser dem, er endog sådan, at Nautilus ud for Nord— og Sydcarolina med sin spidse forstavn gennemskar Golfstrømmens bølger, mens dens skrue endnu piskede oceanets.

Denne strøm slæbte en hel verden af levende væsener med sig. Argonauterne, der er så almindelige i Middelhavet, sejlede her i store flokke. Blandt bruskfiskene var de mest bemærkelsesværdige nogle rokker, hvis meget tynde hale omtrent udgjorde en trediedel af kroppen, og som dannede store skjolde, der var femogtyve fod lange; så var der små hajer på en meter, med stort hoved, kort og rundet snude, med skarpe tænder i flere rækker, og hvis krop så ud til at være dækket med skæl.

Blandt benfiskene lagde jeg mærke til de berggylter, der er ejendommelige for disse have, havbrasener, hvis iris strålede som ild, en meter lange umberfisk med stort gab, der strittede af små tænder, og som lod et sagte skrig høre, sorte tangspræl, som jeg allerede har talt om, blå dolfiner, smykket med guld og sølv, papegøjefisk, oceanets sande regnbuer, der i farve kan kappes med de smukkeste tropefisk, hornkvabber med trekantet hoved, blålige pighvarrer uden skæl, paddefisk, dækket med et gult tværbånd, der danner et græsk T, en vrimmel af små kutlinger med brune prikker, lungefisk med sølvhoved og gul hale, forskellige slag laks, multer, der er slanke af krop og stråler med et blidt skær, og som Lacépède har helliget sin elskværdige livsledsagerinde, endelig en smuk fisk, den amerikanske kavaler, der, dekoreret med alle mulige ordener og udmajet med alle slags ordensbånd, besøger strandene hos denne store nation, hvor bånd og ordener ikke er særlig estimerede.

Jeg må tilføje, at om natten kappedes Golfstrømmens fosforescerende vande med det elektriske skær fra vor lanterne, især da i det stormfulde vejr, der ofte truede os.

Den 8. maj var vi endnu ud for Kap Hatteras, på højde med Nord-Carolina. Golfstrømmens bredde er her femoghalvfjerds mil, og dens dybde er to hundrede og ti meter. Nautilus vedblev at strejfe om på lykke og fromme. Alt tilsyn lod til at være bandlyst om bord. Jeg vil indrømme, at under disse omstændigheder kunne en flugt lykkes. De beboede kyster tillod virkelig overalt tilgængelige tilflugtssteder. Havet blev uafladeligt pløjet af de talrige dampere, der går i fart mellem New York eller Boston og Mexicogolfen og nat og dag gen-nemsejlet af de små skonnerter, som besørger kystfarten mellem de forskellige punkter på den amerikanske kyst. Man kunne håbe på at blive samlet op. Det var altså en gunstig lejlighed, trods de tredive mil, der skilte Nautilus fra Staternes kyster.